Læsetid: 4 min.

Vi tror ikke længere på spøgelser

Det politiske Danmark har endnu ikke forstået, at den store fortælling om demografisk død og mangel på hænder er væk
/h4> Truslen fra fremtiden er at vi løber  tør for dem her: hænder der kan tage fat, når ældrebomben eksploder. Nu viser tallene, at arbejdsstyrken ikke  skrumper, men vokser. At truslen er et spøgelse.

/h4> Truslen fra fremtiden er at vi løber tør for dem her: hænder der kan tage fat, når ældrebomben eksploder. Nu viser tallene, at arbejdsstyrken ikke skrumper, men vokser. At truslen er et spøgelse.

Søren Bidstrup

2. juni 2012

Det nødvendige onde. Den store fortælling i det politiske Danmark har været, at vi kom til at mangle arbejdskraft.

Hvem husker ikke Lars Løkke Rasmussens diagnose af Danmark under valgkampen: Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet, kommer der kun fire ind?

Ordet ’demografien’ har fungeret som et spøgelse i den politiske diskussion. Det skulle betyde, at der blev færre til at arbejde og flere, som skulle forsørges. Eller som det hedder i den folkelige version: Vi kommer til at mangle hænder.

Demografien var et meget alvorligt anliggende.

Også for den nye regering. Det første ’hovedinitiativ’ på lang sigt, som fremhæves i regeringens plan Danmark i arbejde, er »reformer, som øger arbejdsudbuddet med 60.000 personer«.

Det væsentlige problem er således manglen på arbejdskraft, og løsningen er at øge arbejdsudbuddet.

Under Folketingets afslutningsdebat onsdag gentog statsministeren den officielle visdom:

»Hvis vi ikke handler i dag, så vil vi mangle arbejdspladser i morgen.«

Konklusionen kender vi: Regeringen vil gennemføre reformer nu, for at det ikke skal gøre så ondt i morgen.

Og moralen er lige så velkendt: Hvis de ikke gør det grimme arbejde nu, vil det blive meget grimmere på lang sigt. Det er forsvaret for de omfattende reformer, som sænker dagpengene og kontanthjælpen, mindsker retten til førtidspension og reducerer adgangen til efterløn. Derfor skal skatten på arbejde sænkes: Det skal gøres mere attraktivt at arbejde.

Den nye fremtid

Det forklares som en ulykkelig bivirkning, at det øger uligheden mellem dem, der er inde, og dem, der er uden for arbejdsmarkedet. Man gør lidt socialt ondt for at gøre meget økonomisk godt.

Fremtiden bliver sat i scene som en trussel, der fremtvinger sociale besparelser og nedskæringer i nutiden.

Nu har vi imidlertid fået en ny økonomisk fremtid. Tal fra Danmarks Statistik siger, at der ikke vil være færre, men derimod 20.000 flere i den erhvervsaktive alder i Danmark i 2020. Prognoserne er løbende justeret, fordi man ikke havde taget højde for indvandring fra vestlige lande.

Som forskningschefen for DREAM, Peter Stephensen, der sammen med Danmarks Statistik står for befolkningsprognoserne, for en uge siden udtalte til Information: »Når arbejdsstyrken ser ud til at vokse og ikke falde frem mod 2020, så sætter det spørgsmålstegn ved, om det at øge arbejdsudbuddet endnu mere nødvendigvis bør stå øverst på dagsordenen.«

På samme dag i denne uge kom regeringens udspil til en skattereform og de økonomiske ’vismænds’ nye rapport. Reformen skal løse et enormt problem – men det er ifølge ’vismændene’ allerede løst. ’Vismændene’ konstaterer, at dansk økonomi frem mod 2020 er »mere end holdbar«.

Til Jyllands-Posten udtalte overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen:

»Det er en politisk prioritering, hvis regeringen siger, at den vil have plads til noget ekstra, men det handler ikke om at løse en holdbarhedsudfordring.«

Det kan stadig være en god ide med økonomiske reformer, og både forskningschefen og ’overvismanden’ understreger, at velfærdsreformen og tilbagetrækningsreformen har bidraget til at løse problemet. Men reformerne er ikke dikteret af langsigtede »nødvendigheder«. Fremtiden tvinger os ikke til nedskæringer i nutiden, det demografiske spøgelse er væk, og den politiske frihed er åbenlys.

Politisk frihed

Det skaber en ironisk scene: Statsministeren står i Folketinget og forsvarer sin reform med en begrundelse, som er forsvundet. Hun lovede under valgkampen, at hun ikke ville røre overførselsindkomsterne – nu smadrer hun løs på dem med en styrke, som selv ikke borgerlige regnede for realistisk i Danmark.

Det interessante er ikke, at regeringen med reformen bryder konkrete løfter, men derimod at løfterne ikke er vilkårlige ønsker. Løfterne er en realisering af principper, som man anser for grundlæggende for et retfærdigt samfund. De principper er man gået radikalt på kompromis med – med den onde demografi som begrundelse.

Nu skulle man tro, at socialdemokraterne var lykkelige over, at de ikke behøvede gøre det onde. Men statsministeren taler videre, som om intet er ændret, og finansministeren taler sort om, at der er usikkerhed om tallene, og at intet er afklaret. De prognoser, som blev regnet for et faktum, da de truede os, er ikke andet end gisninger, når de ikke truer os.

Rationalet har været, at det fælles bedste krævede, at vi tog fra dem i bunden og gav lettelser til dem i midten og toppen. Det store sociale hensyn krævede små sociale ofre. Men hensynet er væk, når vi ikke mangler arbejdskraft. Og så er det ikke en plan for det fælles bedste, men omfordeling fra bund til top, som realiseres med skattereformen.

Nogle forklarer det med, at regeringen vil have flere ledige, så lønningerne falder. Det er sikkert en effekt af udbudsreformerne, men det er ikke sikkert, at det er meningen.

Andre siger, at man bruger spøgelser til at presse overførselsindkomsterne, så de mange ledige – det store udbud af overflødige – bliver billigere.

En tredje mulighed er, at man er så vant til at tænke, at problemet var manglen på hænder, og løsningen var udbud af flere hænder, at man ikke kan tænke sig en ny situation.

Det er spekulationer, men én ting er sikkert: Nu må regeringen forklare, hvad de vil med samtiden og fremtiden, ud fra hvad de selv regner for rigtigt og retfærdigt. Det, de kalder nødvendigheder, er prioriteringer, som kan forsvares og diskuteres.

Vi tror ikke længere på spøgelser, vi vil tro på politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes også det var fin læsning. Men @Lykkeberg, du må jo sande at det Radikale Venstres Margrete Vestager har været landets egentlige statsminister siden valget - jeg forklarer (konsekvensen er selvfølgelig, at jeg ikke mener du rammer hovedet på sømmet):

For det første ligger partiets mandater jf. public choice teorien sådan, at Margrete Vestager bestemmer mest. I en vis modsætning til den fremragende tænker og iagttager Alexis de Tocquevilles teori om 'majoritetens tyranni' er Radikale Venstres politik altoverskyggende. Det betyder, at Margrete Vestager bestemmer.

For det andet fremstår hun simpelthen mest som den egentlige statsmand: Med sit korte hår og pæne overflade kender hun alt - både gennem teoribogen og i praksis som ansat - til håndteringen af toppen af bureaukratiet, dvs. embedsværket. Når hun udtaler sig, virker hun sikker og bevidst om, for det første hvad hun vil og for det andet at hun bestemmer.
Forleden udtrykte hun sig på 'bedste' Fogh manér overfor DR2's eneste kvindelige Deadline journalist fortiden, om at hun var kommet for at tale indhold og ikke proces vedrørende finanspagtens implementering. Desuden er hun den eneste af de tre frontfigurer; Villy Søvndal, Helle Thorning Schmidt og hende selv der forstår (at udtale sig om) regeringens politik i detaljer. Her vil jeg gerne drage en analogi til kollektive fremlæggelser eller opgaver i folkeskolen eller gymnasiet i dårligt fungerende læsegrupper. Det sker nogle gange, at der kun er én der har styr på hele opgaven og af den grund kan redegøre for og diskutere detaljerne. - Det skyldes at vedkommende laver eller har lavet arbejdet. Denne person har qua sin viden og sit tidsbrug på formuleringer og overvejelser i processen haft den største indflydelse på projektet eller opgavens retning. Hun har lige præcist indtaget den post (fået ændret ministerrollerne og deres resortområde), hvor hun selv kan få mest indflydelse i fremtiden.
Tilbage til Margrete Vestagers fremtoning; jeg ved ikke hvor mange af mine ganske fornuftige venner og bekendte, der har beundret denne kvinde, fordi hun fremstod som den samlende og åbne perfekte personlighed (tjek evt. Alasdair MacIntyres 'perfektionisme' vs. 'anti-perfektionisme'). Høj, rank og altid elegant klædt på i nyt modetøj, velformuleret og med blød og sikker stemmeføring, evner hun at fremkalde sympati og dække over, hvad hun ved visse vælgersegmenter ikke ville kunne lide at høre. Hun taler aldrig om den yderste konsekvens af hendes politik (og ideologi). Hun får hendes ønsker til at fremstå netop som det absolutte nødvendige. Faktisk synes hun jo nærmest ikke at være ideologisk nej tværtimod fremstår (fremstod) hun som den store pragmatiker - så perfekt er hun. Hun er kun pragmatisk i forholdet til Anders Samuelsen.

Dette leder mig til det tredje og sidste forhold, nemlig at denne perfektionisme dækker over en anti-perfektionisme (igen, begreber jf. MacIntyre). Idet hun som understreget i punkt et udgør den politiske ligevægt (: jeg erkender at vi ikke bryder os om ligevægts tanker, da de kun forklarer bevægelser omkring ligevægten og i det hele taget fremstår virkelighedsfjerne) og besidder magten, er det hendes politik, der er den dominerende ideologi.
Hun fremstår som den der skærer på tværs af eller samler begge fløje, men i virkeligheden får hun alle sine egne ønsker opfyldt. Der er så godt som intet af den lovgivende politik, der vedtages eller implementeres i denne regeringsperiode, som det Radikale Venstre ikke kan stå inde for. Mange forstår ikke det forhold, at Margrete taler på kompromisets vegne og alligevel indfører alt, hvad hun selv ønsker.

Det spørgsmål jeg stiller mig selv er: Vil hendes snedighed resulterer i hendes eget fald; kender hun sin egen begrænsning; begår hun hybris? Noget kunne tyde på et ja til denne problematik, da hun åbenlyst har en stor interesse i at gøre hendes politik til grundlov via EU's finanspagt. Sagt på en anden måde gør hun alt, hvad hun kan for at rodfæste sine egne politiske visioner i dansk politik fremover uanset hendes egen fremtidige indflydelse. Det kan måske kaldes evig indflydelse.

Morten Messerschmitt og Dan Jørgensen var ude på mit institut (hvor jeg er bachelor-studerende) forleden. Her var EU på dagsordenen. Da debatten omhandlede finanspagten og krisen spørger velfærdsstatsforsker Jon Kvist, om ikke finanspagten begrænsede Folketingets demokratiske råderum, dvs. om det danske demokrati blev overbudt og undergravet af EU. Hertil svarer Morten Messerschmitt: "Nej man begrænser ikke de politiske muligheder i Folketinget. Man kan bare lovgive indenfor rammerne af hvad der sker i Bruxelle" (eller noget lignende). Det taler vidst for sig selv.

Når det så er sagt, så er jeg glad for påpegningen af forholdet mellem imperativet (: nødvendigheden) og politikken. Dér synes jeg du har fat i det grundlæggende politiske (jf. Bernard Crick's In Defence of Politics).

SF fører en økonomisk politik der gør de 1% endnu rigere, det er ca 40 familier i Danmark, mens de 99% bliver fattigere.
SF hvad ser I om morgenen når i kigger jer i spejlet?

Claus Sønderkøge

Journalisterne har været altfor villige kollaboratører i denne løgn. De er det stadig da deres egen behagelighed afhænger heraf.

Journalisterne kunne have fortalt politikerne for mange år siden at denne verden har mere end 3 milliarder mennesker som kun venter på et perspektiv.

Om nogen kan se isoleret på Danmark 8 år frem i tiden har ikke noget med økonomisk viden at gøre. Det er ren Voodoo - i bedste Jørgen Leth stil.

Bogholderne styrer landet.
Rart at Lykkeberg fjerner sløret fra de falske argumenter.
Danmark har de hænder, Danmark skal ha`.
Vi skal bare bruge dem til det rigtige, det menneskelige, og vi skal gøre det til enhver tid.
Ikke i 2020`s flimrende fatamorgana.

Claus Sønderkøge

Det er en håbløs diskussion. Die Welt bringer i dag en historie om de første tilladelser i USA til førerløse biler. Så er tiden med taxi-chauffører, lastbilchauffører og bus-chauffører ved at nå muren.

At vi ikke allerede har set robotterne marchere ind i hjemmene for velfærdspleje er et rent fagforeningsspørgsmål.

Det som truer verden, aldersproblem eller ej, er den helt store massearbejdsløshed. Aldrig før har vi kunnet producere så meget, så billigt og uden menneskelig arbejdskraft som vi vil kunne allerede om nogle få år.

2020 vil stå i massearbejdsløshedens tegn - i en størrelsesorden vi ikke har fantasi til at forestille os.

Det er spekulationer; Skriver Rune Lykkeberg,
om "flere ledige, så lønningerne falder" og "presse overførselsindkomsterne"

Jeg hælder mere til den overbevisning, at det er klarsyn, men egnlig er det underordnet hvad det er , havde regeringen meldt klart ud, havde ingen behøve at spille tiden på at finde ud af hvad regeringen ville.

Så hvorfor spiller regeringen vores tid og hvorfor alle de uklare udmeldinger?

På havnearbejder sprog: Regeringen er en manipolerende kælling...

Bjarne Bisgaard Jensen

Politikerne hænger fast i indtil flere mantraer og gentager disse igen og igen ud fra troen på, at når bare en løgn bliver gentaget mange gange så bliver den sandheden i befolkningens øjne

Kasper Lauest

Det ville være glædeligt om den demografiske krise blot kunne aflyses, men den holder desværre ikke helt.

For det første er den nye holdbarhedsvurdering fra DØRS jo også baseret på én bestemt fremskrivning, en fremskrivning der ligesom de foregående er baseret på usikre tal, OG på at de satte målsætninger for stigningen i det offentlige forbrug etc. holdes. En vigtig forudsætning der er indlagt er også at de ældre bliver gradvist sundere og derfor efterspørger færre sundhedsydelser, noget der indtil videre harmonerer temmelig dårligt med den eksplosion i udgifter til sundhedssektoren vi har set de sidste 20 år. En anden ekstremt tvivlsom forudsætning er at pensionsalderen udvikler sig som politisk bestemt i 2006. Men hvem tror reelt på en pensionsalder på 71 år for os der er i slutningen af 30'erne nu - eller på 75 år for mine børn? Jeg gør ikke. Især når der ikke er nogen efterløn.

For det andet skal "holdbarhedsbegrebet" ikke misforstås. Der er ikke tale om at økonomien løber rundt. I hele den meget langsigtede prognoseperiode(frem til 2070) opereres der med budgetunderskud hvert eneste år, bortset fra i år 2020. Når der tales om "holdbarhed" skyldes det at det vurderes - igen under de givne forudsætninger beskrevet ovenfor - at Danmarks samlede gæld holdes på et niveau, hvor det stadigvæk er håndtérbart - konkret forudsiger man en bruttogæld svarende til 80% af BNP i 2070. Altså et gældsniveau betydeligt over de max 60% krævet af EU.

Jeg er bestemt ikke lige overbevist om det vise i alle regeringens strammertiltag i disse tider, men at tro at fremtiden ser rosenrød ud i øjeblikket er mest udtryk for ønsketænkning. Det der er ærgeligt er at man ikke tager fat på nogle af de væsentligste strukturelle problemer i vores økonomi, først og fremmest en ophævning af skattestoppet på ejendomsværdiskatten.

Dan Johannesson

Regeringen arbejder med frygt-mytologier. Det har stort set alle danske regeringer kontinuerligt gjort, på samme vis som alle de fleste andre europæiske lande, og USA i særdeleshed.

Jeg kan ikke kraftigt nok anbefale BBC dokumentaren "The Power of Nightmares" af Adam Curtis. Filmen blev også vist på DR2 tilbage i 2005. Så det er IKKE konspirationer mv. den indeholder, men nærmest bevidsthedsudvidende oplysninger.
http://topdocumentaryfilms.com/the-power-of-nightmares/

Frygt-mytologier anvendes som et politisk redskab for at få dig til at "syntes ting". F.eks. at en diffus terrortrussel er så farlig at du accepterer at et beløb der kunne udrydde al sult og ubalance på jordkloden 50 gange, i stedet pisses væk i blod og ørkensand.

Frygt-mytologi er blevet brugt til at få dig til at opgive en lang række civile og demokratiske rettigheder under VKO regeringen.

Den er blevet brugt til at tvinge dig ind i en politisk union, med en ikke valgt præsident, og ikke valgte kommissærer. Dvs. et system vi traditionelt ville kalde fascistisk. Denne union får for hver dag mere og mere magt over vores tidligere demokratiske stat.

Den er blevet brugt til at få dig til at acceptere et neoloberalt menneskesyn, hvor simpel profit og grisk overudnyttelse af jordens resurser, til enhver tid går forud for individets livskvalitet og jordens mulighed for selvopretholdelse.

Den har fået dig til at acceptere finanspagten uden valg, nedgørelse af dine medborgere uden arbejde osv. osv.

Og den har fået dig til at få en dyb følelse af et afhængighedsforhold til en EU forskalling kaldet den danske stat, der til enhver tid kun spørger hvad DU kan / skal gøre for STATEN, og ikke omvendt. Som den oprindeligt havde det til formål.

Med andre ord er hele dit liv bygget på et eneste gåsehudsfremkaldende fænomen: Fiktion.

Hvor længe vil du lade det fortsætte?

Ønsker du at forstå mere om hvordan disse ting arbejder i vores samfund, og i vesten i det hele taget, vil jeg anbefale dig at læse mit publicerede speciale "The War On Terror: Propaganda i Globale Nyhedshistorier" som du kan downloade for under en halvtredser hos de fleste online boghandlere.

Og nej jeg siger ikke dette for at slå plat, men for at hjælpe til med den nødvendige bevidstgørelsesproces af mine landsmænd.

Jesper Wendt

Kommer kritikken ikke lidt sent? Og, er den overhovedet relevant længere. Umiddelbart virker det som om de fleste er ved at erkende, at det ikke virker realistisk, at vi skulle mangle hænder i nær fremtid.

På baggrund af den udeblivende kritik fra pressen, har det været med til at legitimere den proces.

Vagthund, eller efternøler. Toget er kørt.

Peter Schrøder

@Johannes Aagard: Cadeau for rent faktisk at gå lidt mere til bunds i forholdene!

Det interessante er jo netop at den øgede indvandring BIDRAGER til samfundsøkonomien (+1 milliard DKK, som jo er en interessant joker i indeværende forhandlinger om skattereformen)

På sigt vil demografien så alligevel overvinde den øgede indvandring, hvilket først i 2031 resulterer i mindre BNP (en særdeles usikker prognose).

Men hvis nu tager prognosen som vores præmis, så må det interessante jo være dels hvordan vi

1) øger fertiliteten
2)øger indvandringen (gerne højtuddannede) (og selvfølgelig bremse permanent udvandring)
2) og allermest indlysende, hvordan vi øger indvandrernes erhvervsfrekvens

Alt sammen selvfølgelig under den forudsætning at arbejdsudbud fører til øget beskæftigelse

Steffen Gliese

Jeg forstår ikke, at det på noget tidspunkt har været et skræmmebillede. Var der færre på arbejdsmarkedet, måtte det jo bare betyde, at der var nogle ting, der måtte lades ugjort, hvis det altså ikke var, fordi teknologien allerede har minimeret behovet for arbejdskraft mange steder.
Det er helt andre farer, man skal pege på, herunder den ulyksalige idé om, at man kan kvalificere sig på anden vis end ved anciennitet - det har vi stadig til gode at se bevist.

Karsten Aaen

Hvad er ufaglært arbejdskraft? Er det den polske faglærte håndværker som kommer hertil, og som i begyndelsen må påtage sig ufaglært rengørings-arbejde? Eller er det den litauiske universitets-uddannede som også i begyndeln påtager sig rengørings-arbejde?

Og de af jer der tror at uden en uddannelse i hvordan man gør rentm så går det nok, aner ingenting. Der findes AMU-kurser som lærer både danskere og udlændinge at gøre rent....og lære dem de danske ord og vendinger samt de miljø-regler, der gælder i Danmark...når man gør rent offentligt.

Og ikke-vestlig indvandring er altså mine elever fra Thailand, mine elever fra Kroatien og Montenegro, mine elever fra Rusland og mine elever fra Zambia og Bosnien. Og hvorfor så det? Fordi vestlige lande er Norden+EU+USA+Canada, alle andre lande er ikke-vestlige. Og Tyrkiet kan da godt kaldet et ikke-vestligt land, men er det nu det, når unge piger i Ankara og Istanbul går klædt på samme måde som i København, London, Paris og New York. Og hvis man tager til Lusaka i Zambia eller Sarajevo i Bosnien er de jo moderne storbyer...

Det eneste ufaglærte arbejde der er, handler vel efter-hånden om at stå ved en maskine og trykke på en knap, når man f.eks. laver sodavandsflasker eller andet arbejde som kræver fysisk handlekraft.

Mange de her ufaglære personer kommer altså fra de vestlige lande jeg skitserede ovenfor, de arbejder på fiskefabrikker, papfabrikker, møbelfabrikker mv.

Og mht. antallet af hænder, der skal bruges på arbejdsmarkedet er det en myte, at der skal bruges lige så mange som i dag. Velfærds-teknologi er her allerede, borgerne får installeret et selvskyllende toilet så de selv kan gå på toilet, telemedicin, hvor borgerne via en skærm, evt. en iPad, kan sende oplysninger om deres helbredstilstand til deres læge eller til deres nærmeste hospital, KOL patienter som puster i en lungerør og som sender resultatet til hospitalet. Alt dette betyder, at der ikke skal bruges nær det samme antal sosu-assistenter og sosu-hjælpere i fremtiden. Sukkersyge-patienter måler allerede nu selv deres blodsukker og tager deres insulin, de skal ikke som for 20 eller 30 år siden have besøg af en syge-plejerske som kan give dem deres insulin.

Og det vil der komme meget mere af i fremtiden, også på det normale arbejdsmarked. Der findes allerede robotter som kan hente pakker på lagrene rrundt omkring i Danmark...

Steffen Gliese

Man mærker denne frygt for, hvordan man skal kunne komme i betragtning til sit levebrød, hvis man ikke skal arbejde for det, bl.a. hos Claus Sønderkøge; men det er en ubegrundet frygt, der bygger på, at varerne så vil have andre aftagere. Hvad der imidlertid efter alle solemærker at dømme bliver om, er at alle dele af verden vil have muligheden for at fremstille mindst det nødvendige ved hjælp af moderne teknologi og et minimum af menneskelig indsats - der vil med andre ord ikke være nogen grund til, at produkterne ikke vil kunne finde deres forbrugere.

Claus Sønderkøge

Peter Hansen der er vist noget du har misforstået her. Jeg frygter ikke massearbejdsløsheden. Jeg er ked af vi stoppede diskussionen herom allerede i 70-erne. Da var den visionær - og derfor stoppede den.

Men det er meget vigtigt at diskutere hvordan samfundet skal fordele sit udkomme når det ikke længere skal fordeles efter arbejdstimer.

Fremtidens mangelvare bliver arbejdstimer og ikke arbejdstagere. Det skaber store udfordringer som vi ikke evnede at debattere mens tid var.

Steffen Gliese

Vi er helt enige, Claus Sønderkøge. :-) Der var bare en apokalyptisk tone i dit indlæg, jeg fandt unødvendigt pessimistisk.

Claus Sønderkøge

Situationen er apokalyptisk Peter Hansen.

Derfor må man beklage at vore politikere kryber udenom med statspropaganda i stedet for at analysere samfundenes udfordringer.

Med sådan grundlæggende løgn er der også grund til at tvivle på demokratiets formåen som instrument for folkevilje.

Oprør fra Midten er formodentlig den mest revolutionære bevægelse som nogensinde har eksisteret i dette land.

Steffen Gliese

jeg tror, at den analyse, der andetsteds i denne Inf. peger på, at revolution ikke er en god strategi, har ret. Metemorfose er et godt ord at ty til, ikke mindst ved at påpege, hvordan situationen i virkeligheden er grundlæggende mere positiv end nogensinde i den moderne verden: vi behøver ikke sult, vi behøver ikke at presse folk for arbejdstimer, hvis vi blot vil. Med udbygningen af kommunikationsmulighederne mellem alverdens mennesker i heterogene samfund bliver også hemmelighedskræmmeri og manipulation betydeligt vanskeligere på blot kortere sigt. - Men vi har endnu behov for at opdage mulighederne og finde sammen i stedet for at 'konkurrere'. Der er nemlig det grundlæggende problem ved 'konkurrencen', at den drejer sig om at opnå noget, der slet ikke er værd at opnå.

Nic Pedersen

Nå ja, flere af os forkastede jo også for nogen tid siden troen på "gode ånder, som ville komme give os gaver, når vi fyldte 60 og mange andre ting!

Spøgelser eller sætternisser, nogen skal jo have skylden! Indlægget ligger 2 gange på forsiden af information.dk

Steffen Gliese

Hvis folk ikke tror på deres politikere, må de opstille nogle andre! Nåh, er I ikke medlem af et parti? Jamen, så er muligheden for påvirkning stærkt begrænset.

Hanne Cetkin

Rune Lykkeberg:

»Nu skulle man tro, at socialdemokraterne var lykkelige over, at de ikke behøvede gøre det onde.«

Hvorfor skulle man egentlig tro det? Man skal da være endog meget godtroende, hvis man stadigvæk tror, at SSF grundlæggende vil noget andet end VKO.

Vi har to politiske blokke som har samme ideologi og politiske målsætninger.

Den eneste grund til at det giver mening at have et stort antal forskellige partier, der dybest set mener det samme, er at opretholde illusionen om, at vælgerne har noget forskelligt at vælge mellem, og at vi derfor har parlamentarisme og demokrati i dette land.

Personer der ser lidt mere nøgternt på sagen vil vide, at det er den rå kapitalmagt, markedet og det borgerlige pressemonopol der regerer Danmark.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Med al respekt for Lykkebergs forfatterskab mv., så synes jeg dog, at denne artikel er noget tynd i det.
Det får så være, idet vi vist nærmer os agurketiden i dansk journalistik, og så skal der jo findes et emne.

Det mest spændende er dog kommentarerne. For sjældent har jeg dog set en sådan variation, hvor emnet ikke er politik så meget som det bliver til en videnskabelig tilgang på næsten alle andre vinkler - end politik.

Jeg har den største respekt for prognoser og er vokset op med statistik, sandsynslighedsregning og operationsanalyse - godt garneret med gammeldags EDB. Men alle synes at glemme den politiske tæft i denne sag.

Der er jo et ret stort flertal af politikere i det danske Folketing, der har samlet sig om dette med arbejdsstyrken vs. overførselsgrupperne - jeg mener, at den sidste grupper er røget over de magiske 50%. Og var jeg politiker, så er det præcis dette tal, som fascinerer - for hvor går grænsen for samfundets evne til at absorbere en større procenandel inaktive medborgere - for nu at sige det mildt?

Søren Kristensen

Inaktive borgere vil altid være en del af samfundet, på en eller anden måde, også selv om de ikke er en del af den aktuelle arbejdsstyrke. Det er op til samfundet at gøre brug af deres ressourcer, som typisk aktiveres når produktionen (efterspørgslen på varer og ydelser) ikke kan opretholdes uden deres medvirken. Sidst en sådan aktivering fandt sted var under det seneste økonomiske opsving, hvor ledigheden faldt dramatisk, som følge af investeringer i den privat sektor, herunder private boliger, bilpark og virksomheder, som fik gevaldige kvalitetsløft.

Nu er det så den offentlige sektors tur til et kvalitetsløft og spørgsmålet er hvordan vi kanaliserer den ledige eller "overflødige" arbejdskraft ind i en fornuftig omgang med offentlig virksomhed, uden at det bevirker en yderligere bureaukratisering, For overhovedet at komme igang med dette projekt, fordrer det en vis tro på nødvendigheden af et offentligt regime - en tankegang som måske har været lidt ugle set, de senere år, men som ikke desto mindre efter finanskrisen, og dens slående årsager, står over for en revival. Det er i hvert fald mit gæt.

Ib Christensen

@Peter Hansen

"Hvis folk ikke tror på deres politikere, må de opstille nogle andre! Nåh, er I ikke medlem af et parti? Jamen, så er muligheden for påvirkning stærkt begrænset"

Jeg er sådan set enig med dig. Problemet er bare at er man parti loyal, så er man i risiko for at blive anvendt som nyttig idiot.

Hvis socialdemokratiet var en fuglerede, så ville jeg kalde Helle Thorning for en gøgeunge.
Og nu sidder alle medlemmer og holder mund, for det er åbenbart mere vigtigt at have magten end det er vigtigt hvad politik der føres.
Medlemmerne påvirker ikke. For gør de, får de at vide at nu de har magten skal de ikke begynde at rokke med båden.

Eller sådan lader det til at være, set her fra hvor jeg er.

Hans Jørn Storgaard Andersen

@Ib Christensen: Jeg tvivler nu på, at du er socialdemokrat, for så ville du vide, at debatten har det godt i det parti - det er ikke noget nyt.
Det siger sig selv, at man ikke kan være helt enig med alt det, ens favoritparti gør - især ikke når der er krisetider, og man skal foretage upopulære ting som .. skattelovgivning.
Jeg er socialdemokrat og har ikke problemer med det, min regering løber rundt og laver af forslag - læg mærke til ordet: Forslag. For det skal jo forhandles i en bredere kreds - og slutresultatet - tja, det kan blive til mange forskellige ting.
Til dit ævl om Thorning kan jeg blot sige: Du lyder godt nok som en tosse, når du ikke kan respektere et medlemsdemokrati. Jeg ved ikke hvilket parti, du hælder mest til, men i mit parti vælger medlemmerne sin formand ved et direkte valg.
Enklere kan det vist ikke siges.

Ib Christensen

@Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg har det faktisk helt fint med at folk føler sig truffen over hvad jeg siger. :)

Som nævnt, er det min opfattelse fra hvor jeg er i liv og tid. Min opfattelse!
Men dit svar giver mig tryghed i at jeg nok ikke er helt så afsporet som nogle gerne vill ha jeg var. Til tider også jeg selv. :)

Tro mig, jeg vil skam gerne stå ved jeg er både socialist og demokrat. Men jeg vil ikke anses for at være en af HTS.s mænd.
Jeg ønsker ikke en fremtid uden socialdemokratiet i Dansk politik. Men så vidt jeg kan se så er det hvad HTS går efter.
For mig er der en del der tyder på at regeringen (hvem det så måtte være) udføre planer. Denne gang er det så uheldigt at den benyttede begrundelse for udførelsen af planen er forældet før planen blev udført. Det vi ser er at planen køre videre mens det forsøges at finde et nyt argument for den.
Er planen virkelig værd at offer socialdemokratiet for, eller er socialdemokratiet et offer HTS er villig til at yde?

Det er ikke for at sværte socialdemokratiet, jeg skriver dette, men fordi jeg er oprigtig bekymret for hvad der sker. Tiden nu kan meget vel være årsagen til helt anderledes politiske/demokratiske muligheder i 2020. Og for mig er demokrati værd mere end nogen skattelettelse.

Undskyld hvis nogen føler sig truffen. Men i er selv nærmest til at svare jer på hvorfor.

Christian "Løntilskud" Madsen

Nyt fra regeringens Tyve Tyve-plan 'Jobs til ALLE'

Regeringen lover nu job til alle landets ledige borgere.
De 200.000 nye jobs skal sikres af den landsdækkende løntilskudskampagne Ingen kvaler - Staten betaler!

»Initiativet er ganske enkelt en udvidelse af den eksisterende danske beskæftigelsesmodel Flere hænder - Vi bestemmer! Idéen er, at man sagtens både kan have et fuldtidsjob og samtidig stå helt udenfor arbejdsmarkedet« fortæller Mette Frederiksen.

»Initiativet skal sikre at så mange danskere som muligt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det kan de jo ikke, hvis de er på arbejdsmarkedet«, forklarer ministeren, som henviser til initiativet med de mange nye jobs her:

Ingen kvaler – Staten betaler!

Hvis enkelte ledige borgere ikke måtte have samme interesse i initiativet som Mette Frederiksen, lyder den klare melding:

»Er man inviteret til statens jobfest, vil det blive opfattet som uhøfligt at takke nej.«

Det forlyder allerede nu, at Dansk Supermarked har været ude og rose ministeren for at have fokus på at hjælpe de ledige ud på virksomhederne.

Niels Kondrup

Det vigtigste spørgsmål burde være: "Hvordan kan økonomer, der hvert halve år laver nye og helt modsatrettede fremtidsprognoser, fortsætte med at spå om en fremtid om 8-10 år eller mere.

Måske er det største problem ikke politikernes uvidenhed, men at vi har gjort en videnskab, der kan tolke fortid, nutid og måske nærmeste fremtid, til den sted vi tror vi kan finde løsninger på problemer i en fjern fremtid, som denne videnskab selv den finder.

Jeg er født i 1944, og jeg husker endnu først i halvtredserne, hvor de ældre talte sammen om fremtiden. " Når de store årgange skal ud på arbejdsmarkedet, så skal i se arbejdsløshed" sagde de.
Men i tresserne da "de store årgange" kom ud på arbejdsmarkedet, kunne man ikke få hænder nok, - arbejdsløshed var noget i historiebøgerne.
Man talte om det tyske mirakel, og det italienske mirakel, for det gik godt i alle de vestlige lande.
Derfor siger jeg som gamle Storm Pedersen:"Det er vanskeligt at spå, især når det gælder fremtiden."