Paul Krugman: ’Sådan overvinder vi finanskrisen’

Han er økonom, nobelprisvinder og minder om en klog grævling, der borer sig gennem en underskov af økonomiske detaljer og er parat til at hugge til med et ganske skarpt bid, hvis man kommer i vejen for ham. Paul Krugmans kritik af Obama-administrationen har ophidset mange af USA’s demokrater, mens hans mere højrøstede kritik af George Bush indbragte ham regulære dødstrusler
Tvangsauktion. Præsident Obama har måske nok forsøgt sig med et keynesiansk stimulus-program. Men hvorfor har det kun vist sig minimalt effektivt?

Tvangsauktion. Præsident Obama har måske nok forsøgt sig med et keynesiansk stimulus-program. Men hvorfor har det kun vist sig minimalt effektivt?

John Moore
16. juni 2012

Der må være skrevet tusindvis af artikler og bøger om finanskrisen. Så muligvis har jeg bare overset det, men længe måtte jeg lede forgæves efter svaret på en af de største gåder: Hvis krakket i 2008 kom i kølvandet på en epoke med hidtil uset velstand, hvordan kan det så være, at de fleste af de mennesker, jeg kender, ikke tjente det helt store dengang?

De omfattende dereguleringer af de finansielle tjenester skulle jo have stillet os alle bedre. Hvorfor måtte så mange af os så leve af kreditter for at opretholde en vis levestandard? Og hvordan kan det være – nu da er alt er gået galt, og alle er enige om, at vi står i den værste krise siden Den Store Depression – at vi ikke griber til de effektive modtræk, som vi gjorde erfaringer med i 1930’erne?

Præsident Obama har måske nok forsøgt sig med et keynesiansk stimulus-program. Men hvorfor har det kun vist sig minimalt effektivt? Og hvorfor insisterer de fleste andre ledere i den vestlige verden fortsat på, at vi ikke har andet valg end at spænde livremmen ind og og betale vores gæld – når dette tydeligvis heller ikke fungerer? Og hvordan kan det være, at vi stadig behandler bankfolk, kreditvurderingsbureauer og børsmæglere med en slags ængstelig ærbødighed – vi må for Guds skyld ikke skræmme markederne! – når det lige præcis var dem, der førte os ud i hele denne redelighed? Den type spørgsmål var ved ved at drive mig til vanvid, men så var det, at jeg læste Paul Krugmans nye bog, og nu er der snarere risiko for, at jeg vil kede alle andre ihjel med mine nyvundne indsigter.

End This Depression Now! er en bog, man ville ønske, blev obligatorisk læsning for økonomiske og politiske beslutningstagere – en bog man har lyst til at citere over for alle, der gider lytte. For den giver os en sammenfattende fortælling om, hvordan vi er endt med at gøre nøjagtig det modsatte af, hvad logikken og historien tilsiger os at gøre, hvis vi ellers vil redde os ud af den nuværende krise. Paul Krugman har vundet Nobelprisen i økonomi, skriver en fast klumme i New York Times og underviser i økonomi på Princeton University. Som ekspert i John Maynard Keynes og hans lære skrev Krugman i 1999 en bog om den japanske afmatning – The Return of Depression Economics – der påviste ildevarslende paralleller mellem Japans økonomiske strategi og USA’s politikker umiddelbart før New Deal i begyndelsen af 30’erne, der forvandlede en recession til katastrofal depression. Dengang var de fleste vestlige økonomer ikke specielt imponerede: I datidens tilsyneladende endeløse opsving forekom erfaringer fra Den Store Depression dem mere eller mindre irrelevante. Men Krugmans seneste bog bliver sværere at ignorere.

Ikke at han forventer, at bogens budskab bliver let at sælge. »Så vidt jeg kan forstå, tegnes hele den seriøse modstand imod den britiske regeringskoalitions politik af blot et halvt dusin økonomer, og det ser ud til, at jeg er en af dem – det er virkelig sært,« griner han, »jeg er trods alt ikke brite.«

Under sit besøg i London har Krugman mødt, hvad han selv betegner som Meget Seriøse Mennesker: »Meget af det, som disse mennesker siger, lyder både klogt og fornuftigt, men det hele er vendt på hovedet. De er totalt på vildspor. Ikke desto mindre imponeres man over, hvor magtfuld deres ortodoksi er – det er helt fantastisk«.

Et moralsk spil

De Meget Seriøse Mennesker fremstiller økonomi som et moralsk spil, hvor gæld er synd, og da vi alle har syndet, må vi nu alle betale prisen ved at spænde vores livremme ind. De fortæller os, at det vil tage lang tid at overvinde krisen, og at kuren nødvendigvis vil være smertefuld. Men alt dette er ifølge Krugman i direkte modstrid med sandheden. ’Nøjsomhed’ er intet andet end en selvpålagt kollektiv afstraffelse, og den er ikke bare unødvendig, den vil heller aldrig komme til at virke efter hensigten. Og faktisk ved vi udmærket, hvad der vil fungere – men af komplekse politiske og historiske grunde, som han redegør nærmere for i sin bog, har vi valgt at ignorere det. »At overvinde denne depression,« skriver han, »burde være, kunne være, nærmest utroligt simpelt. Så hvorfor er det ikke det, vi gør?«

Krugman fremdrager et eksempel med en babysitterordning, hvor forældre får udstedt værdikuponer, de kan veksle til babysitter-timer. Hvis alle forældrene beslutter sig at indløse deres kuponer samtidig, vil systemet gå i stå. »For mine udgifter er din indkomst, og dit forbrug er min indkomst. Hvis vi begge forsøger at nedbringe vores udgifter på samme tid, kommer vi også til at nedbringe vores indkomster, således at vi reelt ikke ender med nogen merbesparelse.« Vi kunne i stedet udstede flere kuponer til alle for at få dem til at føle sig ’rigere’ og opfordre dem til at bruge løs af disse – det ville være babysitterordningens svar på kvantitative lempelser. Men hvis alle er fast besluttede på at spare op, vil forældrene vælge at lægge de ekstra kuponer til side, og ordningen vil fortsat ikke fungere. Dette er, hvad der kaldes en likviditetsfælde, »og det er i alt væsentlighed dér, vi befinder os nu«.

De samme principper gælder for ’nedgearingens paradoks’. Gæld er ikke i sig selv en forfærdelig ting, siger han.

»Gæld er den ene persons forpligtelse, men den anden persons aktiv – gæld gør os ikke nødvendigvis fattigere. Den virkelige fare ved gæld er: Hvad vil der ske, hvis en masse mennesker beslutter sig for eller bliver tvunget til at betale den ud på samme tid. De høje gældsniveauer gør os sårbare over for kriser. Så er det, vi får gældsdeflationens selvdestruktive spiral. Hvis vi begge forsøger at afbetale vores gæld på samme tid, ender vi begge med lavere indkomster, og dermed risikerer vi, at gældens relative andel af vores indkomster stiger.«

Her er det en afgørende pointe, fortsætter Krugman, at »det som gælder for et individ, ikke automatisk gælder for samfundet som helhed«. Analogien mellem en husholdnings budget og den nationale økonomi er »forførende, fordi den er meget nem at forholde sig til«. Og i et vist omfang holder den da også stik, når vi ikke lige befinder os i en makro-økonomisk krise. »Men står vi i en sådan krise, kan adfærd, der er rationel på individniveau, udløse kollektive resultater, som er katastrofale. Når hver enkelt af os forsøger at forbedre vores position, bliver slutresultatet, at alle bliver stillet ringere. Og præcis sådan er det gået.«

I sådanne situationer er man nødt til at begynde at bruge løs – og Krugman argumenterer for, at her er det statsmagten, der skal træde til. Og dog får vi hele tiden at vide, at vi er nødt til at nedbringe vores gæld, fordi dens høje renteudgifter i modsat fald vil ruinere os, og at børsmarkederne vil ødelægge os, hvis de får det indtryk, at vi ikke er specielt optagede af at få styr på vores underskud.

»Nuvel. Vi ved, at avancerede økonomier med stabile regeringer, som optager lån i deres egen valuta, er i stand til køre med meget høje gældsniveauer uden dermed at havne i krise. Det viser den britiske historie også: Storbritanniens stiftede i store dele af det 20. århundrede, bl.a. i 1930’erne, en meget højere gæld, end det er tilfældet i dag.

Et uldent system

Men hvad så med markederne, der fremmanes som de evige globale bussemænd? Bestandigt bliver vi advaret om, at de vil straffe regeringer, der undlader at skære ned på deres udgifter – også uanset at disse nedskæringer ender med slet ikke at reducere underskuddet.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor markederne skulle bekymre sig for, hvordan og hvornår vi mindsker vores underskud, så længe vi er i stand til at svare for os selv. Det gør de da heller ikke, hævder Krugman.

»Det er jo det interessante. Markedernes aktuelle dom over lande, der har deres egne valutaer, har været, at de ikke tager sig af, hvilken politik disse lande fører på kort sigt.«

Tilsvarende er faren for at blive nedgraderet af et kreditvurderingsbureau vildt overdrevet.

»Vi så det, da Japan blev nedgraderet i 2002, og det fik ingen konsekvenser. Derfor kunne man også forudsige, at sådan ville det også gå for USA, da landet fik sin kreditvurdering nedgraderet af et af kreditvuderingsbureaerne sidste år. Og ganske rigtigt: Intet skete.«

Så vidt har Krugman i al væsentlighed reformuleret argumenterne for keynesianisme. »Og det er faktisk ikke så vanskelige begreber,« insisterer han.

»Det er ikke svært at forklare logikken over for et publikum. Men det synes ikke at trænge igennem til den politiske sfære.«

Fascinerende er hans historiske analyse af, hvorfor politiske beslutningstagere, der engang forstod disse principper, siden har besluttet sig for at glemme dem kollektivt.

I årene efter Den Store Depression indførte flere regeringer strengere reguleringer over for banksystemet for herved at sikre, at vi aldrig igen kunne skulle stifte så megen gæld, at det ville gøre os sårbare over for kriser: »Når den sidste store økonomiske krise ligger mange år tilbage, bliver folk mere skødesløse over for deres gæld. De glemmer risiciene. Bankerne går så til politikerne og siger: ’Hør her, vi behøver ikke disse her irriterende regler’, og politikerne siger: ’I har nok ret – vi har ikke set nogen ulykker rigtig længe’.«

Denne proces begyndte for alvor i 1980 under præsident Reagan. Én efter én blev de love, der regulerede bankvirksomhed, ophævet, indtil »vi satte alle beskyttelsesforanstaltninger ud af kraft. Og det kom til at betyde, at vi fik et stadig mere vildtvoksende og uldent finansielt system, der var villlig til at udlåne masser af penge«. Politikere blev til dels overtalt til at deregulere med det argument, at dette ville gøre os alle rigere. Og den dag i dag »er det en meget udbredt opfattelse, at vi virkelig fik en stor stigning i væksten. Men faktisk er det ikke så indviklet. Man behøver blot at sætte sig ned og konsultere de nationale statistikker for at indse, at sådan er det ikke gået.«

»Inddeler vi perioden mellem Anden Verdenskrig og 2008 i to halvdele, så sker der i første halvdel en virkelig dramatisk forbedring af levestandarden, som vi slet ikke ser tilsvarende i anden halvdel. Den blev ganske vist meget dramatisk for den øverste 0,01 procent, som fik en syvdobling af deres indkomster. I 2006 i USA tjente de 25 højest betalte hedgefond-bestyrere for eksempel 14 mia. dollars tilsammen eller tre gange den samlede løn for alle New York Citys 80.000 skolelærere. Men mellem 1980 og krakket steg median-indkomsten for de amerikanske husholdninger kun med 20 procent. Så der er overhovedet ikke nogen sammenhæng her.«

Hvorfor skulle økonomer hævde, at almindelige mennesker er blevet meget rigere, hvis det ikke er tilfældet? »Svaret på det, tror jeg, er at spørge: ’Godt, hvem hænger de mennesker, som siger sådan noget, ud med? Hvad er deres omgangskreds?’ Og hvis du f.eks. er professor i finanisering på University of Chicago, vil de mennesker, du møder fra den påståede virkelige verden, sandsynligvis være folk fra Wall Street, for hvem de sidste 30 år vitterligt har været fantastiske. Jeg tror, det handler om en sådan frakobling fra en bredere virkelighed.«

Men indflydelsen fra den øverste 0,01 procents overvældende rigdom stopper ikke hos professorer i finansiering. Deres palæer, lystbåde og luksus livsstil har skabt »udgiftskaskader«, således at »hvis man er lidt længere nede af indkomststigen, vil man uundgåeligt føle en trang til at matche dette i en eller anden grad. Hvorpå, dem der igen er lidt længere nede, føler noget af samme tilskyndelse.«

Der var tidlige advarselstegn, såsom opsparings- og lånekrisen i slutningen af 80’erne, som burde have advaret politikerne om farerne ved finansiel deregulering, moralske risici og efterfølgende gældsspiral. Men på det tidspunkt havde Wall Streets indflydelse på de politiske beslutningstagere gjort disse døve over for lyden af alarmklokker, til dels fordi bankerne var med til at finansiere så mange af politikernes kampagner. Krugman citerer Upton Sinclairs berømte bemærkning:

»Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn afhænger af, at han ikke forstår det«. Derudover nærer han mistanke til, at alene glamouren ved de velhavende bankfolks livsstil fik kraftig indflydelse på politikerne.

Kedelige industrifyrster

»Mit indtryk er, at gamle industrifyster kan være temmelig kedelige. Jeg er ikke sikker på hvor meget spænding, der er over at hænge ud med sådan en. Wall Streets folk derimod har virkelig stor karisma. De er intelligente og sjove. De er ikke som de personer fra erhvervslivet, der har måttet arbejde sig op fra bunden. De er imponerende.«

End ikke Obama er immun over for deres charme, siger Krugman. Ikke længe efter Obamas tiltrædelse mødte Krugman præsidenten og hans nye økonomiske hold, »og det var bare så oplagt, at krøllede professorer med skæg ikke var i nærheden af at være lige så imponerende – ak ja,« siger han og klukler. »Det var i al fald den oplevelse, jeg havde.« Og mange af de krøllede professorer var også forført af løftet om en ny økonomisk verdensorden, hvor keynesianisme var ikke bare overflødig, men ligefrem latterlig.

I 1970, skriver Krugman, var »diskussioner om investor-irrationalitet og om bobler af destruktiv spekulation næsten helt forsvundet fra den akademiske diskurs. Feltet blev domineret af ’hypoteser om markedseffektivitet’«, som overbeviste økonomerne om, at »vi bør betro nationens kapitaludvikling til, hvad Keynes kaldte et ’casino’.« Keynesianismen blev triumferende bekendtgjort – i vid udstrækning af republikanske økonomer, hvis forskning var blevet »inficeret af tilhørsforhold og politisk orientering«. Nu, hvor de må se i øjnene, at deres teorier har lidt et katastrofalt sammenbrud, er det ifølge Krugman alene politisk forudindtagethed og faglig stolthed, der hindrer dem i at indrømme, at de tog fejl.

Disse økonomer henviser hyppigt til den sørgeligt begrænsede effekt af Obamas stimulus-pakke til næsten 800 milliarder dollar som selve beviset på, at de stadig har ret. Ifølge Krugman var det eneste forkerte ved den pakke imidlertid, at den slet ikke var stor nok. Næsten halvdelen gik til skattelettelser, og de fleste af de resterende 500 milliarder dollar gik til arbejdsløshedsunderstøttelse, madkuponer, osv.

»Reelle investeringer i infrastruktur – det var snarere noget i retning af bare 100 milliarder dollars. Så hvis man har et billede af, at stimulus-programmet går ud på, at ’nu går vi ud og bygger en masse broer’ – så må jeg sige: Beklager, det skete aldrig.«

I en økonomi, der producerer for 15 billioner dollars varer og tjenesteydelser hvert år, »er 500 milliarder dollars bare ikke noget opsigtsvækkende stort tal«. I 2009 advarede Krugman: »Går vi ud med en halvhjertet stimulus, opnår vi ikke andet end at miskreditere selve ideen om stimulus uden at redde økonomien.« Og dét, sukker han, »er præcis, hvad der skete.

»Det blev beklageligvis en af de forudsigelser, jeg ville ønske, jeg ikke havde fået ret i.« Siden krakket er Krugman blevet den akademiske verdens ubestridte Kassandra. Ikke at det glæder ham: »Jeg er lidt træt af at være Kassandra. For en gangs skyld vil jeg faktisk gerne vinde, i stedet for bagefter at stå, som den, der fik ret, når katastrofen kommer ... ganske som jeg forudsagde. Jeg så hellere, at man ville lytte mere til mine argumenter om, hvordan katastrofen kan forebygges.«

Om dette vil ske, er muligvis tvivlsomt. Krugman er ikke den mest omgængelige af økonomiske tænkere. Der er noget skødesløs arrogance over hans manerer og en blanding af generthed og intens selvsikkerhed. Med sin tætbyggede, trinde krop og salt-og-peber skæg kan han minde om en meget klog grævling, der borer sig gennem en underskov af økonomiske detaljer, men er parat til at hugge til med et ganske skarpt bid, hvis man kommer i vejen for ham. Hans offentlige kritik af Obama-administrationen har ophidset mange af USA’s Demokrater, mens hans mere højrøstede kritik af George Bush indbragte ham regulære dødstrusler fra vrede højreekstremister.

Men der er gode grunde til at håbe, at hans argumenter vinder frem hos vores politiske ledere. Det ,vi må gøre, siger Krugman, er simpelt nok: Drop spare- og nedskæringspolitikkerne, kickstart økonomien med ambitiøse offentlige udgifter og nedbring så underskuddet, når vi igen er oven vande. Og vigtigst af alt: Det skal være nu.

»Fem år med meget høj ledighed gør meget mere end fem gange så meget skade som et år med høj ledighed. Man siger: ‘Ja, det gør ondt, men tiden heler også disse sår. Men det er jeg slet ikke sikker på, at tiden gør.«

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Paul Krugman.

Foto: 
The Guardian

Fakta

– Professor i økonomi og internationale relationer på Princeton, professor ved London School of Economics, f. 1953

– Vandt i 2008 Nobelprisen i økonomi for sine bidrag til teorier om handel, økonomisk geografi og det internationale finanssystem

– Krugman er en af verdens mest citerede økonomer. Han er forfatter til 20 bøger, over 200 forskningsartikler og over 750 ugentlige økonomiklummer i New York Times.

– Krugman er erklæret venstreliberal. Især i USA er hans synspunkter ofte genstand for polemik og kontrovers

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for John Fredsted

"Drop spare- og nedskæringspolitikkerne, kickstart økonomien med ambitiøse offentlige udgifter og nedbring så underskuddet, når vi igen er oven vande" [min kursivering].

Det springende spørgsmål er dog, om vi overhovedet kommer oven vande igen, hvis vi ikke ændrer det nuværende økonomiske paradigme grundlæggende (og det synes Krugman jo ikke at være fortaler for). Men, bevares, jeg er ikke Nobelpristager i økonomi, så der er da bestemt en risiko for, at der er noget, jeg misforstår.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

John er du tosset, det er jo Socialdemokratisk politik, det kan en blå regering da ikke gennemfører. Næ skattelettelser til de rige, så de kan øge deres opsparing og nedbringe deres gæld (til hinanden). De fattige skal gøres fattigere så de kan formindske deres forbrug. Se det er politik vi kan forstå.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Søren, bare for en sikkerheds skyld, idet jeg er i tvivl om, hvorvidt du forstår mig korrekt: De tre første linier i min forrige kommentar er et citat, ikke min egen holdning. Hvad jeg derimod anser for påkrævet, ligger meget godt i stil med følgende passage fra artiklen Har politikerne mistet magten til markederne?:

"Island lod være med at lave bankpakker eller skære ned på den offentlige sektor, men satte i stedet skatten op for de rigeste og lavede sociale tiltag. Island har gjort det modsatte af, hvad man sætter Grækenland og Spanien til i dag, og de er på vej ud af krisen, og deres økonomier er i bedring."

Og det kan ikke engang S eller SF tilsyneladende finde ud af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Søren, det er vel ikke for at mindske deres forbrug at det store flertal skal holdes fattige.

Det er for at industrien og kapitalen kan få billig arbejdskraft og spille arbejdstagerne ud mod hinanden i en nedadgående lønspiral.

N'est pas?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jon Rosengren

Paul Krugman har ikke haft ret en eneste gang siden 2007, og han deler et stort ansvar for at have pustet op boblen i boligmarkedet til at begynde med.

Jeg har meget svært at se hvorfor vi skal stole på ham nu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Det kan ikke siges for tid - og højt nok.

Tak for artiklen og ordene her:

Men der er gode grunde til at håbe, at hans argumenter vinder frem hos vores politiske ledere. Det ,vi må gøre, siger Krugman, er simpelt nok: Drop spare- og nedskæringspolitikkerne, kickstart økonomien med ambitiøse offentlige udgifter og nedbring så underskuddet, når vi igen er oven vande. Og vigtigst af alt: Det skal være nu.

»Fem år med meget høj ledighed gør meget mere end fem gange så meget skade som et år med høj ledighed. Man siger: ‘Ja, det gør ondt, men tiden heler også disse sår. Men det er jeg slet ikke sikker på, at tiden gør.«

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Det der foregår i øjeblikket kan ikke forklares alene ud fra økonomiske betragtninger og regnestok, ergo vil Paul Krugmans betragtninger - uanset hvor meget han kravler rundt som grævling - altid maximalt kun indeholde den halve sandhed - og det er sjældent nok, som vi ser et tydeligt udtryk for i Euro-land.

Et demokrati uden uden moral og empati - fungerer ikke. Et dikatur uden moral og etik fungerer perfekt - det er Kina eksponent for.

Wikipedia omkring demokrati:

"Ved at bryde de vilkår, som er forudsætningen for demokrati (eksempelvis retten til fri meningsudveksling i form af censur), brydes samtidig implicit den demokratiske samfundsform"

Det så vi i weekenden med den lovlige demonstration for et frit Tibet.

Overklassen og magteliten byder velkommen til Kina, og vi andre kan konstatere at demokratiet som samfundsform er forsvundet fra det danske samfund ved samme lejlighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

Alle forslag til en løsning af den nuværende krise, som indebærer et element af vækst, er i mine øjne totalt forfejlede.
Om ikke i forhold til det økonomiske systems sammenhængskraft, som jeg på ingen måde kan påstå, at forstå til fulde (som tilsyneladende ingen kan), så i forhold til planetens bæredygtighed. Vi er nået dertil, hvor vi ikke længere kan nøjes med at tænke på, om menneskesamfundet fungerer internt. Vi er nødt til at tænke planetens helbred med, som vi burde være begyndt på for længst.
Død over væksthegemonien!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

Hvis ikke det går galt og vi får mega-finanskriser o.l. - ja så går det jo først rigtigt galt med forøgede milliarder menneskers krav på forbrugsvarer og mad og vand og og og ...
At løse finanskrisen med offentlige investeringer er at udskyde det tidspunkt hvor vi af nødvendighed sadler om.
Jeg lover at skrive hurtigt igen hvis jeg har fundet en løsning på problemet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Kriser, er som udgangspunkt ganske udemærkede, en krise opstår når nødvendige justeringer bliver fortaget for sent eller slet ikke.
Altså; kriser er forvandlingsprocesser.

Og hvad er det så der bliver forvandlet under denne økonomiske krise?
Hvis vi ser på Grækenland, som er på hælene økonomisk, ser vi at menneskeligheden er i fremgang.
Fattige Grækere bliver bespist af andre grækere uden at det koster dem noget…

Til artiklens eksempel om børnepasning:
Konen blev indlagt på sygehuset da tøsen var omkring de tre og da hun altid havde gået hjemme og tøsen ikke havde været i institution, stod vi pludselige med et mega problem,…… i ca. 20 min.
Bondekone mosteren, resonerede resolut: Tøsne kommer over til mig i dagtimerne.
Den menneskelige investering var uvurderlig og her 25 år efter høster hele familien stadig…
Havde jeg insisteret på at betale hende, havde jeg, lagt kimen til en krise i familien…

Under anden verdenskrig, var Danmark også på hælene, men vi hjalp alligevel jøderne med at gemme sig og flygte til Sverige, den menneskelige investering høster vi stadig stolthed af…..
Var det blevet gjort til et spørgsmål om penge, havde der kun været én høst og den ville længe være brugt-

Så den økonomiske krise er en meget vigtig forvandlingsproces og tager vi ved lære af den, behøver vi ikke at gentage den……….eller starte en økologisk krise…..

Så krisen skal ikke gå over, vi skal tage ved lære af den eller gentage den i det uendelige...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det duer ikke at jokke speederen i bund, og bare fortsætte som om intet var hændt. Fuld fart frem, alle indvendinger negligeres. Europas stater har allerede en samlet statsgæld på 90 % af BNP.
http://www.hold-fast.dk/sider/statsgaeld-og-budgetter.html

Man kan ikke bare puste mere luft i boblen. Man må gøre noget andet.Og dette andet er at regulere, beskatte og omfordele. Indse, at samfundet ikke længere skal have vækst, men beholde den velstand, vi allerede har, blot fordelt mere ligeligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

Jeg må indrømme, at jeg ikke tror at 'bare' hælde penge ud i økonomien virker.

Det drejer sig om at stabilisere tingene, og så få sat grænser for det som har bragt os i den her krise.
Nemlig at få indrettet finans sektoren således at den ikke kan skade samfundet igen, men kun bidrage positivt.

Nå det så er gjort trænger vi til visioner, udfordringer og noget konstruktivt at give os til.

Lad os få gang i at løse vores klima problemer, lad os få bygget en rumelevator, lad os for udryddet sult lad os.....

Igen at spekulere i andres ulykke og prøve at manipulere aktie og valuta kurser, er der intet konstruktivt i.

// Jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Krugmann nævner bl.a. investeringer i infra-struktur, altså veje, broer, dømninger eksempelvis. The Hoover-dam i USA blev faktisk bygget som et sådant infra-struktur-projekt.

Og ja, Island er på vej ud af krisen, fordi de netop har gjort det korrekte, sat skatten op for de rigeste, sagde nej til rating-bureauerne og til IMF mv. Og lavede sociale tiltag for at forhindre at folk gik fra hus og hjem mv. Og så satte de alle mænd fra bestillingen i bankerne...

Krugmann har jo ret i at en udgift for den ene part en en indtægt for den anden. Og faktisk kan man - måske godt argumentere på den måde - at vores gæld i Vesten blev opvejet af opsparingen i Østen, bl.a.i Kina.

Og ja, vi i Vesten brugte mange flere penge end vi havde råd til, bl.a. ved at stifte gæld, gæld og atter gæld. Og på det familie-mæssige plan er læren jo den, at vi need to save an egg for a rainy day. Men sådan fungerer en samfunds-økonomi ikke nødvendigvis. I USA f.eks. er der brug for massive investeringer i infra-strukturer, bl.a. veje, broer, og bygning af nye nye og bedre skoler. Alt dette er i første omgang en udgift, men på længere sigt er det en investering - præcis som uddannelse i DK er en investering.

Ang. Spanien og Grækenland har de jo problemer, fordi de ikke kan devaluere deres egne valutaer mere. Og så har de ogdså problemer fordi Tyskland, under Merkel, insisterer på, at de to lande skal bruge de penge, de låner til at tilbagebetale deres gæld - til bl.a. store tyske finans-huse mv. - ikke til aktivt at komme på fode så de kan klare sig selv.

Bankerne er desuden private virksomheder - og som sådan måde selv bære ansvaret for fejlslagne investeringer. En stor bank i Danmark tabte f.eks. mindst 2, hvis ikke 4 mia. kr. på et eventyr i Irland. Hvorfor skal de danske skatte-ydere betale dette.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

Jeg må sige at jeg er meget enig med Krugman.

Det er klart at økonomien, på sigt; skal være i balance, men lige nu drejer det sig om damage control og rescue.

Man redder ikke sig selv fra druknedøden ved at holde vejret.Der skal helt andre drastiske ting til. Specielt når det er store dele af verdenssamfundet, der er i krise.

Økonomisk tilbageholdenhed fungerer i en mikroskopisk skala, hvor man statistisk set sandsynligvis er ude af fase med mange andre. Med "mikroskopisk" mener jeg privatpersoner, virksomheder og til en vis grad også små lande. Problemet er at sparsommelighed ikke fungerer for hele regioner, der er i krise.

Jeg vil anbefale at man tager et antal skridt baglæns og ser lidt mere af systemet. Det er klart at levestandarden i et samfund, skabes af menneskene i samfundet (foruden de underbetalte, der producerer de billige varer vi konsumerer). Hvis man har indset det, er det let at forstå at det ikke fungerer at holde en stor del af befolkningen hen i uproduktiv dvale (dvs. arbejdsløshed).

Når alle lande forsøger at klare skærene ved at skære ned, bliver det hele et race om at reducere levestandarden mest muligt, for det er kun den, der vinder racet, der gavnes.

Politikken må handle om at så mange som muligt bidrager til at forbedre levestandarden. Det handler selvfølgelig om investeringer, men ikke bare i infrastruktur, men også uddannelse, kultur, forskning, produktudvikling osv.

Det er ikke noget let fix, for det skal selvfølgelig ikke ødelægge det nogmale arbejdsmarked. Det er en balancegang.

Når man så kommer ud af krisen er man bedre rustet. Det man så skal huske er at man skal sætte tæring UNDER næring. Det er når det går godt, man skal hive skatterne hjem. Ikke noget med at lette skatten og dermed træde på speederen på det forkerte tidspunkt, som vi gjorde i 0'erne.

Hvis man er rigtig klog, sørger man for at man har nogle bufferfonde, der kan bruges til at regulere med, så man ikke behøver at låne så meget. Det skal man gøre når gælden er betalt ud, lige som i 0'erne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

Egentlig må man jo undre sig over udtrykket "finanskrise".

For det antyder jo, at der er en mangel på finanser - en mangel, der ikke har været der før, for "krise" er vel et relativt begreb.

Men hvis der ikke har været mangel på finanser før, er krisen så et tegn på, at alle pengene er brændt eller opløst eller lignende? Hvis svaret er "ja", kan man vel bare trykke nogle nye, og så er finanskrisen løst.

Eller kunne finanskrisen bare være et udtryk for, at pengene ikke ligger der, hvor de plejer?

Ser man eksempelvis på et kort over verdens landes offentlige gæld (http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/3/35/Public_debt_percent_g...), så ser man, at der tilsyneladende ikke er nogen lande (bortset fra Grønland og lande omkring Sahara??) i verden, der ikke har offentlig gæld.

Men hvis man har gæld, må det være, fordi man skylder nogen penge, og så har disse kreditorpersoner eller -lande vel ingen gæld?

Det det ifølge kortet næppe er lande, der har penge til gode, kan konklusionen vel kun være, at finanskriserne rundt omkring i verden skyldes, at nogle private, ikke-offentlige personer har en hulens masse penge - sikkert så mange, at de slet ikke ved, hvad de skal bruge dem til.

Så hvordan løser man så finanskrisen blandt alle andre end disse personer? Tjaaaa, det svar behøver vist ikke blæse ret længe i vinden....

Venlig hilsen fra en bundløst naiv person (eller er jeg nu det?)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Nielsen

De europøiske samfund må under et sætte tæring efter næring her og nu.

At tro på evig off. forsørgelse ingennem velfærdsnarko eller off. investeringer er dybt useriøst at foreslå.

Vi skal alle NED i levestandard og det gennem økonmiske tilskæringer i de såkaldte velfærdsstater.

Velfærdsstaten er grundliggende en god ide og skal bibeholdes.

Men det vel og mærke på et niveau, som vi kan betale for med de nuværende indtægter. Og vewl og mærket tilpasset en gennemglobaliseret verden, hvor kapital og arbejdskraft er uhyggelige mobile

At sætte sin lid til evig vækst off. som privat er direkte tåbeligt. Mange mio europøer vil i mange år kommer til at mangle job. Der skal selvfølgelig være et minimums sikkerhedsnet under disse.

Men at tro på, at tyskerne endnu en gang skal betale for europæisk overforbrug og laden stå til. Det er direkte uartigt at forestille sig.

For DKs vedkommende har vi alle muligheder gennem meget milde besprelser på en 100 mia kr. penge på de off. udgifter for alvor at komme styrket igennem krisen. Eller i det mindst opnå budget balance, få afdraget statsgælden inden 2020, få lavet relle skattelettelser. Så er vi for alvor foran de andre europæiske lande på det økonomiske område

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

@Per
"Men at tro på, at tyskerne endnu en gang skal betale for europæisk overforbrug og laden stå til. Det er direkte uartigt at forestille sig."

Tyskerne betaler ikke for europæisk overforbrug. Tyskerne tjener og har tjent masser af penge på europæisk overforbrug. De banker og investorer, der har lånt penge til Grækenland og andre, må realisere deres tab. Det er ikke skattebetalernes sorteper. Landene betaler netop forhøjet rente på grund af den højere risiko. Den risiko er der jo ikke hvis andre må til lommerne.

Finanskrisen er ikke skabt af Grækenland og lignende. De er bare meget mere sårbare fordi de ikke er rustede til det her slag.

Finanskrisen er skabt af et liberalt ureguleret spekulationscirkus. Et pyramidespil af gigantiske dimensioner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Det eneste interessante spørgsmål jeg sidder tilbage med efter at paul krugman foreslår en tilbagevenden til keynesian økonomi, er:
Siden både politikere og storkapitalens fyrster uden tvivl forstår keynes, og ved, at det virkede i den sidste krise, og sikkert, til en vis grad kunne virke igen - når de alligevel ikke springer lige på vognen - så må det vel være fordi de har en anden dagsorden end at få økonomien på fode igen?

Problemet med keynes (og det er selvfølgelig osse et problem med friedman-økonomernes *officielle* selvforståelse) er at keynes-økonomi blev udviklet på et tidspunkt hvor vore ressoucer endnu var grænseløse. Økonomien kan slet ikke kickstartes, den vil blot falde fra hinanden igen om få år.
Så er der mere fornuft i at gøre hele verden til et tredieverdensland, hvor de rige kan leve i luksus, og det meste af befolkningen ikke længere har det ødsle forbrug som vi har haft i lang tid. "Spænd livremmen ind" (http://www.youtube.com/watch?v=hLB-Y8FqxGE) er blot et forsøg på at få os indstillet på det lange skråplan nedefter som man har til hensigt at lede os ned ad. Kloden kan sagtens være bæredygtig hvis vi har en lille elite, der lever godt og et stærkt militær til at holde alt rakket i ave. Men det kræver en fast hånd, og villighed til at lade størstedelen af planetens mennesker dø af relativt "naturlige" årsager, såsom fattigdom.

Hvis man forlod det kapitalistiske paradigme kunne man muligvis finde bæredygtighed på anden vis, men helt sikkert ikke hvis hele klodens befolkning skulle have en levestandard tilnærmelsesvis som den fattige mennesker i damnark har.
Civilisation på det niveau er simpelthen ikke bæredygtigt.
Så den nemme løsning er et fascistisk globalt samfund med stadigt faldende befolkningstal og stadigt faldende generel konsumption og levestandard, indtil et niveau er nået, som kan opretholde en lille elite på et for denne tilfredsstillende niveau.
Det kommer ikke til at se kønt ud for de fleste, så hvordan kan man overtale befolkningen til det? Det kan man ikke, så hellere spille dum og sige at hvis vi spænder livremmen ind skal det nok gå altsammen. Krisen er snart ovre, det går allerede fremad. Hmm, det går stadig dårligt? nåe, vi må have forregnet os, økonomi er forfærdeligt indviklet, men opsvinget er lige om hjørnet. helt bestemt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olaf Tehrani

Uanset om Krugman har fundet vejen ud af krisen eller ej, så virker hans modeller da i hvert fald mere plausible end Vestagers. Mere sympatiske er de også!
Men… det virker umiddelbart underligt på en lægmand, at man bare skulle kunne ekspandere sig ud af krisen. Var det ikke det, man gjorde under Bush, som satte ufinansierede og hundedyre offentlige ’arbejder’ i gang - i form af diverse krige ganske vist, men alligevel?
Og… hvordan vil det gå med råvarepriserene, økosystemerne osv., når alle fabrikkerne igen producerer på højtryk?
Måske er vi så småt ved at nå grænserne for materiel vækst, og vi kan heller ikke alle blive rigere af at servicere hinanden.
Og i virkeligheden gør det ikke så meget. Vi i vores del af verden kan snart heller ikke proppe flere ting og ’gadgets’ ind i vores hjem.
Vi skulle nok snarere se at finde ud af, hvordan vi får arrangeret os med en ’stady state økonomi’!
Sikke en masse tid, vi kunne få sammen med ungerne og kæresterne! Sikke en masse bøger vi igen kunne få tid til at læse!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Nielsen

Til Brian.

Kreditorer skal naturligvis ikke realiserer deres tab fuldstændigt med mindre skyldner er gået konkurs. Kreditorer kan forsøge med en restryukturering af gælden.

Det er sket for Grækenland. Går Grækenland bankerot, så må kreditorerne naturligvis tage tab.

Men uanset hvad, så det ikke på den helt enkele sandhed at stort set alle europæiske lande lever over evne. GRIIS landene i særdeleshed.

Men også lande som DK lever massivt over evne. Der skal naturligvis foretages en tilpasning til de nuværende indtægter minus beskæring for at opnå budget overskud for at kunne afdrage på gælden.

Og i DKs tilfælde for at kunne genoprette massive tab af konkurrencevne ikke mindst grundet massive lønstigninger og et verdenshøjt skatte og afgiftstryk

Det må aldrig blive end undskylding for
DKs vedkommende at vi da er indenfor nogle EU regler om maks 3% underskud. Det er en sovepuder som diverse politiker hæmningsløst benytter sig af. For IKKE at gøre de nødvendige budgettilpasninger

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Nielsen

Til Brian.
DKs sitiuation afhænger vel af øjnene som ser og ikke mindst forventningerne til fremtiden.

Det kan da aldrig nogensinde betragtet som sundt at låne 200 mio om dagen, betale 25 mia om året i renteudgifter og det for at holde et alt alt for dyrt velfærdsnarkosystem kørende. I en global verden hvor virksomheder, arbejdskraft og især kapital kan flyttes rundt endog meget hurtigt.

Jeg taler jo på ingen måde om at afskaffe velfærdsstaten blot tilpasse den til virkeligheden

Jeg benægter hellere ikke at lidt ekstra off. ENGANSINVESTERINGER kunne skubbe lidt på jobskabelsen. MEN det skal være igennem f.eks. 1 år eller 2 med 5% point ekstra PAL skat, så finansieringen er på plads og i sammenhæng med en ordentlig rundbarbering af de off. udgifter samt markante skattelttelser. Ellers er der blot tale om, at pisse i buksewrne på en kold vinterdag. Men det er og bliver midlertidig løsning, som i et EU med udbuds pligt ikke giver garanti om danske jobs.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Selv om han har ret på mange punkter, har Krugman i én henseende uret. Han ignorerer nemlig - (ligesom Keynes i sin tid) - hele det økologiske aspekt.

Der er fornuftigvis grænser for materiel vækst. Derfor skal økonomien på ingen måde "kickstartes", så der (atter) kan komme gang i væksten, således som det bl.a. ustandseligt messes af imbecile politikere og kommentatorer. I stedet for skal vi betingelsesløst holde hus med de realressourcer, der er hele vores livsgrundlag og en betingelse for at vi kan leve et langt liv glade og tilfedse.

(Vidste du forresten at order "økonomi", der stammer fra græsk, i grunden betyder husholdning?)

Derfor bør der ske en planmæssig reduktion af den almindelige arbejdstid i takt med at den teknologiske udvikling gør dette muligt, samtidigt med, at der indføres en statsligt garanteret jobgaranti i et vist antal ugentlige timer for alle færdiguddannede.

P.S.

Efter at have tænkt nærmere over det, føler sig, at der i grunden må være basis for dannelsen af et helt nyt politisk parti, hvor denne erkendelse (i modsætning til samtlige eksisterende) er det centrale.
Forslag til navn: "DET NØDVENDIGE PARTI". Nogen bedre forsllag?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Hougaard Nielsen

Krugman er en klassisk økonom som ikke forholder sig til nutidens realiteter.

2 ting overser han fuldstændig.

1. At gæld skaber afhængighed og mange mennesker ønsker at være frie. Det kan observeres ved deres adfærd. Bonderøven er det mest sete tv show i Danmark! Derudover indser flere og flere hvor uretfærdigt det er at bankerne mere eller mindre kan styre renterne på normale banklån som det passer dem. Det er ikke fedt at have gæld fordi man er afhængig af adfærden blandt mennesker som man hverken kender, eller sympatisere med.

2. Det økokologiske aspekt. At menneskelig aktivitet ikke kun er et gode men faktisk har nogle fatale konsekvenser for vores omgivelser!

Med al respekt. Manden lever i fortiden og er fra en snart svunden tid.

New economic thinking er fremtiden, hvor man acceptere at det økonomiske system kun er et meget begrænset sub-system af biosfæren!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

John Fredsted,
Jeg forstår ikke pointen i dit første indslag. En tilbagevenden til Keynes efter 4 årtier med monetarisme, er det ikke et paradigmeskifte? (selv om det ikke er nye paradigmer)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Det er lige godt blevet den mest tåbelige tråd, jeg endnu har set her på de nederste linjer.

At Krugman skulle tilhøre fortiden osv. At vækst ikke er godt. osv. osv.

Utopisk tænkning i så stor stil - at den ikke har noget at gøre i denne verden af idag.

Men det kniber åbenbart gevaldigt med den fantasi, der skal til for at forestille sig, hvad der vil ske, hvis ikke verdens økonomier kommer på fode igen.

Er det virkelig en mere tilfredsstillende tanke for jer utopister at få folk væk fra vækst-tanken end overhovedet at tænke den tanke, at vi kan ende med en depression større og mere fyldt af social elendighed og menneskelige lidelser end depressionerne i 1930'erne?

Hvis vi fx ikke snart begynder at lytte til Krugman og Stiglitz mfl.

Er I virkelig mere optaget af jeres drømme om en anden verden... End I er optaget af alle de millioner af unge mennesker, der bliver voksne nu og som formentlig ikke får en chance for et liv, der bare har været tilnærmelsesvist så godt, som det I har haft....

I er skræmmende... og tåbelige I en grad så jeg overvejer helt at trække mig fra disse nederste linjer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Når økologiske hensyn bliver vigtigere end de menneskelige, så er er tale om fanatisme. I mine øjne i det mindste.

Men det samme tænker den berømte økologiske aktivist Hulot også.

Présidentielle: Hulot a voté Mélenchon, "plus performant" sur l'écologie

Nicolas Hulot a révélé mercredi avoir voté pour Jean-Luc Mélenchon au premier tour de l'élection présidentielle, jugeant que le candidat du Front de gauche s'était montré "plus performant" que la candidate écologiste Eva Joly sur les questions environnementales.

http://fr.news.yahoo.com/pr%C3%A9sidentielle-hulot-vot%C3%A9-m%C3%A9lenc...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

En af mine venner, en tysk bankstrateg, som er ansat i Landesbank http://en.wikipedia.org/wiki/Landesbank
er overbevist om at Landesbank er grunden til at Tyskland står væsentlig stærkere i krisen end resten. (han er langt fra den eneste der siger det)

En spekulationsfri statsejet banksektor, er efter min mening en absolut nødvendighed måske ikke for at hive os ud af den nuværende, men for at sikre os imod fremtidens kriser.

Men sjovt nok er det kun EL der overhovedet bruger taletid på det.

Hvilket beviser kun i hvert fald ét:
Et paradigmeskifte i dansk økonomipolitik kan vi vente længe på. Stort set alle politiske aktører bortset fra EL har sat de ultrakortsigtede briller på næsen og leder kun efter en måde at komme helskindet ud af krisen for så at fortsætte business as usual.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Hougaard Nielsen

Ærlig talt er det jo vækst tankegangen der er en utopi.
Verden har for alvor kun set vækst i den menneskelige aktivitet i omring 150 år (med nedgangs og opgangstider)

For en jordklode der formodentlig har eksisteret i omkring 4 mia år er det ekstrem kort sigt (Økonomer vil typisk sige at 10 er lang sigt, hvilket siger lidt om det menneskelige hybris). Ikke desto mindre har vi på de tid formået stort set at overudbytte samtlige naturressourcer på den tid.

Jeg vil hellere leve i en bæredygtig verden med et moderat forbrug end en meningsløs verden som man ved bryder sammen hvis den fungere som hidtil.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Hvor har du evig ret Rasmus Hougaard Nielsen. Desværre er det - udskyld udtrykket - betonhoveder af Lars Jørgensens observans, der endnu er så godt som enerådende på det praktiske politiske plan jvf. f.eks. det aktuelle Rio-topmødes på forhånd vedtagne defaitistiske magtesløshed.

Men det er altså de, der tror på evig fortsat materiel vækst, der er øjeblikkets sande utopister, som ikke vil se virkeligheden i øjnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Laurids Hedaa

Kan anbefales til dem, der mener, at fremherskende :makroøkonomiske modeller er for indskrænkede, irrelevante eller direkte forkerte. abonnement pr mail er gratis!

sanity, humanity and science
real-world economics review

- Subscribers: 20,120 Subscribe here ISSN 1755-9472
- a journal of the World Economics Association (13 months old; 10,099 members)
- back issues at www.paecon.net recent issues: 59 58 57 56 55 54 53 52 51 50
- For the next 72 hours RWER subscribers may download pdf ebook for free. Endorsements

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Skov

Per Nielsen

Velfærdsnarkosystem? Jaaaa.. hvem er det lige der har brugt andre folks penge til at byde boliger op i prisniveauer der aldrig nogensinde har haft sin gang på jord, og belånt selvsamme fiktivværdistigninger til at købe aktier for, indbetale på pensioner med fradrag og haft en forbrugsfest uden sidestykke som nu står i gæld til halsen, og står for renteudgifterne. Det er bare at prøve på at smække ansvaret og regningen over på nogen andre så man kan få en tur mere i finanskarussellen . Socialiser tabene, og privatiser profitten. Yurk,.

anbefalede denne kommentar