Læsetid: 5 min.

Den lille mand er blevet den store helt

Konflikten mod Vejlegården er eksploderet i hovedet på 3F, der uanset udfaldet har tabt mediekrigen mod restauratør Amin Skov. Sådan var det næppe gået for 25 år siden, men fagbevægelsens kollektive fortælling har fået trange kår i en individualistisk tidsalder
Ene mand. Da restauratør Amin Skov opsagde overenskomsten med 3F til fordel for Den Kristelige Fagforening, startede han en konflikt, der i de seneste uger er blevet skærpet. Politikere, erhvervsfolk, ungdoms-organi-sa-tioner og hackere har blandet sig i debatten, der har budt på rasende beskyldninger og endda også dødstrusler. Den traditionelle røde fagbevægelse kæmper mod en stadigt stærkere gul fagbevægelse, men konflikten handler ikke bare om farver. Modsat de røde afsværger de gule fagforeninger strejkeretten, ligesom de foretrækker individuelle aftaler fremfor kollektive overenskomster. På længere sigt er derfor hele den danske model på spil, advarer samfundsforskere. Efter flere ugers intens mediekrig skal Amin Skov og 3F i dag mødes på et hemmeligt sted.

Ene mand. Da restauratør Amin Skov opsagde overenskomsten med 3F til fordel for Den Kristelige Fagforening, startede han en konflikt, der i de seneste uger er blevet skærpet. Politikere, erhvervsfolk, ungdoms-organi-sa-tioner og hackere har blandet sig i debatten, der har budt på rasende beskyldninger og endda også dødstrusler. Den traditionelle røde fagbevægelse kæmper mod en stadigt stærkere gul fagbevægelse, men konflikten handler ikke bare om farver. Modsat de røde afsværger de gule fagforeninger strejkeretten, ligesom de foretrækker individuelle aftaler fremfor kollektive overenskomster. På længere sigt er derfor hele den danske model på spil, advarer samfundsforskere. Efter flere ugers intens mediekrig skal Amin Skov og 3F i dag mødes på et hemmeligt sted.

Camilla Rønde

28. juli 2012

Her er to mænd, der med 30 års mellemrum nægter at indordne sig den traditionelle fagbevægelses krav:

I 1984 var buschauffør Per Brandt årsag til, at fagbevægelsen lammede store dele af Sjællands infrastruktur. Han ville ikke melde sig ind i SID (det nuværende 3F) som sine kolleger, og dermed lagde han sig ud med en kampberedt fagbevægelse. Mens konflikten endnu var i sin vorden, henvendte Per Brandt sig til den lille mands avis Ekstra Bladet for at få dem til at skrive om sagen.

»Det ville de ikke. I stedet spurgte journalisten, hvad jeg bildte mig ind ikke at ville organisere mig i SID,« siger han.

I 2012 er restauratør på Vejlegården Amin Skov i bitter konflikt med 3F, fordi han har opsagt sin overenskomst med forbundet og i stedet indgået en ringere overenskomst med Den Kristelige Fagforening (Krifa). Fagforeningen aktionerer med gammelkendte og fuldt lovlige metoder. Ekstra Bladet bringer et stort opsat interview med den forurettede arbejdsgiver.

»3F-pamperne er en flok selvfede kapitalister,« siger Amin Skov i artiklen, der har overskriften: »Herremænd i rødt.«

De to eksempler er ganske uvidenskabeligt udvalgt, men illustrerer ikke desto mindre en samfundsstemning, der i de senere år er ændret. Hverken fagbevægelsens modus operandi eller borgerlige politikeres åbne sympati for dens modstandere er ny. Det nye er, at fagbevægelsen ikke møder lige så stor forståelse i folkedybet, når den med gammelkendte midler forsøger at skaffe tvivlere tilbage i flokken.

Det lille spisested ved Vejle Fjord er først og fremmest centrum for en konflikt mellem kristeliggule og traditionelrøde fagforeninger, forklarer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

»De gule har på sin vis vundet kampen om medlemmerne, for de har haft en enorm medlemstilgang. Nu forsøger den traditionelle fagbevægelse at fastholde sit monopol på at forhandle overenskomster. Hvis de også taber den kamp, så har de tabt det hele på gulvet. Så bliver de fuldstændigt fortrængt,« siger han.

Men Vejlegården er også slagmarken, hvor den individuelle og den kollektive samfundsfortælling tørner sammen. Og her ser det sort ud for den røde fagbevægelse.

»Vejlekonflikten bliver vundet i medierne, og den bliver tabt i medierne. Og indtil videre har 3F fuldstændig tabt kommunikationsmæssigt,« siger Flemming Ibsen.

Det var nu ikke fordi, fagbevægelsen klarede kommunikationsarbejdet meget bedre, da den for små 30 år siden var i krig med Per Brandt.

»De har altid været dårlige til at håndtere de her sager – også i 80’erne. Men dengang var samfundet mere kollektivt organiseret, og der var større fokus på solidaritet og fællesskab. Det var lettere for fagbevægelsen at føre krig,« siger Flemming Ibsen.

Linen ud

Dengang i 1984 startede Per Brandt som buschauffør i HT i Frederikssund. Tillidsmanden bad ham om at melde sig ind i SID ligesom hans kolleger. Per Brandt nægtede:

»Jeg ville ikke være i en fagforening, der støttede socialdemokratiet. Jeg havde dengang en liberal holdning, og det har jeg stadig.«

I stedet meldte han sig ind i en gul fagforening. Det fik en del af hans københavnske kolleger til at blokere for HT Frederikssund, hvis busser i lange perioder blev forhindret i at køre.

»Jeg opdagede rimeligt hurtigt, at sagen var alvorlig. Man kunne jo ikke bare stoppe op og sige ’helle’. Man blev nødt til at løbe linen ud,« husker Per Brandt, der trods presset fortsat nægtede at melde sig ind i SID.

»Jeg er en stædig person. Jeg ville ikke lukke munden, bare fordi der var mange, der bad mig om det. Det er jo ikke de mange, der ændrer samfundet. Det er den enkelte,« siger Per Brandt, der i dag ser den samme stædighed hos Amin Skov.

»Jo længere man kommer ind i konflikten, jo mere stejl bliver man.«

Konflikten kulminerede, da fagbevægelsen lammede Storkøbenhavns infrastruktur og forhindrede ca. en million mennesker i at komme på arbejde. Per Brandt gav sig stadig ikke, og til sidst fik fagbevægelsens pres ham fyret. I dag er han selvstændig elinstallatør. Årene har ikke gjort ham mildere stemt over for fagbevægelsen:

»De opfører sig som ortodokse kristne, der brænder kættere på bålet. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag,« siger Per Brandt.

Forskellen er, at fagbevægelsen i dag har mindre magt.

»Folk er efterhånden for oplyste. Dengang kunne man ikke kritisere sin fagforening, og det var jo sort tale, hvis man snakkede om at melde sig ud. Ligesom man dengang heller ikke kunne drømme om at melde sig ud af folkekirken.«

Hollywood

Sådan er det ikke længere. I dag mister store dele af den traditionelle fagbevægelse medlemmer, og skønt en del ender hos de kristelige fagbevægelser, er en stadig større del af den danske arbejdsstyrke uorganiseret.

»80’erne var en meget mere fagforeningsvenlig tid, men i dag er stemningen vendt i takt med, at samfundet er blevet mere individualistisk,« siger historiker Claus Bryld.

I en individualiseret tidsalder er det lettere for befolkningen at identificere sig med en hårdt kæmpende restauratør end med en fagbevægelse, der kæmper for at få ørenlyd for en mere kompleks fortælling om fællesskab og solidaritet.

»I dag er det meget lettere at formidle den klassiske hollywoodfortælling om den lille mand, der kæmper mod det onde system, end at fortælle historien om de kollektive overenskomster,« siger Claus Bryld.

»Den borgerlige, individualistiske historie er meget lettere at fortælle end venstrefløjens. Hvis man ønsker at videreudvikle kollektivet, ender man hurtigt med at træde enkelte individer over tæerne,« siger Henning Tjørnehøj, der i mange år har arbejdet i Fagbevægelsens Forskningsråd. Den kollektive fortælling har heller ikke optimale vækstvilkår i et borgerligt domineret medielandskab, tilføjer han:

»Amin Skov har for længst vundet mediekrigen. Det er utroligt svært for en fagforening at vinde den offentlige mening, når tv-indslag og artikler konstant vinkler på den lille mand mod den store fagforening,« siger Henning Tjørnehøj.

Tidsånden

Når offentligheden i dag er bedre bekendt med den individualistiske hollywoodhistorie end med fagbevægelsens fællesskabsfortælling, skyldes det blandt andet, at arbejderbevægelsen i de sidste mange år har nedprioriteret sine kulturinstitutioner. Eksempelvis er Arbejdernes Oplysningsforbund, avisen Det Fri Aktuelt og Dansk Folkeferie i dag enten svækket, nedlagt eller privatiseret, fortæller Claus Bryld.

»Engang kunne man være i kontakt med arbejderbevægelsen fra vugge til grav, men i dag er arbejderkulturen droslet ned til fordel for private løsninger. Hele netværket er smuldret,« siger Claus Bryld.

Dermed er også en række af de stemmer, der skulle formidle fagbevægelsens historie og nødvendighed, forstummet:

»Uden den kollektive fortælling kan den klassiske fagforening ikke fungere. Fortælling og virkelighed hænger sammen. Hvis folk ikke forstår, hvorfor de skal have kollektive overenskomster, er det en krise for hele fagbevægelsen,« siger Claus Bryld.

Den traditionelle fagbevægelse er oppe imod selveste tidsånden. Skal den vende den skrantende udvikling, har den en enorm udfordring i at erstatte den dominerende individuelle fortælling med en kollektiv. Spørger man Per Brandt, er løbet dog for længst kørt for den traditionelle fagbevægelse. Han gætter på, at den alligevel vil kæmpe hårdt for at vinde i Vejle.

»Fagbevægelsen har intet at tabe og alt at vinde, for i det store spil har den jo tabt. På den måde er den i samme position, som jeg var i dengang i 1984. Jeg havde intet at tabe og ingen fremtidsmuligheder – jeg kunne lige så godt forsætte konflikten.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvordan er prisniveauet på Vejlegården så? Jamen, det er bestemt ikke lavere end tilsvarende restauranter i København, snarere tværtimod. Og måske er det lidt fedtet, at det stegte flæsk ikke som de fleste andre steder er ad libitum.

Niels Møller Jensen

Det undrer mig at ingen tager fat om de grundlæggende problemer med konflikten. For mig at se skyldes flugten fra LO til de GULE fagforeninger to årsager, den ene er at mange af de forhenværende medlemmer af en af de mange underafdelinger i LO ikke længere er røde men blå.
Men den store bevægelse til de GULE skyldes først og fremmest de mange helsiders annoncer i dagbladene over flere år med discount tilbud på billig medlemskontingenter til arbejdsløshedskassen, et tilbud der er svært at sige nej til. Og det er også årsagen til at de GULE ikke er fagforeninger, men almindelige forretninger der tjener penge på de sædvanlige forretningsbetingelser til forskel fra LO der er demokratisk opbygget organisation med en valgt ledelse.
Og her syntes jeg LO har et problem, de må få gennemrationaliseret deres organisation med det formål at få nedsat omkostningerne, og så også få ændret deres organisationskultur med det formål at få opbygget en top moderne fagforenings- og tillidsmandskultur og struktur der kan betjene hele farve paletten. Og dette ikke kun for medlemmerne og LO men for hele samfundet da ingen andre vil kunne påtage sig de store landsdækkende aftaler med arbejdsgiverne vedrørende løn og arbejdsforhold ikke mindst i fremtiden hvor udenlandske virksomheder etablerer sig i Danmark bliver der brug for LO, DA og det arbejdsretslige system. Disse ændringer er påtrængende og skal iværksættes omgående så ikke det hele falder sammen til skade for alle lønarbejdere og virksomheder i Danmark.

Bjarne Bisballe

Niels Møller Jensen. Mange kløjs i er arbejdsløshedskasse og fagforening og kan ikke skille de to ting ad.
Alle arbejdsløshedskasser koster stort set det samme, ca 440kr/md.- ikke den store variation.
Det billigste fagforeningskontingent jeg har set annonceret er på 69 kr/md. Et fagforeningsmedlemsskab i fx HK-stat koster 424. pr måned.

Gorm Petersen

Når kapitalisterne kan samarbejde i stedet for at konkurrere - uden en "kollektiv fortælling" - må arbejderne også kunne lære det.

Først når man har adgang til egne loyale medier begynder man at kunne påvirke den offentlige mening. Ikke et sekund før !!!

Wikipedia:

“Aktuelt var flagskibet i en mediestrategi (A-pressen), som LO finansierede for at give den borgerlige presse et kvalificeret modspil. ”

Steffen Gliese

Den favorisering af de kommercielle fagbutikker, der er sket, er jo først og fremmest loftet over fradragsmulighed for kontingent, hvilket er et direkte angreb på det normale medlemskab.
Manglende opmærksomhed på de enorme indgreb i den almindelige lønmodtagers rettigheder er også en væsentlig grund - og indvirker negativt, fordi fagbevægelsen har føjet politikerne fremfor at kæmpe for deres medlemmers interesser, f.eks. mht. varighed og optjening af dagpengeret, hvor man i stedet var alt for bange for efterlønsbomben, der imidlertid i høj grad blev demonteret efter 1998, hvor tabuet reelt blev hævet. - Det er faktisk en mærkelig ting blandt danske journalister og politikere, at de tror, at ting er uforanderlige: de bevæger sig ad mærkelige spor, hvor de ofte tror, at én retning kan gentages i det uendelige, sådan at de ikke forstår den fuldkommen skelsættende forskel på 4 og 2 års dagpengeret, samt at folk kun i princippet kan finde beskæftigelse, når de er ved at falde for grænsen, at det ikke er en lovmæssighed, hvis politikerne iøvrigt har sparet de stillinger væk, folk skulle have. På samme måde forstod de ikke, at alle siden 1998, hvor efterlønstabuet eksploderede op i hovedet på socialdemokraterne, har ventet på en reel afskaffelse, og at efterlønnnen er langt mindre bekymrende, hvis folk iøvrigt kan bevare og forny deres dagpengeret med stor sikkerhed. Det handler om sikkerhed for et eksistensgrundlag, og det har desværre i efterhånden 15 år ikke været nær sikkert nok for store dele af befolkningen - med den angst og udstødelse til følge, som bl.a. har forringet vores produktivitet.

Lise Lotte Rahbek

Hvis man som lønarbejder indtager modpartens synspunkt,
så bliver man jo ikke selv fyret fra sit job,
Det er sådan en slags woodoo.
Man vil derimod bliver betragtet som en af de tro, fornuftige virksomheds-støtter,
som muligvis blive forfremmet og få lønforhøjelse.

Et andet ord for det er 'nyttig idiot', men der går lidt tid, inden den siver ind.

Mogens Weile

Vejlegården, KA og Krifa skaber skræk og rædsel for lønmodtagerne

Konflikten på Vejlegården handler slet ikke om frihed for de ansatte. Forpagter Amin Skov Badrbeigi gav de ansatte valget: meld dig ind i Krifa og arbejd til en lavere løn og forringede arbejdsvilkår, eller du bliver fyret. Af skræk og rædsel og trusler om arbejdsløshed, valgte de fleste ansatte medlemskabet af Krifaforeningen. Hvem er i øvrigt direktør og ejer af Vejlegården?

Og husk så lige, når en arbejds"giver" opnår lavere lønomkostninger stiger hans indkomst. På den måde bliver den rige rigere og den fattige fattigere. Det er det sympatisørerne og Vejlegårdens ejere og forretningsforbindelser skaber konflikt for, og det Venstre, LA, DF og Støjberg støtter op om, men det 3F på lovlig vis vil forhindre.

Månedslønnen for kokke og tjenere - ansat på en 3F-aftale på Hotel Nyborg Strand- er for en 37 timers arbejdsuge ca. 6.500/md kroner højere, end den er ved et mellemsskab af den gule forening Krifa. Blandt andet fordi timelønnen hos de kristelige er godt 30 kroner mindre. Hvis din arbejdsgiver giver dig ”det frie valg” mellem den kristne forening eller arbejdsløshed, og du beslutter dig for at følge herremanden og herrens vilje, må du være forberedt på at du vil få en ugentlig arbejdstid på 45 timer fremover og store forringelser i øvrige arbejdsforhold.

I værste fald risikerer du, at du må gå fra hus og hjem. Den lavere løn du opnår på en Krifa-overenskomst på 6.500 kr. svarer for de fleste til det de har i boligudgift pr. måned. Er du så uheldig, at du i dag er underlagt Krifa og foreningens kristne netværk diktater, så skynd dig at gøre dig fri og bliv medlem af en rigtig fagforening. Er ægtefællen også ansat med en Krifa - kontrakt er der tale om en lønnedgang på omkring 12.000 pr. måned og hermed kan situationen blive en alvorlig økonomisk katastrofe for hele husstanden. Så ud af Krifa. Det kan ikke gå hurtigt nok!

Bjarne Bisballe

Korrektion til Mogens Weile: Amin Skovs krav til sine ansatte var vel kun, at de ikke måtte være medlemmer af LO-forbund. Det er tilstrækkeligt for hans gule overenskomst, at han har meldt sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening og gennem den lavet aftale med Krifa. Hans medarbejdere kan for den sags skyld sagtens være uorganiserede, men om de er det ved jeg ikke. Ellers synes jeg det er en flot og perspektivrig kommentar, du har skrevet.

Bjarne Bisballe

Hvem kan se symmetrien i dette?

Vejlegården før Amin Skov:
HORESTA lavede overenskomst med 3F for Vejlegården på et lønmodtagerinitiativ. Der blev ikke overfor medarbejderne stillet krav om medlemskab af en bestemt fagforening, for det må man ikke.

Vejlegården med Amin Skov:
KAF lavede overenskomst med Krifa for Vejlegården på et arbejdsgiverinitiativ. Der blev stillet krav om, at ingen medarbejder fortsat måtte være medlem af et LO-forbund. De, der ikke meldte sig ud, blev fyret eller chikaneret ud..

Ingen kan tvinge dig til at melde dig ind i en bestemt forening, men arbejdsgiveren skal åbenbart have retten til tvinge dig ud af en forening han ikke kan lide.

Olav Bo Hessellund

Undrer mig over terminologien i debatten. De gule er ikke fagforeninger, men ret beset forretninger.
Fagforeninger er sådanne, som er anderkendte forhandlingspartnere i forhold til DA.

Rasmus Kongshøj

Fagforenings-modstanderne taler ofte om at fagbevægelsen skal "forny" sig.

Af oprigtig interesse kunne jeg godt tænke mig en forklaring af hvad denne "fornyelse" skulle bestå i.

- Er det mere moderne at lade være med at føre faglig kamp?
- Er det mere in at lade som om der ikke er nogen grundlæggende interessekonflikt mellem arbejdere og kapital?
- Er det mere trendy at acceptere at arbejdsgiverne shopper rundt til den billigste overenskomst med gule virksomheder som Krifa Holding AS?

Det virker som om fagforenings-modstanderne mener at fagbevægelsen kun kan reddes ved at den bliver kastreret fuldstændigt, så arbejdsgiverne kan gennemføre hvad som helst i globaliseringens navn.

Undskyld mig, men hvordan skulle den slags "fornyelse" kunne rette op på fagbevægelsens image?

I bogen ”Fagforeningskundskab” af Oluf Bertolt, 7. udgave 1946 ( 1. udgave 1929 ) hermed trykt i 35.500 eksemplarer læser man, som svar på spørgsmålet ”Hvad er Fagbevægelsen for noget?”:

1. Ved en fagforening forstaas en vedvarende Sammenslutning af Lønarbejdere med det formål at opretholde eller forbedre deres Arbejdsvilkaar ( engelske Sidney Webb og frue, 1894 ), og en svensk version -

2. Med Fagforening menes lokale, demokratisk organiserede Sammenslutninger af Lønarbejdere indenfor et Fag, nærbeslægtede Fag, en Industri, Industrigren eller et Foretagende, med den Opgave i første række at varetage de ansattes med Arbejdsforholdets forbundne Interesser. En Fagforening behandler tillige Lovgivnings- og andre politiske spørgsmål i det Omfang, disse er af Betydning for den faglige Virksomhed, og søger at paavirke dem i en for den faglige Bevægelse gunstig Retning. Endelig giver Fagforeningen sig ogsaa af med kulturelle Spørgsmaal og udfolder ofte en vis Selvhjælpsvirksomhed under forskellei Former. ( Tage Lindblom, 1938 ).

Som enhver kan se, lever privatkoncernen Krifa A/S, som er udlagt til på bedste neoliberal facon at generere profit til aktieholderne, næppe op til disse definitioner. I hvilken udstrækning 3F stadig lever op til de basale kriterier her i 2012, eller man har fundet på nogle nye, som ikke er blevet kommunikeret videre til omverdenen, må bero på en nærmere analyse, men en berettiget tvivl nager alt for mange.

Om ”Fagbevægelsen og Arbejdsløsheden” fortsætter Bertolt ( side 162 ): -

Arbejdsløsheden, Nutidens største sociale Onde, paalægger Fagbevægelsen nogle af dens allerstørste og allervanskeligste Opgaver. Thi selv om man er klar over, at Arbejdsløsheden saa at sige er et nødvendigt Tilbehør til den privatkapitalistiske Produktions”ordning”, hvis Planløshed og Konkurrencekampe er dens væsentligste Kilder, maa Arbejderklassen foruden at bestæbe sig paa Arbejdsløshedens fuldstændige Afskaffelse ved at arbejde for Indførelsen af et nyt Produktionssystem, søge indenfor det bestaaende Samfunds Rammer at begrænse Arbejdsløsheden og i størst mulig Omfang den Virkninger. …

I mellemtiden er man vidne til, at de neoliberale kræfter i lang tid har mobiliseret et ideologisk korstog, som har været så succesfuldt, at alt for mange er blevet helt katolske i hovedet og aldeles har glemt, hvor man egentlig kommer fra. Reaktionens eneste mål, stærkt støttet af samfundstømmende og -nedbrydende politiske kræfter er stadig at stække fagbevægelsen, helst udrydde de sidste rester af solidariske, demokratiske løsninger på det såkaldte arbejdsmarked.

Og hvad gør 3F – nogle si’r - optræder som nytttige idioter, der ikke udviser den mindste indsigt i disse nedbrydende ideologiske og privatiserede frontalangreb med moderne midler ( Saxo Bank, Krifa A/S et al. ), men er oven i købet med til at tvinge de arbejdsløse endnu mere ud i lavtlønsjob og håbløsheden i en mærkværdig alliance med f.eks. de kommunale Flobcentre. Herfra er de ansatte i en inferiør restaurant sandsynligvis blevet tvunget til at påtage sig disse underbetalte jobs med trusler om økonomiske represalier hængende over hovedet. Deres valg af en dårligere overenskomst er hermed ret forståelig – alternativet er endnu mere menneskeligt og økonomisk ruinerende for den enkelte, udsat for denne inhumane og grænseoverkridende behandling med politikernes fulde accept …

Ruben Michelsen

Kongshøj.
Jeg er absolut tilhænger af fagforeninger, men der er nok gået lidt for meget pamper i den.

De fleste fagforeningsbosser sidder i en række bestyrelser. (lønnede bestyrelsesposter)

Jeg mener at en fagbos skal bruge al sin tid på sin fagforening. Det er det han får sin løn for. Og lønningerne er jo ikke just små.

ellen nielsen

Hvis der er så meget at tjene på at drive Vejlegården som nogle mener,
undrer det mig - egentlig,
at medarbejderne ikke overtog driften efter konkursen.
Her var en oplagt mulighed for en medejerdrevet virksomhed!
Arbejdstiden ville nok blive lang og lønnen lav - i starten,
og hvem gider dét, når andre kan ta' ansvaret, besværet og man bevarer retten til at kalde "arbejdsgiveren" for 'kapitalist'.

Brian Knudsen

Ellen Nielsen:

Denne sag handler ikke om hvorvidt medarbejderene skulle have overtaget den konkurramte virkomsomhed eller ej. Det handler om at dig og mig ved hvilke arbejdsforhold vi arbejder under, og om hvorvidt en arbejsgiver kan gøre hvad han vil i frihedens navn.
Hvis dette lykkes, vil alle umoralske arbejdgivere givetvis gøre det samme som hr.Badrbeigi. Hvor er så den frihed som arbejdstagere skulle have til selv at vælge fagforening.

ellen nielsen

"Hvor er så den frihed som arbejdstagere skulle have til selv at vælge fagforening."
-----------------------
Hvis medarbejderne driver/ejer virksomhenden,
er det dem selv som er arbejdsgivere og kan selv vælge fagforening og/eller arbejdsvikår!
Såre enkelt, men - bevar os vel - så bliver de også "kapitalister"!

Rasmus Kongshøj

@Ellen Nielsen:

En af grundene til at de ansatte ikke overtog restauranten efter konkursen kunne jo være at de ikke havde den nødvendige kapital til at gøre det.

Men jeg støtter da bestemt idéen om at medarbejderne skal have lov til at overtage virksomheder ved konkurs. Da den argentinske økonomi kollapsede, besatte arbejderne flere steder de lukkede virksomheder - de lavede det modsatte af en strejke, de nægtede at lade sig fyre. Resultaterne har været ganske gode, mindst lige så gode som at virksomheden ejes af et fedtlag af kapitalister.

Rasmus Kongshøj

@Ruben Nielsen:

Du har ret i at fagbevægelsen lider af overdrevet ledelse. Som mange andre steder i samfundet bliver toppen af organisationspyramiden belønnet alt for meget i forhold til hvad der er rimeligt.

Der er også kommet alt for stor afstand mellem de almindelige medlemmer og organisationernes ledelser.

Men disse problemer løses ikke ved at lade private virksomheder som Krifa Holding A/S splitte fagbevægelsen. Dén løsning gavner kun én part - arbejdsgiverne. Pamperne forsvinder ikke fordi der er mere end ét sted at være pamper.

Løsningen er snarere at gå aktivt ind i fagbevægelsen, og arbejde for at gøre forbundene mere demokratiske. Fagbevægelsen bliver ikke stærk af at have den ene eller den anden leder, eller ved at give lederne mere eller mindre i løn - fagbevægelsen bliver stærk i kraft af sine medlemmer.

Mogens Michaelsen

Sådan set skulle man mene, at mulighederne for at modernisere og demokratisere fagforeningerne er større end de nogensinde har været. Jeg tænker på, at man kunne anvende de moderne kommunikationsmidler i den forbindelse. Men det vil sikkert være nødvendigt at gennemtænke det grundigt, fordi det også kunne resultere i et overfladisk pseudo-demokrati. For eksempel en masse online-afstemninger, der "aborterer" en virkelig grundig debat, der får fat i det væsentlige.

Godt nok trænger fagforeningerne til at blive moderniseret. Men der er een ting, der aldeles ikke skal "moderniseres", og det er erkendelsen af den grundliggende interessemodsætning mellem ansatte og arbejdsgiver.

Det er netop den erkendelse, visse kredse meget gerne vil have "moderniseret væk".

ellen nielsen

Mogens Michaelsen skriver:
"Men der er een ting, der aldeles ikke skal “moderniseres”, og det er erkendelsen
af den grundliggende interessemodsætning mellem ansatte og arbejdsgiver."
------------------------------
Samarbejde er sagen og har altid været dét!!

Både arbejdsgivere og ansatte arbejder mod samme mål,
at få/ha' en god virksomhed, gode, bæredygtige og salgsbare varer eller service-ydelser og et overskud på budgettet til rimelig lønning af alle,
til alles tilfredshed, drevet af faglig dygtighed, stolthed og realisme.

Interessemodsætninger?

ellen nielsen

"En af grundene til at de ansatte ikke overtog restauranten efter konkursen kunne jo være at de ikke havde den nødvendige kapital til at gøre det."
--------------------------
Et konkursbo er som regel billigt!
Ingen kan arbejde en virksomhed op ved 8 timers arbejde dagligt til en høj løn - i begyndelsen.
Dét er kun muligt, hvis man har en anden indstilling!
Så derfor overlader man arbejdsgiverrollen til den/dem, som gider..
og bevarer retten, nærmest pligten til at brokke sig og benævne arbejdsgiveren som 'kapitalist' - uanset, hvad han/hun tjener!

ellen nielsen

I øvrigt,
ejer Amin vist ikke Vejlegården, så vidt jeg kan læse i nyhederne,
så enhver anden/andre foretagsomme fagforeningsmedlemmer kunne have gjort det samme.
Det kræver ikke en formue at leje sig ind, men helst en nogenlunde fast indtægt for at få restauranten til 'at køre rundt',
og det kan fagforeningsbosser så få fagforeningsmedlemmer med til at forsøge at forhindre, så de ansatte kan blive arbejdsløse igen.
Hvilken solidaritet!

Det forlyder også,
at de fleste andre restauranter i Vejle slet ikke har overenskomster for deres ansatte,
så her var virkelig noget for fagforeningsmedlemmer og deres bosser at gøre - demonstrere imod og blokere!

Rasmus Kongshøj

@Ellen Nielsen:

Til din information kan jeg fortælle at ordet 'kapitalist' ikke er et skældsord, eller har noget at gøre med ens indtægt. En kapitalist er en person, der ikke tjener til livets ophold gennem eget arbejde, men ved at eje og kontrollere produktionsmidlerne, og dermed leve af andres arbejde.

Hanne Gregersen

@Hansen
Mener du ikke, at fagbevægelsen har et problem, når medlemmerne løber skrigende væk ?
Hvis man ikke kan få folk til at forstå pg "købe" sit projekt, så har det ingen fremtid....det er skandaløst, at Børsting og hans proselytter ikke vil tage det faktum alvorligt ?

I øvrigt bakker jeg fuldt op om ordentlige løn- og ansættelsesvilkår og vil gerne have mig fritaget for forat påstå noget andet.

Steffen Gliese

Nej, jeg mener, at medlemmerne har et problem, når de løber skrigende væk fra det eneste middel, de har for at have indflydelse på egne forhold på arbejdsmarkedet.

Christian Nissen

Hvis det breder sig som transport branchen kan det ende med at billige polakker og andre kan overtage de jobs.Det er jo stadig en god slat penge at sende til polen.

Danskerne kan ikke bruge en så lav løn hvis man da ikke lige er studerende eller lign.

Så vidt tænker de borgerlige ikke, eller måske kunne de godt tænke sig billigere arbejdskraft, når bare det ikke rammer dem selv.

Kunne vi ikke få nogle billigere politikere det kunne sikkert nok lade sig gøre.

ellen nielsen

@ Rasmus Kongshøj

Tak for definationen af begrebet 'kapitalist'!
Det håber jeg, at nogen ta'r til sig
og ikke fortsætter med at benytte det som skældsord
og/eller betydende næsten hvad som helst,
uhensigtsmæssigt for samfundet
og trættende i en almindelig samfundsdebat!

ellen nielsen

"Men jeg støtter da bestemt idéen om at medarbejderne skal have lov til at overtage virksomheder ved konkurs."
-----------------------
@ Rasmus Kongshøj.
"skal HAVE LOV til" - mener du!
Enhver kok eller tjener KAN, hvis han/hun VIL overtage/starte en restaurant.
3 kokke og 5 tjenere kan også - sammen.

Mads Andersen

Jeg synes netop at et af problemerne ved hele diskussionen om Vejlegaarden er, at den netop fokusere for meget på Vejlegaarden og for lidt på hvilke konsekvenser overenskomsten med Krifa har ud over den konkrete sag.

I principippet kunne det i yderste konsekvens åbne op for, at andre virksomheder kan indgå endnu dårligere overenskomster med andre (nye?) fagforbund og dermed langsomt udvande de forhold vi idag?

Jeg bliver mere og mere uforstående overfor, at 3F`s metoder åbenbart er lovlige.

En gruppe (1) mennesker slutter sig sammen om fuldt lovlig aktiviteter.
En anden gruppe (2) mener, at det må de ikke.
For at gennemtrumfe sin vilje gennemfører gruppe 2 generende pres af økonomisk og psykisk art overfor gruppe 1.

Nej, gruppe 2 er ikke gangstere i Chicago, der kræver beskyttelsespenge af den lille købmand for at han kan få fred.

Leo Nygård, kunne være interessant at vide hvor mange af de medarbejdere Amin overtog fra den tidligere forpagter er tilbage nu.

Fakta er jo, at der ikke er fri fagforeningsvalg på Vejlegården nu og at der nu føres fagretslige sager mod Amin for uberettiget fyring, chikane mod en tidligere kok der var medlem 3F og presset til selv at sige op, hvis vedkommende ikke meldte sig ud af 3F og ind i Krifa efter ansættelse.

Jæger - Jo, der har været et forspil til den nuværende situation. Hvis der er retslige efterspil på basis af gældende regler, er det naturligvis ok.

Spørgsmålet er om tingenes tilstand er rimelige og om der burde ske ændringer.
Jeg vil gerne i et nyetableret firma bestemme hvem, jeg ansætter. Valget, udbudet og mulighederne baserer sig på mange kreterier.
Strammer jeg kreterierne for meget, står jeg måske uden mandskab.
Dette burde være de frie vilkår og ikke dikteret af èn faglig organisation, der udøver meningstyrani.

Selv i Enhedslistens program er personlig frihed, organisationsfrihed og mindretalsbeskyttelse fuldt respekteret.
Den såkaldte blokade er irrationel, gammeldags og tåbelig i virkelighedens verden.

Brian Pietersen

jeg kan høre i medierne, at tilslutningen ikke har rykket sig til fagforeningerne, så det må være lidt trist at være borgerlig og ha lagt SÅ meget energi i at prøve og ødelægge mere af vores land.

Heldigvis kan mange gennemskue platuglerne.

Steffen Gliese

Leo Nygaard, tværtimod, det er så sjovt, at liberalistisk indstillede mennesker kalder ting for 'gammeldags', når disse er allermest nødvendige for at lade småkårsfolk nyde deres del af samfundets fælles frugter.

Sider