Læsetid: 9 min.

Der er kun et par ting, kapitalismen ikke kan...

I mere end 40 år har Jeremy Grantham scoret kassen til sig selv og sine klienter ved at investere og spekulere med stor dygtighed. Nu advarer han mod kapitalismens konsekvenser
I mere end 40 år har Jeremy Grantham scoret kassen til sig selv og sine klienter ved at investere og spekulere med stor dygtighed. Nu advarer han mod kapitalismens konsekvenser
2. juni 2012

Vi ville gerne have spurgt Jeremy Grantham, hvordan han har det med kapitalismen, sådan helt personligt. Men et interview med den britisk-amerikanske finansmogul er ikke sådan at få.

Derfor kan det kun blive til et strejftog gennem mandens egne tekster i form af periodiske newsletters og sjældne kommentarer i ledende finansmedier. Som om det ikke var mere end rigeligt til at give løftede øjenbryn og sætte tanker i gang.

Jeremy Grantham er født i 1938 i Doncaster, en kulmineby i det centrale England, men udvandrede som ung til USA for at læse på Harvard Business School. I sommeren 1968, hvor andre unge i USA dyrkede peace, love and understanding, købte nyuddannede Jeremy aktier i det lille firma American Raceways, der ejede en væddeløbsbane. Takket være en kortvarig aktieboble tredobledes firmaets værdi over sommeren, så Jeremy skyndte sig at sælge for at købe en endnu større portion for fortjenesten. Hvad han tjente her, investerede han i et nyt firmas aktier – og tabte alt, da den lille boble brast.

»Det var den dobbelte ulykke, der lærte mig lektien,« har han siden fortalt i et interview i New York Times.

Lektien blev lært så godt og grundigt, at det investeringsfirma, som Jeremy Grantham i 1977 etablerede i Boston sammen med kollegerne Richard Mayo og Eyk Van Otterloo, i dag er en af verdens største forvaltere af værdier som aktier, obligationer og råvarekontrakter. GMO, som firmaet hedder, administrerer på sine klienters vegne værdipapirer for omkring 100 milliarder dollar og yder i tilgift strategisk rådgivning om, hvad og hvornår man som investor og spekulant bør købe og sælge for at score kassen.

Den respekt, Jeremy Grantham nyder i finans- og erhvervskredse, skyldes hans bemærkelsesværdige evner som spåmand. Efter sin første personlige erfaring med bristende bobler har Grantham grundigt studeret finansboblernes nyere historie – »vi er nået op på 34 bristede bobler,« noterede han i 2007 – og derigennem oparbejdet en sikker fornemmelse for det finansielle markeds veje og vildveje. Derfor søger klienterne sig til GMO, og derfor har selskabet på bare de seneste 10 år femdoblet sin portefølje.

Allerede i 2002 forudsagde Grantham, at det amerikanske aktiemarked ville »løbe ind i langsigtede problemer« fra 2008. Da USA’s finansielle krise så i 2008 stod i fuldt flor, og panikken hærgede Wall Street, noterede investeringsstrategen i sit kvartals-nyhedsbrev, at krisens opdukken »forekom så uundgåelig og så nådesløs, og alligevel syntes hverken cheferne for (finansgiganterne) Merril Lynch og Citi eller selveste (daværende finansminister) Hank Paulson og (centralbankformand Ben) Bernanke at have set den komme. Ingen af dem«.

Wake up-call

Jeremy Granthams evne til at gennemskue mekanismerne i den internationale finansielle økonomi gør det nærmest uhyggelig interessant at lytte til, hvad han de seneste par år er begyndt at sige om de grundlæggende strukturer i den kapitalistiske vækstøkonomi og dennes forhold til sit naturgrundlag. I et nu berømt, 19 sider langt nyhedsbrev fra sidste forår – Time to wake up lyder titlen – chokerede Grantham sine faste læsere i investorernes og spekulanternes verden med budskabet:

»Bundlinjen er reelt, at ingen øget vækst kan være bæredygtig.«

»Hastig vækst er ikke nogen gudgiven ret, vi har fået, den er end ikke matematisk mulig i en længere periode,« uddybede han.

Jeremy Grantham underbygger i nyhedsbrevet sin advarsel med omfattende data om det øgede pres på olie- og råstofreserverne og de markante prisstigninger, der følger med ressourceudtømningen.

»Det er meget dårlige nyheder, og som med alle dårlige nyheder vil almindelige dødelige såvel som den vækstfokuserede finansindustri virkelig gerne så tvivl om eller totalt ignorere dem,« skriver han.

Grantham henviser også til de stigende fødevarepriser, der afspejler, at det globale landbrugs produktivitetsstigning er aftagende, mens øget kødforbrug, brug af afgrøder til bioætanol – »en proces, der fratager os næringsmidler og fødevarer« – samt klimaforandringer med ekstremt vejr presser systemet. »Eftersom vi har overskredet grænserne for bæredygtighed, bliver den største udfordring at omstille livsstilen til at betone livskvalitet, mens vi kvantitativt reducerer vores efterspørgselsniveau,« konkluderer han.

»Hvis vi fastholder vort desperate fokus på vækst, vil vi løbe tør for alting og stå over for et sammenbrud.«

I New York Times-interviewet lufter han sin skepsis omkring menneskehedens evne til at klare denne omstilling:

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi står over for 100 dårlige år. Vi har ressourcerne til at foretage en elegant omstilling, men vi vil ikke. Vi kan tilsyneladende ikke.«

Kapitalismens brist

I de to kvartals-nyhedsbreve, som Jeremy Grantham foreløbig har udsendt i år, er det, som om hans fokus bevæger sig fra de negative manifestationer af vækstøkonomien – ressource-, fødevare- og klimakrisen – til de fundamentale årsager til det kapitalistiske systems ustabilitet og manglende holdbarhed.

Han beskriver f.eks., hvordan finanssektoren i strid med de konventionelle teorier om markedets rationelle aktører og prisernes søgen mod ligevægt skejer vildt ud i forhold til den underliggende realøkonomi. Mens bruttonationalproduktet fra det ene år til det næste kun afviger minimalt fra langtidstrenden, så svinger priserne i finanssektoren hysterisk op og ned.

»(Finans)markedet bevæger sig 19 gange mere, end det kan retfærdiggøres af de underliggende mekanismer«, dvs. af realøkonomiens bevægelser, viser hans analyse.

Der er en række årsager, men central er ifølge Grantham den psykologiske, der vedrører de professionelle investorer og børshandlere. De jonglerer med andre folks formuer, og hvis de vil beholde deres job og sikre sig bonusser, må de derfor aldrig tage fejl. Ergo læner de sig op ad, hvad de andre dealere gør.

»Det skaber flokadfærd – eller et momentum – som driver priserne langt over eller langt under den rimelige pris.«

En underliggende drivkraft er ifølge Grantham kundernes utålmodighed. Hvis en dealer ikke i løbet af ca. tre år kan levere en rimelig profit på sin spekulation med kundens værdier, så skrider kunden med stor sandsynlighed. Det betyder, at den værdipapir-forvalter, der ikke følger flokkens excesser, men i stedet investerer forsigtigt med henblik på et fornuftigt langsigtet udbytte og dermed som regel også samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, risikerer at blive vraget.

Værdiløse børnebørn

Utålmodigheden, den korte tidshorisont og kravet om instant gratification, øjeblikkelig tilfredsstillelse, er grundlæggende brister i kapitalismen, anfører Jeremy Grantham i sit februar-nyhedsbrev under overskriften Dine børnebørn har ingen værdi (og andre mangler ved kapitalismen).

Heri beskriver han først, hvordan »det finansielle sammenbrud har afsløret en kronisk svaghed i den herskende økonomiske teori, hvis tro på kapitalmarkedernes effektivitet fremmede deregulering og dermed bidrog til, at vi havnede i vor nuværende klemme.«

Han omtaler regeringers stimulering af den gældsætning, som nu er blevet »uhåndterlig«, og han afdækker den måde, hvorpå virksomhedernes ejerskab er blevet perverteret gennem de seneste 20 år: Aktionærer og virksomhedsledere med aktie-optioner har i stigende grad fokuseret på hurtige gevinster på aktiemarkedet på bekostning af opmærksomhed på selve produktionen. Én konsekvens heraf er ifølge Grantham et voksende økonomisk svælg mellem almindelige lønmodtagere og de via aktieudbytter og -optioner berigede ledere. I USA er topchefers honorarer steget »fra at være 40 gange gennemsnitsarbejderens løn i (præsident) Eisenhowers tid til i dag at være mere end 600 gange så høje, uden nogen indikation på generelt større talent« hos cheferne.

Hvor belastende disse udviklinger end er, vil de dog næppe tvinge systemet i knæ, siger Jeremy Grantham.

»Det er imidlertid visse problemer, som sjældent eller aldrig diskuteres i Financial Times, der meget vel kan. De truer efter min mening ligefrem vores overlevelse.«

Han sigter til det fremherskende fokus på den korte tidshorisont, på »hurtig vækst for næsten enhver pris«.

Faretruende naivt

Kravet om hurtigt udbytte af investeringer afspejles bl.a. i den diskonteringsrente, der opereres med. Jo højere diskonteringsrenten vælges som udtryk for afkastkravet, desto mindre vægt tillægges den fjernere fremtid. Grantham siger, at brugen af en typisk diskonteringsrente på fire pct. f.eks. indebærer, at en samfundsmæssig skade om 50 år på én mia. dollar som følge af en given aktivitet i dag kun vil opleves af den ansvarlige som en aktuel regning, en nutidsværdi, på 100 mio. dollar. Så hvis gevinsten på kort sigt er stor, hvorfor så tænke på omkostningerne for en fjern fremtid? Hvorfor dog tillægge et barns liv om 50 år samme værdi som et barns liv i dag?

»Konsekvenserne af dette ikke bare kan, men vil sandsynligvis blive katastrofale,« mener Grantham. Fordi vi for en kortsigtet vækst og gevinst driver rovfrift på og prisgiver de fælles ressourcer, der skal sikre fremtiden.

Hidtil har det ikke været muligt at vedtage og iværksætte officielle politiske strategier, der kan beskytte disse værdier, mener finansmanden. I stedet er der en tendens til at forlade sig på, at markedets aktører vil se en egeninteresse i at opføre sig langsigtet ansvarligt.

»At overlade det til kapitalismen at få os ud af denne klemme ved at maksimere dens kortsigtede gevinster er faretruende naivt og overser en vigtig pointe: Kapitalismen og selskaberne besidder absolut ingen mekanisme til at håndtere disse problemer, og set gennem en virksomhedsmæssig diskonterings-linse har vore børnebørn absolut ingen værdi.«

»Kapitalismen har i almindelighed ingen fornemmelse for etik eller samvittighed,« skriver Grantham og når frem til sin store bekymring: »Af alle kapitalismens tekniske svagheder er den akut farligste formentlig dens absolutte mangel på evne til at håndtere ressourcernes begrænsede omfang samt den matematiske umulighed af at opretholde hastig vækst i fysisk output. Man kan skabe fortsatte forbedringer i kvaliteten af varer og tjenesteydelser og – håber jeg – i livskvalitet, men man kan ikke have bæredygtig vækst i fysisk output. Man kan få ’vækst’ for en tid, eller man kan få ’bæredygtighed’ for altid, men ikke begge dele,« fastslår han.

Ikke desto mindre prøver man, eller man gør som mange, bemærker Grantham, siger: ’Vækst og til helvede med konsekvenserne’.

»Kapitalismen agerer virkelig, som om den tror på, at hastig vækst i fysisk velstand kan fortsætte evigt. Den synes at være afhængig af høj vækst og afviser enhver antydning af, at den måske kan blive bremset af grænser. Den reagerer således med rædsel på tanken om (og nogle gange faktisk forekommende) faldende befolkningsstørrelse, skønt en sådan reduktion er en absolut nødvendighed, hvis vi på en velordnet – og ikke smertefuld – måde skal nå frem til en fuldt bæredygtig verdensøkonomi.«

»På samme måde med naturens ressourcer: Kapitalismen vil æde af disse værdifulde, begrænsede ressourcer med accelererende hastighed med den undertekst, at enhver på planeten har ret til at leve, som de ødsle, forurenende i-lande gør i dag,« skriver finansmanden.

Dilemmaet er, at vi ikke kender andre modeller.

»Ved De, hvor mange økonomiske teorier der behandler ressourcerne, som om de var begrænsede? Jo, eksperterne hos OECD siger ’ingen’ – ingen sådan teori eksisterer.«

»Denne teoretisk økonomiske fejl – at ignorere naturens grænser – indebærer en risiko for langt alvorligere konsekvenser end midlertidige finanskriser,« fastslår Grantham.

Han mener ganske enkelt, at kapitalismen »truer vor eksistens«.

»Min konklusion er, at kapitalismen ganske rigtigt gør tusind ting bedre end andre systemer. Netop nu fejler den kun på to eller tre punkter. Desværre for os alle kan bare en enkelt af disse fejl bringe kapitalismen til fald og os alle med den.«

Sådan taler altså en af USA’s mægtigste investeringsstrateger og finansielle spekulanter. Det viser sig, at Jeremy Grantham igennem en årrække har doneret store summer til miljøforskning og en række miljøorganisationer. Men det forhindrer ikke, at han opretholder sit succesfulde virke med at investere strategisk og rådgive andre med formue om, hvor de kan hente den største profit. Granthams aktuelle anbefaling er, at man som investor skal gå efter råvarekontrakterne. Eftersom ressourcerne er under pres, vil priserne stige og dermed udsigten til spekulationsgevinst.

Man ville gerne have spurgt den anfægtede finansmand, hvordan han kan få tingene til at hænge sammen. Hvordan hans indsigt i verdens situation kan forenes med hans måde at agere i den på. Men i fravær af kontakt skal man måske nøjes med at se sig i spejlet og spørge, om Jeremy Grantham i virkeligheden er et udtryk for en almen skizofreni – her blot bøjet i neon?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det økonomiske system er ækvivalenten til karavanevejen - et system, der flytter ressourcer fra ét sted, i dette tilfælde én aktivitet, til en anden.
Forskellen er, at det er ligsom med vindmøllestrømmen: man kan ikke i virkeligheden ophobe værdien af udført arbejde, det ved vi allesammen godt; men tanken luner da sikkert nogle steder.

Hanne Gregersen

@Hansen
Vis mig noget, der virker --- ikke ønsketænkning ! Jeg synes stadig, kapitalismen virker fint med alle sine indbyggede uhensigtmæssigheder....... og jeg er alvorlig bange for, at jeg ikke er alene ;o) ....dog ikke her blandt de rettroende....

Kapitalismen har en ressourcekrævende produktionsfilosofi, med et alvorligt affaldsproblem, både ressourcemæssigt og menneskeligt.

Steffen Gliese

Thomas Dalager, når vi har ét system nu, der ikke virker, og endnu mindre vil kunne virke i fremtiden, som er uhensigtsmæssigt i sine midler og uønskværdig i sine mål, skal man skifte det ud. Kapitalismen virker kun, fordi den bliver hjulpet igennem af dem, der har alle fortrin ved systemet. Et andet system vil på tilsvarende måde blive hjulpet igennem, men af mange flere, fordi det er til fordel for mange flere. Alle systemer hviler på nogle menneskers velvilje.

Thomas du og kapitalismen kan sidde på den døde planet som bliver resultatet og klappe hinanden på skulderen, og lykønske hinanden med, hvor suveræne I er.

Tine Sørensen

Dalager: "..jeg er alvorlig bange for, at jeg ikke er alene ;o) ….dog ikke her blandt de rettroende…."

For mig lyder det som om Thomas Dalager ikke er alvorligt bange for noget som helst ;o...... - end ikke de perspektiver, der udrulles i artiklen her, kan skræmme Hr Dalager....

Og det lyder som om Hr Dalager endda fremmaner sig selv i en fiktiv rolle som "modig mand", der taler paven midt imod....
Hver sin fornøjelse....

Filo Butcher

Tine Sørensen @ Det eneste vi vidste var, - at det på det tidspunkt var endnu dyrere at bo i byer som London. Paris, NewYork, - så der var ingen grund til at tro, at stigningen ikke bare ville fortsætte… At det ikke med tiden ville blive ligeså dyrt her, som i andre storbyer.

Undskyld, men den køber jeg bare ikke.

Fordi hvis du bare havde gjort dig umage at se en smule tilbage i tiden, så ca. 25 år, så ville du have opdaget at der i disse storbyer har været enorme bobler før.
Hele idéen med et "boligmarkedet" er jo netop at det er et marked og der findes i dette univers ikke et eneste marked hvor priserne på en vare bare kan stige uden at de skal falde igen.

Det var heller ikke til at overse at mere end en regering har med alle mulig kunstgreb, og på velfærdsstatens bekostning, gjort alt for at holde gang i prisstigningerne og derved perverteret markedsloven.

Der har tilmed været nok varslende røster om at markedet var i en boble. Men man hører jo det man gerne vil høre, og hvis man har valgt at lytte til ejendomsmæglerne....

Jeg tror derimod at de fleste som købte da boblen var på bristepunktet simpelt hen har regent med at regeringen nok vil komme dem til undsætning, fordi boligejerne er jo den store vælgerskare ingen regering kan tillade sig at fornærme.

Og sidst men ikke mindst:

Hvor naiv kan man være at tro på (politikere der praler med) en økonomi der er baseret på noget så fiktivt som "friværdi" ??? Når man medregner boligmarkedets samlede friværdi i BNP så er for mig kæden for længst hoppet af.

Selvfølgelig skal de der sidder værst i saksen hjælpes, og det skal være mod tilbagebetaling, ligesom man får kontanthjælp kun for tilbagebetaling når man selvforskyldt er endt i en nødsituation.

Filo Butcher

Thomas Dalager

vi har faktisk stadig til gode at se bare en eneste velfungerende kapitalistisk samfundskonstruktion , fordi de samfundskonstruktioner der faktisk har fungeret indtil nu siden and verdenskrig slet ikke er så kapitalistiske, men blandningsprodukter såsom social markedsøkonomi.

Faktisk har de fungeret bedst hvor blandningen har mest socialistiske elementer som i Skandinavien.

Så jeg aner ikke hvor al det ævl om de velfungerende kapitalistiske samfungskontruktioner kommer fra.

Samme sted som påstanden at de borgerlige er bedre til økonomi velsagtens.

Tine Sørensen

@ Romed Bucher.
Du kan købe den eller la' vær'. Det er ikke desto mindre sandt.
Og der var ingen rimelige alternativer. Lejepriserne i byen var lisså høje, som at købe en andel, alene af den grund, at udlejerne kunne tillade sig det, og udnyttede situationen. Intet var til leje i mere end 2 år, fordi udlejerne ikke ville risikere, at lejerne fik nogle rettigheder.
- Hvad er det egentlig, du foreslår? - At man skulle have ladet være med at bo nogen steder til en evt boble evt brast på et eller andet uvist tidspunkt?
Folk sad da i saksen! - Det er ikke muligt at vente med at overleve.......... selvom det ville være økonomisk taktisk....
Boligmarkedet blev i de år delt knivskarpt i to dele.
Folk, der havde købt, inden stigningerne kom, - eller lejet længe nok til at være beskyttede af lejeloven, kunne ikke drømme om at sætte deres priviligerede boligsituation over styr, men byttede i stedet indbyrdes. - Eller solgte - ofte med million-gevinster!!! Ubeskattede....!
Mens alle de mennesker der ikke i forvejen var inde på boligmarkedet var prisgivet udviklingen.

Filo Butcher

Tine, ja jeg kan godt se dilemmaet. Bliv bare lidt mopset over den udtalelse om at man jo ikke kunne vide at det var en sprængfærdig boble, fordi det kunne man hvis man bare åbnede øjnene en smule.

Og jeg er absolut forfærdet over at man kan sælge en bolig uden beskatning på en gevinst man har fået skattefridrag, som vi jo alle betaler for, for at opnå.

Der skulle indføres en beskatning på profitten nu, hvor der ingen profit er, det er den bedste tid for at gøre det.

Philip C Stone

@John Fristed

Mht. Ida Auken gjorde du præcis det samme som du gjorde med Dennis Berg og mig. Du drog en forhastet konklusion på basis af det du valgte at læse ind i teksten. Ligesom du læste en insisteren på betydningen af de samfundsmæssige rammer for vores adfærd som et udtryk for personlig ansvarsløshed, læste du en bestemt, afklaret holdning til vækst ind i Aukens udtalelse. Og i og med at du valgte at fokusere på det, forkastede du alle de gode ting hun faktisk havde sagt. Noget lignende udtrykker sig i din afstandtagen til Grantham. Det er ikke en politisk vurdering hvis din læsning er styret af krav om renhed. Hvis dine absolutte krav var retningsgivende for miljøpolitisk samarbejde kunne man aldrig opbygge alliancer.

Jeg kan desværre ikke dokumentere det, men jeg har læst om en undersøgelse som bl.a. kiggede på individernes bidrag til den globale opvarmning. Sammenlignet med andre faktorer var den individuelle bidrag ubetydelig. Det betyder ikke at man ikke skal gøre hvad man kan. Noget betyder det hvis vi som forbrugere individuelt vælger at købe lavenergiprodukter. Men det betyder uendelig meget mere hvis fx. EU beslutter at udfase produkter med et energiforbrug over en vis grænse, og dermed påtvinge producenterne en mere miljørigtig produktion. Osv.

Ordet vækst i sig selv får mig ikke til at se spøgelser. Det kommer an på hvad det er for en vækst og hvad det skal gøre godt for. Vi står ikke alene over for den globale opvarmning og problemer vedr. bæredygtighed, men også over for en økonomisk krise, som visse steder er ledsaget af en katastrofal ungdomsarbejdsløshed. Begge kriser skal løses, og jeg kan ikke se hvordan de kan løses uden en strategi for målrettet grøn vækst som et af tiltagene. Der er ikke noget at sige til at den nuværende krises mangfoldighed og kompleksitet ikke giver anledning til klare, optimale svar. Vi står over for noget vi aldrig har stået over for før, og ud fra den brugbare viden vi har - også om muligheden for og konsekvenserne af eksponentiel vækst - må vi famle os frem.

Hermed har jeg afsluttet mit bidrag til vores diskussion.

Philip C Stone

@Dennis Berg

Se venligst: https://www.nytimes.com/2012/04/18/science/earth/americans-link-global-w...
.................................................................................

Som tidligere nævnt, mener Grantham at en fokus på ressourcer er en brugbar strategi i et land hvor klimaforskning er i modvind. Der er dog en del der tyder på at de sidste års ekstreme vejr er begyndt at påvirke folks holdninger:

Scientists may hesitate to link some of the weather extremes of recent years to global warming — but the public, it seems, is already there. A poll due for release on Wednesday shows that a large majority of Americans believe that this year’s unusually warm winter, last year’s blistering summer and some other weather disasters were probably made worse by global warming. And by a 2-to-1 margin, the public says the weather has been getting worse, rather than better, in recent years.

The survey, the most detailed to date on the public response to weather extremes, comes atop other polling showing a recent uptick in concern about climate change. Read together, the polls suggest that direct experience of erratic weather may be convincing some people that the problem is no longer just a vague and distant threat...

One of the more striking findings was that 35 percent of the public reported being affected by extreme weather in the past year. The United States was hit in 2011 by a remarkable string of disasters affecting virtually every region, including droughts, floods, tornadoes and heat waves.

Philip C Stone

Mere om den globale opvarmning:

I 2011 oplevede den amerikanske delstat Oklahoma USAs varmeste sommer nogensinde.
https://www.nytimes.com/2012/06/03/us/oklahoma-2011-brought-hottest-summ...

Fremtidige temperaturstigninger vil gøre det vanskeligere at producere energi, bl.a. fordi det varmere vand vil reducere effekten på de kraftværker som har brug for afkøling.
http://green.blogs.nytimes.com/2012/06/04/climate-change-threatens-power...

John Fredsted

@Philip C Stone: "Hermed har jeg afsluttet mit bidrag til vores diskussion."

Uha, det var en ubehagelig sætning at læse her til morgen; den blev jeg rigtig ked af. Hårdt kan det være at være uenig med en meddebatør, langt værre er det dog, som tilsyneladende her, at blive afvist af vedkommende.

Philip C Stone

@John Fredsted

Det var ikke ment som en afvisning. Vi har begge brugt en del tid på vores udveksling, og - måske tager jeg fejl - jeg tror ikke at en fortsættelse på dette grundlag vil gøre os meget klogere. Nogle dage lader jeg mig lokke til at skrive for mange og for lange kommentarer, som jeg bruger for meget tid på. Og så får jeg behov for lidt afstand. Beklager at jeg har udtrykt det for hårdt. Det forhindrer dig ikke i at forholde dig til og revse mig for det jeg har skrevet.

Sider