Her er to mænd, der med 30 års mellemrum nægter at indordne sig den traditionelle fagbevægelses krav:
I 1984 var buschauffør Per Brandt årsag til, at fagbevægelsen lammede store dele af Sjællands infrastruktur. Han ville ikke melde sig ind i SID (det nuværende 3F) som sine kolleger, og dermed lagde han sig ud med en kampberedt fagbevægelse. Mens konflikten endnu var i sin vorden, henvendte Per Brandt sig til den lille mands avis Ekstra Bladet for at få dem til at skrive om sagen.
»Det ville de ikke. I stedet spurgte journalisten, hvad jeg bildte mig ind ikke at ville organisere mig i SID,« siger han.
I 2012 er restauratør på Vejlegården Amin Skov i bitter konflikt med 3F, fordi han har opsagt sin overenskomst med forbundet og i stedet indgået en ringere overenskomst med Den Kristelige Fagforening (Krifa). Fagforeningen aktionerer med gammelkendte og fuldt lovlige metoder. Ekstra Bladet bringer et stort opsat interview med den forurettede arbejdsgiver.
»3F-pamperne er en flok selvfede kapitalister,« siger Amin Skov i artiklen, der har overskriften: »Herremænd i rødt.«
De to eksempler er ganske uvidenskabeligt udvalgt, men illustrerer ikke desto mindre en samfundsstemning, der i de senere år er ændret. Hverken fagbevægelsens modus operandi eller borgerlige politikeres åbne sympati for dens modstandere er ny. Det nye er, at fagbevægelsen ikke møder lige så stor forståelse i folkedybet, når den med gammelkendte midler forsøger at skaffe tvivlere tilbage i flokken.
Det lille spisested ved Vejle Fjord er først og fremmest centrum for en konflikt mellem kristeliggule og traditionelrøde fagforeninger, forklarer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.
»De gule har på sin vis vundet kampen om medlemmerne, for de har haft en enorm medlemstilgang. Nu forsøger den traditionelle fagbevægelse at fastholde sit monopol på at forhandle overenskomster. Hvis de også taber den kamp, så har de tabt det hele på gulvet. Så bliver de fuldstændigt fortrængt,« siger han.
Men Vejlegården er også slagmarken, hvor den individuelle og den kollektive samfundsfortælling tørner sammen. Og her ser det sort ud for den røde fagbevægelse.
»Vejlekonflikten bliver vundet i medierne, og den bliver tabt i medierne. Og indtil videre har 3F fuldstændig tabt kommunikationsmæssigt,« siger Flemming Ibsen.
Det var nu ikke fordi, fagbevægelsen klarede kommunikationsarbejdet meget bedre, da den for små 30 år siden var i krig med Per Brandt.
»De har altid været dårlige til at håndtere de her sager – også i 80’erne. Men dengang var samfundet mere kollektivt organiseret, og der var større fokus på solidaritet og fællesskab. Det var lettere for fagbevægelsen at føre krig,« siger Flemming Ibsen.
Linen ud
Dengang i 1984 startede Per Brandt som buschauffør i HT i Frederikssund. Tillidsmanden bad ham om at melde sig ind i SID ligesom hans kolleger. Per Brandt nægtede:
»Jeg ville ikke være i en fagforening, der støttede socialdemokratiet. Jeg havde dengang en liberal holdning, og det har jeg stadig.«
I stedet meldte han sig ind i en gul fagforening. Det fik en del af hans københavnske kolleger til at blokere for HT Frederikssund, hvis busser i lange perioder blev forhindret i at køre.
»Jeg opdagede rimeligt hurtigt, at sagen var alvorlig. Man kunne jo ikke bare stoppe op og sige ’helle’. Man blev nødt til at løbe linen ud,« husker Per Brandt, der trods presset fortsat nægtede at melde sig ind i SID.
»Jeg er en stædig person. Jeg ville ikke lukke munden, bare fordi der var mange, der bad mig om det. Det er jo ikke de mange, der ændrer samfundet. Det er den enkelte,« siger Per Brandt, der i dag ser den samme stædighed hos Amin Skov.
»Jo længere man kommer ind i konflikten, jo mere stejl bliver man.«
Konflikten kulminerede, da fagbevægelsen lammede Storkøbenhavns infrastruktur og forhindrede ca. en million mennesker i at komme på arbejde. Per Brandt gav sig stadig ikke, og til sidst fik fagbevægelsens pres ham fyret. I dag er han selvstændig elinstallatør. Årene har ikke gjort ham mildere stemt over for fagbevægelsen:
»De opfører sig som ortodokse kristne, der brænder kættere på bålet. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag,« siger Per Brandt.
Forskellen er, at fagbevægelsen i dag har mindre magt.
»Folk er efterhånden for oplyste. Dengang kunne man ikke kritisere sin fagforening, og det var jo sort tale, hvis man snakkede om at melde sig ud. Ligesom man dengang heller ikke kunne drømme om at melde sig ud af folkekirken.«
Hollywood
Sådan er det ikke længere. I dag mister store dele af den traditionelle fagbevægelse medlemmer, og skønt en del ender hos de kristelige fagbevægelser, er en stadig større del af den danske arbejdsstyrke uorganiseret.
»80’erne var en meget mere fagforeningsvenlig tid, men i dag er stemningen vendt i takt med, at samfundet er blevet mere individualistisk,« siger historiker Claus Bryld.
I en individualiseret tidsalder er det lettere for befolkningen at identificere sig med en hårdt kæmpende restauratør end med en fagbevægelse, der kæmper for at få ørenlyd for en mere kompleks fortælling om fællesskab og solidaritet.
»I dag er det meget lettere at formidle den klassiske hollywoodfortælling om den lille mand, der kæmper mod det onde system, end at fortælle historien om de kollektive overenskomster,« siger Claus Bryld.
»Den borgerlige, individualistiske historie er meget lettere at fortælle end venstrefløjens. Hvis man ønsker at videreudvikle kollektivet, ender man hurtigt med at træde enkelte individer over tæerne,« siger Henning Tjørnehøj, der i mange år har arbejdet i Fagbevægelsens Forskningsråd. Den kollektive fortælling har heller ikke optimale vækstvilkår i et borgerligt domineret medielandskab, tilføjer han:
»Amin Skov har for længst vundet mediekrigen. Det er utroligt svært for en fagforening at vinde den offentlige mening, når tv-indslag og artikler konstant vinkler på den lille mand mod den store fagforening,« siger Henning Tjørnehøj.
Tidsånden
Når offentligheden i dag er bedre bekendt med den individualistiske hollywoodhistorie end med fagbevægelsens fællesskabsfortælling, skyldes det blandt andet, at arbejderbevægelsen i de sidste mange år har nedprioriteret sine kulturinstitutioner. Eksempelvis er Arbejdernes Oplysningsforbund, avisen Det Fri Aktuelt og Dansk Folkeferie i dag enten svækket, nedlagt eller privatiseret, fortæller Claus Bryld.
»Engang kunne man være i kontakt med arbejderbevægelsen fra vugge til grav, men i dag er arbejderkulturen droslet ned til fordel for private løsninger. Hele netværket er smuldret,« siger Claus Bryld.
Dermed er også en række af de stemmer, der skulle formidle fagbevægelsens historie og nødvendighed, forstummet:
»Uden den kollektive fortælling kan den klassiske fagforening ikke fungere. Fortælling og virkelighed hænger sammen. Hvis folk ikke forstår, hvorfor de skal have kollektive overenskomster, er det en krise for hele fagbevægelsen,« siger Claus Bryld.
Den traditionelle fagbevægelse er oppe imod selveste tidsånden. Skal den vende den skrantende udvikling, har den en enorm udfordring i at erstatte den dominerende individuelle fortælling med en kollektiv. Spørger man Per Brandt, er løbet dog for længst kørt for den traditionelle fagbevægelse. Han gætter på, at den alligevel vil kæmpe hårdt for at vinde i Vejle.
»Fagbevægelsen har intet at tabe og alt at vinde, for i det store spil har den jo tabt. På den måde er den i samme position, som jeg var i dengang i 1984. Jeg havde intet at tabe og ingen fremtidsmuligheder – jeg kunne lige så godt forsætte konflikten.«
Mon ikke én af forklaringerne er, at medierne sjusker:
I stedet for evighedshistorien om den stakkels lille mand/kone ville jeg foretrække en artikel, der sort på vidt fortæller, hvad A efter en almindelig arbejdsuge har af løn hos henholdsvis De kristelige og 3F. Det hele renset for kontingenter, skat, arbejdstidsforskelle m. m., men incl evt. pensionsbidrag osv.
Mig bekendt har ingen journalist gjort sig den ulejlighed at præsentere faktuelle tal for den hujende offentlighed.
Han er et super eksempel på integration... !
Ups! med A mener jeg ikke restauratøren, men en vilkårlig ansat organiseret i et gult, henh. et rødt fagforbund.
Fra politiken;
»Der ligger en Holger Danske gemt i os alle, som skal vækkes til live en gang imellem. Vi kan godt glemme de danske kerneværdier og Danmarks smukhed – som når vi behandler selvstændige mennesker så dårligt, at de nærmest får lyst til at forlade landet. Vi selvstændige er blevet dem, som arbejderne var for 100 år siden. Vi forfølges. Den danske model har slået revner, som skal repareres. Det frie valg bør herske. Det er blevet min ideologiske kamp, og jeg vil dø med arbejdsskoene på«.
Har der siddet nogle spin-doktore fra LA og DF der har komponeret den tekst for ham? Den indeholder alle de rigtige politiske slagord og paroler.
Ja, det har der sikkert, bortset fra at det nok snarere er folk fra nævnte partiers finansielle bagland .
Og nej, de selvstændige er idag, ligesom for 100 år siden, at regne blandt dem arbejdstagerne er nødet til at stå sammen imod . Eller Holger Danske vil måske gerne leve af McJobs ??
Jeg tror ikke det er tilfældigt, at både fagbevægelsen og Socialdemokratiet er i krise samtidig.
Selv om den direkte forbindelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen er blevet kraftigt svækket i de senere år, så er begge dele udtryk for reformisme. Altså en "rød" holdning der ikke rører ved det grundliggende økonomiske system.
Det er reformismen mere generelt, der er i krise. Historisk har den frembragt et af de bedste samfund i verden, men den kan ikke hamle op med de problemer vi har i dag. Finanskrisen, klimakrisen og andre ting viser, at det er blevet nødvendigt at reformere selve det økonomiske system.
Den form for solidaritet der skal til for at løse de problemer rækker langt ud over den traditionelle "velfærds-solidaritet".
Den rækker også ud over det man normalt opfatter som "politik" tror jeg. Menneskesyn, livssyn og etik er i høj grad en del af det.
Den form for totalt perspektivløs individualisme, der kommer til udtryk ved at folk vælger at identificere sig med "helten Amin fra Vejlegården" er snarere udtryk for forvirring, rådløshed og frustration. Det er den nemmeste holdning at indtage, og ikke udtryk for værdier der stikker dybere.
MOGENs Mikaelsen, man kan nu godt mene det samme som dig og samtidigt anerkende at Amin herover har klaret det flot som flygtning i Danmark og hans ansatte kan skide godt lide ham jo... En anden samtidig problemstilling er at SÅ mange ønsker at stå uden for de store og kampvillige fagforbund, der er der for dem og deres bedste kolleger, når de bliver behandlet dårligt og snyd for deres egen arbejdskraft...
Der bliver sikkert mange der må ned at bide i græsset nu når de finder ud af at de heller ikke kan få bistandshjælp når debliver arbejdsløse mod deres vilje,men .... Husk lige at det er en fejl at hjælpe dem lige med det samme, for så lærer de altså aldrig hvad solidaritet reelt består af...de har selv valgt ikke at forsikre sig...!
Thomas Holm spørger:
"Har der siddet nogle spin-doktore fra LA og DF der har komponeret den tekst for ham? Den indeholder alle de rigtige politiske slagord og paroler."
-------
Sådant spørgsmål kan - efter min mening - kun tænkes og stilles, hvis man selv benytter sig af sådant i stedet for at tænke selv og ha' egne meninger!
I øvrigt er det Venstre, som har været ude med de fleste meninger og holdninger til konflikten og situationen som helhed.
Når restauratøren har vundet mediekrigen skyldes det efter min mening to ting, som intet har med det faglige at gøre.
Det skyldes dels 3F og LO's dårlige image, og dels 3F-formandens mildt sagt katastrofalt dårlige evne til at forklare sig i medierne.
Han minder om en mand fra Bandidos oldboysafdeling.
3F burde have en m/k, der kunne formidle fakta på en troværdig og venlig måde.
(3F kunne lære noget af EL)
Her er den lille mand:
Max Blicher Hansen (24. marts 1943 - 9. december 2009) var en københavnske brandmand, der blev landskendt ved at nægte at følge fagforeningens aftale med arbejdsgiveren, Københavns Kommune, om at skulle være medlem af fagforeningen. Det førte til en omfattende retssag om problemstillingen om frivilligt medlemskab af foreninger eller foreningsfriheden.
Hansen ønskede ikke at være medlem af brandfolkenes organisation, den daværende Kommunalt Arbejderforbund. Følgen af dette forhold blev, at hans kolleger nedlagde arbejdet ud fra en betragtning om, at man ikke ønskede at samarbejde med en kollega som ikke var medlem af samme fagforbund.
Efter 13 års forhandling, besluttede Københavns Kommune, i strid med forvaltningsloven, at afskedige Hansen med henvisning til hans fagforeningsforhold. Sagen endte i Højesteret, hvor Max Blicher Hansen fik ret og afskedigelsen erklæret ugyldig.
"Sådant spørgsmål kan - efter min mening - kun tænkes og stilles, hvis man selv benytter sig af sådant i stedet for at tænke selv og ha’ egne meninger!"
Ellen,
det er noget enhver dansk gymnasieelev lærer i dansk-undervisningen i tekstanalyse. Hvilke ord bruges hvormeget, hvorfor i hvilket samenhæng og til hvilket formål. Det skal udvikle kritisk tænkning.
Og, btw, et ret slet skjult personangreb.
Michaelsen - Jeg faldt over ordene i dit sidste afsnit.
For 50 år siden blev jeg trynet af en fagforening i et specifikt spørgsmål. Resultatet var antipati mod systemet.
Jo, det stikker dybt og at betegne modstandere, der sympatiserer med Amin budskab med de udtryk du anvender, er en utrolig nedvurdering af dine medmennesker.
Folk kan da ikke i alvor mene, at ansatte kun kan være medlem af den fagforening, der skaffer medlemmerne mest i løn.
Niklas,
nej, men hvorfor være medlem af en der ikke gør?
Nygaard.
Hvis mit indlæg virker nedvurderende, så beklager jeg.
Jeg mener i al beskedenhed, at jeg er realistisk.
@ Leo Nygaard
Ingen tvivl om, at fagforeningerne har forsømt at reformere sig selv på en sådan måde, at medlemmerne er tilfredse. Hvis man kan sige noget positivt om de gule fagforeninger, så er det nok noget med at deres tilstedeværelse TVINGER de gamle fagforeninger til at forny sig, hvis de vil overleve. En sådan fornyelse indebærer uden tvivl en større respekt for det enkelte medlem.
Måske det langt hen ad vejen mere er det, folk vil have? Altså en kraftig modernisering - og demokratisering - af de gamle fagforeninger.
Desuden er fagforeningerne også ret håbløse med hensyn til at kommunikere med offentligheden. Der bliver de nødt til at stramme sig gevaldigt op. Forklaringen er jo nok, at det tidligere ikke har spillet den store rolle. Hvis man først sidder som ledende fagforeningsmand, så sidder man sikkert med sin magt. Men i dag er det - heldigvis - blevet nødvendigt at forsvare over for offentligheden, at man har denne magt. Det er i og for sig en positiv udvikling, synes jeg.
Men jeg vil nu stadigvæk fastholde, at debatten bærer præg af, at alt for mange slet ikke forstår den modsætning der er mellem arbejdsgiver og lønmodtager.
Tak for en ædruelig udlægning af nogle af fagbevægelsens største udfordringer...... tænk, hvis Børsting & Co ville have blot et gran af selverkendelse..... og se nutiden i øjnene !
Kapitalisterne er langt mere solidariske end lønmodtagere.
Tænk på at dagligvarepriserne i Polen er præcist det halve af i Danmark. Samme mærkevarer - samme alting - bortset fra prisen.
Kapitalisterne sikrer deres velfærd ved at samarbejde kollektivt mod forbrugerne i stedet for at konkurrere indbyrdes.
Lad os lære solidatitet og kollektivisme af kapitalisterne.
Det betaler sig jo !!!
De er også væsentligt færre til at skulle blive eninge med hinanden om at tjene en hel del mere ...kapitalisterne /virksomhedsejerne/ med aktionærerne i røven !
Michaelsen - "...mange slet ikke forstår..."
Ja, unge ude den erfaring.
Senere bliver man klogere, simpelthen af erfaring efter påvirkning fra forstenede fagforeninger, som ikke engang vil respektere menneskerettighedsafgørelser ved EU-Domstolen
Jeg har andet sted, samme emne, fremført at LO burde inkludere de andre grønne og lade sig inspirere i et fordomsfrit, frugtbart samarbejde.
Så kunne de gavne helheden istedet for at skabe splid, og forbedre deres stadigt ringere image.
Realiteterne fra den store verden presser sig på.
Fagforeningerne har ikke forstået at følge med tiden. Imagemæssigt ligner de stadig nogle gammeldags, pamperagtige foretagener, med alt for høje lønninger til lederne osv. "En flok selvfede kapitalister" som restauratørende så venligt kalder dem, og det fremmer ikke lysten til medlemsskab. I virkeligheden har de dog udviklet sig, bl.a. ved først at opsige samarbejdet med Socialdemokraterne, og nu at støtte den nye regering, men også ved at slanke organisationerne og ved at byde sig til med utallige reklamekampagner (det er da i tidens ånd). Men intet af det har givet pote rent medlemsmæssigt. Der mangler noget, og dette noget er en forklaring på, hvorfor fagforeningerne er nødvendige.
I arrtiklen tales om tidsånden som individualistisk. Jeg vil dog mene, at den er "egoistisk", og det er jo noget andet. Hvorfor skulle jeg betale til en fagforening, når jeg kan få det samme udenfor? Mange står helt uden medlemsskab, også af de "gule". De, der gør det, har nok aldrig prøvet at blive dumpet i løn, eller at få en rådden eller urimelig behandling. Nej, for det går jo så godt (stadig har krisen ikke kostet den store arbejdsløshed). Ingen mærker noget, ingen risiko eller ulemper ved at se bort fra fagforeningerne.
Fagbevægelsen har på en måde sejret sig selv ihjel. Den har sikret rigelig lønfremgang under op-turen, sikret gode arbejdvilkår generelt på markedet, alle føler sig fede og trygge - hvorfor skulle man så betale kontingent til nogle pamperes luksusliv?
@Leo Nygaard
Jeg synes bestemt ikke, at LO bør inkludere fagforeninger, der modarbejder den danske model på arbejdsmarkedet ved at give afkald på strejkeretten (og arbejdsgivernes lockout-ret). Det system skal bevares, fordi det faktisk er meget bedre end det man har i andre lande.
Krifa modarbejder direkte den danske model, og er stærkt influeret af arbejdsgiver-interesser. Faktisk er det ret misvisende overhovedet at kalde det en fagforening.
Det hjælper når en masse mennesker skal gå fra hus og hjem fordi madammen ikke har været i fagforbund og A-kasse og heller ikke mere kan få bistandshjælp... Så starter rouladen forfra at folde sig ud i indlysende logik....
Og brug så nogle af de "Arme stakler" i ægte interviews om deres livs ruin og om hvor meget de vil råde andre til ikke at gøre som dem....det er god reklame som er til at forstå ; "det kostede os huset og bilen og tre år i helvede"
Det handler ikke om individualisme kontra kollektivisme.
Kapitalisterne fungerer som et perfekt internationalt kollektiv, der eksempelvis kan holde de danske dagligvarepriser på det dobbelte af de polske.
Det viser, at de absolut ikke konkurrerer. Hvis lønmodtagerne kunne lære samme solidaritet, var meget vundet.
Det handler om at kunne fungere i velforstået egeninteresse. Det kunne begge sider for få årtier siden. I dag er det kun kapitalisterne, der mestrer kunsten.
Fagbevægelsen i Danmark har kun to muligheder: Gøre sig usynlig eller, blive opløst ved lovindgreb.
Men det skyldes at VKR kontrollerer pressen. VK kontrollerer den blå presse med TV2 i spidsen (redaktør stadig gift med Venstre spindoktor) mens R kontrollerer det "lyseblå" dagblad Politiken.
Ingen af de 2 partier - hverken VK eller R har nogensinde brudt sig om fagbevægelsen - så under et VKR pressemonopol har den kun 2 handlemuligheder:
Hold lav profil - eller forsvind !!!
I øvrigt:
Er jeg den eneste der har bemærket, at den økonomiske politik, der er blevet ført siden valget, er den politik VKR gik til valg på - før valget ?
Altså ca. stik modsat den politik, S-SF gik til valg på.
Pressen er ikke længere den 4-de statsmagt. Pressen er den eneste statsmagt.
@Michael Kongstad Nielsen
"Mange står helt uden medlemsskab, også af de “gule”. De, der gør det, har nok aldrig prøvet at blive dumpet i løn , eller at få en rådden eller urimelig behandling".
Mit medlemskab af en fagforening blev afsluttet netop fordi fagforeningerne i dag har forladt en del af deres ansvarsområde - arbejdsløshed - og netop alle byder ind med løndumping via praktikordninger, løntilskud og deslige.
Jeg vil hjertens gerne finde en fagforening, hvor jeg som både arbejdende og arbejdsløs kunne høre hjemme, men det eksisterer desværre ikke i nærheden af min faggruppe. Og de gule er simpelthen for nemme at gennemskue formålet med: organiseret svækkelse af organiseret arbejdskraft og solidaritet.
Gu vil jeg ej støtte fagforeningernes vildfarelse, når de sælger mig på jobcenteret til lavestbydende eller vender det blinde øje til. Men det ville i sandhed være en stor dag, igen at udfylde den indmeldelsesblanket og komme tilbage i folden. For vi skal da være organiserede, det er jeg helt enig i, men ikke så længe organiseringen ensidigt forringer vilkårene for (især unge) arbejdsløse og aktivt modarbejder arbejde på lige vilkår.
Det er ikke idéen om fagforeninger der halter, det er den praktiske udførelse der er kontraproduktiv og fører til faneflugt.
Det er desuden heller ikke 'den individualistiske tidsånd' der gør sig gældende, men en samling til nøds i andre forbund når de sædvanlige har vist sig uden føling med virkeligheden. Mange har mistet tilliden til Poul Erik Skov Christensen, Harald Børsting og resten af holdet der har siddet for godt i det for længe til at kunne huske at faglig kamp skal gælde ALLE. Også dem der tilfældigvis på et givent tidspunkt ikke har et arbejde.
I 'min' tidligere fagforening er der endog slet ikke tradition for faglig kamp, og man sidder da også troligt på hænderne og mukker lidt, mens man venter på at vinden vender. Det var for deprimerende at være vidne til en sådan passivitet.
Det er ikke kun på grund af pamperi, at tilliden er væk, men også fordi man har undergravet sin egen betydning ved at svække de arbejdsløses retsstilling. Og det har forgrenet sig bredere end nogen 'egoistisk tidsånd' i takt med at flere efterhånden kender nogen der er blevet 'overflødiggjort' med fagforeningernes villige hånd.
Amin viser med al tydelighed at han ikke forstår det danske system og at han vil skide på 100 års tilkæmpede rettigheder. Hans mål er at tjene flere penge til sig selv ved at give sine medarbejdere dårligere vilkår.
Amins rettighed er at han kan organisere sig i hvilken som helst arbejdsgiverforening han vil. Men han kan ikke lave en overenskomst med Krifa hvis et flertal er organiseret i 3F.
Til orientering er en fagforening og en arbejdsgiverforening opbygget på samme måde, det er en forening, der helt er medlemstyret og total demokratisk. De er der faktisk for medlemmernes skyld og deres lønninger er ikke specielt store, men der er nogen på den anden side der har travlt med at svine fagforeningerne til, men det der er mest trist er at mennesker der mest har brug for fagforeningerne har taget modstandernes argumenterne til sig og sviner foreningerne til.
Michaelsen - Selvfølgelig mener du det ud fra dit ståsted sammen med fagforeningerne.
Fortsæt så bare nedturen og grøftegraveriet.
Så kan vi snakke igen, når kun halvdelen af arbejdsstyrken er i LO. Hvem har så ødelagt solidariteten.
Du lyder ligesom politikerne efter en kritik siger :
"Så har vi ikke forklaret det god nok"
Det kunne jo være at budskabet er forkert.
Fuldstændig enig, Maiken Guttorm.
Fagbevægelsen har - midlertidigt - "glemt" de arbejdsløse, og er hoppet stiltiende med på regeringens kampagne mod folk udenfor arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen vil undskylde med, at det var prisen for at støtte regeringen og bla bla bla..., men de er sovset ind i den tankegang med arbejdsudbuddet alle sammen, og der må LO og hele bevægelselsen se at vågne op. Netop de arbejdsløse burde fagforeningerne kæmpe for, og det er skandale, at de har misten den forbindelse, ligesom trepartsforhandlingerne viste, at de manglede føling med deres eget medlemsgrundlag.
Så der er nok at gå igang med, samtidig med at fortsætte konflikten mod Vejlegården m.v.
Jeg synes generelt at hele argumentationen i debatten fra Krifa og Vejlegårdens side er domineret af at 'det frie valg' i sig selv er blevet målet. At valget rent faktisk har konsekvenser for andre end personen der foretager valget, synes at være helt ude af overvejelserne. Man har en ret og så holder man ellers på den. Så kan man da snakke om en krævermentalitet.
Hvornår har fagbevægelsen støttet. At arbejdsløse strejker ..altså går ud i massive massedemonstrationer for at få delt arbejdet der findees ud på nogle flere ?
HAR ARBEJDSLØSE EGENTLIGT DEMONSTRATIONSRET I ALMINDELIGE DAGTIMER ?
Michael,
Det er var egentlig ikke meningen at afspore debatten, men at påpege at fagforeningerne delvist selv er skyld i det morads de oplever - det er ikke kun folks egoisme der har fået dem til at flygte. Håndteringen af arbejdsløse er i den forstand et stærkt symbol herpå som efterhånden slår bredt igennem.
Tillid er den vigtigste valuta overhovedet.
At Krifa på den anden side spinder guld på det kan jeg kun se som et udtryk for at folk stærkt ønsker at være organiseret - ud over den formelle organisering er det virkelig en tynd bryg de kan tilbyde.
Frit valg er altid bare en undskyldning for ikke at føle sig forpligtet på at yde det optimale.
@Gorm Petersen:
"Tænk på at dagligvarepriserne i Polen er præcist det halve af i Danmark. Samme mærkevarer - samme alting - bortset fra prisen."
Retfærdigvist må ikke glemmes, at omkostningsniveauet - lønninger, husleje, forsikringer m.m. - for at drive et supermarked er temmelig forskelligt i Polen og DK.
Så det med "samme alting" holder ikke.
Men om det kan forklare hele prisforskellen er en anden ting.
Der er ingen tvivl om, at ideologien om "Det Frie Valg" (DFV) er synderen i det her spil. Vi ser udvikling, hvor Markedet - som legitimeres via DFV - griber ind på stadig flere områder i samfundet.
I dag er samfundet snarer en del af markedet, hvilket ligger meget, meget langt fra gode gamle Adam Smith, der ellers af uforstandige liberale ideologer hyldes som liberalismens fader.
Personligt tror jeg ikke, at der er meget at gøre andet end at stritte imod, når der er mulighed for det - og dermed forsinke udviklingen. Og det gør 3F så - på en desværre ikke særlig optimal måde. Men under alle omstændigheder, er det en kamp op ad bakke og i modvind.
På et eller andet tidspunkt kunne jeg forestille mig en situation a la Den franske revolution, hvor ulighederne er blevet så grotesk store samtidig med, at nye produktionsformer bringer en ny klasse til verden, som vil revoltere mod det bestående.
Nogen strukturel revolte mod markedssystemet ser jeg ikke for mig i øjeblikket. Occupy-bevægelsen er blot en fis i en hornlygte. De har ikke fattet ret meget af strukturerne i Markedet.
Vi andre kan så blot se til fra sidelinjen og forvente en udvikling a la USA, hvor en adm. direktør tjener 300 - 400 gange mere end en almindelig lønmodtager.
@Gorm Petersen
"Kapitalisterne fungerer som et perfekt internationalt kollektiv, der eksempelvis kan holde de danske dagligvarepriser på det dobbelte af de polske."
Det er ganske enkelt noget vrøvl. De dyre danske dagligvarepriser skyldes høje afgifter samt manglende konkurrence. Der er kun to store kæder i Danmark - COOP og Dansk Supermarked - og kun et meget lille antal indkøbere. At der ikke findes flere skyldes blandt andet planloven som gør det vanskelig for udenlandske kæder at etablere sig i Danmark. Det er netop den manglende konkurrence som skaber de høje priser.
Fagbevægelsen kæmper en kamp mod det uundgåelige. Rigtig mange danske arbejdspladser er ikke typiske produktionsarbejdspladser som kendt fra den industrielle tidsalder. Produktet er ofte medarbejderne selv og derfor er mange moderne danske medarbejdere mere at sammenligne med konsulenter på kontrakt end egentlige lønmodtagere. Da medarbejderne er produktet, har arbejdsgiverne stort incitament til at beholde dem og det gøres lettest ved glade medarbejdere.
Erik Hamre, rigtig mange jobs er lavt betalte i servicesektoren og tigger om at bive udsat for arbejdskamp.
Frit valg, så længe det er 3F. Bare spørg syndikalisterne efter 1913. :-P De gik også imod det "gode monopol".
Frihedens fane svøbes om den lille grådighed som bacon om en pølse.
Hvorfor hedder Krifa iøvrigt en fagforening? En forening er en sammenslutning af medlemmer med demokrati og regler mens Krifa er et privat firma med ansatte og kunder. Vi tror ikke på strejke, skriver de på deres webside. Nej, det tror pokker. Hvor klamt kan det blive? Har folk overhovedet ingen selvrespekt?
Krifa er ikke en fagforening, men en koncern - ejet Krifa Holding A/S.
Herfra har man snabelen nede i de offentlige kasser via f.eks. dubiøse organisationer som konsulentfirmaet Job Vision, som optræder i rollen som såkaldt Anden Aktøse for de kommunale Flobcentre.
Herfra kostes så voksne og myndige danskere ud på det såkaldte arbejdsmarked i tvivlsomme og underbetalte jobs, som f.eks. de totalt fremmedgjorte ansatte i en fuldstændig ligegyldig restaurant i Vejle.
3F oppe imod statstøttede skruebrækkere ...
Mere,mere,mere...............Fagbevægelsens valgsprog.
Dele det arbejde, der til enhver tid er ! Nej, uha.
Mere til mig !
Skaffe arbejdspladser ! Det er ikke os. Det er arbejdsskafferne. De lede kapit..........grrr !
Arbejdsløs ?? Det er dit problem. Du får dagpenge. Om lidt får du kontanthjælp.
Alle vi medlemmer i arbejde, betaler for at du ikke har arbejde. Det er det man kalder solidaritet.
Det siger fagforeningen, øh ?
Hvad siger du ?? ...... Melder du dig ud ?
Hvad skete der lige der.
Er det en heltegerning at være en af dem der er med til at ødelægge lønmodtagernes forhold?
Vi taler om mere end 100 års kamp for ligeværd og balance mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne.
Der er virkelig mange der tror de er ved muffen og kan klare sig uden fællesskabet.
"Jamen, mindstelønnen er da fastsat ved lov, ikke!?"
@ Alan og andre...
Alle lønmodtagere har ret til at være medlem af den fagforening, de ønsker. De har også ret til ikke at være medlem af nogen fagforening.
@Chris Green
Selvfølgelig har alle den frihed. Der er ingen grund til at diskutere menneskerettigheder her.
De, der vælger at stå uden for fagforeninger eller "gule" foreninger, er med på en fribillet. De kører gratis med på det, andre har betalt for og kæmpet for. Nogle vil måske i dagens tidsånd synes, at det er skide smart sådan at køre gratis, mens andre vil buh´e og vende tomlen nedad.
@ Michael,
Jeg og sikket mange andre synes måske ikke 3f's måde at 'kæmpe for' er særlig hensigtsmæssig.....
Der tales så meget om tabet af ansvarlighed - det sociale pres, der sikrer den formålstjenlige opførsel i samfundet. Medlemskab af sin fagforening var en sådan ansvarlighed, der ydermere levede af en mange hundrede år gammel tradition for netop igennem faglig tilknytning af indrette reglerne på arbejdsmarkedet til gavn for alle, i laugene.
Loftager havde et udmærket ord for det, Leo Nygaard, indbildskhed. Det har desværre grebet for mange, således at slet ikke kan tænke sig, at deres job hænger i en tynd tråd, hvad det dog for almindelige lønmodtagere altid gør.
@Hansen
Ingen betvivler fagbevægelsens enorme betydning, men det er jo dybt problematisk, at man ikke forstå at forny sig og følge med tiden og stadig vender tilbage til Slaget på Fælleden fra 1872.
Det er faktisk vanrøgt af fagbevægelsen, at de bedagede herrer i toppen ikke har formået at gøre deres "produkt" mere salgbart (fyord herinde, men medlemmerne løber skrigende væk, hvorfor ordet er velvalgt) i 2012 - de har fejlet og svigtet !
En mediekrølle på affæren.
Pol skriver d. 29.7. at restauratøren, efter at han kom fra Iran, opholdt sig hos en familie i Tølløse. Her lærte han ”hvordan man opfører sig som dansker”.
I Pol's optik består den slags åbenbart i at
ødelægge det fagretslige system, og have dårlige overenskomster for de ansatte.
Det kunne Cepos ikke have sagt andeledes.
Siden redaktørskiftet sidste år, er Pol sadlet om og har forladt den social-liberale linie, og erstattet den med en klar nyliberalistik linie.
Thomas Dalager, der er i realiteten intet forandret siden Slaget på Fælleden - det handler stadig om, at arbejdsgivere vil have arbejdskraft så billigt som muligt, og at arbejdskraften vil have så stor en andel som muligt, evt. i form af andet end cool cash. Der bør man også lige bemærke, at en tradition står for fald, når personalet på en restaurant ikke i Krifa-overenskomsten har ret til et måltid. Det lyder måske moderne, men på en eller anden måde fremstår det først og fremmest som udtryk for klassetænkning og nærighed.
Det er så moderne at tale om, fra højrefløjens side, at tingene er 'umoderne', men i realiteten er det, der ønskes i stedet, de slemme, gamle dage, før en vis tryghed blev et knæsat princip i samfundet og på arbejdsmarkedet, det er der ikke noget moderne i.
Sider