Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Ungdomsoprøreren

Lasse Hansen var uddannet lærer. men ville heller være arbejdsmand. Så kunne han selv bestemme
Lasse Hansen var uddannet lærer. men ville heller være arbejdsmand. Så kunne han selv bestemme
2. juni 2012

Lasse Hansen uddannede sig til lærer fra seminariet, men nåede aldrig at arbejde som lærer. Som en taler bemærkede det til hans mindehøjtidelighed, så valgte han i stedet at »videreuddanne sig til arbejdsmand«. For han kunne lide at arbejde i det fri og gik hellere sammen med sin gode ven Gunnar som jord- og betonarbejder. Her var man sin egen herre, og der var ikke nogen, der kunne kigge én over skulderen og bestemme. Hvis man havde brug for en pause, så tog man en, og hvis man havde brug for en øl, så drak man en. Han havde ikke noget imod at bestille noget, men han ville selv bestemme tempoet og rækkefølgen.

Lasse Hansens far var selvstændig revisor og hans mor hjemmegående. Som den ældste af tre børn fik han en stille og rolig opvækst i et middelklasse-parcelhuskvarter i Frederikssund. I barndomshjemmet manglede der ikke noget, og man talte stille og roligt til hinanden. Han klarede sig godt både i skolen og gymnasiet, og hvert år tog familien en uge sammen i sommerhus i Nordsjælland. Det var en opvækst som så mange andres.

Lasse Hansen var 17 år, da årstallet skiftede til 1968, og han valgte at ændre sin kurs. Han blev ungdomsoprører, lod sit hår gro til ned over livremmen og flyttede med en gruppe unge væk fra idyllen og ud i et kollektiv i en skov lidt uden for Hillerød. Der skulle gøres op med den forstillede småborgerlighed. Alt skulle rives ned i det gamle samfund og et nyt og bedre bygges op.

Nogle år senere mødte han Bodil, da han arbejdede som frivillig på Fjordhøj – et alternativt døgntilbud for børn og unge. Bodil var i praktik som pædagog, og to år efter havde de en datter. De flyttede sammen til Silkeborg med den månedgamle datter for at bo og arbejde i et kollektiv, der skulle hjælpe unge misbrugere med at komme videre med livet. Det var et idealistisk projekt, og parrets løn var kun kost og logi og lommepenge. De blev kun i projektet i et år og valgte så at flytte videre til Resedavej i Silkeborg i de almennyttige boligblokke, hvor Lasse Hansen blev boende resten af sit liv. Det var ikke et pænt kvarter, men der var andre venstreorienterede, der startede kollektiver, og Lasse og Bodil var idealistiske omkring det. Deres to børn skulle gå i områdets folkeskole og møde samfundets forskelligheder og ikke isoleres på privatskoler som nogle af børnenes venner fra kvarteret.

Verdensbilledet krakelerede

Da Lasse Hansen gik på lærerseminaret, var han lige så engageret som altid. Måske ikke i undervisningen, men han sad i kantinen og røg pibe og ville gerne diskutere filosofi og pædagogik. Han var politisk aktiv både i DKU, DKP og som formand for Silkeborg Fredsgruppe. Der var altid noget at protestere imod og organisere sig omkring. For Lasse Hansen ændrede det sig først med Murens fald. Verdensbilledet krakelerede, og da det viste sig, at den bedre verden, der skulle have været på den anden side, ikke var så god endda, mistede han noget af sin tro. Ikke på sagen, men på at det kunne lade sig gøre at opnå målet. Det faldt også sammen med, at han fik et brev med en patron og et medfølgende trusselsbrev med posten. Man fandt aldrig ud af, hvem der truede ham, men mistanken rettede sig mod den ekstreme højrefløj. Der blev lavet tv-indslag om truslen, og Lasse Hansen sad og rystede på skærmen. Nok ikke så meget på grund af patronen som på grund af hans modvilje mod at være i fokus og blive filmet. Men alligevel virkede det, som om han blev skræmt af truslen, for han valgte at drosle sine politiske aktiviteter ned.

Lasse Hansen blev skilt, da datteren var syv, og sønnen fire, og Bodil og han havde børnene på skift. Lasse Hansen mødte Grete og sammen fik de i 1985 en datter. De to boede kun kort tid sammen, men både Bodil, Grete og Lasse blev boende på den samme vej.

Mere tid i kolonihaven

I takt med at børnene blev ældre og flyttede hjemmefra eller med moren, blev hans lejlighed mere og mere fyldt med ting. Han nægtede kategorisk at smide ud. Der hørte et enkelt kælderrum med til den 70 kvadratmeter store lejlighed, men efterhånden fik han tiltusket sig tre. I det ene lå en halv fiskekutter, som han planlagde – men aldrig realiserede – at dreje en flot skål af. I lejligheden kunne man finde 30 år gammelt tøj, børnenes gamle legetøj, syv gamle musikanlæg, der ikke virker, og referater fra fredsgruppens møder i slutningen af 1970’erne.

»Man ved aldrig, om man får brug for det,« sagde han altid. Hans påklædning bestod også altid af ældre eller slidt tøj, og hans yndlingsbeklædning var den orange arbejds-dragt fra jord- og betonfirmaet, som han fort-sat gik med fem år efter, han var stoppet i firmaet.

For ti år siden fik Lasse Hansen konstateret kræft i halsen. Strålebehandlingen virkede og hjalp på sygdommen, men gjorde skade på kroppen, så han ikke længere kunne arbejde på fuld tid. Han skiftede job til deltidspladsmand på en campingplads og prioriterede at tilbringe mere tid i sin kolonihave. For tre år siden kom kræften tilbage, og denne gang var den ikke til at bremse. Hver eneste gang han kunne komme til det, tog han ud i haven og ledte og fordelte arbejdet blandt vennerne, der hjalp ham med at ordne blomsterne og bedene, efterhånden som han blev svagere. Lasse Hansen blev 60 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu