Læsetid: 6 min.

Det er sådan lyset kommer ind

Silas Harrebye er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d. om den kreative aktivisme, som er blevet en central strategi i kampen mod magt, diktatorer og kapitalisme. Og det er en både sjov og lystfyldt kamp
Silas Harrebye er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d. om den kreative aktivisme, som er blevet en central strategi i kampen mod magt, diktatorer og kapitalisme. Og det er en både sjov og lystfyldt kamp
16. juni 2012

Når den 34-årige forsker Silas Harrebye fortæller historien om sin politiske opvækst og sin drift mod den kreative aktivisme, så fortæller han ikke kun om sig selv. Han fortæller også historien om en ny tids generationsopgør og politiske strategier.

»Jeg er barn af intellektuelle 68’ere og er vokset op med at ligge i en barnevogn med klirrende flasker til 1. maj hvert år. Og den røde fane blafrende over mig. Så på den måde er jeg blevet opflasket – indoktrineret, om du vil – til at tro på den klassiske klassekamp. Og mange af de værdier har jeg taget med mig. Men som jeg blev ældre, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om det var den rigtige måde at føre den kamp på – for mig, i dag. I modsætning til mine forældre er jeg ikke vokset op i en arbejderfamilie, og verden har på mange måder ændret sig.«

Tiden har i hvert fald tæret hårdt på almindelige aktivistiske strategier som demonstrationer, 1. maj med fadbamser og besættelser af institutioner. Det er for tørt og forudsigeligt og har det med at bekræfte et grundfæstet billede af en venstrefløj stagneret i paroler.

Med den kreative aktivisme har den politiske handling fået nyt liv, og en ny generation af politisk engagerede er kommet til orde. De har fået et nyt og tidssvarende sprog at tale imod magten med.

I alverdens storbyer blokerer Critical Mass-projektet trafikken med sværme af cyklister – og viser os anderledes bilfri muligheder for civilisationen. I Quebec skabte studerende i foråret nye polyfoniske strategier for demonstrationer i grupper på under 50 mennesker – som reaktion på Bill 78, der forbyder forsamlinger på 50 mennesker og derover. Og for at protestere mod Tate Moderns sponsoraftale med olieselskabet BP sendte gruppen Liberate Tate balloner med kunstige fugle og fisk indsmurt i olie op under loftet i museets enorme forhal. Der var rygter om, at man efter lukketid var nødt til at hyre en skarpskytte for at få ballonerne ned.

Jesus kunne sælge varen

Det var også kreativ aktivisme i form af en enkeltstående happening, da Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich m.fl. røg hash på trappen til Kulturministeriet i 1970. Og Jesus kan ses som en kreativ aktivist, der iscenesatte sig selv og mobiliserede masserne, for eksempel via sine lignelser.

»De var effektfulde, mere gådefulde og lagde i højere grad op til refleksion, end hvis han bare havde sagt tingene ligeud,« siger Harrebye og understreger, at vi i dag i endnu højere grad lever i en tid præget af tegn og fortællinger og en politisk offentlighed, der er styret af overskrifter og underholdning – og det tager de strategiske aktivister højde for.

»Kreative aktivister kan demaskere magten eller skabe refleksion eller opstille utopier, som kan slippe fantasien løs. De kan komme med konkrete forslag, og de kan gøre, at der er større sandsynlighed for at folk gider tage den flyer, som én fra Mellemfolkeligt Samvirke står og deler ud – og faktisk også kigge på den,« siger han.

Lyset gennem sprækkerne

Silas Harrebye skriver ph.d. om kreativ aktivisme på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet. Cracks er titlen, et spil på de første bogstaver i både creative og activism. Men det er også en metafor. Harrebye arbejder med en idé om cracks – sprækker – i kapitalismens spejlblanke overflade, i det bestående. »There’s a crack, a crack in everything/That’s how the light gets in«, synger Leonard Cohen. Og det er netop i forstyrrelsen af det kendte, at muligheden for ny erkendelse opstår:

»Det er de revner i politikernes pæne overflade, de revner i asfalten, hvor der vokser blomster op. Det er dér, de kreative aktivister arbejder.«, siger Harrebye. »Nogle gange er det forstyrrelser i hverdagen, som gør, at vi reflekterer over, hvordan vi lever vores liv.«

»Kreativ aktivisme handler om at give folk uventede og alternative forståelser af den verden, vi lever i. At skabe et alternativt rum for at tænke og tale om politik. Hvor det er tilladt at være kreativ, stille spørgsmål og komme med fuldstændig flippede løsninger på, hvordan man også kan gøre det. Og de rum bliver samtidig skabt på kreative måder.«

Kraftfuldt symbolsprog

Der arbejdes ofte med præfigurativ politik, der handler om at realisere utopien i selve grupperingernes arbejde, struktur og ånd. Altså så at sige tage forskud på revolutionens glæder og på den måde også løfte humøret i grupperingerne. Poesi og humor, ikke mindst ironi, er vigtige våben. Og en kunstnerisk åben tilgang til politisk retorik.

I det kraftfulde symbolsprog er der tit sammenfald med reklameæstetikken. Ja, hos den canadiske antikonsumgruppe Adbusters bruger man den bevidst i en form for semiotisk aikido, som vender æstetikken mod afsenderne selv. Det var Adbusters, der igangsatte Occupy Wall Street-bevægelsen med ordene »Are you ready for a Tahrir moment?« og en laber plakat med en balletdanser dansende på den berømte bronzeokse på Wall Street.

Resten er historie.

Silas Harrebye er selv stærkt inspireret af Stephen Duncombe, associate professor ved NYU, der i bogen Dream beskriver, hvordan aktivisme kan lære af populærkulturen, og hvor vigtigt det er, at aktivismen er lystfyldt.

»Hvad kan kreative aktivister lære af Las Vegas, Paris Hilton, computerspil og reklameverdenen? Og hvorfor er det okay at lære af dem?« som Harrebye formulerer det.Duncombe driver School For Creative Acticism i New York, som repræsenterer en tendens, en institutionalisering af den kreative aktivisme, der også indbefatter deciderede konsulentbureauer med kreative aktivister, der for eksempel hjælper faglige organisationer.

Og herhjemmefra rejser Mellemfolkeligt Samvirkes ActionAid blandt andre ud i verden og uddanner kreative aktivister i Nepal, Myanmar, Tanzania og El Salvador, fortæller Harrebye.

Bred folkelig modstand

– Hvordan gør kreativ aktivisme en forskel?

»Man kan for eksempel kigge på Gandhis legendariske saltmarch. Han fik jo mobiliseret tusindvis af mennesker omkring sig, og det satte kolonimagten i et dilemma, som gjorde det tydeligt for folk, hvad der var på spil,« siger Harrebye: »Enten slog de hårdt ned på de mange mennesker, som fulgte Gandhi ud til kysten og udvandt salt fra havet, som enhver kan gøre. Hvis de gjorde det, så ville det blive tydeligt for folket, hvor repressivt et regime, det var. Men hvis ikke de gjorde det, så ville de tillade åbenlys modstand, som ville være farligt for dem som magt. Det stillede dem i et dilemma, som man kun kunne sætte dem i, fordi man havde tænkt strategisk kreativt i forhold til, hvordan man iscenesætter sådan en march.«

En ny bevægelig generation

– Ser du den kreative aktivisme spille en større rolle i Europa, nu hvor vi er i krise?

»Jeg synes, man allerede så de tendenser før den finansielle krise. Men jeg tror, den er blevet endnu mere relevant og vinder endnu mere frem i krisetider,« siger Harrebye.

»For der er stadigt flere mennesker, der vil engagere sig i en mere bred folkelig modstand, som er udenomsparlamentarisk. Og der spiller kreativ aktivisme en stor rolle – i samspil med andre mere traditionelle deltagelsesformer.«

Harrebye mener, at nye sociale medier og kommunikationsteknologi også har stor betydning. »Og så tror jeg, at der er et generationsaspekt i forhold til, hvordan man organiserer sig og tænker politisk. Vores forældres generation meldte sig ind et parti. Der tror jeg, at unge i dag generelt er mere – på godt og ondt – illoyale i forhold til de store fortællinger og traditionel organisatorisk politisk arbejde,« siger Silas Harrebye.

De unge opererer mere i enkelte projekter, single issue politics og konkrete happenings, mener Harrebye. Og den arbejdsmåde kan have stor gennemslagskraft:

»Uanset om de kreative aktivister anses for at være en forstyrrelse, en demaskering af magten eller en ren utopi, så er de med til at flytte grænserne for den politiske aktivismes traditionelle repertoire og udfordre de skarpe skel, der trods alt stadig eksisterer mellem civilsamfund, politik og erhvervsliv.«

Serie

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • Vi skal stræbe efter balance

    16. juni 2012
    Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu