Læsetid 8 min.

Regnemodeller blokerer alle bløde reformer

Finansministeriets regnemodeller giver magt til at bestemme, hvad der er ansvarligt, og hvad der er uansvarligt. Det er dem, der definerer, om en reform giver gode eller dårlige resultater og hvilke indgreb, der er økonomisk attraktive. Flere af regeringens nærmeste erklærer sig nu utilfredse med modellerne
Regnemodeller. Selvom regeringsmagten skiftede i 2011, forblev regnemodellerne de samme som under den borgerlige regering. Arbejdsudbuddet skal øges. Danskerne skal arbejde mere, hvis velfærdssamfundet skal kunne klare sig på lang sigt.

Regnemodeller. Selvom regeringsmagten skiftede i 2011, forblev regnemodellerne de samme som under den borgerlige regering. Arbejdsudbuddet skal øges. Danskerne skal arbejde mere, hvis velfærdssamfundet skal kunne klare sig på lang sigt.

Mads Nissen
16. juni 2012

Det er den bedst mulige viden, vi har om den danske økonomi. Finansministeriets regnemodeller fortæller politikerne, hvordan den økonomiske situation er nu, hvilken vej udviklingen går og giver mulighed for at måle effekter af forskellige indgreb på økonomien. De er autoriteten, der ligger til grund for 2020-planer og skattereformer, og de definerer, hvad der er ansvarligt og uansvarligt. Før valget i september forsøgte Socialdemokraterne og SF sig med den alternative økonomiske plan Fair Løsning.

Bag planen stod den senere finansminister Bjarne Corydon selv, og den blev offentligt angrebet af embedsmændene i Finansministeriet for reelt ikke at kunne skaffe de jobs, som den hævdede. Socialdemokraterne reagerede med raseri og kaldte det utidig indblanding fra embedsværket. Men efter regeringens dannelse stod det klart, hvem der havde vundet. Fair Løsning var skrottet, og i stedet stod der i regeringsgrundlaget, at regeringens økonomiske målsætninger »skal opgøres med udgangspunkt i anerkendte indikatorer og regnemetoder«. Regeringen var skiftet, men regnemodellerne forblev de samme og med den samme klare målsætning, der har præget den økonomiske politik også under den borgerlige regering. Arbejdsudbuddet skal øges, danskerne skal arbejde mere, hvis velfærdssamfundet skal kunne klare sig på lang sigt.

»På daglig basis støder vi ind i regnemetoder, som vi har meget svært ved at få indsigt i. Vi får bare at vide, at sådan regner man,« siger Frank Aaen fra Enhedslisten, der deltager i forhandlingerne med regeringen.

Han oplever, at støttepartiets forslag på det økonomiske område bliver skudt ned med begrundelser som, at det er både »dyrt og dobbelt dyrt«. Dyrt hvis forslaget koster penge, og dobbelt dyrt da forbedrede vilkår eller flere penge til arbejdsløse af Finansministeriet bliver beregnet til at have en negativ effekt på arbejdsudbuddet. Skattelettelser og fjernelse af helligdage giver gode resultater for arbejdsudbuddet, mens forsøget på alternativer giver det modsatte og afvises:

»De bløde reformer giver ikke noget tal,« siger Frank Aaen.

»Mens de hårde reformer, hvor man fjerner efterlønnen eller halverer dagpengene, det tæller i deres maskinsprog. Det er uvist, hvorfor der er den forskel, men hver gang de kommer med et regnestykke, er det det, der er sandheden. Grænsen for, hvad man kan gøre inden for deres logik, er meget lille. Det er dybt frustrerende,« siger han.

På den hårde måde

En lignende erfaring gjorde fagbevægelsen under de nu kollapsede trepartsforhandlinger. Regeringens dagsorden var, at arbejdsudbuddet skulle øges på den hårde måde, og alternative forslag, der ikke ville gøre lige så ondt på medlemmerne som at tage helligdage eller feriedage, blev ikke accepteret:

»Forhandlingerne kom aldrig rigtig i gang. Ferie og helligdage blev antaget for eneste gangbare mønt,« siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

Forslag om at lave aftaler, der kunne få folk fra deltid til fuldtid eller nedbringe sygefraværet, var ikke noget, der kunne tælle med, når 2020-planens målsætning om 20.000 i øget arbejdsudbud via trepartsforhandlingerne skulle forsøges indfriet.

»Det lå rimelig klart, at det kun var helligdage og feriedage, som kunne passe ind i regeringens planer og Finansministeriets regneark. I pressen blev det udlagt som fugle på taget kontra fugle i hånden, men der blev ikke ved forhandlingsbordet leveret nogen forklaring på, hvorfor regnearkene skulle være resistente overfor andre måder at finde timer på,« siger Dennis Kristensen. At Finansministeriet spiller rollen som hårde regnedrenge, der sætter rammerne for de politiske forhandlinger og skyder alternative forslag ned, er bestemt ikke nyt. Men både metoderne og målene, der styres efter, er skiftet med tiden.Før midten af 1970’erne fandtes der ikke samlede økonomiske modeller, som ministerier og økonomer kunne benytte til at beregne effekten af indgreb i dansk økonomi, forklarer Niels Kærgård, der er professor i økonomi på Københavns Universitet og tidligere overvismand.Det kom først i 1975, da Ellen Andersen i sin doktordisputats lagde grunden til den makroøkonomiske model ADAM, der stadig bruges som primær model i Finansministeriet.

»Jeg mente og mener stadig, at man ved brug af statistiske metoder og økonomiske ligninger kan bygge nogle modeller, der siger en et eller andet om virkeligheden. Modellerne er en måde at sikre, at det, man laver, er konsistent, og at man drager lære af andre statistiske undersøgelser og historien. Man får systematiseret, at verdenen nok reagerer nogenlunde på samme måde, som den plejer, hvis man ændrer på tingene,« siger Niels Kærgård.

Politiske tal

Siden dengang er der sket flere ting ved de økonomiske modeller. Udviklingen fra mekaniske regnemaskiner til moderne computerteknologi giver mulighed for mere komplekse modeller, og samtidigt er der også sket noget med den økonomiske teori. De første modeller var nærmest ren keynesianske, mens de i de senere år er blevet meget mere udbudsorienterede og fokuseret på at regne på langsigtede udviklinger.

Hvilke konsekvenser, ændringer i skattesystemet og dagpengene ville have for arbejdsudbuddet, var heller ikke noget, man kunne analysere tidligere, da det ikke indgik i modellen.

Man var godt klar over, at visse indgreb i økonomien kunne have en effekt på arbejdsudbuddet, men man havde ikke nogle specielle skøn på, hvor stor effekten var. Man betragtede arbejdsudbuddet som bestemt af befolkningsudviklingen og konjunkturerne.

At arbejdsudbuddet nu er en variabel, der kan indgå i modellerne, gør ifølge Lars Andersen, direktør AE-Rådet, en konkret forskel.

»Tidligere har man haft overslag, men det med, at man nu kan regne det ind i hvad som helst og siger, at et indgreb bidrager med tre milliarder og 14.000 arbejdsudbud, er kommet til i nyere tid,« siger han.

»Det bliver pludselig et politisk tal. Hvis man ændrer lidt i skattereformen, så står man pludselig med de regneregler og mangler en halv eller hel milliard, selvom det i virkeligheden er et meget usikkert tal«.

Niels Kærgård forklarer udviklingen i modellerne som betinget af en »blanding mellem faglig konsensus og efterspørgsel.«

»Hvis politikerne siger, at de i forbindelse med en intens debat om arbejdsudbud nu er dybt interesserede i et tal, så vil fagfolkene begynde at overveje, hvor meget de kan bidrage med fagligt baserede analyser,« siger han.

»Økonomerne kan begynde statistisk at estimere på det og se, om de kan komme til nogenlunde stabile resultater. De kan producere spørgeskemaer, der kan belyse, hvor meget folk vil arbejde mere, eller på andre måder skaffe viden, der kan hjælpe politikerne, der åbenbart slås om, hvad der ser nogenlunde realistisk ud,« siger Niels Kærgård. Både den økonomiske teori og den politiske efterspørgsel har længe peget i retning af en langt mere udbudsorienteret tilgang i modellerne. Ifølge den tilgang vil markedet altid over en længere årrække være i stand til at opsuge den øgede arbejdskraft, når konjunkturerne vender. Det kan godt være, at det på kort sigt vil føre til flere arbejdsløse, men på lang sigt vil et øget arbejdsudbud altid blive modsvaret af et tilsvarende antal jobs. Det betyder, at det stadig vil være økonomisk fornuftigt at øge arbejdsudbuddet, selvom der er relativt stor arbejdsløshed

»Vi har både et pædagogisk og et fagligt problem lige nu i forhold til at få forklaret, hvad det er for mekanismer, der gør sig gældende. Men man kan se, at når man øger arbejdsudbuddet, så vil der i løbet af en periode på to-fem-syv år opstå det tilsvarende antal jobs i samfundet. Vores problem er, at det kan menigmand på gaden ikke forstå,« siger Nina Smith, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere vismand.

»En del af mekanismen er, at når der kommer et større arbejdsudbud, så bliver lønudviklingen langsommere. Det er første års tekstbog i makroøkonomi, så der er ikke nogen grund til at forsøge at skjule det, for sådan er lønmekanismen,« siger hun.

»Det har vi også brug for i Danmark, fordi lønningerne og enhedsomkostningerne ved at producere er steget rigtigt meget de sidste 10 år. Det gør, at nogle jobs er flyttet til udlandet, og hvis vi skal have dem tilbage, så er der brug for øget arbejdsudbud«.

Et opgør

På et møde i centrum-venstre tænketanken CEVEA i sidste uge var der dog første antydning af et opgør med den udbudsøkonomiske tænkning internt i Socialdemokraterne. Her slog tidligere finansminister Mogens Lykketoft fast, at overgangen til en langt større grad af udbudsøkonomisk orientering fra ministeriets side giver »et teoriproblem i den måde, der føres økonomisk politik på«: »Jeg synes, finansministeren på mange måder er meget dygtig. Men jeg synes, at hans største indledende fejltagelse, og det har jeg også sagt til ham selv, det var, at han købte finansministeriets regnemetoder, da han ankom. Det var der ingen som helst grund til. Det bygger efter min mening på lange strækninger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord. Det kunne jeg godt tænke mig et større opgør med,« sagde han.

Ikke til citat

Mogens Lykketoft forklarede siden, at han ikke vidste, at der var journalister til stede, og at det ikke var til citat. Men det blev gengivet i Jyllands-Posten, og flere i den socialdemokratiske gruppe erklærede efterfølgende deres opbakning til den tidligere finansministers kritik. Ifølge Jørgen Rosted, tidligere departementschef i Erhvervsministeriet fra 1994-2002 og inden da blandt andet chef for økonomisk afdeling i Finansministeriet, gør Socialdemokraterne klogt i at gøre op med den nuværende tænkning. Han mener, at man med den måde, man bruger modellerne på, altid vil komme frem til et resultat, hvor man kan argumentere for, at den rigtige vej er at øge arbejdsudbuddet.

»Ved at bruge modellerne på den måde så antager man, at der på lang sigt vil opnås fuld beskæftigelse. Man får definitorisk mangel på arbejdskraft, hvis man tænker sådan. Det uhyggelige er, at alle er hoppet på den, undtagen nogle ganske få økonomer, der er blevet marginaliserede,« siger han.

Finansminister Bjarne Corydon forsvarede sig efter Lykketofts angreb med, at han ikke kendte »nogen i Finansministeriet, der har erindring om, at man dengang (i 90’erne red.) ved politisk diktat ændrede regnemetoder«. Men det handler ifølge Jørgen Rosted heller ikke om at bruge helt andre modeller, men om at bruge dem på den rigtige måde.

»Det er rigtigt, at man bruger de samme modeller, men man bruger dem ikke på samme måde. Det er der bare ikke nogen, der har sagt endnu, og det er pinligt. Vi havde de samme modeller, da jeg var der, men vi brugte dem da ikke sådan,« siger han og argumenterer for, at man i den aktuelle økonomiske situation med store kriser i både USA og Europa bør droppe troen på, at økonomien vil være tilbage på sporet i 2020 og klar til at opsuge den øgede arbejdskraft.

I stedet for at antage at man bare skal forsøge at øge arbejdsudbuddet så meget som muligt, til konjunkturerne vender, skal man ifølge Rosted tage udgangspunkt i, at arbejdsløsheden er lige så høj i 2020 som nu og så designe politikken efter, hvordan man kan forsøge at ændre på den situation:

»Der sidder mange ude i resortministerierne, der har fornuftige planer, som kunne løse problemer i samfundet og skabe vækst her og nu, men der bliver sagt nej til det hele fra Finansministeriet. De siger, at der ikke er råd til det, fordi de allerede med modellerne har forudtaget, at der bliver fuld beskæftigelse. Det er en katastrofe,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Hvorfor bruger man modeller, der på intet tidspunkt har kunnet foruddiskontere udviklingen - og som iøvrigt hviler på og dermed giver alt for stor betydning til en fiktiv værdiansættelsesmetode?
Der er kun politiske beslutninger om økonomiens indretning, baseret på den faktiske virkelighed af produktion, fremskridt i den reelle viden om verdens beskaffenhed og behovsopfyldelse.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Tankegangen er jo iøvrigt ganske primitiv, den bygger formodentig blot på, at når nogen arbejder mere, opstår der forbrug, der trækker efterspørgslen og således videre; men det er jo ikke en ønskværdig situation i en verden, hvor forbruget allerede er uansvarligt stort.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det er temmelig deprimerende,
at Danmark, politikken, visionerne, håbet og fremtiden er reduceret til tal i en rigid regne-model

Det kan godt være, at politikerlede og anvendelsen af regne-modeller som samfundsmosel.
vokser ligefremt propertionalt.

Men det er kun et skøn, og jeg har ingen tal at dokumentere min formodning med.

Brugerbillede for Klara Liske

"Man kunne jo starte med antagelsen, at være i live er en beskæftigelse, og dermed er der fuld beskæftigelse.
Nu skal regeringen blot finde ud af hvad deres beskæftigede folk render og har gang i, og så tag den derfra?"

Brugerbillede for Søren Lom

Når de bløde forslag ikke giver noget udslag i modellen, så skyldes det selvfølgelig at der ikke er nogen håndtag i modellen for disse bløde værdier.
Det er et problem i alle modeller, at man vælger hvilke håndtag man medtager og hvilke man udelukker.
Jo flere håndtag jo tungere regnestykker og usikkerheden bliver også større. Deraf kan man også udlede, at en model som kommer med resultater med en meget stor sikkerhed, så har den ikke ret mange håndtag.
Det er selvfølgelig ikke nemt når det er finansministeriet, da de overhoved ikke fortæller om usikkerheden i deres resultater.

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Man kan få en model til at sige hvad som helst. Hvis man ikke har fuld åbenhed om modellen, så er den ikke noget som helst værd.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

På alt for mange områder i samfundet er det sådan, at man vælger at lægge det til grund, man kan definere, selvom definitionen reelt er et blålys - man lader altså det forhold, at der er et begrebsapparat, bestemme, hvordan virkeligheden ser ud, fremfor at udvikle samfundet i mere gunstig retning udenom definittionerne.

Brugerbillede for Søren Lom

Denne situation viser tydeligt, at tiden er løbet fra de neutrale embedsmænd, der forsætter under en ny ledelse.
Vælgerne kan ikke længere stole på at de rent faktisk vælger politikken når det er embedsmændene der kører med klatten.

Brugerbillede for Alan Strandbygaard
Alan Strandbygaard

Hold da helt op!

Da skattesagen kørte for fulde gardiner oplevede vi hvordan embedsværket var fedtet godt og grundigt ind i den daværende regering. Hvor naiv kan man være?
Overtager man bare den gamle borgerliget tilrettede embedsmaskine uden at luge ud?

Brugerbillede for Rasmus Hansen
Rasmus Hansen

Denne kommentar kan måske være lidt belemret af nogle tekniske betegnelser, men jeg håber det er læsbart. (Ej ment som 'blær' heller men hvis andre som er mere inde i det kunne påpege eventuelle fejlslutninger ville det være til en glædelig diskussion)

Hvis jeg har forstået det korrekt er modeller som DREAM en CGE model (Computable General Equilibrium) model der bygger utrolig meget på Arrow-Debreu's Walrasian ligevægts model hvor udbud skaber eget efterspørgsel, alle markeder 'clearer' øjeblikkeligt ved ligevægt, alle aktører er rationelle og at fremtiden er baseret på en ergodisk fremtid hvor alt er i forevejen fastlagt fra tidligere hændelser og kan kalkuleres fra en sandsynlighed.

Disse præmisser er i den grad imodstridende for Keynes's dogma om usikkerhed. Derudover har Say's Law (at udbud skaber egen efterspørgsel) aldrig fundet sted fra et empirisk synspunkt i en makro-økonomisk helhed og er ellers ret godt modbevist (i matematisk forstand) i ældgamle tekster som f.eks Keynes's General Theory.

Derudover at penge i sig selv ikke indgår i disse modeller og at alle aktører forventes at betale gæld og at goder ikke monetiseres men blot substitueres er et forholdsvist alvorligt stort hul især når man tager betragtning af størrelsen af den finansielle sektor i disse tider.

Modellen er jo smuk i sin matematiske sammensætning og klart lavet af utrolig dygtige mennesker som har en genial tilgang til det mikro-økonomiske aspekt, om modellen så har en makroøkonomisk holdbarhed i sådan en stand at man kan bruge det til decideret policy analyse og basere samtlige policy udregninger fra modellens forecasts virker en anelse tvivlsomt.

Blot et antagelse som Ricardisk ekvivalens (At al finans politiske indgreb foregår udfra en formodning om at al den gæld/skatte indtægter som en aktiv finanspolitik medfører modregnes hos borgerne som derfor modregner deres fremtidig forbrug og investeringer i samme størrelses orden og at offentlige indgreb derfor ikke har nogen langsigtet effekt) som hellere ikke har noget empirisk grundlag er endnu mere tvivlsomt da samtlige IMF rapporter (og andre rapporter baseret på data) viser tydelige tegn på en forholdsvis stor samlet effekt af et aktivt finans-politik herisær i de industrialiserede lande.

Selv de Ny-Keynesianske DSGE (Dynamic stochastic General equilibrium) modeller hvor lignende antagelser gælder dog med lidt mere fokus på uperfekt konkurrence, er der et større spillerum til en aktiv finanspolitik dog stadig på meget kort sigt.

Selv om Samuelson's neoklassiske syntese og Hick's IS-LM model i den grad blev neddroslet af Lucas og Friedman i 70'erne med rationelle forventninger og den den påståede manglende lang-sigtet relation mellem inflation og arbejdsløshed, så har Post-Keynesianere ved de Stock-flow consistent (Såkaldt New Cambridge modeller) modeller som i den grad kan være brugbare.

Om ikke andet som et sammenlignings grundlag med et mere realistisk tilgang til økonomien der ikke er så sårbar i sine forudsætninger.

Beklager hvis besvarelsen er præget af nogle tekniske begreber men som økonomi-studerende som for nyligt er blevet klar over om rummeligheden i de alsidige modeller der præger makro-økonomien.

Så virker det en anelse forundrende at man fortsat benytter en tilgang som ikke har vist sig at være velfunderet fra et empirisk grundlag og som tager meget tunge forudsætninger hvor modellens resultater tages som et endegyldigt konklusion uden videre diskussion.

Det virker en smule uhensigtsmæssigt at basere et nations finanspolitiske tilgang fra et enkelt udgangspunkt, især empiri har modvist det ny klassiske tilgang om ligevægtsmodeller gang på gang.

Derudover, såfremt jeg tager fejl i nogle af mine formuleringer eller formodninger om modellen, vil jeg da med glæde høre modsvar, da jeg selvfølgelig kan foretage fejl.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

”Men man kan se, at når man øger arbejdsudbuddet, så vil der i løbet af en periode på to-fem-syv år opstå det tilsvarende antal jobs i samfundet. Vores problem er, at det kan menigmand på gaden ikke forstå,« siger Nina Smith….”

Nej, det tror pokker, og hvorfor skulle menigmand også forsøge at forstå det? For det er ham,
der risikerer at blive arbejdsløs – det er ikke særlig sandsynligt, at det bliver Nina Smith. For hende og ligesindede er det en gratis omgang at legitimere DREAM-modellen og lignende modeller, som nødvendigvis altid må tage udgangspunkt i en ufuldkommen beskrivelse af virkeligheden, men på trods heraf bruges af politikerne til at drage meget håndfaste konklusioner om fremtiden.

Modellerne er aldrig og kan næppe heller aldrig blive politisk neutrale. De vil altid være selektive i valget af variable, der indgår og hvilken vægt disse tillægges. Hvad er fx vigtigst: bekæmpe arbejdsløshed eller inflation eller noget helt tredje?

Den slags kan der ikke gives politisk neutrale svar på, selvom mainstream-økonomerne gerne vil fremstille det som om deres rådgivning hviler på et uvildigt grundlag – i artiklen kalder man det ”faglig konsensus”, men det skal man ikke lade sig forblinde af. De indlagte forudsætninger er alfa og omega for hvilke svar, modellerne overhovedet kan nå frem til. Dette er alle modellers begrænsning.

Derfor er det også det glade vanvid, at finansministeren tilsyneladende lader sin politik diktere af regnedrengenes modeller i stedet for omvendt at fortælle dem, hvilken politik, han og regeringen vil føre, hvorefter regnedrengene kan tage over og lave nogle nye modeller. Regeringens fremgangsmåde kan sammenlignes med Alice i eventyrland, hvor alting er vendt på hovedet i forhold til den kendte verden.

Er dette rigtigt, må man have lov at konkludere, at den nuværende regering ganske enkelt ikke er sin opgave voksen, for så regerer den ikke – det har den overladt til regnedrengenes modeller og oveni købet skabt grundlag for berettigede frustrationer hos vælgerne.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Jeg mener egentligt, at Rasmus Hansen og andre kan spare sig deres forklaringer. For det er ikke det, det drejer sig om i min optik.
Vi har set en udvikling, der vel begyndte under Nyrup/Lykketoft som startede med at bringe beregninger fra SMEC, må det vel have været, ind
i den politiske debat. Senere under VKo tog det fuldstændigt overhånd. Og medens Nyrup og Lykketoft begge havde haft nallerne helt nede i maskinrummet som unge cand.politter. og derfor måtte formodes at vide, hvad de talte om, så kan man jo ikke sige det samme om de sidste finansminsitre under VKo, eller alle mulige andre som kommunikationschefer og fr. Kathrine Lilleør.
Så jeg mener, at man højere grad skal rette skytset mod vore ledende politikere end mod finansministeriets regnepiger/drenge. Hvis ikke netop de skulle være istand til at "italesætte" de bløde behavioristiske variabler - hvem så?

Brugerbillede for Arne Lund

Finansministeriet er ikke det eneste sted, hvor man arbejder efter strengt fastlagte modeller, ud fra et ønske om at fastholde en bestemt samfundsudvikling og -planlægning.

Vejdirektoratet kan skam også være med. Hver gang der skal anlægges en ny motorvej, eller en eksisterende skal udvides, så sker der automatisk en fravælgelse af den kollektive trafik som et alternativ. Uanset hvor i landet det end er - og uanset hvilken regering vi end har - så affærdiges "K-alternativet" som værende ikke interessant eller relevant.

Det kræver ikke profetiske evner at kunne forudse, at den ufinansierede motorvej fra Herning til Holstebro, som Liberaldemokraterne pludselig har smidt på bordet, for at få Venstre til at indgå en skattereform med regeringen - her vil en udbygning af jernbanen til dobbeltspor også blive afvist med, at det ikke er interessant eller relevant.

Den siddende transportministers retorik vil ikke være til at skelne fra forgængerens.

Brugerbillede for Arne Lund

Finansministeriet er ikke det eneste sted, hvor man arbejder efter strengt fastlagte modeller, ud fra et ønske om at fastholde en bestemt samfundsudvikling og -planlægning.

Vejdirektoratet kan skam også være med. Hver gang der skal anlægges en ny motorvej, eller en eksisterende skal udvides, så sker der automatisk en fravælgelse af den kollektive trafik som et alternativ. Uanset hvor i landet det end er - og uanset hvilken regering vi end har - så affærdiges "K-alternativet" som værende ikke interessant eller relevant.

Det kræver ikke profetiske evner at kunne forudse, at den ufinansierede motorvej fra Herning til Holstebro, som Liberaldemokraterne pludselig har smidt på bordet, for at få Venstre til at indgå en skattereform med regeringen - her vil en udbygning af jernbanen til dobbeltspor også blive afvist med, at det ikke er interessant eller relevant.

Den siddende transportministers retorik vil ikke være til at skelne fra forgængerens.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

"... han købte finansministeriets regnemetoder, da han ankom. Det var der ingen som helst grund til. Det bygger efter min mening på lange strækninger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord ..."

Se, den lader vi lige stå et øjeblik.

Brugerbillede for Jarl Artild

Det kommer alt sammen an på hvilket politisk-økonomiske tankegods der er indbygget i modellerne og på hvordan man bruger dem – her bør der udvises stor forsigtighed ! En for ukritisk tilgang der anser modellerne for guddommelige autoriteter ses ofte i den måde resultaterne præsenteres for den måbende offentlighed – ingen fatter alligevel en brik bortset fra nogle få der lever af modellerne.

Modellernes tankegods og ligningssystemer er nødt til at være godt skjult og uigennemskueligt for offentligheden –modellernes guddommelige status kunne let blive genstand for diskussion, hvis det kom frem at der var indbyggede politiske og økonomiske forudsætninger i dem der renset for matematisk tågeslør og udtrykt i klart sprog var det rene nonsens.

Vi skal huske at modellerne er programmeret af mennesker og ikke kommer med andre svar end disse mennesker putter i dem. Er der som nu og altid brug for politisk-økonomisk nytænkning skal vi derfor ikke forvente umiddelbart brugbare svar fra modellerne, der kun udmærker sig ved at kunne regne hurtigt på allerede kendte tal og læresætninger. Og der er masser af situationer hvor modellerne ikke rækker, men hvor mennesker er nødt til at tænke selv hvis de evner og orker dét.

Har nogen f.eks. fået den idé at det altid er godt at øge arbejdsudbuddet og putter idéen i modellen, svar modellen sjovt nok altid at vi bare skal øge arbejdsudbuddet, så skal alting nok blive godt for på langt sigt bliver der så helt automatisk skabt arbejdspladser og mennesker slipper for at tænke – når blot vi venter tilstrækkeligt længe til alle har glemt at der ikke var nogen sammenhæng mellem arbejdsudbud og efterspørgsel efter arbejdskraft.

Hvis der så endelig var en sammenhæng kunne den skyldes helt andre ting når blot der var gået tilstrækkeligt lang tid, men hvad denne sammenhæng bestod i har alle glemt alt om til den tid – kernen var at det lykkedes at trykke løn- og arbejdsvilkår for alle.

Hvor overraskende var det egentlig at trepartsforhandlingerne (totalt u-sexet udtryk, ikke sandt?) kollapsede ?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det helt grundlæggende problem og den helt store forskel på den politik, der skabes på basis af modeller og realistisk politik er, at statistik tillægges realitet nok til at udvirke beslutningskraft. Det er det tåbeligste, der er sket i politologien.

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

Vi skal alle huske at opføre os egennyttigt og fuldstændig rationelt.

Hvis vi glemmer det og går hen og bliver underlige med mærkværdige irrationelle valg og handlinger ryger den allermest grundlæggende forudsætning for DREAM nemlig.

F.eks. er det sådan at hvis vi tjener mere så arbejder vi mere. Sådan er det egennyttige og rationelle modelmenneske nemlig.

Dette menneske findes ikke i virkeligheden, og når det går galt er det altså ikke modellen den tager fejl, det er os der ikke opfører os ordentligt!

Bare vi dog kunne lade være med at være så skide irrationelle, så skide ... menneskelige!

Nå, men det hindrer heldigvis ikke selvfede økonomer og visionsløse politikere i at tæske videre med et regnestykke der allerede i sin grundpræmis har taget fejl.

Brugerbillede for Anonym

De bliver ved med deres regnemodeller og økonomiske tænkning og det virker ikke og de kan ikke regne sig frem til hvorfor det ikke virker......

Det virker ikke fordi mennesker modsetter sig at blive devaluere og når der kommer tal på et menneske har man devalueret det...

Hvis Danmark har drug for en reallønsnedgang og det er det vi taler om, så har mennesker brug for en leder der har nosser til at sig ; vi er på røven og vi alle skal en lille smule ned i løn......

Så rette alle ryggen og bidrager, men hvis man gør som regeringen, manipolere som en magsyg kælling falder hele korthuset...

Prøv at sætte den på regneark...

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

"Det kan godt være, at det på kort sigt vil føre til flere arbejdsløse, men på lang sigt vil et øget arbejdsudbud altid blive modsvaret af et tilsvarende antal jobs og vores problem er, at det kan menigmand på gaden ikke forstå,« siger Nina Smith, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere vismand.

Det bliver grækerne sikkert glade for at høre, hvis de hører det.

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

Nina kunne jo pege på de TALLØSE eksempler ude i virkeligheden der giver hende ret ... hvorfor gør hun ikke det?

Hvorfor er der ingen der siger: Se dengang i Langbortistan, arbejdsløsheden var forfærdelig, men heldigvis øgede de arbejdsudbuddet og vupti, krisen blev overstået!

Brugerbillede for Klara Liske

@ Søren

Det er AU, og Dansk universitets-niveau årgang 2012, erhvervs-livets fordummelse har sat sine dybe spor.

Alle trusler udefra, der kan ødelægge "hyggen," med viden, får et los i røven, med en sveder der påpeger at "man ikke har opført sig ordentlig," og derfor bare skal lukke skuffen og rejse hjem.

Brugerbillede for Lars  Poulsen
Lars Poulsen

Teknokraterne, undskyld 'økonomerne', i finansministeriet kunne ikke forudse krisen i 2008 og de kan heller ikke forudse hvordan det ser ud i 2020.

Brugerbillede for Anonym

Esben Maaløe

Det var en effektiv måde at argumenter på, uden at binde sine udsagn til virkligheden, har man kun sine egne teorier at bygge på og kommer til at fremstå som varm luft....

Så jeg vil straks rette på min tidligere kommentar...

"De bliver ved med deres regnemodeller og økonomiske tænkning og det virker ikke og de kan ikke regne sig frem til hvorfor det ikke virker……

Det virker ikke fordi mennesker modsetter sig at blive devaluere og når der kommer tal på et menneske har man devalueret det…"

eks. fra den virkelige verden:

En børnehave havde problemer med at få forældrene til at hente ungerne til tiden, man indførte en økonomisk sanktion for at hente forsent.

Hvilket resulterede i at alle forældre nu betalet for at hente senere, værdien af at hente ungerne til tiden var blevet reduceret til et spørgsmål om penge og forældrene betalte gladeligt….

Det viste sig næsten umuligt at føre tingene tilbage til normalttilstanden, altså at hæve værdien af at hente ungerne til tiden, til et spørgsmål om menneskelige værdier..

Det er hvad økonomisk tænkning gør ved mennesker…den devaluerer....

Brugerbillede for Sebastian Gjerding
Sebastian Gjerding

@Søren Lom: Finansministeriets primære model hedder ADAM og har med årene ændret sig i mere udbudsøkonomisk retning, så den minder meget om DREAM når den regner på lang sigt.

Brugerbillede for Arne Lund

Lykketofts kritik af at Blå Bjarne bruger VOK's regnemodeller, omfatter ikke kun finansministeriet.

Nu har überstatsministerinden lige udpeget Nina Smith som forkvinde for Det Nationale Analyse- og Forskningsinstitut for Kommuner og Regioner (VERA).

Det er jo vældeigt betryggende med en borgerlig teknokrat, der som sit udgangspunkt har, at det gælder om at forøge arbejdsudbuddet, så skal resten nok komme af sig selv.

Den slags tågesnak kaldte Claud Hjorth for fugle på taget.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

En korrektion til mit indlæg kl 3.38. "Hvis ikke netop de skulle være istand til at “italesætte” de bløde behavioristiske variabler - hvem så?".
Altså politikerne. Er det ikke det, de får deres penge for?

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

Og ja, det er da korrekt, at når der kommer et større arbejdsudbud, så vil arbejdsmarkedet være i stand til at opsuge dette arbejdsubud. Men det forudsætter altså, at der er nogle ældre mennesker (på 62-67 år) som går på pension. Og at staten går ind og bruger penge på at videre-uddanne folk til der hvor der mangler arbejdskraft. Et af de største problemer lige p.t. er jo at ny-uddannede skolelærere, og selv skolelærere omkring 40-45 år ikke kan finde arbejde. Og hvorfor? Fordi regeringen med afskaffelsen af efterlønnen mv. har sørget for at alle skal blive ved med at arbejde indtil de er 68 eller 72 år.

Indenfor den verden, jeg kender til, forlyder det, at der mangler ordblindelærere, engelsk-lærere og geografi-lærere rundt omkring på gymnasierne og på VUC-området. Staten bruger ganske vist penge på at omskole folk fra produktionen til sosu-hjælpere og sosu-assistenter, men når de er færdige kan de ej heller få arbejde, da kommunerne skal spare.

Og som jeg har skrevet før, den teknologiske udviklingten indenfor især velfærdsteknologi vil gøre, at der heller ikke her skal bruges så mange sosu-assistenter eller sosu-hjælpere, læger og sygeplejersker som Nina Smith og hendes ADAM og DREAN-model åbenbart tror.

Og ang. danske lønninger handler det kun om en eneste ting - lønnen skal ned og profitraten skal op. For der kan jo tjenes penge på at have en produktion i Danmark, men profitraten er måske på 10% i DK, mens der (indtil nu) har været på cirka 40-50% i Kina, Indien og Vietnam. Og det er det eneste hedgefondes og firmaer ser op. Og så ser det ikke på, hvorfor det er sådan...

Ang. økonomi mv. Jeg kender eksempler fra mig selv -f.eks. da jeg skrev FVU-opgave beholdt jeg bøgerne længere ed man måtte (fy fy, ikke sandt) Men næ, jeg betalte da bare bøden. Og det samme hænder engang imellem med de dvd-film jeg lejer....

Mht. til de økonomiske modeller tog jeg, da jeg på det der dengang hed AUC et kursus i humanistisk matematik. Det er ikke så langhåret som det lyder ;) - det handlede om matematiske modeller som f.eks. ADAM eller DREAM. Og her blev jeg klar over, hvor meget matematik de her modeller indeholder og hvor meget de forudsætninger man fodrer modellen med betyder. F.eks. hvis man mener at arbejdsudbud er godt, så putter man en forudsætning ind om at ting, der vil øge arbejdsudbuddet er gode, eks. afskaffe efterlønnen mv.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

Et eksempel på, hvor inficeret med pervers tankegang, man åbenbart bliver som regnedreng, er denne freudianske fortalelse af en tidligere ansat i finansministeriet:

”… vi løber den risiko, at danskerne lever længere.”

hørt på DR1, 12. juni, 2012 Den sociale udfordring http://www.dr.dk/radio/player/?id/46241

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

@Jens Bruus

Jeg er enig med dig, når jeg skriver "TALLØSE eksempler", er det jo fordi jeg mener at der ingen er ... men det var måske det der promptede dig? Vi er i hvert fald ikke uenige.

Hvis nogen er interesserede i hvordan vi er sunket ned i disse misforståelser kan jeg anbefale Adam Curtis' BBC dokumentar: The Trap

Del 1: http://www.youtube.com/watch?v=gZt2HhFXB3M

Del 2: http://www.youtube.com/watch?v=WbRApO3k_Jo&feature=relmfu

Del 3: http://www.youtube.com/watch?v=LFjCJFsbS0U&feature=relmfu

Da man i tidernes morgen afprøvede 'GAME' teorier på det amerikanske RAND institut (man skulle tro det var Ayn Rand - men det var det altså ikke) havde man i starten visse vanskeligheder. Sekretærerne på instituttet viste sig nemlig slet ikke at opføre sig som modellerne foreskrev. Den slags har nu aldrig hæmmet en ægte Homo Liberalissimus, og man fortsatte ufortrødent.

New Labour fuckede for alvor England op, som om Thatcher ikke havde gjort nok, og det er det vi i dag ser danske Socialdemokrater efterabe: Det virkede ikke i England, så lad os prøve det her. Rationalet står lysende klart: De er ikke rigtig kloge

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Karsten Åen,
Jeg synes, at argumentationen kører lidt i ring. Ligesom med klimamodeller og modeller for månelandinger f.eks. er økonometriske modeller
jo menneskeskabte på godt og ondt. Og som sådan kan vi jo også få dem til at give det udfald, som vi ønsker, hvis vi skruer på de rigtige håndtag,
og iøvrigt har sat os godt nok ind i selve modellens natur.
Finessen ved al prognosticering eller modelarbejde er vel netop at skrue på de håndtag, som man i den givne situation ønsker at beskrive effekten af.
Så at sige at ADAM eller DREAM apriori lægger for megen vægt på udbudssiden, finder jeg noget besynderligt. Hvorfor skulle du ikke kunne neutralisere udbudseffekten i givne "kørsler". Det er da i høj grad et valg, som de politisk ansvarlige selv må stå på mål for!

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Olav B. Hessellund,
Jeg må med bøjet hoved erkende, at det kunne også godt finde på at sige i faglig sammenhæng blandt andre demografer. Men jeg ville
nok belægge mine ord anderledes i et landsdækkende medie.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Peter Hansen

Man bruger modeller når man ikke er en tødel interesseret i at foretage sig noget som helst, andet end at bevare status quo.

Brugerbillede for Dennis Højgaard
Dennis Højgaard

Modelmæssigt befinder main-stream nationaløkonomerne sig på et stadium hvor erhversøkonomerne var for ca 30 år siden. I mellemtiden er der kommet mere regnekraft uden at det har smittet af på modelformuleringen. Med nuværende regnekraft skulle det med lidt fantasi være muligt at formulere dynamiske simulationsmodeller, som på mere realistisk kunne bidrage til beslutningsprocesser selv under kaotiske arbejdsforudsætninger. Eksempelvist ved at inddrage den forskning der har foregået omkring Markov-processer.

En Markov-kæde er en stokastisk proces hvis fjerne fortid er irrelevant, eftersom det næste der sker kun afhænger af hvad der er sket for nylig. I den simpleste Markov-kæde afhænger enhver begivenhed kun af den foregående. Når vi tænker i diskret tid (dvs. ikke- kontinuert, men trinvis tid), kan vi beskrive det således: Processen består af en serie stokastiske variabler; X1, X2, X3 …. Værdien af Xn er så processens tilstand til tiden n. Når sandsynlighedsdistributionen[fordelingen] af Xn+1kun afhænger af Xn og ikke påvirkes af tidligere variabler, har vi en kæde med Markov-egenskaben:

P(Xn + 1 │ X0, X1, X2, X3 … Xn) = P(Xn + 1│Xn)

Sagt med jævne ord, har vi altså at gøre med en trinvis proces hvor sandsynligheden for hvad der sker på et givet trin, kun afhænger af hvad der skete på det umiddelbart foregående. I analogi hermed kan man tænke sig processer med længere »hukommelse« hvor f.eks. de tre umiddelbart foregående trin har indflydelse, etc.

Markov-processer indtager en interessant mellemstilling mellem helt tilfældige og helt bundne processer. Tænk f.eks. på en serie terningkast. Hvis der ikke er snyd med i spillet, bliver vi ikke spor bedre til at gætte det næste udfald af at kende de tidligere udfald. Det er en række uforbundne stokastiske variabler, processens historie er irrelevant.
Tænk så på at finde frem til en adresse ved at følge en række instrukser (gå til det første lyskryds, drej til højre, gå ned ad den tredje sti, drej til venstre …). Her spiller hele processens historie med i resultatet. Hvis du gik forkert et sted i processens begyndelse, hjælper det ikke hvor godt du end følger de senere instrukser. Markovkæder ligger midt mellem disse to poler, det historieløse og det historisk determinerede.

Set i relation til de i dag foreliggende værktøjer for budgettering i samfundsregi synes det oplagt at indarbejde og kombinere tankerne om Markov-processer og de tilhørende kapacitets- og aktivitetsmængder i et værktøj af en hel anden og højere orden af intelligens.

Men man må nok påregne at skulle op med tegnedrengen for at få fat i de nødvendige kompetencer til dette formål.

Brugerbillede for Klara Liske

@Leif

Kender du variablerne, men ikke rækkefølgen?

Og i så fald, kendes variablerne, underordnet at rækkefølgen ikke kendes er det så ikke som en hangar der ikke kan vende hvis en ny variabel skulle se dagens lys?

Vi er utilregnelige, er vi ikke?

Brugerbillede for Klara Liske

Leif, men det er jo et politisk slagsmål om den skal eller ikke skal?

Og i så fald er det en politisk model?

En ideologisk model?

Så er vi der ikke allesammen, som at spille med en terning med et ukendt antal sider uden nummer?

Sider