Læsetid: 5 min.

Lad os spare regeringerne væk

Ungdomsarbejdsløsheden giver frit spil til udnyttelse af billig arbejdskraft og midlertidige ansættelser. Nu tager en gruppe studerende i Madrid kampen op mod arbejdsgiverne
Ungdomsarbejdsløsheden giver frit spil til udnyttelse af billig arbejdskraft og midlertidige ansættelser. Nu tager en gruppe studerende i Madrid kampen op mod arbejdsgiverne
16. juni 2012

’Det Midlertidige Kontor – juridisk rådgivning og anmeldelser. Onsdage fra kl. 19-21’, står der på en opslagstavle i indgangen til det besatte hus ’El Patio Maravillas’ i området Malasaña i Madrid. Mørnede trætrapper leder op til kontoret, der ligger på første sal. På vej op til kontoret kommer man forbi bygningens menneskefyldte bar, hvor Cruzcampo-øl langes over disken til bygningens unge gæster. I indgangen til baren tager en høj, mørkhåret fyr imod. Han hedder Eduardo Ocaña og er en af lederne af projektet Det Midlertidige Kontor, der består af tre jurister, som hver uge tilbyder rådgivning til spanske unge om deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Siden det åbnede for en måned siden har 40 personer henvendt sig.

»Det Midlertidige Kontor er opstået ud af en kontekst, hvor over halvdelen af de unge, der gerne vil arbejde, ikke kan, og de, som arbejder, er i fare for at blive fyret eller udnyttet«, forklarer 23-årige Eduardo Ocaña, der er i gang med sit sidste år på journalistik på Universitetet Carlos III i Madrid.

For to år siden var Eduardo Ocaña med til at stifte universitetsbevægelsen Unge Uden Fremtid i Madrid. Siden 2010 har bevægelsen protesteret på nettet og i de spanske gader med udgangspunkt i det slogan, der står skrevet på hans forvaskede T-shirt: »Intet hjem – intet arbejde – ingen pension – ingen frygt«. Efter to års protester mod udsigten til arbejdsløshed og ringe arbejdsvilkår er Unge Uden Fremtid nu begyndt at skabe deres egne løsninger på de unges problemer under krisen.

Ikke nok at brokke sig

»Gennem ikkevoldelige demonstrationer mod de spanske banker og politikere, har vi lagt et stort arbejde i at gøre folk bevidste om de problemer, vi står over for, og hvem de ansvarlige for krisen er. Med det spanske forår er det lykkedes os at samle masserne, men det er ikke nok bare at brokke sig,« siger Ocaño med henvisning til protesterne forrige år og fortsætter: »Vi har opdaget, at der er rigtig mange mennesker, som ikke er repræsenteret af de klassiske fagforeninger, og derfor er det på tide, at vi skaber vores eget værktøj«.

»I Spanien er hver fjerde spanier ansat på midlertidig kontrakt, men blandt unge er andelen endnu højere på grund af praktikpladser og sort arbejde. Det er et mindst lige så stort problem som arbejdsløsheden,« siger den medievante unge mand.

Det midlertidige arbejde har skabt en klasse for sig, hvis rettigheder ikke forsvares af nogen institutioner i det spanske samfund. Det problem skal Det Midlertidige Kontor nu forsøge at gøre noget ved, forklarer Ocaña, som inviterer med op på førstesalen.

»Når nu markederne bestemmer, så lad os spare regeringerne væk«, står der malet med sort på den hvide væg ved siden af det interimistiske kontor, hvor der lige akkurat er plads til et smalt bord og fire (uens) stole. I det trange lokale sidder en 27-årig jurist og snakker med tre repræsentanter fra en ngo med tilknytning til den spanske katolske kirke. De er kommet for at undersøge deres muligheder for kollektivt at klage over deres arbejdsvilkår.

Anmelder virksomheders praksis

»Rigtig mange tør ikke tale højt om deres arbejdsforhold af frygt for at blive fyret,« forklarer Ocaña og fortsætter: »Der er et stort behov for gratis rådgivning til folk i midlertidige stillinger, fordi de ofte ikke kender til deres egne rettigheder og heller ikke har råd til at søge hjælp.«

Blandt dem, som har søgt rådgivning på Det Midlertidige Kontor, er der to typer henvendelser. Den ene drejer sig om regulære overtrædelser af kontrakter, hvor medarbejdere enten bliver tvunget til at arbejde ekstra uden betaling eller slet ikke har en kontrakt. Den anden type henvendelser handler om indirekte udnyttelse af medarbejdere med legale metoder, og det er det mest problematiske ifølge Ocaña: »Hvis du arbejder som praktikant, så har du ret til at blive uddannet i din stilling, men de fleste praktikanter er bare endnu en medarbejder i virksomheden – men uden ret til sygesikring, arbejdsløshedsunderstøttelse eller rimelig løn,« konstaterer han og fortsætter:

»Derfor er der brug for kollektive aktioner. Lige nu planlægger vi for eksempel en protest ved indgangen til et stort mediehus, hvor der er mange praktikanter ansat. Hvis vi møder tilpas mange mennesker op, kan vi lægge pres på virksomhedsejeren, så han ikke tror, at det er gratis at byde folk den type arbejdsforhold.«

Unge Uden Fremtid bruger sociale medier til at føre kampagner mod virksomheder, der anvender billig arbejdskraft, og derfor har bevægelsen oprettet en hjemmeside, hvor folk kan anmelde virksomheder, der udbyder midlertidigt arbejde. På sigt er ambitionen, at deres arbejde skal ændre den politiske diskurs.

»Vi ved godt, at det ikke omgående ændrer på praksis i virksomhederne, fordi advokater fra Det Midlertidige Kontor anmelder ulovlige arbejdsforhold, men vi ønsker – i det mindste – at præge den offentlige debat og forklare, hvad der er den ideelle arbejdsform for os,« siger Ocaña.

På et personligt plan er optimismen lidt mere behersket for krisen sætter begrænsninger for egen frihed og selvstændiggørelse.

En reaktionær bevægelse

»For bare tre år siden var jeg en glad og ubekymret universitetsstuderende,« siger han og forklarer, at krisen forhindrer ham og hans venner i at flytte hjemmefra. Tanken om at skulle blive boende hjemme leder Ocaña væk fra det løsningsorienterede perspektiv.

»Jeg er 23 år gammel, og jeg er endnu ikke kommet op at slås med mine forældre, men i løbet af et par vil jeg ikke udelukke, at det sker,« siger han halvironisk og vender tilbage til det almene perspektiv.

»Unge Uden Fremtid er i virkeligheden en reaktionær og konservativ bevægelse. Vi kæmper for at genvinde de rettigheder og muligheder, der var for bare fem år siden, selvom vi godt ved, at det slet ikke var godt nok. Men det er bedre end det, vi har nu,« konstaterer Eduardo Ocaña og vender håndfladerne opad.

»Det kan godt være, at mange folk heller ikke havde et godt job før i tiden, men de kunne i det mindste låne penge i banken til at købe en bolig for eller finde et job i byggebranchen. Det kan vi ikke engang nu.«

»Vi har ingen udsigter til et ordentligt liv og netop derfor har vi ikke andet valg end at arbejde for bedre arbejdsvilkår og definere, hvordan vi gerne vil leve og arbejde. Ellers ender vi med kinesiske arbejdsforhold i Spanien,« udbryder han og tilføjer: »Det handler egentlig bare om, at vi gerne vil leve et værdigt liv.«

Serie

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • Vi skal stræbe efter balance

    16. juni 2012
    Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu