Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Kristian Leth

Digteren William Blake har ikke overraskende gjort stort indtryk på musikeren bag bandet The William Blakes, Kristian Leth, der netop nu er aktuel med sit første soloudspil
11. juni 2012

–Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg har lidt svært ved at forestille mig, hvad andre skulle læse. Men det kunne være nogle af de fantastiske tegneserier, der i hvert fald ikke bliver læst nok af uden for miljøet. Der er gigantiske litterære værker at finde, såsom Alan Moores From Hell og Neil Gaimans Sandman. Men hvis det skal være en bog-bog, så vil jeg anbefale Stephen Kings On Writing, bare fordi den siger så meget rigtigt om det at skrive, samtidig med at den afliver og aflyser en masse myter, som mange har om at være skabende kunstner. Den er frisk! Men igen, jeg ved ikke om alle burde læse den.«

–Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Måske William Blakes The Marriage Between Heaven And Hell, der gjorde et kæmpe indtryk på mig, da jeg var teenager. Jeg har taget mandens visionære syn og radikale ideer med mig helt op til i dag, og hans helhjertede insisteren på at både de mystiske syner og de intellektuelle ideer havde en kæmpe plads i hans værk er meget inspirerende. Han så så klart, og samtidig så han en verden, de fleste i Danmark i dag ikke tror på.«

–Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg kan huske, at jeg har haft helt uendeligt svært ved Peter Høeg. Men det er altså mange år siden. Nårh jo, så er der den folder, vi fik, da vi skulle have vores første barn. Den var i og for sig fin, på nær den del der var stilet til manden. Aldrig er jeg blevet talt sådan ned til, aldrig har jeg følt mig så afstumpet, som da jeg læste den. Magen til gammeldags lort. Jeg håber, de har skrevet en ny, det er 8 år siden.«

–Hvilken type læser er du?

»Den hengivne og dedikerede, der bliver skilt fra mine kære bøger af livet og arbejdet og den forsvindende tid.«

–Hvornår læser du?

»Alt for lidt. Og så snart jeg kan komme til det. Toget, sengen, stuen, bussen, nogle gange mens jeg går på gaden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu