Læsetid: 9 min.

Salafisternes identitetskrise

De fundamentalistiske salafister er kommet ud som vindere af Det Arabiske Forår, men kan en bevægelse, der prædiker forsagelse af den verdslige verden, overleve, hvis den pludselig skal tage ansvar for den?
Politik. De egyptiske salafister har fået en plads i parlamentet, og derfor er de nødt til at tænke over, hvad politik i det hele taget er. De er nødt til at forholde sig til andre politiske grupper, og de er nødt til at adoptere vestlige tankesæt og finde ud af, hvordan de kan bruge dem – eller afvise dem, forklarer Roel Meijer.

Politik. De egyptiske salafister har fået en plads i parlamentet, og derfor er de nødt til at tænke over, hvad politik i det hele taget er. De er nødt til at forholde sig til andre politiske grupper, og de er nødt til at adoptere vestlige tankesæt og finde ud af, hvordan de kan bruge dem – eller afvise dem, forklarer Roel Meijer.

Mahmoud Khaled

30. juni 2012

En aften for fire uger siden blev det egyptiske parlamentsmedlem Ali Wanees arresteret i sin bil på et stykke øde landevej i det nordlige Egypten. Anklagen lød på ’utilbørlig opførsel’ med en ung pige i bilen, der i første omgang blev identificeret som hans niece og siden som en 19-årig studerende. Ud fra det vil de fleste – også i Egypten – konkludere, at en form for seksuel transaktion fandt sted i bilen på landevejen.

I sig selv ville en sådan nyhed ikke vække stor opsigt de fleste steder, men Ali Wanees er et fremtrædende medlem af det salafistiske Nour-parti, som i vinters fik en fjerdedel af stemmerne ved Egyptens første demokratiske valg på en agenda om at vende tilbage til koranens dyder, en ubøjelig sharia-tolkning og en afvisning af vestlig moralsk depravering.

»Den oprindelige tiltrækning ved salafi-islamisme var netop, at den ikke var politisk og bevarede en slags renhed, og det paradoks er deres problem i dag,« forklarer Roel Meijer, fellow ved International Institute for the Study of Islam in the Modern World, docent ved Nijmegen Universitet, og manden bag en af de få autoriserede bøger om Salafi-islamisme; essaysamlingen Global salafism – Islam’s new Religious Movement.

Salafisterne er den ukendte faktor i Det Arabiske Forår. Mens alle havde travlt med at advare mod Det Muslimske Broderskab, sprang de langt mere rabiate salafister ud som en trold af en æske med en version af politisk islam, som får de muslimske brødre til at fremstå som forkølede kristendemokrater. I landets opposition var det – før den folkelige opstand – ikke usædvanligt at høre folk brokke sig over salafisternes manglende deltagelse i politik, og få havde forudset, at de ville indtage en så prominent rolle i Egyptens politiske transition. Selv folk, der beskæftiger sig professionelt med bevægelsen, var overraskede over deres valgsejr.

»Da jeg lavede bogen, var der ingen af os, der havde nogen anelse om, at det var så stor en bevægelse i Egypten. Den har eksisteret i den muslimske verden i lang tid og er i høj grad blevet overset, fordi den har holdt sig væk fra politik. Men det er slut nu. Det er noget helt nyt, der sker, og der er ingen, der ved, hvor det vil ende henne,« siger Roel Meijer om en bevægelse, der ikke bare er i fremdrift i Egypten, men over store dele af den muslimske verden.

Troens forsvarere

Det er ikke, fordi salafismen er et nyt fænomen. Det er svært at afgøre præcist, hvornår bevægelsen er opstået, men den religiøse doktrin ligger i selve navnet. Al-Salaf al-salih betyder ’de pietistiske forfædre’ og henviser til de tre generationer efter profeten Muhammed, som grundlagde islam. Bevægelsen er skabt af forskellige tænkere, der gjorde oprør mod den korruption og verdsliggørelse af islam, som de mødte i deres omgivelser. De søgte derfor tilbage til islams oprindelige figurer og hadither – overleveringer om profetens ord og handlinger – og søgte at eliminere senere tillempelser af den ’rene’ religion fra det omgivende samfund. Tankegangen blev institutionaliseret med fornuftsægteskabet mellem den religiøse tænker Muhammad ibn Abd al-Wahhab og Saud-familien i det 18. århundrede, der gjorde wahabismen til statsreligion i Saudi-Arabien, men samtidig afgjorde, at religion ikke var politik. Den rolle var overladt til ’troens forsvarere’ i Saud-familien.

»Wahabismen ville være forblevet en isoleret sekt, hvis ikke Ibn ’Abd al-Wahhab havde lavet en politisk alliance med stammelederen Amir Muhammad Ibn al-Sa’ud i 1744. Gennem denne pagt kunne Ibn Sa’ud bruge den religiøse ildhu fra en vækkelsesbevægelse som skjold for sin families politiske ambitioner,« skriver Roel Meijer i sin bog.

Det er imidlertid først i 50’erne og 60’erne, at den salafisme, man i øjeblikket ser i Egypten, for alvor begyndte at udvikle sig. Med den albansk-saudiske tænker Muhammed Nasir Al-Din al-Abani og andre religiøse teoretikere blev salafismen til dels isoleret fra wahabismen og omdannet til en mere global ideologi, som dog samtidig adskilte sig fra det Muslimske Broderskabs politiske aktivisme – og især fra den modernitet, som bredte sig verden over og blev et indlysende fjendebillede for den konservative bevægelse.

Samtidig voksede den saudiske stats rigdom og magt og med det dens vilje og evner til at udbrede sin religiøse ideologi til resten af den muslimske verden. Her kunne missionerende salafister i lande som Syrien og Egypten overtage den platform, som de autoritære styrer ikke ville overlade til især det politisk betonede muslimske broderskab.

Noel Meijer bruger i sit eget åbningsessay udtrykket postmoderne om salafisterne. Han vægrer sig lidt ved udtrykket i dag, men vedkender, at salafismens fremmarch til dels er en reaktion på moderniteten og en tiltrækkende favn for den arabiske verdens rodløse masser. Folkemasser, der har set den egyptiske landsfader Gamal Abdel Nassers idé om en panarabisk socialistisk ’velfærdsstat’ forsvinde, men ikke har fundet noget andet værdimæssigt og økonomisk fællesskab der kunne udfylde det tomme rum.

»Salafismen er en afvisning af alle vestlige koncepter og en følelse af overlegenhed over for Vestens værdier. Men det er også et generationsoprør mod forældrene for ikke at være rene nok i deres forhold til islam og for ikke i tilstrækkelig grad at tage afstand til værdier, der kommer udefra,« forklarer han.

»Det er også postmoderne, fordi det er meget fleksibelt: Salafismen kan tilpasse sig og hæve sig over lokale forhold og traditioner, og de bruger f.eks. internettet meget aktivt. Det er en universel måde at se verden på, hvor du bliver fuldstændig frigjort fra din egen baggrund. Du kan sætte hele din identitet sammen på ny,« siger han og fremhæver salafisternes modstand mod både en abstrakt åndelig korruption og den konkrete korruption (når politikerne tager af kassen), som en af årsagerne til deres brede appel sammen med deres evner til at nå ud til de fattige masser, som det primært middelklassebaserede muslimske broderskab ikke når.

Men det er også en bevægelse, der med sin pludselige fremvækst befinder sig i noget af en identitetskrise. Mens en del af bevægelsen, de såkaldte jihadi-salafister, folk som Osama bin Laden, Ayman al – Zawahiri og Abu Musab al-Zarqawi, benytter sig af væbnet konfrontation, har langt de fleste salafister indtil nu praktiseret så komplet isolation fra det omgivende samfund som muligt og i stedet søgt indad i deres tro. Det har ind i mellem givet nogle bizarre udslag, som f.eks. når prominente salafi-sheikher erklærer, at det er haram – imod islams forordninger – at bekæmpe den israelske besættelse af Palæstina.

Det rigide doktrin

Men det er svært ikke at engagere sig, når man deltager i valg.

»Jihadierne er langt mere politisk bevidste. De læser engelske aviser og fokuserer ikke udelukkende på religiøse tekster. Men i sidste ende anser jeg dem ikke for at være politisk aktive, for de engagerer sig ikke i politik. De engagerer sig i vold eller i en komplet afvisning af samfundet. Men i samme øjeblik du engagerer dig i politik, er du nødt til at begynde at interagere med andre og indrette dig på et andet system end det, koranen dikterer, og det er afslutningen på den rigide doktrin,« siger Roel Meijer.

»Salafisterne er i parlamentet nu, og derfor er de nødt til at tænke over politik, og hvad politik i det hele taget er. Salafister tænker generelt slet ikke over politik, fordi de mener, at alle svar ligger i islam. At alting er transparent, og at sandheden er i de første tekster. Men nu er de pludselig tvunget til at tænke over alle disse verdslige ting. De er tvunget ud af deres illusion og nødt til at forholde sig til andre politiske grupper. De er nødt til at tilpasse sig, og deres lære giver dem ikke værktøjer til at arbejde med det, der sker lige nu,« forklarer han. »De er nødt til at adoptere alle disse vestlige tankesæt og finde ud af, hvordan de kan bruge dem – eller afvise dem«.

Det er en udvikling, som en anden islamisk bevægelse, Det Muslimske Broderskab, allerede har været igennem. I Tunesien er de regeringsbærende og fremstår nærmest reformistiske. Og mens broderskabet i Egypten har klokket gevaldigt i det i tiden efter Mubaraks fald, fremstår de for mange mere spiselige end det gamle regime, som det i øjeblikket brydes med.

»Salafisterne og Det Muslimske Broderskab har byttet plads. De får Det Muslimske Broderskab til at fremstå relativistiske og kompromissøgende, fordi de i store træk har opgivet idéen om en islamisk stat. Salafisterne har gjort brødrene meget mere spiselige i Vesten. For ikke så længe siden var det utænkeligt at samarbejde med dem. Den tanke er fuldstændig glemt i dag. De har i løbet af de seneste tredive år gennemgået en reformproces med at omfavne parlamentarisme og partipolitik, og også til i langt højere grad at tænke og agere politisk, hvilket alt sammen er blevet afvist af salafist-bevægelsen«.

– Men vil salafisterne så gennemgå en udvikling og ende med at blive ligesom Det Muslimske Broderskab?

»De lyder som Det Muslimske Broderskab gjorde, før de blev politiske. De råber alle disse slogans; indfør sharia og så videre, men det fører jo ikke til nogen løsninger. Det kan du gøre i et diktatur, hvor du ingen mulighed har for at få ansvar. Men folk bliver trætte af det. Der er grænser for hvor lang tid, du kan blive ved med at råbe, at islam er løsningen«.

Med valget af Mohamed Mursi som egyptisk præsident, har Det Muslimske Broderskab fået en vigtig politisk post, om end militæret tiltager sig mere og mere af hans magt. Men spørgsmålet er, hvad der ligger i fremtiden for salafisterne?

»Deres stærke punkt er identitet, mens broderskabets stærke kort er politik. Meget afhænger af, hvor slemt det går i Egypten, ikke mindst økonomisk, hvor det ikke ser godt ud. Det vil presse regulær politik i baggrunden, mens identitetspolitikken vil træde frem igen. Det favoriserer salafisterne, og det vil kunne gøre situationen ganske vanvittig. Det positive er, at hvor Det Muslimske Broderskab aldrig før har skulle tage ansvar, bliver de i den grad nødt til det nu. Nu er de nødt til at lave alliancer og indgå kompromisser. Jo mere afhængige de er af andre grupper, jo bedre,« forklarer Roel Meijer.

»Salafisterne bliver enten nødt til at træde mere til højre og isolere sig i en politisk blindgyde eller engagere sig mere i politik og også lave kompromisser og bredere koalitioner, som de tvinges til nu, hvilket vil gøre dem mindre skræmmende.«

En broget flok

Under alle omstændigheder er det billede, der ofte fremmanes af salafisterne som saudiernes forlængede arm, ikke helt korrekt. Salafisterne er en langt mere broget flok, ofte i modstrid med hinanden og med den saudiske ledelse. Og med deres politiske deltagelse en ganske alvorlig trussel mod golflandenes konservative styrer.

»Det må skræmme saudierne, at den politiske salafisme vokser så hurtigt. De frygter ikke en liberal opposition. Det, de frygter, er en demokratisk, konservativ bevægelse. At salafisterne kræver ret til at stemme, for det ville de ikke være i stand til at modstå. Det vil have enorm betydning, for vi har ikke set salafister i politik på den måde før. Det, der sker i Egypten og andre steder, er en helt ny type islamisme,« siger han, mens han understreger, at det også kan blive salafisternes dødsdom:

»Der er også mange sheikher, der fuldstændig afviser den politisk aktive salafisme, fordi man i sidste ende er nødt til at gå på kompromis og udvande sin renhed. Lige pludselig er de måske nødt til at omfavne demokratiet, og det kan blive deres endeligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Det var jo samme perverterede form for religiøsitet der var årsag til 30 år krigen I Europa, som jeg ser Historiens forløb, er der intet , der taler for at slalfisterne og deres lige kan nøjes med 30år ,og I Europa havde vi ikke ret megen martyrdyrkelse på den tid ,men det har man I Islam, så jo flere krigere der dør for religionenes skyld, jo mere forherligede blir kampen... Trist ... I AFGHANISTAN ER DE STADIG I RELIGIØS KRIG OG den startede kun for 1000 år siden... Men hvad f...... , det er den samme tid der har været til at integrere Romaerne I Europa....

Jeg tror ikke en dyt på at Salafisterne er I identitetskrise, ikke før de har fået indført heldækkende ansigtstørklæder og 4-koneri I Nord-afrika ...

Maya Nielsen

Men salafismen ser ud til at være en totalitær tænkemåde, og derfor gætter jeg på at deres politiske modtræk til det sekulære bliver en forstærkning af deres magtbase og helst et magtmonopol...

religioner har fanden skabt....det kan jo selv se af alle de krige de forårsager......

Khuram Bashir

@ Maya

Har du overhovedet læst artiklen? Eller kommenterer du bare hver eneste artikel med dit afstumpet sort/hvide verdensbillede? Jeg ved ikke, om du selv tror på det eller blot udbreder det, men når du bare fyrer vås af, er det propaganda, du spreder.

Prøv istedet at forholde dig til artiklen, istedet for at bashe religion ved enhver given lejlighed.

"Mens en del af bevægelsen, de såkaldte jihadi-salafister, folk som Osama bin Laden, Ayman al – Zawahiri og Abu Musab al-Zarqawi, benytter sig af væbnet konfrontation, har langt de fleste salafister indtil nu praktiseret så komplet isolation fra det omgivende samfund som muligt og i stedet søgt indad i deres tro."

Dette er vel kernen i artiklen, idet Salafister (mod min tidligere forståelse af dem) isolerer sig fra det omgivende samfund og søger indad i troen. Dette gør dem i øjne harmløse, idet de kan sidestilles med munke. Men blot ved deltagelse i politik vender de ryggen til det doktrin, der er grundlæggende for deres forståelse for islam.

Men det er hverken salafister eller det muslimske broderskab, der er bekymringen for Egypten - det er militæret, der udviser stor uvilje, når det komme til at afgive magten.

Peter Günther

..skal vi lige huske på, at salafismen for muslimerne er hvad de kristne fundamentalister er for de kristne.

Der har til alle tider været problemer med at løse samfundproblemer med lov-religion, da lovgiverne ikke længere kan styre mennesker som viljesløse robotter.

Lige som araberne har brug for at finde sine rødder har vi andre det også. Hvordan kan det være ligegyldigt at ofre andres liv i sin hellige religions navn?

Stod der ikke et sted i Biblen noget om at kaste med sten, når man selv bor i et glashus?