Det mest fascinerende ved at stå helt nede ved banen, tæt på sidelinjen, og se Rafael Nadal slå til en tennisbold er, hvor vred han virker. Hvor aggressivt han svinger ketsjeren. Hvordan ansigtet trækker sig sammen, og sveden sprøjter, og hele kroppen spænder til i mødet med bolden, frygtsomt, som om han ikke aner, hvad der kommer imod ham, som om han aldrig har prøvet det før, og samtidig som om han aldrig har lavet andet.
Det er, som han siger, Nadal: »Hvert slag er forskelligt. Hvert eneste et.«
Når man så er kommet over oplevelsen – for det er en oplevelse – af at se, høre og mærke helt ned i maven, hvor hårdt Nadal slår til en tennisbold, hvor mange flere omdrejninger han genererer end nogen anden nogensinde, så indtræffer den næste erkendelse: At han slår hvert slag med samme intensitet. Hvert eneste slag.
Det tager et halvt sekund, men et enkelt slag er en hel kamp i sig selv. En kamp med kroppen, der skal i position, med grebet om ketsjeren, der skal justeres en millimeter, med boldens uendelige forskellige former for skru, der skal afkodes, med vinden og solen, modstanderens placering, opspringet på det ujævne grus. Det sker måske 15 gange på 20 sekunder. Det er udmattende bare at se på. Små eksplosioner sammensat til en duel, der bygger sig op, fra serven og videre til de tålmodige grundslag, der bevæger modstanderen fra side til side, indtil åbningen opstår, og det vinklede forhåndsslag åbner banen op, åbner for muligheden af et angreb, fremtvinger et desperat forsvar, måske en høj, topspunden baghånd for at købe sig selv tid, måske er det for sent, det er det aldrig for Nadal. Han når de mest umulige bolde. Han gør umulige ting ved dem. Han vrider sin krop og slynger sin ketsjer slag efter slag, i tre timer, fire timer, fem timer om nødvendigt. Hvis man skulle vælge en til at spille tennis for sit liv, måtte man vælge Nadal.
Og fik man lov til at vælge underlag, gjorde man klogt i at vælge gruset i Paris. Her har spanieren, der fylder 26 år nu på søndag, vundet titlen seks gange. Han er favorit til at gøre det en syvende. Det er aldrig, siden de åbne franske mesterskaber blev åbnet op for udenlandske spillere i 1925, sket før. De seneste mange år har turneringen været kendt for ikke at lade sig tæmme. I de seks år, inden Nadal i 2005 begyndte sin dominans, blev Coupe des Mousquetaires løftet af seks forskellige spillere.
Ingen tid til Björn Borg
Der bliver snakket om, hvorvidt Björn Borg kommer hertil og ser finalen på næste søndag. Hans tilstedeværelse skulle være en slags anerkendelse af Nadals rekordforsøg. Svenskeren var den sidste store gruskonge med seks singletitler mellem 1974 og 1981.
Det er sjovt med den slags tal og statistikker – lige så vigtige og meningsfulde de virker, når man på afstand sætter Nadals sejre ind den større fortælling om en af de mest spektakulære tenniskarrierer i nyere tid, lige så ubetydelige er de, når man står nede ved sidelinjen og ser ham brøle sin forhånd af sted i fuldt løb. Tag al den energi, du kan forestille sig dig at samle i hele din krop og brøl den ud i ét hug, så har du måske en brøkdel af den kraft, der frigives, når Rafael Nadal slår til en tennisbold. Igen og igen og igen. Han er i det forhåndsslag – og kun der. Ellers kunne det ikke lade sig gøre.
Og man ved, øjeblikkeligt, at der er sandhed i banaliteterne, når han afviser at snakke om tabeller, rekorder og sammenligninger.
»Jeg har arbejde nok med at tænke på næste runde og ikke bekymre mig om, hvorvidt Björn kommer og kigger, eller om jeg når frem til finalen. Det er dag for dag,« som han sagde efter sin sejr i første runde over Simon Bolelli, der blev håndteret i tre sæt, 6-2, 6-2, 6-1.
Dag for dag med de samme rutiner. Morgenmaden med cornflakes, appelsinjuice, cacaomælk og brød drysset med salt og olivenolie. Aldrig kaffe. Et enkelt måltid inden kamp, pasta, igen med olivenolie og salt og et stykke fisk. Tre kvarter før kamp, før hver kamp, tager Rafael Nadal et iskoldt brusebad. Hver en muskelfiber i kroppen skal vækkes og bringes i højeste alarmberedskab. Så giver hans fysioterapeut, Rafael Mayamó, ham bandager og tape på knæene, fingrene, fødderne, hvor det nu måtte være nødvendigt på den krop, der for længst er presset ud over det ansvarlige og altid spiller i smerte. Mayamó, eller Titín, som Nadal kalder ham, kommer fra den samme lille by, Manacor, på Mallorca, hvor Nadalslægten har boet i tre generationer og stadig hører hjemme. De to har efter sigende et nærmest telepatisk forhold, ofte behøver de ingen ord, Mayamós følsomme hænder forstår Nadals ømme muskler.
Mission tennismaskine
Inden Rafael Nadal går på banen, lægger han omhygeligt nyt, hvidt greb på sine ketsjere. Han tager sin bandana om hovedet og strammer den hårdt op. Så varmer han sin 185 centimeter høje, 85 kilo tunge krop op, hidsigt og med musik i ørerne, få meter små sprint i omklædningsrummet, pludselige hop op i luften, ned i knæ, op igen, drejer hovedet fra side til side, ruller skuldrene.
Ritualet er altid det samme, og formålet ligeså: At transformere den generte Rafael, der er bange for mørke, sover med lyset tændt, gyser når det tordner udenfor, kører bil med den ene fod nervøst på bremsen og nærer en dyb mistillid til selv de mest fredelige husdyr, at transformere ham til en unedbrydelig mur af en tennisspiller.
»Jeg prøver at blive en tennismaskine,« skriver han i sin selvbiografi fra 2011 og forklarer nødvendigheden deraf:
»I løbet af en kamp kæmper du hele tiden med at holde dine sædvanlige skrøbeligheder tilbage, lægge låg på dine menneskelige følelser. Jo mere, du får lagt låg på, desto større er dine muligheder for at vinde.«
Det franske publikum er ikke glade for Rafael Nadal. De jublede i vilden sky, da han led sit hidtil eneste nederlag i 2009 mod svenske Robin Söderling. De har før buet ad hans sejre. Nogle siger, det er, fordi han er spanier. Andre, at han er for suveræn. Eller at hans murermesterstore overarme er uklædelige på en tennisbane. At der hverken er liv eller sjæl i hans arbejderistiske tilgang til sporten.
Det må være, fordi de ikke har set ham på klos hold. På Court Philippe Chatrier er tilskuerpladserne tættest ved banen reserveret til sponsorer og det bedre parisiske borgerskab, der ofte udebliver og kun sjældent giver lyd fra sig. Resten følger hans kampe fra højderne. Hvis de kom helt tæt på, ville de vide – de ville erfare med gåsehud over hele deres krop – at ingen som Rafael Nadal lider, og ingen som Rafael Nadal lever for hvert slag.
