Vi ville gerne have spurgt Jeremy Grantham, hvordan han har det med kapitalismen, sådan helt personligt. Men et interview med den britisk-amerikanske finansmogul er ikke sådan at få.
Derfor kan det kun blive til et strejftog gennem mandens egne tekster i form af periodiske newsletters og sjældne kommentarer i ledende finansmedier. Som om det ikke var mere end rigeligt til at give løftede øjenbryn og sætte tanker i gang.
Jeremy Grantham er født i 1938 i Doncaster, en kulmineby i det centrale England, men udvandrede som ung til USA for at læse på Harvard Business School. I sommeren 1968, hvor andre unge i USA dyrkede peace, love and understanding, købte nyuddannede Jeremy aktier i det lille firma American Raceways, der ejede en væddeløbsbane. Takket være en kortvarig aktieboble tredobledes firmaets værdi over sommeren, så Jeremy skyndte sig at sælge for at købe en endnu større portion for fortjenesten. Hvad han tjente her, investerede han i et nyt firmas aktier – og tabte alt, da den lille boble brast.
»Det var den dobbelte ulykke, der lærte mig lektien,« har han siden fortalt i et interview i New York Times.
Lektien blev lært så godt og grundigt, at det investeringsfirma, som Jeremy Grantham i 1977 etablerede i Boston sammen med kollegerne Richard Mayo og Eyk Van Otterloo, i dag er en af verdens største forvaltere af værdier som aktier, obligationer og råvarekontrakter. GMO, som firmaet hedder, administrerer på sine klienters vegne værdipapirer for omkring 100 milliarder dollar og yder i tilgift strategisk rådgivning om, hvad og hvornår man som investor og spekulant bør købe og sælge for at score kassen.
Den respekt, Jeremy Grantham nyder i finans- og erhvervskredse, skyldes hans bemærkelsesværdige evner som spåmand. Efter sin første personlige erfaring med bristende bobler har Grantham grundigt studeret finansboblernes nyere historie – »vi er nået op på 34 bristede bobler,« noterede han i 2007 – og derigennem oparbejdet en sikker fornemmelse for det finansielle markeds veje og vildveje. Derfor søger klienterne sig til GMO, og derfor har selskabet på bare de seneste 10 år femdoblet sin portefølje.
Allerede i 2002 forudsagde Grantham, at det amerikanske aktiemarked ville »løbe ind i langsigtede problemer« fra 2008. Da USA’s finansielle krise så i 2008 stod i fuldt flor, og panikken hærgede Wall Street, noterede investeringsstrategen i sit kvartals-nyhedsbrev, at krisens opdukken »forekom så uundgåelig og så nådesløs, og alligevel syntes hverken cheferne for (finansgiganterne) Merril Lynch og Citi eller selveste (daværende finansminister) Hank Paulson og (centralbankformand Ben) Bernanke at have set den komme. Ingen af dem«.
Wake up-call
Jeremy Granthams evne til at gennemskue mekanismerne i den internationale finansielle økonomi gør det nærmest uhyggelig interessant at lytte til, hvad han de seneste par år er begyndt at sige om de grundlæggende strukturer i den kapitalistiske vækstøkonomi og dennes forhold til sit naturgrundlag. I et nu berømt, 19 sider langt nyhedsbrev fra sidste forår – Time to wake up lyder titlen – chokerede Grantham sine faste læsere i investorernes og spekulanternes verden med budskabet:
»Bundlinjen er reelt, at ingen øget vækst kan være bæredygtig.«
»Hastig vækst er ikke nogen gudgiven ret, vi har fået, den er end ikke matematisk mulig i en længere periode,« uddybede han.
Jeremy Grantham underbygger i nyhedsbrevet sin advarsel med omfattende data om det øgede pres på olie- og råstofreserverne og de markante prisstigninger, der følger med ressourceudtømningen.
»Det er meget dårlige nyheder, og som med alle dårlige nyheder vil almindelige dødelige såvel som den vækstfokuserede finansindustri virkelig gerne så tvivl om eller totalt ignorere dem,« skriver han.
Grantham henviser også til de stigende fødevarepriser, der afspejler, at det globale landbrugs produktivitetsstigning er aftagende, mens øget kødforbrug, brug af afgrøder til bioætanol – »en proces, der fratager os næringsmidler og fødevarer« – samt klimaforandringer med ekstremt vejr presser systemet. »Eftersom vi har overskredet grænserne for bæredygtighed, bliver den største udfordring at omstille livsstilen til at betone livskvalitet, mens vi kvantitativt reducerer vores efterspørgselsniveau,« konkluderer han.
»Hvis vi fastholder vort desperate fokus på vækst, vil vi løbe tør for alting og stå over for et sammenbrud.«
I New York Times-interviewet lufter han sin skepsis omkring menneskehedens evne til at klare denne omstilling:
»Jeg er ikke i tvivl om, at vi står over for 100 dårlige år. Vi har ressourcerne til at foretage en elegant omstilling, men vi vil ikke. Vi kan tilsyneladende ikke.«
Kapitalismens brist
I de to kvartals-nyhedsbreve, som Jeremy Grantham foreløbig har udsendt i år, er det, som om hans fokus bevæger sig fra de negative manifestationer af vækstøkonomien – ressource-, fødevare- og klimakrisen – til de fundamentale årsager til det kapitalistiske systems ustabilitet og manglende holdbarhed.
Han beskriver f.eks., hvordan finanssektoren i strid med de konventionelle teorier om markedets rationelle aktører og prisernes søgen mod ligevægt skejer vildt ud i forhold til den underliggende realøkonomi. Mens bruttonationalproduktet fra det ene år til det næste kun afviger minimalt fra langtidstrenden, så svinger priserne i finanssektoren hysterisk op og ned.
»(Finans)markedet bevæger sig 19 gange mere, end det kan retfærdiggøres af de underliggende mekanismer«, dvs. af realøkonomiens bevægelser, viser hans analyse.
Der er en række årsager, men central er ifølge Grantham den psykologiske, der vedrører de professionelle investorer og børshandlere. De jonglerer med andre folks formuer, og hvis de vil beholde deres job og sikre sig bonusser, må de derfor aldrig tage fejl. Ergo læner de sig op ad, hvad de andre dealere gør.
»Det skaber flokadfærd – eller et momentum – som driver priserne langt over eller langt under den rimelige pris.«
En underliggende drivkraft er ifølge Grantham kundernes utålmodighed. Hvis en dealer ikke i løbet af ca. tre år kan levere en rimelig profit på sin spekulation med kundens værdier, så skrider kunden med stor sandsynlighed. Det betyder, at den værdipapir-forvalter, der ikke følger flokkens excesser, men i stedet investerer forsigtigt med henblik på et fornuftigt langsigtet udbytte og dermed som regel også samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, risikerer at blive vraget.
Værdiløse børnebørn
Utålmodigheden, den korte tidshorisont og kravet om instant gratification, øjeblikkelig tilfredsstillelse, er grundlæggende brister i kapitalismen, anfører Jeremy Grantham i sit februar-nyhedsbrev under overskriften Dine børnebørn har ingen værdi (og andre mangler ved kapitalismen).
Heri beskriver han først, hvordan »det finansielle sammenbrud har afsløret en kronisk svaghed i den herskende økonomiske teori, hvis tro på kapitalmarkedernes effektivitet fremmede deregulering og dermed bidrog til, at vi havnede i vor nuværende klemme.«
Han omtaler regeringers stimulering af den gældsætning, som nu er blevet »uhåndterlig«, og han afdækker den måde, hvorpå virksomhedernes ejerskab er blevet perverteret gennem de seneste 20 år: Aktionærer og virksomhedsledere med aktie-optioner har i stigende grad fokuseret på hurtige gevinster på aktiemarkedet på bekostning af opmærksomhed på selve produktionen. Én konsekvens heraf er ifølge Grantham et voksende økonomisk svælg mellem almindelige lønmodtagere og de via aktieudbytter og -optioner berigede ledere. I USA er topchefers honorarer steget »fra at være 40 gange gennemsnitsarbejderens løn i (præsident) Eisenhowers tid til i dag at være mere end 600 gange så høje, uden nogen indikation på generelt større talent« hos cheferne.
Hvor belastende disse udviklinger end er, vil de dog næppe tvinge systemet i knæ, siger Jeremy Grantham.
»Det er imidlertid visse problemer, som sjældent eller aldrig diskuteres i Financial Times, der meget vel kan. De truer efter min mening ligefrem vores overlevelse.«
Han sigter til det fremherskende fokus på den korte tidshorisont, på »hurtig vækst for næsten enhver pris«.
Faretruende naivt
Kravet om hurtigt udbytte af investeringer afspejles bl.a. i den diskonteringsrente, der opereres med. Jo højere diskonteringsrenten vælges som udtryk for afkastkravet, desto mindre vægt tillægges den fjernere fremtid. Grantham siger, at brugen af en typisk diskonteringsrente på fire pct. f.eks. indebærer, at en samfundsmæssig skade om 50 år på én mia. dollar som følge af en given aktivitet i dag kun vil opleves af den ansvarlige som en aktuel regning, en nutidsværdi, på 100 mio. dollar. Så hvis gevinsten på kort sigt er stor, hvorfor så tænke på omkostningerne for en fjern fremtid? Hvorfor dog tillægge et barns liv om 50 år samme værdi som et barns liv i dag?
»Konsekvenserne af dette ikke bare kan, men vil sandsynligvis blive katastrofale,« mener Grantham. Fordi vi for en kortsigtet vækst og gevinst driver rovfrift på og prisgiver de fælles ressourcer, der skal sikre fremtiden.
Hidtil har det ikke været muligt at vedtage og iværksætte officielle politiske strategier, der kan beskytte disse værdier, mener finansmanden. I stedet er der en tendens til at forlade sig på, at markedets aktører vil se en egeninteresse i at opføre sig langsigtet ansvarligt.
»At overlade det til kapitalismen at få os ud af denne klemme ved at maksimere dens kortsigtede gevinster er faretruende naivt og overser en vigtig pointe: Kapitalismen og selskaberne besidder absolut ingen mekanisme til at håndtere disse problemer, og set gennem en virksomhedsmæssig diskonterings-linse har vore børnebørn absolut ingen værdi.«
»Kapitalismen har i almindelighed ingen fornemmelse for etik eller samvittighed,« skriver Grantham og når frem til sin store bekymring: »Af alle kapitalismens tekniske svagheder er den akut farligste formentlig dens absolutte mangel på evne til at håndtere ressourcernes begrænsede omfang samt den matematiske umulighed af at opretholde hastig vækst i fysisk output. Man kan skabe fortsatte forbedringer i kvaliteten af varer og tjenesteydelser og – håber jeg – i livskvalitet, men man kan ikke have bæredygtig vækst i fysisk output. Man kan få ’vækst’ for en tid, eller man kan få ’bæredygtighed’ for altid, men ikke begge dele,« fastslår han.
Ikke desto mindre prøver man, eller man gør som mange, bemærker Grantham, siger: ’Vækst og til helvede med konsekvenserne’.
»Kapitalismen agerer virkelig, som om den tror på, at hastig vækst i fysisk velstand kan fortsætte evigt. Den synes at være afhængig af høj vækst og afviser enhver antydning af, at den måske kan blive bremset af grænser. Den reagerer således med rædsel på tanken om (og nogle gange faktisk forekommende) faldende befolkningsstørrelse, skønt en sådan reduktion er en absolut nødvendighed, hvis vi på en velordnet – og ikke smertefuld – måde skal nå frem til en fuldt bæredygtig verdensøkonomi.«
»På samme måde med naturens ressourcer: Kapitalismen vil æde af disse værdifulde, begrænsede ressourcer med accelererende hastighed med den undertekst, at enhver på planeten har ret til at leve, som de ødsle, forurenende i-lande gør i dag,« skriver finansmanden.
Dilemmaet er, at vi ikke kender andre modeller.
»Ved De, hvor mange økonomiske teorier der behandler ressourcerne, som om de var begrænsede? Jo, eksperterne hos OECD siger ’ingen’ – ingen sådan teori eksisterer.«
»Denne teoretisk økonomiske fejl – at ignorere naturens grænser – indebærer en risiko for langt alvorligere konsekvenser end midlertidige finanskriser,« fastslår Grantham.
Han mener ganske enkelt, at kapitalismen »truer vor eksistens«.
»Min konklusion er, at kapitalismen ganske rigtigt gør tusind ting bedre end andre systemer. Netop nu fejler den kun på to eller tre punkter. Desværre for os alle kan bare en enkelt af disse fejl bringe kapitalismen til fald og os alle med den.«
Sådan taler altså en af USA’s mægtigste investeringsstrateger og finansielle spekulanter. Det viser sig, at Jeremy Grantham igennem en årrække har doneret store summer til miljøforskning og en række miljøorganisationer. Men det forhindrer ikke, at han opretholder sit succesfulde virke med at investere strategisk og rådgive andre med formue om, hvor de kan hente den største profit. Granthams aktuelle anbefaling er, at man som investor skal gå efter råvarekontrakterne. Eftersom ressourcerne er under pres, vil priserne stige og dermed udsigten til spekulationsgevinst.
Man ville gerne have spurgt den anfægtede finansmand, hvordan han kan få tingene til at hænge sammen. Hvordan hans indsigt i verdens situation kan forenes med hans måde at agere i den på. Men i fravær af kontakt skal man måske nøjes med at se sig i spejlet og spørge, om Jeremy Grantham i virkeligheden er et udtryk for en almen skizofreni – her blot bøjet i neon?
I sidste afsnit af artiklen formuleres lige præcis det spørgsmål, jeg sad med under læsningen af den. Det forekommer mig, at Jeremy Grantham er en hykler.
Her er et interview fra 11.11.2010 med Grantham om markederne, økonomi og hans investeringsstrategi:
http://video.cnbc.com/gallery/?video=1640401359
@Fredsted.
Store historiske forandringer--revolutioner--har stort set aldrig fundet sted uden, at personer fra eliten har hjulpet til mod deres egne klassefæller og disses mangel på evne til at se ind fremtiden. Der er masser af eksempler.Tænk for eksempel på grev Mirabeau under den Franske Revolution, eller tænk på fabrikanten Friedrich Engels. Var de hyklere?
Jeg syntes, at vi skal glæde os over Jeremy Gratham i stedet for at skose ham. Vi har brug for al den hælp vi kan få.
@Niels Engelsted: Jo, bevares, vi har skam brug for al den hjælp, vi kan få. Men jeg er stadig ude af stand til at opbyde nogen større respekt for manden. Hvis han virkelig mente, hvad han skriver om i hans nyhedsbreve til sine kunder, så ville han være nødt til at tage konsekvensen og helt forlade branchen. Han kan ikke fortælle sine kunder, at de skal passe på planeten samtidig med, at han rådgiver dem om, hvorledes de bedst kan strippe den for de tilbageværende ressourcer. Det er og bliver i mine øjne hykleri.
Jeg har svært ved at dele JSNs afsluttende kvababbelse. Grantham råber så højt han kan om en udvikling han alene ikke kan stoppe, og derefter, når det viser sig at andre ikke er klar til at lytte, vædder han imod deres dumhed.
Den flittige læser, som ikke lader sig skræmme af mine lange, uoversatte tekstuddrag, har måske bemærket at jeg tidligere har omtalt, citeret, og linket til Granthams kvartalsbreve. Her er et link til brevet med Your Grandchildren Have No Value (And Other Deficiencies of Capitalism).
http://www.gmo.com/websitecontent/JGLetter_LongestLetterEver_4Q11.pdf
Andre breve fra 2011-2012:
Time to Wake Up: Days of Abundant Resources and
Falling Prices Are Over Forever
http://www.scribd.com/doc/53865070/GMO-April
Resource Limitations 2:
Separating the Dangerous from the Merely Serious
http://www.scribd.com/fullscreen/60672557?access_key=key-1lzadn0howr8c5w...
The Shortest Quarterly Letter Ever
http://www.scribd.com/fullscreen/74810330?access_key=key-25y8g76dhcu0r1u...
My Sister’s Pension Assets and Agency Problems
(The Tension between Protecting Your Job or Your Clients’ Money)
http://www.gmo.com/America/
(og klik på Jeremy Grantham's 1Q 2012 letter)
Jeg har ikke læst den sidste, som umiddelbart ikke virker så interessant som de andre.
Her er link til artikler i The New York Times:
http://query.nytimes.com/search/sitesearch/#/jeremy+grantham
Der findes flere video med Grantham på YouTube. Har dog ikke set nogen af dem endnu.
https://www.youtube.com/results?search_query=jeremy+grantham&oq=jeremy+g...
Erfaren mand er god at gæste, og da Fanden blev gammel, gik han i kloster.
Grantham er nok katolik af den gamle skole. De troede jo også på, at man kunne sikre sig til en bedre plads i det hinsidige ved køb af afladsbreve.
Enig i det er hykleri, i stil med Warren Buffet, der synes han betaler for lidt i skat, men tilsyneladende ikke giver noget af sin formue til de trængte. En gratis omgang fra elfenbenstårnet.
Mafiabosserne og deres del af the establishment er nok ligeglade med hvad Jeremy Grantham og Erik Rasmussen mener om kapitalismen... farven er uden betydning bare den ryster guld op af lommerne på folk.
Jeremy Grantham er en meget klog mand, og jeg kan kun anbefale, at man læser P.C. Stones links før man bare skælder ham ud. Så vid jeg kan se, er han godt klar over, at han professionelt er en del af problemet. Hvad han imidlertid har svært ved at forklare er, at han også skulle være en del af løsningen. Det var vel det, som Jørgen Steen Nielsen gerne ville have spurgt ind til. Sådan er det ofte med fyrtårne, de fortæller dig en hel masse om hvor du i hvert fald ikke skal sejle hen, men resten er op til dig selv.
Det er selvfølgelig en lidt kvalm sammenhæng, hvori han delagtiggør os i sine kvababbelser. Ind imellem disse promoverer han 'gode' råd til investorer - ikke om hvad der etisk at foretrække, men hvad der på den lange bane 'sikrer' 'dine' 'værdier'. Fx. har han ingen forklaringer på hvordan vi skal gøre investeringerne langsigtede og samfundsgavnlige. Det kunne blive en hel del mere interessant at se ham forholde sig til hvad en bæredygtig parlamentarisk politik er nødt til at bestå af. Tydeligt nok har han ingen bud på hvorledes markedet i sig selv skulle kunne løse nogen som helst problemer. Der går han stille med dørene. Formodentlig af hensyn til sine klienter. I stedet får vi en sang fra de varme lande om befolkningstilvækst og teknologisk set ædruelige løsninger.
Det her bekræfter en anelse jeg har haft, og afkræfter en række konspirationsteorier jeg også har haft.
kapitalismen styres ikke af nogen. Den er nu et blindt monster, der som en anden godzilla marcherer uhæmmet og smadrer alt på sin vej.
Det skræmmende er, at monsteret ikke er menneskeligt, eller styres af noget menneske eller gruppe af mennesker, og at det samtidigt er så stort og altomfavnende, at intet enkeltindivid eller mindre grupper af indvider kan stille noget op.
Det eneste der kan bringe det til fald, er enten en stor majoritet af menneskeheden, eller monsteret selv.
Jeg tror mest på, at det sidste vil ske. Jeg håber det sker i tide.
Jeg vil både give Fredsted og hans kritikere ret.
Det må være svært for Grantham at skulle rådgive imod sit ønske, men på den anden side, hvis han lod være, så ville han miste sin prominente position, hvorfra han bliver lyttet til. Det er trods alt bedre at han har denne platform, istedet for at han er helt væk - hvis ikke han gør hvad han nu gør, så vil en anden gøre det, og det er sikkert en uden Granthams skrupler.
"Først når røgen slår ned på chefens hat
får vi en miljødebat" Fria Proteatern
Miljövisa http://www.youtube.com/watch?v=Jd-I7EW--hk
http://www.youtube.com/results?search_query=Fria+Proteatern&oq=Fria+Prot...
Hm, han kunne gå ind i politik, men selvfølgelig ikke lige sikkert det er ham.
Eller bruge en formue på lobby arbejde, det samme kunne Warren Buffet, men det sker ikke.
Så det falmer lidt med de flotte ord.
Dennis, Kapitalismen styres af penge - og pengestrømme kan overvåges og dirigeres...
...så det er ikke rigtigt at vi må vente på kapitalismens sammenbrud - til de mest griske kapitalister går i kloster - for dét sker aldrig.
@Dennis Berg: "... hvis han lod være, så ville han miste sin prominente position, hvorfra han bliver lyttet til."
Jeg har tænkt tilsvarende tanker, men i skrivende stund hælder jeg såmænd bare til, at hans kunder snarere end reelt at lytte til ham bærer over med hans 'vrøvlerier', så længe han er den bedste, eller i blandt de bedste, til at rådgive dem om, hvordan de får deres formue til at vokse.
@Atkins:
Problemet er, at der er mange der styrer pengestrømmene. Det er ikke som myten foreskriver kun Goldman Sachs. Og disse mange ligger i indbyrdes konkurrence.
Kapitalismen i sin nuværende form dør, hvis den udsættes for langvarig recession, og når dødsmærkerne begynder at brede sig, så tror jeg ikke kapitalisterne kan gøre noget.
Råvareknaphed vil resultere i den langvarige recession (det er måske den vi allerede er i).
Fredsted:
Sandt, men det er ikke kun hans kunder han kan nå. F.eks. har han lige oplyst os, indbyggere i et fjernt land på et andet kontinent.
Med andre ord:
Granthams livsførsel adskiller sig ikke så meget fra alle vore andres, selvom hans er mere på ekstrem. Mange grønne flyver (da det er så møghamrende dyrt at køre tog), køber bananer fra den anden side af jorden, køber avancerede produkter, som forældes på ½-1 år, og som kræver et kæmpe netværk af transport og råstofudvinding - osv.
Og mange grønne arbejder for virksomheder, som producerer forbrugsvarer af tvivlsom nødvendighed.
Verden er skruet sådan sammen, og er du ikke konkurrencedygtig - og det betyder, at du ikke har total frihed til at vælge, hvad du vil lave - så har du ingen berettigelse.
Det tvinger mange ind i en løbebane, som strider imod deres ideologi. Alternativet er at leve på eksistensminimum i tortursystemet kendt som aktiveringscirkusset.
@ Jesper Wendt,
Hvorfor bliver du ved og ved med at tale mod bedre vidende?
"Buffett has slowly given away the bulk of his fortune since 2006."
Read more: http://www.lompocrecord.com/business/annual-warren-buffett-lunch-auction...
Det er og bliver en distraktion, hvad vi mener om Granthams personlige skyggelandskab - bortset fra, at vi måske kan bruge hans, som anledning til at se på vores eget....
Brugte vi ikke vores kræfter bedre på at fokusere?
Her er nogle uddrag som kan kaste lidt lys på forholdet mellem Granthams miljøpolitiske indsats og hans arbejde som CEO for et investeringsfirma.
Jeg vil gerne have gjort det lettere for læserne ved at fremhæve de vigtigste udsagn, men jeg ved ikke hvordan man gør det. Jeg tager gerne imod råd og vejledning.
“The rather burdensome thought is that people won’t listen to environmentalists, but they will sometimes listen to people like me.”
The Grantham Foundation for the Protection of the Environment tries to raise public awareness of environmental issues and to promote collaboration within the environmental movement. It supports the Environmental Defense Fund, the World Wildlife Fund and other such organizations, institutes for the study of climate change that Grantham helped establish at Imperial College London and the London School of Economics and the Metcalf Institute, which awards the $75,000 Grantham Prize for Excellence in Environmental Journalism.
“We’re all involved in environmental causes,” Grantham said of his family.
Grantham put his own influence and money behind the climate-change bill passed by the House in 2009. “But even $100 million wouldn’t have gotten it through the Senate,” he said. “The recession more or less ruled it out. It pushed anything having to do with the environment down 10 points, across the board. Unemployment and interest in environmental issues move inversely.”
Having missed a once-in-a-generation legislative opportunity to address climate change, American environmentalists are looking for new strategies. Grantham believes that the best approach may be to recast global warming, which depresses crop yields and worsens soil erosion, as a factor contributing to resource depletion. “People are naturally much more responsive to finite resources than they are to climate change,” he said. “Global warming is bad news. Finite resources is investment advice.”
“There’s an 80-20 overlap between sensible behavior on resource limitation and sensible behavior on climate change,” Ramsay Ravenel, the executive director of the Grantham Foundation, says. “A lot of his audience isn’t that receptive to messaging on the world’s environment going to hell, but they are receptive to resource limitation.”
Fred Krupp, president of the Environmental Defense Fund, says: “E.D.F. is educating people that dealing with climate change will be good for the economy and job creation. One of Jeremy’s insights is that we can make headway on the market side because higher commodity prices will enforce greater efficiency.”
Grantham says that corporations respond well to this message because they are “persuaded by data,” but American public opinion is harder to move, and contemporary American political culture is practically dataproof.
https://www.nytimes.com/2011/08/14/magazine/can-jeremy-grantham-profit-f...
In his Financial Times opinion piece, Grantham went on to declare, “In the U.S. our corporate and governmental system backed surprisingly by the Supreme Court has become a plutocracy, designed to prolong, protect and intensify the wealth and influence of those who already have the wealth and influence.”
http://6thfloor.blogs.nytimes.com/2012/02/09/a-plutocrat-takes-on-the-pl...
Som Niels Engelsted skrev, vi har brug for allierede som Grantham.
Samfundets skizofreni.
Vi må leve med to virkeligheder: Een officiel, hvor der er uendelige ressourcer, vores eksistensgrundlag kan absorbere al vores forurening, og hvor vi som følge heraf kan fortsætte vækst i det uendelige.
Og så er der den anden, hvor man hører videnskabsmændene og ængstes, mens man spejder efter spor på, at noget snart ændrer sig, mens man prøver at mindske sin egen destruktivitet.
Men man ser knap spor af den anden virkelighed, fordi det ikke manifesterer sig i samfundet og fra politikerne. Samfundet kører glad videre, med reklamer, x-factor og sladder om de kendte, mens politikere og erhvervsliv aldrig så meget som nævner klimakrise i diskussionen af økonomi og politik.
Man begynder nogle gange ligefrem at tvivle på, at der er et reelt problem, når nu alle andre kan fortsætte i samme spor så ubekymret.
@Dennis Berg
Vedr. dine kommentarer 11:04 og 11:11:
Det er derfor at Fredsteds idelige opfordringer til kolde afvaskninger og deltagelse i flagellantoptog ikke tjener noget formål. Vores adfærd som individer har kun ringe betydning, for vores muligheder er styret af samfundets institutionelle og infrastrukturelle rammer. Det vigtige er de politiske beslutninger som ændrer disse rammer, og som gør det fordelagtigt for os at handle anderledes. Det vigtige er ikke at vi opfylder ideale fordringer, men at vi bevæger os fremad - og helst i en fart.
Dennis Berg mit verdensbillede ser lidt anderledes ud end dit. Med udgangspunkt i din kommentar nogenlunde således:
I den ideelle verden:
Overvågning og styring af pengestrømme kan ske via Staters indblanding eksv. i forbindelse med en Glass Stegall -ordning, Tobin-skat og statsbanker hvor etablerede og skattebetalende virksomheder kan låne til farvorable renter, samt international aktion overfor skattely.
I den kapitalistiske verden:
Dødsmærkerne er det hungerkatastrofer holdt i ave af velnærede homonvækstlakajer, der er bange for at ende på den forkerte side af pigtråden? Ikke at jeg tror systemet kan holde til den situation til evig tid, men de har trænet i oprørsbekæmpelse og bykrig i Afghanistan og Iraq. Se COIN og CIA's nye chef General Petraeus. Det er ingen skovtur.
Råvareknaphed og befolkningseksplosion er forudsætning for civil opbakning til ressourcekrige og råvarepriserne stige når der er knaphed. Situationen er derfor ønskværdig i mange kapitalisters optik.
‘Den autoritære kapitalisme er krisens vinder’
http://www.information.dk/276969
@Philip C Stone: "Jeg vil gerne have gjort det lettere for læserne ved at fremhæve de vigtigste udsagn, men jeg ved ikke hvordan man gør det. Jeg tager gerne imod råd og vejledning."
På http://www.w3schools.com/html/tryit.asp?filename=tryhtml_formatting kan du lege omkring med diverse tekstformatering. Som det fremgår, så kan du for eksempel gøre tekst fed ved at indeslutte den i bold-tags, dem med b. Men husk at matche dem ordentligt, herunder specielt afslutte formateringen, ellers ender resten af din kommentar med at have samme formatering, for browsere kan kapere mange programmeringsfejl i dag, men den kan dog ikke gætte sig til, hvornår en formateringen skulle have endt.
Tilføjelse: Paragraph-tags, dem med p, behøver du ikke anvende. De sørger såmænd bare for linieskift, hvilket jo også kan gøres med almindelig retur.
Dennis Berg
linket var ikke det påtænkte - Det kommer her:
Kapitalismen er for ondskabsfuld til at dø
http://www.information.dk/282939
@Philip C Stone og Dennis Berg: Det, jeg hører jer sige, er noget i stil med, at så længe alle andre ikke vil, så vil I heller ikke. Det er det spil, som stort set alle har kørende i dag, og netop derfor kommer der med garanti ikke til at ske noget. Det er derfor, at det enkelte individs handlinger, uanset hvor indflydelsesrigt ubetydelige de end måtte være/synes, er så altafgørende vigtige.
Tilføjelse: Tag nu for eksempel den danske politiske situation. Hvis der var valg nu, så ville vi få en borgerlig-liberal regering, der, hvis jeg ikke tager meget fejl, vil føre en politik, der bestemt ikke fremmer det, vi vel alle tre enige om, gerne skal ske. For denne regering vil nemlig ikke have opbakning hos sine vælgere - individer, der selvom de måske gerne vil det rette, ikke kan samle sig sammen til at handle i overensstemmelse hermed. Og dermed er vi tilbage ved individets hykleri og vigtigheden af, at individet forsøger at handle i overensstemmelse med det, det mener at mene.
* For denne regering vil nemlig ikke have opbakning hertil hos sine vælgere ...
Så har Jeremy Grantham endelig også indset hvad jeg (og tusindvis andre lige så dilettantiske gennemsnitsmennesker med lidt sund fornuft) har vidst i godt 30 år.
OG det er slet ingen joke.
Dennis Berg, jeg deler fuldstændig dit syn på kapitalismen som du beskriver den i dit første kommentar.
@John Fredsted
Med dit personfikserede udgangspunkt kan det ikke forbavse at det er det du hører, men det er ikke det jeg siger.
"Det vigtige er de politiske beslutninger...som gør det fordelagtigt for os at handle anderledes."
Dermed har jeg ikke sagt, "så længe alle andre ikke vil, så vil [jeg] heller ikke."
Det er fint at appellere til folk om at lade bilen stå. Men hvis de infrastrukturelle forhold ikke er i orden - cykelstier, offentlig transport, korte afstande som muliggør at man kan gå - så nytter dine hændervridende appeller til den individuelle ansvarlighed ikke en skid. Hvis det ikke kan lade sig gøre at få repareret noget fordi den eneste mulighed inden for økonomisk rækkevide er at købe et nyt,
kan du ikke bruge dine ideale fordringer som målestok.
Tidligere i dag hørte jeg et radioindslag om telefonopladere. De kan ikke bruges til forskellige mærker. Er det efter din mening mere effektivt at bede folk om at holde sig til samme mærke i fald telefonen skal udskiftes, eller at indføre fælles regler vedrørende standardisering? Det er det det drejer sig om. Det er de samfundsmæssige ændringer der rykker. Ikke individers åbenbaringer om miljøansvarlig opførsel.
Og tak for dit link. Jeg vil se om jeg kan finde ud af det.
@Philip C Stone: Indrømmet, jeg havde ikke grundlag for at påstå at du (og Dennis Berg) personligt ikke vil; det gik op for mig kort efter indsendelse af min kommentar.
Hvad jeg snarere skulle have sagt er noget i stil med følgende: Med jeres snak om strukturelle ting synes du og Dennis Berg at give amnesti til det enkelte individ. Så er det bare, at jeg må spørge dig/jer: Er det ikke summen af individernes handling, der trods alt skaber de strukturelle ting i denne verden?
Er det ikke summen af individernes handling, der trods alt skaber de strukturelle ting i denne verden?
Undskyld jeg blander mig.
Sådan fungerer det jo kun i forenklede matematiske modeller eller teorier. Virkeligheden er langt mere kompleks. Og det er ikke mindst politikken der gør den så kompleks at den let bliver uoverskuelig.
Derfor kommer vi ikke udenom politiske beslutninger og handlinger hvilket er ekstremt problematisk ikke?
Men når man kan sætte demokratiske procedurer ud af kraft pga. krisesituationer så må det vel også kunne gælde miljøpolitik.
Teoretisk i hvert fald.
Situationen minder meget om "kajserens nye klæder".
Når folk som Jeremy Grantham råber "han er jo nøgen" så betyder det vel af den stiltiende aftale, om ikke at sige noget, er ved at vakle. (?)
Må man da håbe.
@John Fredsted
Først en undskyldning. I min kommentar rettet til Dennis Berg udsatte jeg dig med navns nævnelse for en kritisk bemærkning. Hvis jeg vil kritisere dine holdninger med navns nævnelse skal jeg gøre det direkte. Det jeg gjorde var forkert.
Du spørger:
"Er det ikke summen af individernes handling, der trods alt skaber de strukturelle ting i denne verden?"
Dertil må jeg svare at det i overvejende grad er de materielle vilkår der er bestemmende for menneskets væren. Dernæst at mennesket er i stand til at ændre sine materielle vilkår, og at det så bliver disse nye vilkår der i hovedsagen er bestemmende. Mao. vi indgår i et dialektisk forhold til omverdenen, men det er de materielle forhold der i overvejende grad bestemmer vores muligheder for at handle.
Det er ikke summen af vores handlinger som isolerede individer som har betydning. Det vigtige er de handlinger vi udfører sammen som led i et fællesskab. Det er de handlinger som ændrer vilkårene for vores fremtidige ageren. Jeg nævnte nogle eksempler i min foregående kommentar. Sådanne ændringer finder ikke sted som resultat af summen af individers handling.
Sagt på en anden måde, hvor jeg fokuserer på politik, fokuserer du på den personlige moral. (Og dine krav er så absolutte at du konstant må åbenbare din skuffelse. Bare det at Ida Auken tager ordet vækst i sin mund får dig til at løbe skræmt væk som en nonne der har set sin første tissemand. Omtrent det samme sker her i forhold til Grantham.
Grantham arbejder seriøst for at skabe en bedre verden, og hans rigdom, magt og indflydelse giver ham nogle muligheder som du og jeg slet ikke har. Men, ak! For at have de muligheder må han få lidt snavs på hænderne, og dermed må han erklæres for uren og uegnet.)
Hvad nu hvis størstedelen af menneskene i virkeligheden ikke VIL det anderledes, og det er denne holdning, som tvinger en struktur igennem, som gør det svært for anderledes tænkende at leve efter deres overbevisning?
Jeg tror mange er bekymret for miljøet, men så snart noget konkret skal ofres, så er der ingen interesse. Hvis der var et stærkt nok ønske i befolkningen, ville politikerne vel være nødt til at lytte (jeg er ikke sikker efter at have set S og SF i udfoldelse)...?
Jeg er bange for, at ubehagelighederne skal overstige bekvemmelighederne før noget seriøst gøres.
Vi skal opleve, at det kan lade sig gøre praktisk.
Vi er omgivet af straf-lignende konsekvenser af alt, vi foretager os. Økonomiske straffe....
Og det er vel i høj grad bankerne, der står for enden af alle disse overlevelsesbetingelser....
Vækst-kravet er funderet i privatøkonomien.
Vi skal betale vores husleje, så vi kan betale vores gæld til banken, - og så vi ikke ryger på gaden med børn og ansvar for at kunne møde på arbejde til tiden og velforberedte, fulde af ressourcer, der kan tjenes penge på osv....
Vi skal kunne fungere for at overleve....
Og vi kæmper for at kunne fungere.
Måske har en del af os sat vores leveomkostninger for højt?
Alle, der stiftede familie og købte bolig gennem en årrække i 2006-07-08 - må nu erfare, at vi skulle have vidst - at vi var på højden af en boble, der ville briste.....
Vi bor for dyrt? -Vi er insolvente? - Og så sidder vi i saksen..... - Og VI, der er blevet insolvente, kommer til at betale for omlægningen af samfundsøkonomien.... VI kommer til at betale - ikke bare for vores ekstremt dyre (grådige) banklån, - men også for, at alle kan komme til at bo til mere rimelige priser. Fordi vores boliger nu er faldet i værdi til - måske nærmest halvdelen af, hvad vi selv gav for dem....
Det er OS, der skal udligne puklen.
Var vi dumme?
Burde vi have vidst bedre?
Det eneste vi vidste var, - at det på det tidspunkt var endnu dyrere at bo i byer som London. Paris, NewYork, - så der var ingen grund til at tro, at stigningen ikke bare ville fortsætte... At det ikke med tiden ville blive ligeså dyrt her, som i andre storbyer.
For os naive borgere uden en finger på pulsen i finanssektoren, - var det som at stå overfor et ultimativt overlevelseskrav. Hvis vi er nødt til at bo i byen, for at have kontakt til vores jobmarked, så er der ingen vej udenom....
Men BANKERNE burde om nogen have vidst bedre... Bankerne, som lånte os til boliger til opskruede priser.
Kan man på mindste måde forvente, at nogen skulle kunne forudse finanskrisen, - så BURDE det være bankerne. DE er vores eksperter.
Men de har ikke oplevet det som en moralsk forpligtelse, at tage ansvar. De har omhyggeligt sørget for, at låntagerne har fået HELE ansvaret, - og har satset på de højeste odds. - Og de skal åbenbart vinde på deres odds fordi vi som samfund ikke har råd til andet....
Smart.... og råddent....
Og jo... det ville være helt fantastisk fint, at leve nøjsomt, - og kun med det, vi behøver. Kunne vi bare slippe for angsten for at miste alt, - hus, hjem og arbejdsevne....
"Jeg tror mange er bekymret for miljøet, men så snart noget konkret skal ofres, så er der ingen interesse."
I forhold til det du skriver, Tine, så er problemet nok, at interessen svinder, fordi et pres ovenfra gør det svært at se ud over sin egen lille snævre situation, fordi den for majoriteten er svær. De fleste ville skulle gå fra hus og hjem, hvis de bor i hus og bliver langtidsledig. Med et sådant pres er det svært at skulle give afkald til fordel for klimaet.
Hvilken skruetvinge! Hvor skal forandringen komme fra?
@ Dennis Berg.
Jeg tror der er SÅ mange mennesker, der gerne vil yde, - der gerne vil undvære og skrue helt ned for blusset. Men vi stilles overfor problemer, vi ikke kan løse, når det fundament, vi skal overleve på trues.
Det passer ikke, at vi ikke vil ofre noget konkret!
Det, der mangler er følelsen af, at vi ofrer noget, der gir mening i forhold til de aktuelle samfundsproblemer og miljøproblemer, vi står midt i.
De ofre, vi tvinges ud i, opleves fuldstændig meningsløse, fordi de forsvinder ind i et morads af økonomisk vildfarelse - ind i bankernes bundløse lommer - og intet - absolut intet gavner i forhold til miljøet eller vores fælles bedste.
Nej, det er nok ikke at vi ikke gerne vil, men måske at vi ikke kan. Ihvertfald ikke dem, som er blevet satte i hus og familie.
Huset skal opretholdes, børnene skal have iPhones osv. Jeg tror ofte ikke der er overskud til så meget mere.
Tilføj dertil, at folk har så rygende travlt, at de knap har overskud til mere end at tænde for x-factor når de kommer hjem, endsige uddanne sig i, hvordan vores system i virkeligheden fungerer og hvilke signifikante problemer vi står overfor, så er det måske (jeg ved det ikke, jeg gætter kun) svært at forvente for meget fra den afgørende middelklasse.
Tine, din sidste kommentar kan du have ret i.
@Philip C Stone: "Sagt på en anden måde, hvor jeg fokuserer på politik, fokuserer du på den personlige moral. (Og dine krav er så absolutte at du konstant må åbenbare din skuffelse. Bare det at Ida Auken tager ordet vækst i sin mund ..."
Når jeg i anden tråd kritiserer Ida Auken, så er det vel for den politik, hun som repræsentant for regeringen ytrer, frem for hendes personlige moral, for det er vel ikke hendes egen politik, hun står og beretter om.
PS: Tak for din undskyldning.
Særdeles intressant artikel --- det store dilemma er jo åbenbart, at vi stadig har til gode at se et velfungerende alternativ til en kapitalistisk samfundskonstruktion.
Der er masser af våde drømme (også blandt kommentarene ovenfor), men det er intet empirisk belæg for, at en anden konstruktion ville være bedre.
Thomas Dalager, tværtimod er vi efterhånden dér, hvor næsten alt andet - sålænge det er demokratisk - er at foretrække.
Sider