Læsetid: 8 min.

’Det gjorde mig ked af det. Jeg følte mig tom’

For nylig blev den tidligere engelske landsholdsanfører John Terry frikendt for anklager om racisme. Men hvordan oplever de sorte spillere situationen? Hvordan er det at være en etnisk minoritet i professionel fodbold i England?
Sol Campbell, der netop har indstillet sin aktive fodboldkarriere, var en af sin generations bedste forsvarsspillere. Han fortæller, at han på grund af sin hudfarve har måttet finde sig i hån og dårligere løn end sine holdkammerater. ’Jeg måtte klare det selv. Ingen myndigheder ville gøre noget ved det,’ fortæller Campbell.

Sol Campbell, der netop har indstillet sin aktive fodboldkarriere, var en af sin generations bedste forsvarsspillere. Han fortæller, at han på grund af sin hudfarve har måttet finde sig i hån og dårligere løn end sine holdkammerater. ’Jeg måtte klare det selv. Ingen myndigheder ville gøre noget ved det,’ fortæller Campbell.

The Guardian

21. juli 2012

For 30 år siden blev Paul Canoville Chelseas første sorte spiller. Da holdopstillingen blev annonceret med hans navn blandt reserverne, holdt National Front møde på en lokal pub for at lufte deres harme. Mens Canoville varmede op, råbte Chelseas tilhængere: »Sæt dig ned, din sorte nar,« og begyndte at synge: »Vi vil ikke have nogen nigger, vi vil ikke have nogen nigger, la la la la la la.«

Dengang vendte de fleste klubber det døve øre til racisme. Det blev ikke nævnt på tv, spillerne diskuterede det ikke og klagede aldrig. Men hvor har tiderne dog ændret sig. Seks af spillerne i Chelseas startopstilling, der i maj vandt Champions League, var sorte. Nu tolererer klubberne ikke racisme, og en fjerdedel af alle spillere i Premier League er sorte eller fra etniske minoriteter.

Men i sidste sæson var der kontroverser næsten hver uge. Luis Suárez overfusede Patrice Evra på banen. To personer blev dømt for racistiske tweets. Micah Richards lukkede sin Twitter-konto efter at være blevet udsat for krænkelser. Og forleden var John Terry fra Chelsea og det engelske landshold i retten, sigtet for racistisk betonet forstyrrelse af den offentlige orden. Af og til får engelsk fodbold en rystende påmindelse om, at man ikke er nået helt så langt, som man helst vil tro. Det bliver næppe værre end i 2004, da Ron Atkinson som kommentator havde overset, at hans mikrofon var tændt, og om Chelseas forsvarsspiller Marcel Desailly sagde:

»Han er det, som nogle kalder en fucking, doven, tyk nigger.«

Hvis Atkinson, der som træner promoverede sorte spillere, virkelig mener det, er der så overhovedet håb for fodbolden? Otte år efter spørger jeg Atkinson, om han vil interviewes om racisme i fodboldens verden:

»Nej, det er noget vrøvl,« siger han. »Hvorfor vil journalisterne aldrig spørge mig om de trofæer, jeg har vundet?«

Forbigået

Sol Campbell bestiller en kop kaffe på sin lokale bar i det vestlige London. Vi mødes et par uger efter, at han er stoppet som spiller. Han indrømmer, at han skal vænne sig til sit nye liv.

Campbell, som er en af de fire sorte, der har været anfører for Englands landshold, er et sammensat menneske. Han var en af sin generations bedste forsvarere, men har måtte lægge ryg til meget hån. Campbell siger, at hans problemer i Tottenham begyndte tidligt og handlede om meget mere end klubbens fans. Han var en seriøs og disciplineret ung mand, da han som 15-årig skrev kontrakt med klubben i 1989 og tre år senere debuterede på førsteholdet. Han mener, at han burde have debuteret tidligere:

»Jeg kunne nemt være begyndt at spille som professionel allerede som 16-17-årig. På min plads var jeg langt bedre end de fleste andre. De andre havde erfaring, men spillemæssigt kunne jeg nemt begå mig.«

Var hans hudfarve en forhindring?

»Jeg ved det ikke,« siger han, »måske var de bare vant til, at hvide ansigter gjorde bestemte ting på fodboldbanen, mens sorte ansigter gjorde andre ting. De var ikke parat til en sort fyr, som var en seriøs og påpasselig forsvarer.«

Campbell siger, at sorte spillere blev behandlet forskelligt på alle planer:

»En knap så god hvid fyr fik mere i løn. Som 17-18-årig var jeg frustreret og ville væk. Mine holdkammerater fik chancen, men det gjorde jeg ikke.«

Da Campbell ni år senere endelig forlod Spurs til fordel for rivalerne Arsenal, blev han stemplet som »en Judas«. Spurs’ fans svinede ham nådesløst til.

Det store tabu i fodboldens verden er stadig homoseksualitet – den eneste spiller, der nogensinde sprang ud som homoseksuel, Justin Fashanu, endte med at begå selvmord. Sange om Campbell forenede racisme og homofobi i en bitter cocktail, selv om han på det tidspunkt havde en række højt profilerede kærester og nu er gift. I 2005 blev hans bror John fængslet i et år efter et voldeligt overfald på en studiekammerat, der havde antydet, Sol var bøsse. Har Campbell nogensinde overvejet at holde op med at spille fodbold?

»Ja, eller at tage et andet sted hen, til Spanien eller Italien.«

Det ironiske er, at både Spanien og Italien nu har betydeligt større problemer med racisme, end Storbritannien har.

Har krænkelserne sat sig spor?

»Det gjorde mig ked af det. Jeg følte mig tom. Jeg måtte klare mig selv. Ingen myndigheder ville gøre noget ved det. Så jeg var nødt til at gå uden om fodboldforbundet og i stedet gå til politiet og sige: ’Der er sket det her for mig, jeg har brug for hjælp.’ Det er fodbold. Det er ikke krig.«

Identitet

Da den tidligere fodboldspiller og nuværende fodboldkommentator Stan Collymore voksede op, tænkte han ikke på sig selv som sort eller blandet race. Hans hvide, engelske mor og sorte far fra Barbados gik tidligt fra hinanden, og han blev opdraget af sin mor sammen med tre ældre, hvide halvsøstre fra hendes tidligere ægteskab og voksede op i et område, hvor der kun boede hvide:

»Jeg havde ingen anelse om sort identitet, for der var ingen, der havde givet mig sådan en, før jeg var over 20 år gammel og boede i London.«

Han skrev kontrakt med Crystal Palace og opdagede, at holdet var opdelt i racemæssigt definerede kliker: »Ian Wright, John Salako, Mark Bright, Andy Gray og Eric Young var i den sorte klike. På den anden side var der spillere som Alan Pardew, Gareth Southgate, Nigel Martyn og Andy Thorn. Jeg vil ikke sige, at klikerne var bevidst baseret på race, men snarere på forskellige interesser. De sorte fyre var til R&B og hiphop, og deres kulturelle identitet var afrocaribisk. Folk som Southgate og Pardew var til cricket og golf. Det var dog ikke præget af anspændthed, men mere af drilleri.«

Collymore blev engang spurgt, om han hørte til i de sortes eller de hvides rum.

»Jeg sagde, at de var nødt til at finde et tredje rum til mig.«

Han er en af meget få spillere, som har meldt en anden spiller til fodboldforbundet for racisme. Han spillede for Aston Villa mod sin tidligere klub Liverpool og hævdede, at forsvarsspilleren Steve Harkness havde krænket ham:

»Hvis jeg var blevet kaldt nigger eller lignende én gang, ville jeg ikke have gjort noget, for jeg mener, at det er forkert, men at vi alle kan komme til gøre noget dumt i kampens hede. Men det blev ved i 10-15 minutter: ’Din neger (’coon’). Din mor har kneppet med en neger.’ For at være ærlig havde jeg lyst til at rive hovedet af ham.«

Harkness har altid afvist anklagen, og fodboldforbundet kunne ikke skride ind, da det var påstand mod påstand. Hvordan gik det så, da de næste gang skulle spille mod hinanden?

»Man kan rolig sige, at jeg var tændt . Jeg prøvede at gøre gengæld på banen. Ikke med ord.«

Harkness blev båret fra banen efter en farlig tackling fra Collymore.

»Det skete under en fodboldkamp, hvor der kæmpes hårdt, og det blev ved det.«

Collymore understreger, at racisme på banen var en sjældenhed, og at fodbold på mange måder har vist vej for resten af samfundet. Det stereotype billede af sorte drenge – dårlige i skolen, gode til sport – har ført til et uforholdsmæssigt stort antal sorte fodboldspillere i engelske klubber. Men disse spillere har ændret holdningerne til det bedre, for det er svært at fastholde sine fordomme, når ens idoler er sorte.

Karriere

Forsvarsspilleren Clarke Carlisle, som er formand for de professionelle fodboldspilleres forening og for øjeblikket står uden klub, er ved at lægge sidste hånd på en film om racisme i engelsk fodbold. Han siger, at sammenlignet med mange andre europæiske lande er det ren idyl, men der er stadig meget at gøre – især i bestyrelseslokalerne. Carlisle, der gik ud af skolen med topkarakterer, blev i 2002 valgt som Storbritanniens klogeste fodboldspiller. Han siger, at han aldrig selv har oplevet racisme. At spørge, om der er et problem med racisme i fodbold, er for generelt et spørgsmål, forklarer han:

»Hvis du er en sort fodboldspiller, har du lige så stor chance for at få succes som en hvid spiller. Men ikke hvis du er en asiatisk spiller. Og hvis vi taler om træner- og lederjobs i fodboldens verden, halter sorte og andre etniske minoriteter stadig efter hvide.«

Der er en simpel årsag til, at vi aldrig hører om de problemer, som asiatiske spillere møder, for der er næsten ingen af dem:

»Vi har haft historier med unge mænd med et indlysende talent, som er blevet forbigået. En far fik at vide af en talentspejder, at han udtrykkeligt havde fået besked på ikke at kigge efter asiatiske spillere.«

– Hvorfor?

»Netop. Den stereotype opfattelse af asiatiske spillere er, at de ikke kan blive gode fodboldspillere, ikke er interesseret i fodbold og kulturelt set ikke passer til fodbold.«

Et af de store problemer befinder sig på ledelsesplan, i bestyrelseslokalerne og i fodboldforbundet, fortæller Carlisle. Den mest målbare diskrimination finder man i trænerfaget og i klubbernes ledelse. Skønt en fjerdedel af spillerne tilhører etniske mindretal, er kun tre ledere ikkehvide (ca. tre pct.). I amerikansk fodbold har en regel siden 2003 sikret, at repræsentanter for etniske mindretal kommer til samtale om job som trænere og ledere, og Carlisle er tilhænger af, at man indfører en lignende regel i England:

»Det handler ikke om, at enkelte bliver udvalgt. Det handler om hele ansøgningsprocessen.«

– Vil det blive indført i Storbritannien?

»Det er usandsynligt, fordi der tilsyneladende ikke er meget opbakning fra klubberne eller forbundet. Da vi for nylig var i Downing Street til et møde med et parlamentsudvalg om racisme i fodboldverdenen, blev det antydet, at forbundet ikke ønsker en sådan regel, fordi vi ikke er klar til det.«

– Hvad betyder ’ikke klar’?

»Netop,« siger Carlisle. »Jeg mener, at vi er klar til det. Vi har en kvalificeret talentmasse, der er klar til jobsamtaler, især til trænerjobs. Den eneste problem er managerstillinger, for vi har ikke haft mange sorte ledere. Det er en ond cirkel. Man kan ikke få et job, fordi man ikke har nogen erfaring, og man kan ikke få erfaring, fordi man ikke kan få et job.«

Selv om medier og fans taler om racisme i fodboldverdenen, gør spillerne det ikke, siger Carlisle. I hvert fald ikke offentligt. På en måde er emnet lige så tabubelagt, som det var for den første generation af sorte spillere. Som leder af spillernes fagforening troede han, at folk ville stå i kø for at tale med ham om deres erfaringer, men sådan var det slet ikke i virkeligheden:

»Ingen ønsker at stikke næsen frem. En engelsk landsholdspiller sagde, at han frygtede, at det ville ødelægge hans chancer for at blive udtaget til EM,« siger Carlisle og tilføjer grinende:

»Man ønsker ikke at blive betragtet som militant eller en ballademager, når man har skabt sig en god karriere.«

 

 

© Guardian & Information 2012. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu