Læsetid: 3 min.

Glem Auschwitz!

Tyskland tillader en moderne antisemitisme at pible frem gennem en mur af skyld. Glem fortiden, lyder det provokerende opråb fra en af Tysklands mest polemiske skribenter
28. juli 2012

Overalt i Berlin finder man mindesmærker og nedsænkede messingbeslag, der påminder både besøgende og byens indbyggere om de nazistiske folkemord på Tysklands jødiske borgere. I Tyskland findes der ikke færre end 120 monumenter til minde om Holocaust. Vergangenheitsbewältigung (bearbejdning af fortiden, red.) er et nøgleord i den tyske debat.

Det afholder imidlertid ikke antisemitismen fra at florere mere eller mindre skjult i det moderne Tyskland, mener den tysk-polsk-jødiske forfatter og debattør Henryk M. Broder, der i sin seneste bog med den provokerende titel Glem Auschwitz! retter en afgørende anklage mod den særlige tyske erindringskultur.

»Sådan som erindring praktiseres i dag, er der tale om en øvelse i hykleri, forløjethed, skinhellighed og opportunisme. Og den forbereder vejen for kommende katastrofer,« skriver Broder med sædvanlig kamplyst.

Broder er helt på det rene med, at antisemitisme i sin klassiske form i dag er et tabu i tysk politik. Tabuet betyder imidlertid ikke, at antisemitismen ikke finder andre og mere fordækte kanaler. Frem for alt stortrives den moderne antisemitisme blandt venstrefløjsstemmer, hvis tendens til at gøre jøder ansvarlige for Israels politik ifølge Broder er vandret fra yderfløjenes sølvpapirshatte til midten af det tyske samfund.

Den tyske erindringskultur har med andre ord mumificeret opgøret med den nazistiske fortid. Samtidig er den historiske forpligtelse på at forhindre folkemord sandet til i antisemitiske rygmarvsreaktioner til fordel for den palæstinensiske sag.

»Sådan som Tyskland har ydet ’kompensation’ til jøderne, således skal landet også sørge for, at palæstinenserne bliver kompenseret, for de har jo været ’ofrenes ofre’. Dette kravs moralske imperativ bestemmer den dag i dag den tyske holdning til Mellemøstkonflikten.«

Der er tale om en »afladshandel«, mener Broder uden dog at minde om, at Tyskland foruden USA i dag hører til de mindst kritiske af Israels vestlige allierede.

Netop det skyldplagede forsøg på at overkompensere for fortidens synder har gjort senere generationer af tyskere til ukritiske tilhængere af den palæstinensiske sag. I den proces opstår ifølge Broder en moderne form for antisemitisme, der har stirret sig blind på forpligtelsen på at hindre folkemord i dets tidligste faser. I virkeligheden – synes Broder at antyde – så et stort antal tyskere helst, at staten Israel og dermed også skyldkomplekset forsvandt.

»Auschwitz er blevet et varemærke for det onde i sig selv og for et radikalt brud med fortiden.«

Derfor mener Broder, at »Auschwitz bør glemmes«.

Hilsen til Günter Grass

Tidligere nægtede tyske antisemitter eksistensen af de nazistiske koncentrationslejre. I dag optræder antisemitismen i antizionistiske klæder, hævder Broder. Især når det gælder den iranske atomtrussel, er tyskerne nemlig stadig hurtig til at udpege den jødiske stat som det egentlige problem.

»Tyskerne er i en sådan grad beskæftiget med at forhindre den seneste Holocaust med tilbagevirkende kraft, at man er billigende indstillet på at tage den næste med i købet«, skriver Broder i en passage, der kunne være henvendt til den berømte tyske forfatter Günter Grass, der efter bogens udgivelse er faldet i unåde for et Israel-kritisk digt, hvori Israel snarere end Iran udnævnes til en trussel mod verdensfreden.

Heller ikke Israels eget forhold til fortiden selv går ram forbi:

»Den, der konstant præsenterer sig selv som offer, må regne med, at omverdenens medfølelse før eller siden slår om i aggression.«

Broder, der især i Tyskland er kendt for sine syrlige klummer og talrige islamkritiske bøger, er skarp, når han analyserer mediernes og politikernes retoriske krumspring, der ofte udvisker forskellene mellem regulær Israel-kritik og decideret antisemitisme. Broder fremhæver adskillige beskæmmende eksempler på unuanceret og mere eller mindre ubevidst antisemitisk Israel-kritik i den tyske debat. Som når aviserne i deres rubrikker indirekte underkender den jødiske stats ret til at forsvare sig selv med vendingen »Israel truer med selvforsvar«. Eller i mere utilsløret form når en radiovært på en offentligt støttet kanal udbreder tesen om, at jøderne var medansvarlige for terrorangrebene i USA den 11. september 2001.

Bogens overordnede påstand – at moderne, velmenende pladderhumanister i Tyskland ser bort fra nutidens trusler mod jøder og helst så Israel udslettet for at slippe for påmindelserne om egen skyld – er imidlertid noget anstrengt. Ikke mindst set i lyset af at Angela Merkel igen fastslog, at staten Israels eksistens er uløseligt knyttet til den tyske statsræson.

Samtidig er Broder selv inkonsistent i sin argumentation. På den ene side anklager han antisemitter for at opdele verden i jøder og ikke-jøder, mens han på den anden side mistænkeliggør ikke-jøders forsøg på at definere jødisk identitet som et udtryk for antisemitisme. Ensidige udlægninger af komplekse problemstillinger udgør desværre således en graverende brist i bogen, der ender som et lettere skingert partsindlæg snarere end en nøgtern analyse af antisemitismens moderne manifestationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Nu har jeg ikke læst bogen, så de sidste to passager i artiklen kan jeg ikke sige noget om, men jeg synes det er fedt at se hvordan artiklen laver et solidt journalistisk og objektivt arbejde.

Det er nærmest en sjældenhed nu om dage at se journalister bruge sætninger som "Derfor mener Broder" , "skriver Broder", "ifølge Broder" og "synes Broder at antyde". Hvilket er for mig skræmmende.

Jeg siger tak for en god redegørelse af Broders bog.

Allan Bartroff

Det er fint at Troels Heeger anmelder bogen - og både peger på svagheder og samtidig får hovedpointen frem, dvs. den indpakning af den 'klassisk' antisemitisme i form af anti-moderne, anti-vestlig, Palæstina-begejstret Israel-bashing, som post-86 venstrefjølen har været grebet af. Han kunne så som nok værre eksempler på samme tendens have nævnt både Norge og Sverige - jf. at tocifret antal antal nordmænd ikke kan lide jøder (i et land hvor antal af jøder er for at sige det mildt begrænset).

vh