Læsetid: 7 min.

Et brøl til historiebøgerne

Rekord. Der er et sted i det sydvestlige London, hvor tennisnørder, bogsamlere og historikere hænger ud. Ikke langt derfra satte Serena Williams endnu en verdensrekord på vej mod sin syvende Wimbledonfinale
Williams. ’Jeg hører til på den her tennisbane,’ sagde den firedobbelte Wimbledonmester Serena Williams efter sin semifinalesejr over Victoria Azarenka, som måtte kigge langt efter amerikanerens server – 24 esser blev det til for Williams, der selv beskriver sin serv som ’ond’.

Williams. ’Jeg hører til på den her tennisbane,’ sagde den firedobbelte Wimbledonmester Serena Williams efter sin semifinalesejr over Victoria Azarenka, som måtte kigge langt efter amerikanerens server – 24 esser blev det til for Williams, der selv beskriver sin serv som ’ond’.

Wang Lili

7. juli 2012

Som rejsende med Londons undergrund har man to muligheder, når turen går mod Wimbledon. Man kan enten stå af på Southfields eller køre et stop videre til Wimbledon Park – hver ligger på den grønne District line en lille mil fra The All England Lawn Tennis and Croquet Club, hjemsted som bekendt for både velholdte højborgere og tennisbaner af græs.

De fleste står af på Southfields. Der er elevator og særbusser og en højttalerstemme, der fortæller de mange tennistilrejsende, at dette er stedet at stige af, hvorefter de træder ud på en perron dækket af grønt filt med kridhvide streger, så ingen kan være i tvivl om, at The Championships venter lige om hjørnet.

Kører man alligevel videre til Wimbledon Park, kan man med fordel besøge The Tennis Gallery. Det er en lille butik ved siden af James’ barbersalon, lige til venstre ad hovedgaden, når man kommer ud fra stationen. Her huserer ægteparret Chris og Richard Jones. I dag er det kun Richard, der er her. Han er 61 år, lettere duknakket og med en stemme, der lyder, som om, den former ordene dybt nede i halsen, når han for eksempel, som han gør, da jeg træder ind ad døren, diskuterer med en gråhåret amerikansk herre iført officielt Wimbledonslips, hvorvidt mellemkrigstidens store tennisdiva, franske Suzanne Lenglens kontroversielle nederlag i 1921 til den norskfødte amerikanske mester Molla Bjurstedt Mallory bør tælles med, når nu Lenglen måtte trække sig halvvejs inde i kampen med hostesyge.

Et par turister stikker hovedet ind og kigger på postkort. The Tennis Gallery trykker deres egne ud fra gamle magasinforsider. 1991-udgaven af det britiske tennisblad Serve and Volley med hviderussiske Natasja Zvereva på forsiden under overskriften »Zvereva – The Maiden from Minsk« er blandt de mere opsigtsvækkende. Men det er kun, indtil man får øje på vitrineskabet med tennistematiserede halskæder og ørenringe af sølv, for slet ikke at snakke om væggen ind mod barberen, der fungerer som en udstilling af de seneste 16 års kunstmaleriske plakater fra de åbne franske mesterskaber i Paris. »Vil du ikke med ovenpå,« spørger Richard, efter han har set mig snuse rundt ved bogreolen i et kvarters tid med næsen nede i Neale Frasers Power Tennis fra 1962 og Gianni Clericis mursten af en historiebog, 500 anni di tennis.

»Vi har 3.000 bøger deroppe,« lokker han, og kort efter står vi oppe i arkivet, hvor Richard stolt fremviser mig den art deco-inspirerede forside på den franske instruktionsbog, Précis de Tennis Moderne fra 1964.

»Giv mig din e-mail-adresse, så får jeg den scannet og sendt til dig,« siger han.

Sjældne tennisbøger

Jeg adlyder. Her lugter støvet og gemmer sig alt fra VHS-bånd om den argentinske panter, Gabriela Sabatini, til et indrammet selvportræt af 30’ernes ottedobbelte Wimbledonmester Helen Wills. Ovre i hjørnet står en mand. Han hedder Attila Szabo, er klædt i sort, har briller på næsen og et gråsprængt gedebukkeoverskæg. Til hverdag arbejder han som kemiker i Washington DC, men i sin fritid samler han på sjældne tennisbøger. Perlen i hans samling er en førsteudgave af major Walter Wingfields regelsæt – verdens første nedskrevne regler for moderne tennis – fra 25. februar 1875. Så vidt vides findes der kun fire eksemplarer tilbage i hele verden. Det er en otte sider kort tryksag. Szabo fik sin for 7.000 dollar, og det var et røverkøb.

Jeg nøjes med at købe et postkort med Guillermo Vilas til to og et halvt pund, inden jeg forlader The Tennis Gallery og drejer ned af Home Park Road. Det er en stille vej. Britiske cottages med bindingsværk og småsprossede vinduer ligger tilbagetrukket bag lave stengærder.

»Hej igen!« lyder det fra en ældre herre, jeg overhaler på fortovet og hurtigt genkender som den slipseklædte amerikaner fra butikken.

»Ja, jeg går ikke så hurtigt,« forklarer han.

Richard Hillway hedder han. Vi slår følgeskab. Det viser sig, at han efter en lang karriere som tennistræner, hvor han formåede at føre ikke mindre end 41 gymnasiehold frem til de nationale mesterskaber, nu har slået sig ned som tennishistoriker med speciale i 1870’erne. Selvfølgelig har han også et eksemplar af major Wingfields regelbog. Det er godt nok kun en fjerdeudgave. Han købte den af Quincy Williams, barnebarn af Dick Williams, den amerikanske tennisstjerne, der vandt datidens US Open i 1914 og 1916 få år efter at have overlevet et vist skibsforlis på Atlanterhavet – det kan alt sammen læses i Lindsay Gibbs’ Titanic: The Tennis Story.

Richard og jeg skyder genvej ind over Wimbledon Park Golf Club, som i disse to uger om året fungerer som parkeringsplads for besøgende til tennisturneringen. Nypudsede biler holder midt på fairwayen. En Mercedes ved siden af en Aston Martin ved siden af en Rover. En ældre ægtepar har slået bagsmækken op og dækket op til picnic med hytteost og hvidvin under en rød-hvid Pimm’s-parasol.

»Det er et interessant spørgsmål,« siger Richard pludselig. »Hvem skal krediteres som opfinder? Den, der får ideen, eller den, der udbreder den?«

Tennis, fortæller Richard, blev spillet lang tid før major Wingfields tid. Allerede i det 11. århundrede begyndte franske munke at slå stofposer frem og tilbage med hænderne i et jeu de paume, håndfladernes spil, der indledtes med det oldfranske udtryk ’tenez’, »Tag den!«, inden serven sendtes af sted. Deraf navnet tennis, som altså på ganske få måneder efter udgivelsen af Wingfields patenterede regler i 1974 blev så vældig populært, at The All England Croquet Club afholdt de første Wimbledonmesterskaber bare tre år senere.

I år er det 126. gang, turneringen afholdes. Richard og jeg skilles ved Gate 5, og kort efter er jeg på vej op ad trapperne til Centre Court, forbi den blåskjortede vagt fra Londons brandkorps, der sørger for, at ingen uvedkommende får adgang til kvindernes semifinaler.

Williams tryg igen

Den første står mellem Agnieszka Radwanska og Angelique Kerber og er stort set forbi, inden jeg får sat mig ned. Den spagfærdige polak med de tilsyneladende kraftløse, men alligevel effektive slag, vinder 6-3, 6-4 på lidt over en time. Publikum er mødt talstærkt op og får efter endeløse gråvejrsdage i, hvad der tegner til at blive den mest bedrøvelige britiske sommer i hundrede år, en eftermiddag med både solskin og serveesser. Sidstnævnte står Serena Williams for. Amerikaneren er 30 år gammel, en veteran på touren og stadig bedre end alle de unge. Hun er også bedre end Victoria Azarenka, men ikke meget. Med sine lange, smidige lemmer bevæger den 22-årige hviderusser sig både elegant og hurtigt rundt på banen, og hvis ikke det var for hendes langstrakte hyl, hver gang hun slår til bolden, ville det være en fryd at høre hvor hårdt og rent, hun træffer den.

I dag spiller Azarenka for at overtage førstepladsen på verdensranglisten, men hver gang hun nærmer sig et overtag, banker Serena Williams en utagelig serv af sted. Bum, siger det. Igen og igen. Publikum klapper afmålt. Servees efter servees, 24 i alt, hvilket viser sig at være alle tiders rekord for flest esser i en tenniskamp mellem kvinder og næsten dobbelt så mange, som hendes finalemodstander, Radwanska, har lavet i hele turneringen.

Efter kampen møder Williams den samlede verdenspresse. Hun smiler ikke, men hun lyder glad. Efter nogle svære år med grimme skader og mislykkede affærer udi kærlighed er hun tilbage, hvor hun føler sig tryg, hun er tilbage i Wimbledonfinalen for syvende gang.

»Jeg er så glad for at være ude på banen. Jeg føler, at det er der, jeg hører til. Måske hører jeg ikke til i et forhold. Måske hører jeg ikke til en masse steder. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg hører til på den her tennisbane.«

En italiensk journalist gør Serena Williams opmærksom på, at hun med en finalesejr vil sikre sig sin 14. grand slam-singletitel, hvilket bringer hende i selskab med legender som King, Goolagong og Hart.

»Betyder det noget for dig,« vil journalisten vide.

»Det er ret sejt at blive nævnt sammen med de navne, især King, hende ser jeg virkelig op til,« svarer Williams om kvindesagsforkæmperen Billie Jean King, der var med til at introducere professionel tennis for kvinder.

»Har du aldrig hørt om Hart?« fortsætter det fra salen.

»Dorothy Hart, ikke?« svarer Williams om amerikaneren, der i 1951 vandt både single, damedouble og mixdoublefinalen på samme dag.

»Jo,« lyder det fra journalisten.

»Selvfølgelig. Jeg kender min historie,« svarer Williams.

Ingen nænner at gøre hende opmærksom på, at stjernen fra 1950’erne hedder Doris. De kunne have anbefalet hende et besøg hos Richard oppe i The Tennis Gallery, jeg er sikker på, han har 1955-udgivelsen Tennis With Hart stående på hylderne. Men det er hun tilgivet for ikke at bekymre sig om, Serena Williams. Det går vel an at have sin opmærksomhed andetsteds, når man selv er ved at spille sig ind i historiebøgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu