Læsetid: 5 min.

Vi skal stræbe efter balance

Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
16. juni 2012

Jens Jonatan Steen, 30 år

– Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»Et demokrati, en velfærdsstat og i særdeleshed en økonomi, der tjener alle borgere. Samfundsudviklingen er ubæredygtig, hvis vi sætter økonomiske eller erhvervspolitiske særinteresser over fællesskabet. Det har netop været tilfældet med finanssektoren og med erhvervslivets øgede forurening.«

– Kan bæredygtighed og business kombineres?

»Bestemt, men vi har brug for virksomheder, der ikke i snæver forstand bygger på ærkeliberalisten Milton Friedmans dystopiske budskab ’The social responsibility of business is to increase its profit’.«

– Hvem skal drive den bæredygtige udvikling?

»Den skal drives af medejerskab, medborgerskab og medindflydelse. Det eneste, der kan og vil sikre en bæredygtig samfundsudvikling, er demokratisk ansvarlighed.«

– Hvad håber du?

»At vi får skabt en ny samfundsstruktur, hvor mennesker bliver hørt, inddraget og ansvarliggjort. Tanken om, at vi kun er forpligtet til at passe vores job og stemme hvert fjerde år, er dybt passiviserende. Jeg håber derfor, at vi lærer af de seneste kriser og begynder at give magten tilbage til almindelige mennesker, som har betalt prisen for de globale katastrofer i form af arbejdsløshed, tvangsauktioner, sult og stigende økonomisk ulighed.«

– Hvad frygter du?

»Jeg frygter, at de, der taler for økonomisk teknokrati, uddannelsesmæssigt meritokrati og økonomisk aristokrati, hvor fremtiden er bestemt af en stadig mere snæver elite, får deres vilje. Det vil være en ny dystopi a la Orwells ’1984’, hvor magtmonopoler bestemmer over vores liv.«

Synnøve E. Kjærland, 42 år

– Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»At vi bruger vores ressourcer og organisere samfundet til at skabe balance i vores globale økosystem, så fremtidens generationer kan leve et godt og trygt liv på en grøn og mangfoldig klode.«

– Kan bæredygtighed og business kombineres?

»Det er den eneste vej frem. Hvis man vil fremtidssikre sin virksomhed, er man nødt til at tænke bæredygtighed ind. Vi står i en global finansiel krise, en ressourcekrise og en klimakrise. Det er en kæmpe udfordring, men også en fantastisk mulighed for nytænkning på tværs af fagområder og kulturer.«

– Hvem skal drive den bæredygtige udvikling?

»Vi må alle tænke over, hvilken verden vi ønsker, og hvilke værdier, vi sætter højst. Vi skal markere over for politikere og virksomheder, at der er behov for handling her og nu. Som borgere må vi tænke over, hvordan vi bruger vores penge og vores politiske stemme til at speede udviklingen op.«

– Hvad håber du?

»Jeg håber, at vi alle, både politikere, virksomheder og folk flest, kan se nødvendigheden af at tænke langsigtet. At vi kan få folk engageret i en seriøs og nødvendig debat om, hvad der egentlig er et godt liv, og hvordan et godt liv og en bæredygtig fremtid kan kombineres.

– Hvad frygter du?

»At udviklingen mod en mere klimavenlig og bæredygtig verden forsætter med at gå så langsomt. At den dominerende tanke om at få verdensøkonomien på sporet igen ved hjælp af vækst – herunder et øget forbrug af ting og sager, vi ikke har brug for – ikke udfordres, men fortsat ses på som den eneste løsning, både i Danmark og globalt.«

Henrik Christoffersen, 61 år

– Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»Et stærkt og oplyst demokrati, hvor ingen herskende klasse tager patent på den evige sandhed, men hvor vi alle tager stilling og bærer ansvaret. Jeg tror på menneskers fornuft.«

– Hvem skal drive den bæredygtige udvikling?

»Bæredygtighed er ikke et anliggende for den stærke stat. Hver gang du køber økologiske varer, er du med til at få flere landmænd til at gå over til økologi. Det er os alle sammen, som skal drive bæredygtighed frem. Det er dig og mig, som vælger, om vi vil tage på ferie i Langtbortistan, og som kan vælge, om vi vil spise sprøjtede sydfrugter eller økologiske æbler fra vores eget træ.«

– Hvad håber du?

»At vi får udviklet et demokrati med frie mennesker, som tænker og tager ansvar. Velfærdsstaten gør os til egoister, fordi politisk tildeling af goder for mange mennesker giver mere velfærd end arbejde. Det gør, at vi ser politik som vejen til vores egen velfærd, og så bliver politik et grådigt spil.«

– Hvad frygter du?

»At fanatiske romantikere får held til at stække demokratiet. Politiserende forskere og reaktionære drømmere danner koalition med den industri, som tjener på sagen, og presser vindmølleprogrammer igennem, som er samfundsøkonomisk helt skæve og ikke redder klodens tilstand. Det er fravær af fornuft, som underminerer almindelige fornuftige menneskers tro på, at det nytter selv at tage ansvar. Der er efterhånden så mange virksomheder, interesseorganisationer osv., som lever af subsidier til grønne programmer, at det er blevet vanskeligt for en oplyst befolkning at sætte en folkelig fornuft og vilje igennem.«

Laura Storm, 31 år

– Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»Muligheden for høj livskvalitet uden at tappe planeten for ressourcer og/eller svine den til. At forbedre mere end vi ødelægger.«

– Kan bæredygtighed og business kombineres?

»Det er den eneste vej frem! Det er en misforståelse, at bæredygtighed er for miljøaktivister, Naturstyrelsen og miljøministeren. Nogle af de mest succesfulde virksomheder har bevist, at en bæredygtig tilgang i alle dele af deres værdikæde også øger deres profit.«

– Hvem skal drive den bæredygtige udvikling?

»Vi bærer alle et ansvar for at skubbe ting i den rigtige retning, og det gør vi bedst og hurtigst, hvis vi samarbejder og deler viden. F.eks. skal uddannelsesinstitutioner lytte til, hvilke kompetencer erhvervslivet har brug for, så de er rustet til at drive bæredygtige virksomheder. Erhvervslivet kan lære af grønne ngo’ers mangeårige erfaring (her har WWF været god til at kommunikere med erhvervslivet), befolkningen skal anerkendes som forandringsagenter og sparringspartnere, og forskere skal samarbejde med kommunikatører, så flere kan forstå deres vigtige budskaber.«

– Hvad håber du?

»At det går op for folk, at bæredygtighed ikke handler om at have ubehagelig belysning og gå i brunt bomuldstøj. Bæredygtige produkter og løsninger er attraktive, fede, lækre og vejen frem. Samtidig håber jeg, at flere virksomheder indser det rigtige i at omstille sig til mere bæredygtig praksis. Fremtidens vindere bliver dem, der i tide indså, at dette ikke er nice-to-have, men need-to-have.«

– Hvad frygter du?

»Fodslæberi, bureaukrater, kværulanter, ignoranter, pessimister.«

Serie

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft
  • ’Resten af os bør blive her og kæmpe’

    16. juni 2012
    De unge grækere i I.D.E.A. forsøger at balancere mellem sjov, solidaritet og frivilligt arbejde. Det sidste skud på stammen er en lastbil, der skal køre rundt i Athens fattige områder og tilbyde brusebade til alle de hjemløse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu