Læsetid: 4 min.

Mafiaen skal bekæmpes med ironi og skønhed

De ansatte på en siciliansk lokalradio vil ikke overlade kampen mod mafiaen til politi, retsvæsen og udefrakommende journalister: ’På Sicilien har vi opfundet mafiaen, men også antimafiakulturen’
De ansatte på en siciliansk lokalradio vil ikke overlade kampen mod mafiaen til politi, retsvæsen og udefrakommende journalister: ’På Sicilien har vi opfundet mafiaen, men også antimafiakulturen’
16. juni 2012

Giacomo Di Girolamo havde sagt, at vi kunne mødes på parkeringspladsen uden for Marsalas vestlige byport, Porta Nuova. Da jeg stiger ud af bilen, har han allerede betalt den selvbestaltede parkeringsvagt:

»Jeg vurderede, at det bedst kunne betale sig, fordi du er udlænding. Jeg betaler ellers aldrig parkeringsvagterne, selv om de kan finde på at punktere dækkene eller smadre et sidespejl. Det er et princip,« forklarer journalisten, da vi kort efter sidder i nyhedsstudiet på RMC101, den mest populære lokalradio i Trapani-provinsen på det vestlige Sicilien.

De selvbestaltede parkeringsvagter er et fast indslag mange steder i Syditalien, ofte organiseret af mafiaen, der således kontrollerer byrum og vinder folkelig opbakning ved at fungere som et alternativt jobcenter. I forhold til kommunernes p-afgifter er prisen på de improviserede parkeringspladser symbolsk, der bliver holdt øje med bilen, og sagen er selvfølgelig på forhånd handlet af med de officielle parkeringsvagter:

»Det kan absolut ikke betale sig at være lovlydig. Vi siger altid til hinanden her på redaktionen, at vi i bund og grund er nogle fjolser,« siger den 30-årige Di Girolamo, som dog alligevel har formået at gøre det til en levevej at fortælle om mafiaens magt på sin hjemegn:

»For 20 år siden kunne det betale sig for mafiaen at slå journalister og dommere ihjel, men hvis de skyder mig, vil det betyde øget politiopbud i Trapani-provinsen i 20 år. Det er læren fra attentaterne. Så jeg er ikke bange.«

Beskyttelse

Køreturen fra provinshovedstaden Trapani tager knap en time og går gennem et fladt kystlandskab med saltbassiner og indsøer. I 1800-tallet var Marsalas havn den lettest tilgængelige på Sicilien, fordi englænderne havde bygget den til udskibning af den populære hedvin, som er opkaldt efter byen. Derfor valgte Giuseppe Garibaldi at anløbe Marsala, da han i maj 1860 gik i land på Sicilien og startede det bondeoprør, der førte til Italiens samling. Men revolutionshelten fik måske hjælp til at overvinde lokalbefolkningens skepsis:

»Mafiaen har eksisteret siden 1800, og Garibaldi betalte også beskyttelsespenge til datidens mafiosi for at kunne gå i land i Marsala med sine 1.000 mænd. Det fik jeg at vide under et møde med gamle mafiabosser, som havde hørt det fra deres fædre og bedstefædre, der også havde været mafiosi,« sagde den angrende mafioso Antonino Patti under en retssag i 1996, hvor han også tog skylden for 38 drab.

Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved denne udlægning, der som det meste af mafiaens historie ikke er underbygget af skriftlige kilder. Der er derimod udbredt enighed om, at den landlige mafia, der baserede sin magt på kontrol over vandforsyningen, for alvor begyndte at udvikle sig efter Italiens samling:

»Forhandlinger og aftaler med staten er et af Cosa Nostras karakteristika,« påpeger Di Girolamo: »Mafiaen har altid forhandlet med staten ved hjælp af ord, bomber eller stemmer.«

Gråzone

Dove sei, Matteo? (Hvor er du, Matteo?) hedder Di Girolamos program på RMC101. Rubrikken henviser til Matteo Messina Denaro, Cosa Nostras leder, som stammer fra denne del af Sicilien og har været eftersøgt siden 1993.

Messina Denaro ligger øverst på italiensk politis liste over farlige personer og figurerer samtidig på det amerikanske magasin Forbes’ liste over verdens rigeste.

Hver dag fremviser Di Girolamo oplysninger, der peger på Denaros færden og forbindelser:

»Jeg er ikke besat af ham, men eftersom jeg bor i Marsala, har jeg meget tilfælles med ham,« siger Di Girolamo:

»Mens de gamle bosser er endt i fængsel, har Denaro skabt forbindelser til den offentlige forvaltning og er ved at realisere drømmen om at gøre mafiaen til en del af den lovlige økonomi ved at kombinere dens traditionelle magt over territoriet gennem landbrug, byggebranchen og arbejdskraftformidling med moderne forretninger som distribution af fødevarer og bæredygtig energi. Han trækker mafiaen i retning af en gråzone mellem kriminalitet og politisk magt,« siger Di Girolamo og fortsætter: »Det er staten ikke parat til, for den kan kun finde ud af at bekæmpe mafiaen militært. Der har før været en uheldig tendens til at uddelegere ansvaret for at fortælle om mafiaen til udsendte journalister fra de store aviser, som ikke kender de lokale forhold. Derfor tror vi på en opskrift, som jeg kalder ’fastboende journalistik’.«

Skønhed

Da Giacomo Di Girolamo var barn, slog mafiaen dommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino ihjel: »Mindet om attentaterne i 1992 får mig altid til at tænke, at vi sicilianere ikke fortjener dette smukke sted. Da Falcone blev dræbt, spillede jeg fodbold, og da Borsellino blev myrdet, var jeg på stranden. Attentaterne har dog medført, at der er opstået en modkultur,« siger Di Girolamo og fortsætter: »På Sicilien har vi opfundet mafiaen, men også antimafiakulturen. I Norditalien har de foreløbig kun importeret mafiaen.«

Cosa Nostra forvandlede i anden halvdel af forrige århundrede narkotikasmugling til et industrielt og globalt foretagende. Her på den tyndt befolkede vestlige del af øen lå laboratorierne, hvor mafiaen raffinerede heroin:

»For at forstå mafiaens indflydelse kan man sammenholde de overdrevent mange banker i området med alle de unge, som flytter til Nordeuropa for at skabe sig en tilværelse. Den, der vælger at stå på Messina Denaros side, begynder straks at tjene penge. Man kan høre unge på min alder, som stolt og henført fortæller om at have røget en cigaret med ham. Han er en slags popidol. Men jeg prøver altid at huske på forfatteren Gesualdo Bufalinos ord om skønhedens betydning: ’Jeg er blevet mafiamodstander af at høre Bach’,« siger Giacomo Di Girolamo og tilføjer:

»Gennemtænkt og ironisk journalistik kan forhåbentlig også gøre det.«

Serie

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • Vi skal stræbe efter balance

    16. juni 2012
    Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Riccardo Adragna

Jeg er en af "de unge, som flytter til Nordeuropa for at skabe sig en tilværelse" og derfor er rigtigt glad for at I skriver en god historie om dem som Giacomo Di Girolamo der bliver på Sicilien og kæmper mod mafiaen!

Andre som kæmper mod Mafiaen igennem deres arbejde, er de unge fra "Libera Terra" kooperativer som producerer økologisk høj-kvalitets produkter på land som er blevet konfiskeret fra mafien.

De viser "at kampen mod Mafia kan vindes ved at skabe jobmuligheder inden for rammerne af lovlighed og respekt for jorden." (Don Luigi Ciotti, stifter af libera)

Jeg er stolt af at importerer disse produkter her til Danmark : www.socialgoostories.dk
og på den måde støtte deres arbejde!

Tak
Riccardo