Læsetid: 3 min.

SPISDrik: Sommerens aftenrøde

Et glas før maden skader aldrig, men hvem vinder EM i aperitif – Italien, Frankrig eller England?
2. juni 2012

Sommerens aftenrøde

Når vinteren går på hæld, og det er blevet for hedt til at hygge sig indenfor, så må man jo gå ud og tænde for grillen. Mens man så venter på den, er det god kutyme med et lille glas mellem de obligatoriske saltstænger. I glasset må der mægtig gerne være noget, der er rødt, smager sødt eller krydret, og er spidset til med lidt kolde bobler, enten fra danskvand eller mousserende vin. Alt over 17 parerede årstidens ordre (lige inden den skiftede, uvederhæftige slendrian) og inviterede til aperitif, isterninger og en enkelt solstribe i baggården.

Frankrig

En udødelig klassiker i de danske barskabe, særligt i den bagerste tredjedel af disse, er creme de cassis. Den intense franske solbærlikør bruges til velkomstglasset over dem alle, en kir royale. Drikker man den imidlertid i en lidt for heftig blanding – vi var oppe omkring en del cassis til tre dele tør Alsace – får man et sødt spark i snakketøjet, som en regulær solbærfond. Aromaen er ellers ikke specielt koncentreret, men den enfoldige, voluminøse sødme i smagen kan være svær at fordøje. Den overdøver simpelthen vinen, og bør i virkeligheden blandes i meget små doser, nærmest som Ribena, hvilket den også ligner til forveksling. Men hvis sødmen skal holdes i skak, så mister man noget af solbærsmagen, og så er man næsten lige vidt. Alt i alt var denne abusive boyfriend et langt bedre bud på noget, der kunne reduceres til en glimrende dessertsauce – bestemt ikke dårlig, men der er simpelthen for meget af for få nuancer.

Italien

For at blive iblandt klassiske mixere nappede vi et glas campari og soda. Camparien, som er farvet med stoffet karmin (slå det straks op, hvis I tør), er en klassisk ingrediens i flere cocktails, eksempelvis negroni, og den har en stærkt særegen og voldsomt bitter aroma og smag. Det er umuligt at tyde præcis hvilke elementerne er, bortset fra en ekstremt fremtrædende smag af skallen fra chinotto-appelsin og et tydeligt pift af det dramatisk navngivne vortemælksharpiks drageblod. Camparien sætter virkelig skel mellem folk, for hvor den er en elegant nuance i en kompleks cocktail, så vil mange finde den absolut for meget og decideret grimassefremkaldende, hvis bitterheden ikke holdes på plads af en bredere palet; en enten-eller som kan pirre det bagerste af tungen, eller en hønserøv der minder om det hvide der sidder mellem skallen og bådene i en appelsin.

Frankrig II

En klassisk fransk aperitif, der synes at være lidt på vej ud af markedet, er den rødvinsbaserede punch Dubonnet. Den dybrøde og olierede drik har en let syrlig aroma med strejf af te, kardemomme og muskatnød; lidt som hvis franskmænd skulle genopfinde gløgg. Dog ikke smagen, der minder mere om en usødet sangria med frisk citron og krydderier i, som man gør i Tunesien. Der er en lillebitte, men sikker antydning af fernet branca, en klar fornemmelse af kaffe, og rødvinen tilføjer et element af tannin som ellers ikke er noget man er begavet med i aperitiffer. Dubonetten bliver løftet markant af danskvand og is, så vær endelig generøs med det; så kan man også tillade sig at tage to.

England

Et land som nok ikke så ofte forbindes med aperitif er England, men ikke desto mindre laves her en af de allermest klassiske af slagsen, Pimm’s Cup. Denne nydeligt kastanjefarvede likør, som oprindeligt er lavet til at servere til østers, har en lidt overraskende cola-aroma. Smagen derimod er maltet, salt og nøddeagtig, som brændte mandler med kinesisk femkrydderi. Den blandes traditionelt med gin, men det kan muligvis være fordi, den er engelsk: Prøv i stedet at røre den med vodka og is, så undgår man at enebærrene overdøver den unikke og meget spændende smag. Men drik den ikke rent, det er den alt for bastant til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu