Læsetid: 6 min.

Ulrich Beck: Vi har brug for et borgernes Europa

For nylig offentliggjorde en række fremtrædende europæiske intellektuelle og statsmænd manifestet ’Vi er i Europa’, hvor de slog til lyd for ’et europæisk frivillighedsår’: Europæerne skal lære hinanden bedre at kende igennem et års deltagelse i frivilligt arbejde i hinandens lande. Den tyske sociolog Ulrich Beck præciserer her projektet og svarer på indvendinger fra sine kritikere
Europæere. Den europæiske krises kerne er ikke kun bankerne eller grækerne eller de eventuelle mangler ved EU’s finanspagt. Hvad vi mangler, er et europæisk civilsamfund.

Europæere. Den europæiske krises kerne er ikke kun bankerne eller grækerne eller de eventuelle mangler ved EU’s finanspagt. Hvad vi mangler, er et europæisk civilsamfund.

16. juni 2012

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som forbundskansler indkaldte Gerhard Schröder en lille gruppe af intellektuelle og eksperter og bad dem forholde sig til spørgsmålet: Kan vi udvikle begrebet om ’civilsamfundet’ til en ny slags ledetråd, der kan spænde over flere forskellige politikområder og sammenknytte økonomisk vækst, politisk frihed og social samhørighed i globaliseringens tidsalder? Oplægget førte til livlige diskussioner, som Schröder fulgte med stor opmærksomhed. Blandt temaerne var: Hvordan imødegår vi, at der opstår en ny underklasse af udstødte, dvs. af mennesker, for hvem det er vanskeligt eller umuligt at knytte et tilhørsforhold til arbejdsmarkedet, civilsamfundet og de politiske institutioner.

Desværre faldt dette rød-grønne forsøg på at skitsere en helt ny slags politisk program til jorden. Det skete, da kansler Schröder bestilte en repræsentativ opinionsundersøgelse, som kom til den konklusion, at de fleste tyskere har svært ved at kende forskel på civilsamfund (Zivilgesellschaft) og samfundstjeneste (Zivildienst). At det stadig forholder sig sådan, synes at fremgå af den aktuelle debat, som vores manifest – Vi er Europa – har udløst i aviser som i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Det europæiske projekt – at gøre gamle fjender til nye naboer – truer i denne tid med at kuldsejle.

Mit Europa

Flere europæere har i dag den samme oplevelse som Helmut Kohl, der med henvisning til den nuværende kansler (Angela Merkel, red.) udbrød: »Det pigebarn er ved at ødelægge mit Europa«. De har fået nok af euroskeptikernes kulturelle hegemoni og kræver nu, at der gøres op med tidens jamrende defaitisme på Europas vegne.

I denne for vort kontinent så kritiske situation har Helmut Schmidt, Jürgen Habermas, Herta Müller, Senta Berger, Jacques Delors, Richard von Weizsäcker, Imre Kertész – og mange flere »prominente meningsdannere«, som Frankfurter Allgemeine udtrykte det – opfordret til, at vi sætter os ud over det fremherskende Søndagseuropa, et Europa uden europæere, for i stedet at grundlægge et Hverdagseuropa, et borgernes Europa, et Europa, der skal vokse frem nedefra; og ikke kun med ord, men ved handlinger – by doing Europe. Et frivilligt europæisk år skal gøre det muligt – og ikke kun for den yngre generation og den uddannede elite, men for alle, herunder pensionister, faglærte, arbejdsløse osv. – at være med til at realisere et stykke europæisk civilsamfund i et andet sprogrum, sådan som Hannah Arendt programmatisk så det for sig i sit begreb om vita activa. Og her taler vi ikke bare om erhvervsarbejde, der bare skal sikre det daglige levebrød, men handlinger, der skal sigte på politisk deltagelse og organisering, og som dermed kan skabe det europæiske civilsamfund. Edo Reents savner »den sociale dimension« i vores præsentation af Det Europæiske Frivillighedsår og tænker sig, at »den er bevidst udeladt af initiativtagerne, fordi projektet ellers ville have fået overdreven klang af hårdt arbejde, altså noget med at tørre gamle mennesker i enden og den slags ...«.

Skal vi huse pensionister?

Günther Lottes går i samme fælde og forveksler også civilsamfund med samfundstjeneste: »Skal vi huse hinandens pensionister i vores plejehjem, eller skal arbejdsløse tyskere flytte ud af deres lejlighedskomplekser og ind i de franske forstæders betonsiloer? Man griber sig i at tro, at man er havnet i et valgprogram for FDP, der har drevet sin omsorg for hotelbranchen lidt for vidt.«

Dyrker man sådanne misforståelser, gør man sig ganske blind for budskabet i Vi er Europa-manifestet: Den europæiske krises kerne er ikke kun bankerne eller grækerne eller de eventuelle mangler ved EU’s finanspagt. Hvad vi mangler, er et europæisk civilsamfund i Hannah Arendts forstand – et europæisk civilsamfund, der kan begynder i projekter som Det Europæiske Frivillighedsår. Lad mig eksemplificere.

Lad os antage, at Det Europæiske Frivillighedsår allerede var en realitet. Frank Schuster, 44 år, bankassistent fra Lüneburg, har igennem et år deltaget i et miljøprojekt i Athen og har i løbet af denne periode fået flere nye venner og bekendte. Han har set, hvordan moren til en græsk ven flere gange har fået sin pensionsydelse skåret ned; hvordan naboer må flytte, fordi de ikke længere kan betale huslejen; hvordan den ene butik efter den anden i hans gade må lukke – ja, hvordan grækere i vidt omfang får deres værdighed krænket af de vidtgående sparediktater. Hjemme i Tyskland igen hører han vantro, hvordan medier, politikere og landsmænd rakker ned på ’de dovne fallitgrækere’. Og mens den fordom, at grækerne lever over evne, er vældig udbredt her i landet, har han set det modsatte: At stadig flere af dem kastes ned i uforskyldt fattigdom.

Brigitte Reimann fra Passau, 28 år, en arbejdsløs skolelærerinde, deltager i et projekt i Warszawa, der går ud på at skrive en fælles tysk-polsk historiebog. Hun bliver modtaget med megen venlighed af sine polske partnere. Men af og til får hun blandt polakker det indtryk, at de tyske nøjsomhedskrav vækker mindelser om Tysklands fordums militante imperialisme. F.eks. udbryder en pensioneret nabo en dag: »Sig mig, hvad foretog din bedstefar sig egentlig dengang?« Hun ser på ham og svarer: »Min bedstefar var 14 år gammel, da krigen sluttede.« I nogle øjeblikke er naboen helt tavs og siger så stille: »Undskyld«.

Fælles handling

Sådanne eksempler anskueliggør klart, hvordan ’den sociale dimension’ udmærket kan være til stede i Det Europæiske Frivilligheds-år. Det handler hverken om samfundstjeneste eller socialt arbejde i sædvanlig forstand, men om det faktum, at i det fælles samliv, i mødet med andre mennesker, i fælles handling og oplevelser og i samtaler og diskussioner bliver andre menneskers situation forståelig – og dermed bliver også deres bekymringer, håb, skuffelser og følelser af ydmygelse eller vrede forståelig.

Den Europæiske krise er ikke kun økonomisk. Den er også social. Den truer sammenhængskraften i Europa. Det faktum, at skatteyderne i Eurozonen tilsammen må hæfte for finanspolitiske kriser i andre medlemsstater udsætter den europæiske solidaritets løse bånd for en afgørende test. Hertil kommer de spændinger og splittelser, som bliver udløst af migrations- og flygtningestrømme – i dag frem for alt fra de lande, som er kastet ud i kriser af Det Arabiske Forår. Dette belaster navnlig de sydlige stater i EU, som i forvejen er truet af konkurs. Begge disse dramaer – det monetære og det humanitære, der er resultat af en ulige fordeling af forpligtelserne over for asylansøgere – risikerer at uddybe den nye nord-syd-kløft, der gennemskærer Europa. Der er fare for, at den alvorlige nedtur, som hele lande for tiden gennemlever, kan levere nye påskud for diskrimination, fremmedhad, hvis ikke direkte vold. Det drejer sig altså ikke kun om at undgå et sammenbrud for euroen, men også om at undgå et sammenbrud for det europæiske civilsamfund – og dermed et sammenbrud for europæiske værdier som åbenhed, politisk frihed og tolerance. Derfor er det vigtigt at styrke og udbygge de eksisterende lokale netværk og de europæiske borgerinitiativer mod racisme og for integration af indvandrere.

For at kunne håndtere krisen i Europa er det ikke nok med omformning af de europæiske institutioner (en fælles økonomisk styring, finanspolitisk union, brandmure, euro-obligationer osv.). Med monetære ’faldskærme’ alene kan vi ikke redde Europa. Hele miseren bunder i det faktum, at vi har et Europa uden europæere. Det, som mangler – Borgernes Europa – kan kun vokse op nedefra, fra civilsamfundet. Derfor har vi brug for et europæisk Frivillighedsår for alle.

 

 

© Die Zeit og Information. Bragt efter aftale med Leonhardt & Høier Literary Agency.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
Claus Piculell anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

HAH - det "europæiske frivillighedsår" handler altså om at sende Schuster og Reimann til Athen og Warszawa.

Yndigt.

Polakkerne skal nok blive henrykte for at få en bayer til at hjælpe dem med at se det europæiske lys.

Lise Lotte Rahbek

Det skal vokse op nedefra.. siger de.

Javelja.
hvorfor sætter man så Helmut Schmidt, Jürgen Habermas, Herta Müller, Senta Berger, Jacques Delors, Richard von Weizsäcker, Imre Kertész – og mange flere »prominente meningsdannere til at formulere, hvad det er de mener,
der skal vokse op frivilligt nedefra?

Dem kan man da vist ikke kalde 'nedefra', kan man?

Steffen Gliese

Der er brug for det modsatte: en indflydelse til de europæiske borgere, muligivs gennem virtuelle fora, hvor politik kan udvikles fra bunden til fordel for samfundenes demokratisering og opgør med samfunds"eliternes" kamp for egne fordele.

Lise Lotte Rahbek

Henrik J.

Mit tyske er rustent og jeg overvejer stadig at rette op på det - men det er ikke blevet en realitet endnu.
Linket springer jeg derfor over. Ikke særlig elegant, det skal indrømmes.

En pro-EU elite; som formulerer deres fugtigste drømme - kan det virkelig danne grobund for borgernes Europa?

Peter Jensen

Hele idéen om at noget kan vokse nedefra, når ønsket om dets fremkomst stammer fra oven, er udtryk for psykose. Realitetstab.

Men det lyder bedre end manipulation - ligesom frivillighed har en idyllisk klang. Endnu en cocktail på EU-disken; drik ud og knus dit glas.

Lise Lotte Rahbek

Jo, men der står jo også som overskrift, at
"VI har brug for et borgernes Europa"

VI ?
- for nu at citere en kommentator fra tidligere i dag. ;-)

Henrik Jensen

Søren - JA men det er SÅ typisk tysk...de får - og jeg mener det alvorligt - denne form for autoritetstro ind med gramatikken og sproget.

Steffen Gliese

Henrik Jensen, jeg må bedrøve dig med, at tyskerne er langt mindre autoritetstro end danskerne, danskerne er bare sørgeligt ubevidste om det. Den tyske grammatik og sproglige konstruktion indbygger en skarp evne for rationel tænkning - det er ikke for ingenting, at langt de overvejende filosofiske bevægelser stammer fra hhv. Tyskland og Frankrig.

Karen von Sydow

Skal ens uddannelsesbaggrund - og socialstatus - nu censurere for, at man ønsker et andet og mere inkluderende Europa?

Åh, kære Europa, vi har langt igen.

Henrik Jensen,
nu må man sige, at Bayern er speciel i tysk sammenhæng.

Kirsten Bjerrum

Becks medicin virker lidt tvivlsom.

Hans diagnose – at der er behov for at styrke civilsamfundet, med fokus på solidaritet og sociale fællesskaber – kan jeg til gengæld sagtens følge!

Mon ikke Ulrich Beck kan se at saften er ved at løbe ud af sammenhængskraften. Europas samfund er ved at skille på midten...

Dan Johannesson

'VI' Har brug for et DEMOKRATISK europa, og det er det eneste vi ikke har.

Hvad har vi så?: En ikke valgt - indsat - præsident, oprettelsen af en EU regering i december 2011, uden valghandlinger, debat eller mediedækning, jeg siger det ofte, fordi ingen ved at det er sket. Et parlament der ikke kan foreslå nogen love, det kan kun de ikke valgte kommissærer. Med andre ord et teknokratisk plutokrati. (Idet at det typisk er lobbyisternes / konglomeraternes dagsorden, som kommissærene formulere om til lov.

Hvor ville det være befriende hvis de her ligegyldige pseudodiskussioner, der LYDER som om de omhandler demokrati, blev afløst af ægte kritisk debat om hvordan vi får EU's reelt fascistiske struktur smadret, og i stedet får oprettet et ægte demokratisk EU.

Karen von Sydow

Dan Johannesson,
du få EU til at lyde som et despoti. Det er lige groift nok, ville jeg mene.

Kommissærerne er udpeget af medlemslandenes regeringer og skal godkendes af Parlamentet.

Tror du selv Europa er klar til et direkte præsidentvalg, og er det ønskeligt?

Dan Johannesson

@Von Sydow, det som er bekymrende er at 'jeg' jo i virkeligheden ikke får noget til at lyde som hverken det ene eller det andet. Jeg oplister blot en række facts som helt ved egen kræft tegner billedet.

Ifht. kommissærerne er problemet at de får en magt som er fuldstændig uproportional med den minimalt demokratiske proces der indsætter dem. Alene i Danmark er over 70% af lovgivningen som bekendt blot oversatte EU dekreter. Efter vores indtræden i finanspagten, der igen er kommet til verden uden valghandling, vil denne procentsats være endnu højere og vores reelle selvstyre, i praksis være rudimentært / annulleret.

Jeg er i fuldstændig enig med dig i at demokrati handler om langt mere end kryds hvert 4/5 år. En af de væsentligste forudsætninger for at det kan finde sted er dog transparens, folkelig opbakning og adskillelse af magtens organer. Ingen af disse tre principper er imidlertid at finde i den nuværende EU struktur.

Mht. dit spørgsmål om præsidentvalg, ville jeg mene at spørgsmålet om hvorvidt vi overhovedet ville HAVE en EU-præsident, burde have været til afstemning. I stedet indsatte man ham blot. Og vi har nu en, uanset om vi tænker over det i det daglige eller ej. Det er blot endnu et af mange ekstremt udemokratiske fænomener som EU har leveret de sidste 10-12 år.

Så jo despoti, er, i grove træk en god beskrivelse syntes jeg Karen. Og det siger jeg ikke for at sige noget dramatisk, eller med ønsket om at provokere. det siger jeg fordi at begrebet helt objektivt set dækker over fænomenets faktiske egenskaber.

Karen von Sydow

Dan,
hvis du selv mener, at du 'blot' fremlægger fakta som de er, da har du vist glemt alt om sprogets magt og diskursteorien. Jeg troede slet ikke vi opererede med objektivitet mere.

Er enig med dig i, at det er en skandale danskerne ikke er blevet hørt ad ifm. finanspagten - og andre pagter for den sags skyld. Det er i den grad med at at delegitimere det europæiske projekt; uanset om man er tilhænger af EU eller ej.

EU-debatten er en kringlet sag, men det handler i bund og grund om det limbo, der er med, at EU både er en supranational union/konføderation og en international organisation.

Regeringsførelse, defineret som af folket, ved folket, for folket og med folket, hænger pt. ikke sammen i den nuværende konstruktion. Det giver jeg dig ret i.

Men, danske ministere er nødvendigvis heller ikke direkte valgte - og vores statsminister heller ej.

Baya Remaoun

Er frygtelig trist over alle de negative kommentarer emnet har provokeret, men det beviser blot hvor sand artiklen er...

Dan Johannesson

@von Sydow Du har helt ret, jeg kan ikke frasige mig min egen subjektivitet, det er naturligvis ikke muligt. Dog mener jeg stadig at et synspunkts styrker og svagheder i sidste ende afhænger af de faktuelle omstændigheder diskussionen er udsprungen af. Og i det lys er og bliver EU i sin nuværende grundform en cetraliseret, teknokratisk institution og ikke en demokratisk.

Er med på at danske ministre heller ikke er direkte valgte, tilgengæld står de hver dag ansigt til ansigt med borgerne, og deres magt er, set i lyset af EU's magt, stærkt indskrænket. Omvendt i EU hvor en lille håndfuld politikere og teknokrater kan gemme sig væk uden vanskeligheder, samtidig med at de dikterer livet og lovene 711 millioner sjæle, dyre og plante liv mv.

Det er ikke den type samfund jeg ønsker. Så jeg prøver blot at gøre opmærksom på ubalancerne, i håb om at flere vil betænke, og modarbejde, den demokratiske blodfattighed ved EU i sin nuværende form.

Men tror dog iøvrigt ikke vi er sååå langt fra hinanden endda. Vi er begge dybt utilfredse med de manglende valghandlinger. Og heri ligger jo en af de væsentligste tilsidesættelser af demokratisk praksis.

Steffen Gliese

Mht. Bayern ville jeg sige det samme, Karen von Sydow. Jeg har faktisk været på sprogskole i Bayern for mange år siden, men havde det held at bo i en noget mere ukonventionel familie end mine medkursister.