Læsetid: 6 min.

Twitterkrigerne

Hashtags, likes og sms’er har erstattet sten og molotovcocktails i aktivisters politiske kamp. Men kan det også blive lidt for nemt at like noget?
Graffiti i Qasr el-Aini gaden nær Tahrirpladsen i Kairo.

Graffiti i Qasr el-Aini gaden nær Tahrirpladsen i Kairo.

Hossam el-Hamalawy

16. juni 2012

»I can’t see my feet. But thank God I can tweet!«

Sådan lød de begejstrede ord fra en egyptisk blogger, der rapporterede fra Tahrir-pladsen i Kairo i februar 2011. Hendes fødder var ikke til at se i den massive mængde af mennesker, der demonstrerede mod det egyptiske styre, og nu jublede hun på Twitter over nyheden om, at Hosni Mubarak ville gå af som Egyptens præsident.

Med det arabiske oprør blev det tydeligt, at sociale medier som Twitter, Facebook og YouTube ikke bare er forbeholdt underholdning og ligegyldigt hverdagssniksnak, men også er afgørende kanaler for den nye generation af aktivister. Det Arabiske Forår er et perleeksempel på sociale mediers politiske betydning, men det er ikke kun i Mellemøsten, at sociale medier kan være med til at skabe et politisk engagement. På Facebook er der masser af eksempler på kampagner om små og store politiske sager – lige fra en lille kampagne for at sende citronmåner til Dansk Folkeparti til den globale Occupy Wall Street-bevægelse med over 300.000 fans.

Da Japan blev ramt af et jordskælv og en tsunami i marts 2011, tog mange kendisser Twitter i brug for at vise sympati. En af dem var Yoko Ono, der ytrede sig sådan her på Twitter:

»Sending love to all friends & family in Japan & praying for you. We are with you. Let’s help one another as much as we can love, yoko.«

Det hashtag (emneord, som bruges til at identificere temaer eller grupper i Internet Relay Chat-netværk, red.), der blev mest ’tweeted’ i 2011, var #prayforjapan, som den amerikanske fastfood-kæde Wendy’s stod bag for at støtte ofrene for jordskælvet og tsunamien i Japan.

Onlineaktivisme

Mange interesseorganisationer har da også fået øjnene op for de sociale mediers potentiale. Den danske afdeling af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har for eksempel udviklet en guide til onlineaktivisme som en del af en kampagne mod Saudi Arabiens antiterrorlovgivning. I guiden kommer Amnesty bl.a. med forslag til hashtags, som aktivisterne kan bruge på Twitter – f.eks. #sauditerrorlaw.

»Rigtig meget af vores aktivisme foregår online, enten for at mobilisere eller oplyse folk. Vi lavede for eksempel sidste år en underskriftsindsamling som en Facebook-event og fik over 25.000 underskrifter herfra på få dage, fordi folk delte med hele deres netværk. Vi kan få indsamlet flere tusind underskrifter på 24 timer online, og det kan vi ikke på gaden,« siger Maia Kahlke-Mikkelsen, der er en del af Amnesty Internationals danske aktivisme-team.

Twitter-aktioner er et andet middel til at opnå politiske mål med. Sidste år lykkedes det for eksempel Amnesty International at få en indisk dreng løsladt takket være en kampagne på Twitter.

»Vi ser ikke online som noget særskilt. Det er også folks liv, det handler om, når de liker noget på Facebook eller sender en sms videre om at stoppe blodbadet i Syrien. Så når vi planlægger kampagner, er online og offline en samlet pakke. Nye medier har gjort, at vores aktivisme når flere. Det har ikke truet vores aktivisme offline. Snarere tværtimod,« siger Maia Kahlke-Mikkelsen og understreger, at det er vigtigt at se de nye medier som kanaler.

»Online er bare en kanal. Det vigtige er, hvad mennesker gør,« siger Maia Kahlke-Mikkelsen.

Det er nemt at like

Fremtidsforsker og direktør Steen Svendsen fra Public Futures er helt enig i at betone Twitter og de andre mobile og sociale medier som kanaler. »Sociale medier er en god ting, hvis man ser dem som ekstra kanaler og andre dialogformer. Jo flere måder at arbejde med politik på, jo bedre. Udfordringen er, at man når rigtig mange med en lillebitte smule, og at det derfor kan blive overfladisk,« siger Steen Svendsen.

Den udfordring kan Maia Kahlke-Mikkelsen nikke genkendende til i sit arbejde i Amnesty International, hvor det kan være svært at fastholde den politiske interesse online.

»Det er klart, at engagementet er ikke altid det samme online. Det er nemt at like eller sende en sms. Man kan risikere at få mere flygtige og overfladiske relationer online,« siger Maia Kahlke-Mikkelsen.

Omvendt kan det være en besnærende, at nå en offentlighed på tusinder, millioner eller måske endda milliarder af mennesker. Ifølge Toby Daniels, stifter af og direktør for den globale konference Social Media Week, vil vi over de næste ti år se, at tre milliarder mennesker vil komme i kontakt med hinanden over internettet eller mobiltelefoner, og det er mere end tre gange så mange, som i dag er online.

»Det er mennesker, der aldrig har haft kontakt med hinanden eller adgang til informationer, som vi i Vesten har adgang til i dag. De muligheder, det skaber, er enorme. Alt, hvad vi kender til i dag, vil forandre sig på en radikal måde i de næste ti år,« siger Toby Daniels, der følger den digitale udvikling tæt.

Effektiv mobilisering

Toby Daniels peger på, at nye medier har vist sig at være særdeles effektive, når det handler om at mobilisere folk politisk. Og det er ikke kun i den gode sags tjeneste. Da en stor flok unge hærgede i London i august 2011, spillede nye medier en så stor rolle, at britisk politi truede med at forbyde brugen af sociale medier til at opildne vold.

Præcis hvordan sociale medier vil forandre samfundet – og om det bliver godt eller skidt – tør Toby Daniels ikke spå om. Men han er optimistisk på de generationers vegne og tror på, at det er en positiv udvikling, at nye medier kommer til at aktivere og bringe folk i forbindelse med hinanden.

»Gennem internettet, mobiltelefoner og sociale medier har vi fået flere åbne platforme og netværk. Twitter er for eksempel med til at skabe nye former for forbundethed, som ikke eksisterede før. Og de nye netværk er med til at give folk mere magt og inspirere dem til at organisere sig om sager, der betyder noget for dem, på et lokalt, regionalt og endda på globalt plan. Det er nemmere at komme i kontakt med andre, der er optaget af de samme sager som dig selv, og antallet af mennesker, der kan engagere sig, er potentielt blevet meget meget større,« siger han.

Væk fra Christiansborg

Når en del af det politiske engagement lige nu går online, er det ikke et tilfælde. I hvert fald ikke hvis man spørger fremtidsforsker Steen Svendsen fra Public Futures.

»Grunden til, at mange unge bruger de nye medier, er ganske enkelt, at de er vokset op med dem. De skal vælge de gamle medier til, ikke fra. Og i stigende grad vælger de ikke de gamle medier til, fordi de debatter, der udspiller sig her, ikke appellerer nok til dem,« siger Steen Svendsen. Ifølge Steen Svendsen handler den politiske debat i de gamle medier og på Christiansborg ikke om de spørgsmål, som interesserer unge i dag. Overordnet set handler debatterne om at få pengene til slå til inden for de givne rammer, og her betragtes unge ofte blot som en ressource.

»Det er det nødvendiges politik. Men mange mennesker, ikke mindst unge, er mere interesserede i, hvordan vi kan udvikle og transformere samfundet i forhold til bæredygtighed og klima, men også i forhold til andre megatrends om identitet, køn, aldring, nye livsfaser og ny teknologi. Verden er ung,« siger Steen Svendsen. Han ser en klar tendens til, at dansk politik i stigende grad foregår uden for det parlamentariske system.

»De afgørende debatter foregår ikke på Christiansborg. Man kan lave ’let politik’ hurtigt gennem sociale medier. For mange kan ’let politik’ lyde som et fyord, men det passer til tiden og skal ses som en mulig kanal. Aktivisme i sociale medier vil dog ikke erstatte den eksisterende politik,« siger Steen Svendsen.

Han peger på, at massemedierne umiddelbart har en styrke, fordi de giver et mere tydeligt billede af, hvad der rører sig i samfundet af vigtige debatter. »Især tv-mediet kan fortsat samle nationen og skabe en fælles oplevelse og identitetsfølelse. Men det handler ofte om X Factor, sport eller royale begivenheder. Den samlede offentlighed kan være svær at se for sig i de nye medier, som giver mange fragmenterede debatter,« siger Steen Svendsen.

Maia Khalke-Mikkelsen fra Amnesty International mener desuden, at det er en forfladigelse at tale om Facebook- eller Twitterrevolutioner:

»Man skal ikke give æren til de medier, folk bruger. Man skal give æren til de mennesker, der har udvist mod,« siger hun.

Serie

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • Vi skal stræbe efter balance

    16. juni 2012
    Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu