NEW YORK – Hvad er den amerikanske drøm egentlig for en størrelse?
Begrebet blev første gang formuleret af historikeren James Truslow Adams under Den Økonomiske Depression. I hans bog Fortællingen om Amerika fra 1931 beskrives drømmen som »et bedre, rigere og lykkeligere liv for alle vore borgere uagtet deres plads i samfundet, hvilket er det vigtigste bidrag til verdens ideer og velfærd, vi indtil videre har ydet«.
»Denne drøm«, forklarede Adams, »har eksisteret fra begyndelsen (af vores historie)«.
Men drømmen kom hurtigt til at ligne en utopi.
Udenfor Adams dør i New York – hvor han havde tjent en formue som bankmand – så virkeligheden fundamentalt anderledes ud for de stræbsomme folkemasser, der næppe kunne skaffe brød på bordet.
Herom sang datidens troubadour Woody Guthrie i sine mange folkekære sange – ikke mindst den berømte »This Land is Your Land, This Land is My Land«, hvor han grundlæggende hævder, at alle amerikanere har ret til at eje den amerikanske drøm. USA er også de undertryktes og sultnes land.
’Born To Run’
Rocksangeren Bruce Springsteen tog samme tema op til kritisk behandling i sin sang »Born To Run« (1975). »In the day we sweat it out on the streets of a runaway American dream ...« For Springsten var drømmen om et hæderligt middelklasseliv frataget den almindelige amerikaner.
Blot to år senere, i 1977, bekræftede Frank Sinatra og Liza Minnelli i deres »New York, New York«, at drømmen levede videre i bedste velgående, og at det blot var et spørgsmål om at have talent og være villig til at knokle hårdt. »If I can make it there, I’ll make it anywhere. It’s up to you New York, New York.«
Er det stadig sandt? Er succes i New York en garanti for succes i resten af verden?
Forbavsende mange unge amerikanere og udlændinge prøver stadig lykken i ’Det Store Æble’, som New York smigrende bliver kaldt, selv om de har mange odds imod sig, og selv om forsøget kræver utroligt mange personlige ofre.
Fra ethvert restaurantbesøg ved en New York-besøgende, at de unge og flotte tjenere, der serverer maden, ofte er aspirerende kunstnere, skuespillere, sangere, musikere, dansere, komponister osv. Folk, der har en drøm, de vil realisere.
En af dem, der stadig tror på drømmen, er hiphop-sangerinden og poeten Tekitha Wisdom, hvis bestræbelse på at få et stort comeback i New York skildres på disse sider.
»Jeg tror på drømmen. Jeg ved, at succes er en lang rejse, ikke et endemål, og det at opnå den ikke er bundet til et geografisk sted. Det har taget mig mange år at forstå den tankegang, men hvis man kan styre sine ideer og nyde rejsen, vil tingene lykkes hen ad vejen,« siger hun.
Tre unge talenter
Tekitha har en kæmpe fordel. Hun har prøvet at skabe sig en karriere før og har derfor viden og midler til at prøve igen. Sådan er det ikke for cabaretsangeren og digteren Natti Vogel, balletdanserinden Haylee Michelle eller kunstnerinden Carmelle Safdi. De andre kunstnere i denne serie. De er alle yngre og må kæmpe sig op fra bunden.
Det tager gå på mod, energi, tålmodighed, ubændig arbejdsvilje, masser af charme og selvsikkerhed, et godt netværk af venner og støtter – og ikke mindst lyst til at stå frem i rampelyset.
Man skal være hårdhudet nok til at tage en afvisning i en stiv arm. En aspirerende kunstmalerinde må fremvise sit arbejde i gallerier i konkurrence med mange andre. En balletdanserinde konkurrere med hundredevis af kolleger under optagelsesprøver til ubesatte roller i New Yorks teaterverden. Uden et trofast publikum er en sanger og sangskriver et nul.
»Natti troede, at folk ville falde næsegrus for ham – at himlens porte ville åbne sig, da han kom til New York. Det skete naturligvis ikke,« siger hans mangeårige ven og trommeslager Ace Salisbury.Men hvilke andet sted end i New York og Amerika finder man en så ubændig trang til at virkeliggøre sin drøm om succes?
