Interview
Læsetid: 6 min.

’Nordisk højrepopulisme er humoristisk’

Set udefra. Breivik-sagen markerer et uskyldstab for den politiske mainstream i Skandinavien, der i en årrække har taget alt for let på truslen fra højre. Højrepopulisme er i vid udstrækning et nordisk fænomen, siger Tysklands førende skandinavienkender
Moderne Tider
27. juli 2012
Kritik. Professor Bernd Henningsen vurderer, at den særlige skandinaviske letsindighed er en af forklaringerne på højrepopulismens succes i de nordiske lande.

Kritik. Professor Bernd Henningsen vurderer, at den særlige skandinaviske letsindighed er en af forklaringerne på højrepopulismens succes i de nordiske lande.

Sofie Amalie Klougart

BERLIN – »Den skandinaviske højrepopulisme er fascinerende, fordi den er humoristisk. Glistrup var jo morsom med sine forslag: Afskaf hæren og erstat Forsvarsministeriet med en båndoptager, der siger ’vi kapitulerer’ på russisk. Det er common sense-politik. Men faren bag den simple tænkning er, at folk griner og glemmer, at politik er en kompliceret affære. Der findes ingen enkle løsninger«, advarer den pensionerede og polemiske professor Bernd Henningsen.

Information møder ham på en café i universitetskvarteret bag Unter den Linden. Som en af Tysklands førende skandinavister er Henningsen en kender af de skandinaviske samfund. Som forsker har Bernd Henningsen skrevet indgående om Brandes og kulturradikalismen. I 1992 forlod Henningsen efter 25 år München til fordel for Berlins Humboldt-Universität, hvor han var med til at grundlægge Institut for Nordeuropa-studier.

Set med Henningsens øjne er der god grund til at ruske op i den særlige skandinaviske letsindighed, der karakteriserer de nordiske landes omgang med højrepopulistiske bevægelser.

»De skandinaviske miljøer har ikke opdaget, at der kræves et håndfast svar på højrepopulistiske ytringer. Der kræves en konfrontation. Men hvad er der sket? Også Socialdemokraterne er gået til højre. De har ofret deres internationale samvittighed i den norske og danske debat«, siger Henningsen og tilføjer med et skælmsk smil. »Der er kun én rigtig socialdemokrat tilbage, og det er Nyrup Rasmussen i Europa-Parlamentet i Strasbourg.«

Som indigneret kender af skandinavisk politik har Bernd Henningsen blandet sig aktivt i den danske debat blandt andet med kronikker i Berlingske og Süddeutsche Zeitung. I sidstnævnte avis rettede Henningsen kritik af Angela Merkels uddeling af en pris til Muhammedtegneren Kurt Westergaard. I de skandinaviske lande har man ifølge den tyske professor et ortodokst liberalt og absolut forhold til ytringsfrihed. Selv i de akademiske miljøer mener Henningsen at kunne lokalisere tegn på den nordiske besættelse af den nationale identitet. Faktisk er højrepopulisme i sin moderne form langt hen ad vejen en skandinavisk opfindelse.

»Identitetsdiskussionen begynder i efterkrigstiden i de skandinaviske lande. Den tog for alvor fart i 1972 med Europa-debatten, især hvis man læser akademiske publikationer fra den tid. I Norge og Danmark var det i anledning af folkeafstemningen om EF-medlemskab. Siden da har vi set en inflation af artikler og bøger om, hvad der er dansk identitet. Den findes også i tidligere tider, men min påstand er, at identitetsdiskussionen opstår i krisetider. På samme tidspunkt opstår de populistiske partier i Skandinavien. Anders Lange med Fremskrittspariet i Norge og Mogens Glistrup i Danmark«, siger Henningsen.

Han udtrykker sig på et sirligt og eftertænksomt dansk, der lejlighedsvis iblandes tyske og svenske gloser

»Svenskerne kommer først med senere, da de opdager, at de fremmede er kommet til landet. Da startede en mentalitetsdebat i Sverige. Svenskerne har en mentalitet. Danskerne har en identitet«, siger Henningsen med henvisning til den svenske etnologi-professor Åke Daun, der i sit hovedværk Svensk Mentalitet fra 1989 oplister en række kendetegn ved den svenske folkepsyke, herunder konfliktskyhed, generthed, ubekymrethed, melankoli, saglighed og beherskede følelsesudbrud.

Mens den politiske mainstream i Skandinavien ifølge Henningsen – enten uforvarende eller af frygt for vælgerne – har undladt at konfrontere humoristiske højrepopulister, ser Henningsen massakren på Utøya som en afgørende advarsel til skandinaviske politikere og presse, der har været alt for passive i omgangen med højrepopulisterne.

»Fraværet af konfrontation i den skandinaviske presse er en af grundene til, at de morsomme højrepopulister opstår og får opbakning. Her er Breivik-sagen et paradigmeskift. Faren er mere synlig nu. Derfor synes jeg også, det er en god idé med den åbne proces mod ham. Mange tyske jurister har spurgt, hvorfor processen mod Breivik har så stor mediedækning, når nu Breivik har tilstået og i princippet kunne dømmes på stedet. Det er en rensningsproces for ofrene og for hele samfundet.«

Voldsberedte højreekstremister

På trods af en særlig frugtbar grobund for populismen i Skandinaviens politiske klima, er Henningsen naturligvis ikke blind for, at højrepopulistiske partier i dag er et udbredt fænomen i samtlige europæiske samfund. Med en enkelt væsentlig undtagelse.

»De findes i alle lande. Undtagen Tyskland, hvor den ikke har form som en politisk bevægelse med relevans. Vi har kriminelle højreekstremister, men de findes ikke som en politisk bevægelse med indflydelse«, siger han.

Når SPD-politikeren Thilo Sarrazin i stærke vendinger kritiserer den tyrkiske indvandring til Tyskland, eller når Bayerns konservative parti, CSU, opfordrer Angela Merkel til at vende Europa ryggen, er der stadig langt til højrepopulistiske partier i Østrig, Frankrig eller Skandinavien. Af samme grund understreger Henningsen de betydelige væsensforskelle mellem voldsberedte højreekstremister i Tyskland og Skandinavien.

»I Tyskland bekæmper højreekstremisterne den tyske stat. De skandinaviske højreekstremister støtter som oftest deres egen stat. De anser det norske eller danske samfund som bedre end andre samfundsmodeller. Det styrker min tese om, at den urgamle nationalitetsdebat strømmer igennem den nyere historie i Skandinavien.«

Forskellen mellem de danske og tyske højreekstremister kan ifølge Henningsen også tilbageføres til den særlige nordiske samfundsmodel, der i mange år bevirkede en særlig form for skandinavisk resistens over for ideologiske vildfarelser.

»I 50’erne og 60’erne var man beskæftiget med opbyggelsen af velfærdsstaten. Man havde ikke øje for spørgsmål om identitet. Det kom først senere«, siger Henningsen, der lokaliserer identitetsbegrebets idéhistoriske rødder i det tidlige 19. århundredes tyske idealisme.

Filosoffer som Kant, Hegel, Schelling og Fichte anvendte diskussionen om identitet som byggesten i deres filosofiske systemer. Efter Anden Verdenskrig italesatte freudianske psykoanalytikere identitet som en psykologisk kategori. Menneskets egentlige identitet udvikler sig fra krise til krise. Overført på nationale præmisser bliver identitetsbegrebet imidlertid en farlig fiktion, mener Henningsen.

»Det lader sig ikke gøre at overføre dette begreb på regioner og nationer? Hvad er dansk identitet? Du har et andet svar end eksempelvis dronningen og Pia Kjærsgaard«, siger Henningsen. »Et fikseret punkt vil bare være en essentialistisk konstruktion.«

I en nylig forskningsartikel afviser Henningsen derfor eksistensen af en særlig identitet for Østersøregionen.

»En region har ingen identitet. Hvis man diskuterer identitetsspørgsmål, ender det hver gang med en konstatering af, at ’vi’ er anderledes end ’de andre’. I visse tilfælde, at vi er bedre end de andre.«

Nationalismernes genkomst

I sin opvækst har Bernd Henningsen, der er født i 1945 i delstaten Schleswig-Holstein, haft diskussionen om national identitet tæt inde på livet. I grænselandet mellem Tyskland og Danmark har fastlåste forestillinger om nationale tilhørsforhold løbende været anvendt som brændstof i ophedede stridigheder mellem de to nabolande.

Henningsen tilhører imidlertid en generation af tyskere, der med professorens egne ord er blevet »politisk socialiseret i 50’ernes og 60’ernes vesttyske forbundsrepublik«. Med verdenskrigen i frisk erindring og en kold krig på vej mod frysepunktet voksede Henningen op i et skyldbetynget tysk samfund, der har arbejdet målrettet på at omsmelte nationalchauvinistiske tendenser til fordel for en forpligtelse på Europa. Ifølge Henningsen er projektet i store træk vellykket.

»Vi tyskere er immune – for øjeblikket, og det kan ændre sig – på grund af Vergangenheitsbewältigung (bearbejdning af fortiden, red.). Ikke en gang til. Ikke igen«, siger Henningsen om det tyske demokratiske opdragelses- og erindringsprojekt, der har været en fast bestanddel af efterkrigstidens tyske samfundsliv.

»Den bevidsthed er en del af den almindelige konsensus i det tyske samfund.«

Netop fordi det tyske samfund i store træk burde være vaccineret mod højrepopulistiske forsimplinger oplever Bernd Henningsen den aktuelle diskussion om eurokrisen som en stor irritation. For professoren er det tydeligt, at Europa er truet indefra af nationalismernes genkomst: »Jeg havde ikke forestillet mig, at der kunne opstå så stærk en anti-Europa-diskurs, og at vi ville have sådan en irrationel debat. Jeg er enig med den tidligere socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt, der har sagt, at den aktuelle krise ikke er en eurokrise, men en bank- og finanskrise. Der er meget hysteri i diskussionen, og det bekymrer mig mere end alt andet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmark er det mindst korrupte land i verden.

Et land der flyder med mælk og honning.

Danskerne tillader sig at være lykkelige.

Det kunne da bare mangle andet.

Kunne vi ikke få analyseret de gnavne? Har de studeret på universitet? Hvordan vil de ikke reagere den dag, velfærdssystemet bryder sammen? Hvordan vil deres paralleller i Tyskland opføre sig?

Hvad er der inden i dem?

Vibeke Nielsen

Jeg synes, det er rigtig fint, at der endelig langt om længe er nogle, som tager højrepopulismens begreb op til debat, som det sker her i tråden. Og jeg er helt enig i, at meget nyliberalistisk retorik (ikke mindst den man for øjeblikket her til lands finder i partier som Venstre og især Liberal Alliance) i bund og grund er dybt højrepopulistisk, hvis man med populisme forstår en samling af politiske idéer, som angiveligt er forankret i det jævne folk og som er karakteriseret ved bevægelser med protestretorik, som nærer skepsis ved store organisationer og bureaukrati (fx staten) og som samtidig foregiver, at der en direkte forbindelse mellem folket og ledelsen (af den populistiske bevægelse). Liberal Alliance og Venstre har i endnu højere grad end Dansk Folkeparti - og uden at særlig mange egentlig har gjort opmærksom på det - langt henad vejen overtaget Fremskridtspartiets populistiske protestretorik omkring de økonomiske og organisatoriske spørgsmål.

Hvad den romantiske glasur over nationalismen og dens "uskyld" angår, er jeg ret sikker på, at den ville fremstå knap så lyserød, hvis nationalismens fortalere og forsvarere for eksempel tog et kig på dens danske udlændingelovs historie. Den er ikke køn.

carsten maasbull

" virkeligheden er at nationalfølelse i sig selv er noget kompromitterende skidt"

Personlig er jeg glad for at være dansker. Men jeg er selvfølgelig osse bare et højreorienteret svin.

Per Torbensen

Steen Ole Rasmussen.

Vi vel enige om følgende:Tyskland deltog ikke i boligboblen og kasino økonomien derfor står de stærkere end andre Eu-lande.

Gris landene ligger vel som de har redt.

Når nogle lande har overskud må andre have underskud,alle lande i Eu kan jo ikke have overskud eller underskud på samme tid.

Din beskrivelse i din henvisning vdr.Tyskland-Grækenland alså finansernes finanssering lyder også plausibel-derfor har Tyskland vel også et ansvar som består i at de har givet kredit på et forkert grundlag i for lang tid som nu alle kommer til at hæfte for-er det korrekt forstået??

:.

Robert Ørsted-Jensen

Blaaberg

nationalstolthed og nationalisme er en og samme ting, den første er bare en forklædt udgave af den sidste.

Ja selvfølgelig er de fleste af os glade for det sted vi er født men nationalstolthed og nationalisme bør udgåe, og glæden ved ens fødested bør som hovedregel betyder at man også evner at forholde sig kritisk, overfor netop denne - ens egen vugge. Det er kritik der er udgangspunktet for forbedringer, romantisering over samme kan ingen bruge til noget som helst.

Per Torbensen

Selvfølgelig kan man romantisere og citere H.C.Andersen m.fl

Ligeledes som tyskerne uden skam kan dvæle over fordums tiders forfattere som for lige at nævne nogle på H.C.Andersen tid.

Storm:Am grauen Meer .Eller Wilhelm Busch:Und die moral von der Geschicht.

Naturligvis afhænger det af konteksten det ses i.

Per Torbensen

Hverken højrefløj eller venstrefløj i vores samtid har det eviggyldige moralske habitus til at gøre sig til dommere over andres meninger som de må være enige eller uenige i ,men derfor kan man godt kritisere og føre dialog.

Gissi Gadekat

"Netop fordi det tyske samfund i store træk burde være vaccineret mod højrepopulistiske forsimplinger oplever Bernd Henningsen"..
Så vil jeg gerne høre hvad Bernd Henningsen vil sige til Tysklands ubetinget støtte til Israel? Som netop er i store træk simplificeret jødedommen ned til en ekstremt forsimplet højreradikalt national identitet.
Vi er alle i identitets krise.

Karsten Aaen

@ Hanne Chr.

Truslen (for nu at kalde den for det) kommer både fra højre side af det politiske spektrum, især Venstre og Liberal Alliance og fra nationalisterne, DF mv.

Kommunikationen fra Venstre og Liberal Alliance samt DF mv. er meget enkel og til at forstå: løftebrud,
det skal kunne betale sig at arbejde, muslimer er årsagen til danskhedens forsvinden, de arbejdsløse er dovne hunde, folk på kontanthjælp kan bare tage sig sammen, handicappede mennesker er selv ude om det, hvis de ikke kan få et arbejde - eller denne her:
folk skal ikke kunne parkeres i årevis på passiv forsørgelse eller folk skal ikke bare noget at leve af men også noget at leve for. (sagt af socialdemokraterne, som bare viser, at social-demokratenes fernis som venstre-fløj er skallet af, og viser deres sande ansigt: som det borgerlige arbejder-parti de er i virkeligheden).

George Lakoff? mener jeg det er? har kaldt dette for framing, altså at man sætter en ramme op som betingelse, som start for kommunikationen. Og humanister og venstre-fløjen (for nu at kalde dem for det) står så og argumenterer imod den her framing, og det nytter ikke noget, da højrefløjens framing har bestemt rammerne for kommunikationen.

Må jeg foreslå de her kommunikative billeder:
Alle har ret til en god bolig
Alle har ret til et godt arbejde
Alle har ret til et godt liv

Hvad der menes med det kan man så altid fortælle...

Robert Ørsted-Jensen

Oddsen svaret på det spørgsmål er jo temmelig indlysende - og det har netop ikke noget at gøre med tysk nationalisme men ret meget at ghøre med dårlig samvittighed.

Per Torbensen

Siggi Oddsson.

Det kan jeg godt give dig en simpel forklaring.

Tyskerne føler simpelhen et dybt dybt ansvar for den skrækkelige periode ,nok den værste i hele landets historie,så Israel har helt sikker fået og får en meget lang snor og det kan man ikke bebrejde dem for,og her taler vi flere generationer født efter 1945 , som er uden SKYLD.

Jette Abildgaard

Hvor er jeg glad for jeg flyttede vaek.....

Jeg kan/vil ikke laere at hade, ikke laere at diskriminere...ikke laere at vaere en af dem eller en af os, for jeg er bare mig...og passer derfor ikke laengere ind i mit eget land....

michael parly pedersen

Hanne Christensen

Jo, at forfølgelsen af arbejdsledige og fysisk og psykisk syge hører til under højrepopulisme, det er jeg ganske enig med dig i.

I tidligere indlæg, når emner som arbejdsledighed, flexjob og førtidspension og støtte til psykisog fysisk syge har været oppe til debat, har jeg ofte kritiseret den førte politik på dette område - både den tidligere regerings og den nuværendes

Tak fordi du nævner det. Oftes når højrepopulisme debatteres, er det i overvejende grad racisme og fremmedhad der fremhæves som højrepopulistiske strategier, ikke hetzen mod psykis og fysik syge samt arbejdsledige. Ofte glemmer jeg selv at hæfte ordet højrepopulisme på, når jeg debatterer disse emner. Måske fordi jeg synes, at det er en selvindlysende selvfølgelighed, at hetzen mod disse grupper af mennesker er højrepopulistisk. Det er jo så tydeligt et forsøg på, at hænge visse grupper af mennesker ud som skurke med det formål, at vinde andre mennesker gunst og stemmer. Gammedags split og hersk politik.

Jeg vil fremover gøre mig større umage med, at sætte denne hetz mod disse grupper af mennesker i sammenhæng med højrepopulisme.

I en lang årrække har det været flygtninge og indvandrere der har været den store skurk og som blevet gjort ansvarlige for landes ulykker og økonomiske problemer. Nu er man så igen vendt tilbage til de arbejdsledige, men også de mest udsatte grupper som f.eks. alvorligt syge og andre som måske ikke har styrken til at svare igen.

randi christiansen

Robert O Jensen : "virkeligheden er at nationalfølelse i sig selv er noget kompromitterende skidt

Jeg synes godt, vi kan være stolte over, at den danske model er lykkedes i det omfang, den er. Jeg tror også, at det i høj grad skyldes, at Danmark er et forholdsvis lille og dermed mere overskueligt område med deraf følgende mindre geografisk og social diversitet.

At den model nu er under pres er en større katastrofe end de fleste forstår, men nok uundgåelig i og med modellen mangler overbevisende strategier for miljø-og socioøkonomisk retfærdighed og bæredygtighed.

Den store omstilling er så stor, at de færreste magter at rumme perspektivet, selvom dygtige folk - Herman Daly o.a. - gør en stor indsats for at beskrive scenario og strategier for bæredygtig forandring

Hanne Christensen

Robert O Jensen og Karsten Aaen,Der er behov for at adskille begreberne, og jeg efterlyser nu stærkt, at nogle filosoffer griber fat om dette. Særligt når vi ser på udviklingen i Danmark. Her vil jeg tage udgangspunkt i De Radikale.

De Radikale kan jo på ingen måde betegnes som natinalistiske. Næppe har vi et parti i Danmark, der er så lidt nationalistiske, så EU-venlige og indvandring-tolerende.

Men samtidig er partiet nogle af de mest højrepopustiske/højreradikale hvad angår syge og ledige. De forfølges ganske enkelt såvel retorisk som reelt på en måde, at skete dette over for indvandrere ville det påføre partiet betegnelsen racistisk.

Man kan ikke så bare ty til betegnelsen liberalistisk. For det er jo ikke sådan, at de syge og ledige blot overlades til sig selv med meget lave ydelser. Nej, de syge og ledige bliver reelt forfulgt og straffet.

De Radikale har nu fået gennemført sine ønsker om en førtidspensionsreform, der betyder, at voldsomt syge mennesker risikerer at skulle igennem et 5 år langt ressourceforløb. Kun hvis de reelt er døende, kan de undgå dette. 5 år for at afklare et sygdomsforløb og arbejdsevne hører ingen steder hjemme. Der er tale om ren forfølgelse. Samtidig vil de syge være underlagt en økonomi, der fører til den rene fattigdom. 10.000 før skat om måneden. Men stod den lave ydelse alene kunne man tale om liberalisme, men det gør den ikke. De syge bliver ganske enkelt forfulgt. Efter det op til 5 år lange ressourceforløb er afsluttet, kan det reelt forlænges med en ny periode, men sagsbehandleren kan også vælge at visitere den syge til fleksjob på ned til 2 timer ugentlig, fordi den syge kun anses at have 2 timers resterhvervsevne tilbage.

Nu starter så et nyt kontrolforløb. Imens får den syge ledighedsydelse svarende til 60 % af dagpengene, altså igen ca. 10.000 kr. om måneden. Den ledige skal nu finde dette 2 timers job. Og det skal ske ved at der skal søges ca. 8 job om måneden, ellers ryger den økonomiske hjælp. Finder den syge ikke jobbet inden for 2 år (som andre dagpengemodtagere), ryger den syge på kontanthjælp og ind i et nyt kontrolforløb.

Det nye kontrolforløb betyder, at vedkommende kan tvinges i job uden løn, altså nok i 2 timers job om ugen, hvor vedkommende kan sætte bøger på plads, vaske lokummer, feje gader e.l.

Der er ganske enkelt tale om en heksejagt, der er så fanatisk, så nytteløs, så modbydelig så hetzagtig, at det kræver en betegnelse.

For indebærer højreradikalisme, at man også er nationalistisk, så favner begrebet højreradikalisme ikke De Radikale. Det er særdeles problematisk.

For har vi ikke ord at sætte på en handling – særligt de modbydelige handlinger af slagsen – ja, så går synderne fri af kritik. Hvordan skal vi betegne De Radikale? De fleste vil tænke det er far out at betegne dem som højreradikale, da de jo bestemt ikke er nationalistiske. Liberalistiske er efter min mening til gengæld en al for blød vending til det, partiet står for.

Vi mangler ganske enkelt ord for at betegne den situation, hvor der føres højreradikal politik, der ikke omfatter nationalisme.

Vi er så vant til, at det starter med en nationalisme, et fremmedhad, som så også kan spredes til andre grupper, fx syge og ledige. Men her har vi det modsatte fænomen. Der er ikke tale om fremmedhad, men alene en hadhetz mod syge og ledige, idet de ledige også omfattes af en omklamrende adfærd, der på mange måder ikke har andet formål end forfølgelse og hadhetz og at det bestemt ikke skal være en behagelig tilværelse at være ledige eller syg. De syge betragtes alle som potentielle pyller-pyller mennesker, der bare skal have et skub. Og også ledige tvinges ud som gratis arbejdskraft. Et middel der reelt også bruges som straf og advarsel til andre.

Vi har brug for et begreb, som dækker den form for højrepopulisme/radikalisme, som De Radikale står for.

For kan vi ikke sætte ord på, er det langt vanskeligere at imødegå den form for højrepopulisme med den konfrontation, som Henningsen jo efterlyser.

Det er også vigtigt, fordi Tyskland nu fx bliver ”frikendt” for højrepopulisme alene af den grund, at de måske ikke er nationalistiske. Men hver tid sin fare, hver tid sin forfulgte gruppe. Og er det ikke jøder, der forfølges, ikke Romaer, tyrkere, irakere, somaliere, men derimod alene syge og ledige, ja, så mangler vi ord for denne populisme, som er lige så forrykt, som enhver anden forfølgelse. Jeg kender ikke Tyskland indefra, men det skulle ikke undre mig, om de netop lå under for denne forfølgelse. Det er jo præcist det, man risikerer ske i Sydeuropa – dikteret fra fru Merkel i Berlin. Nu dikterer fru Merkel kun besparelser, og det kan selvfølgelig ske på bedste liberalistiske vis ved blot at sende folk i grøftekanten uden yderligere forfølgelse. Men tendensen er der i hele Europa. Ledige og syge tvinges i job til en meget ussel ren overlevelsesløn og under meget ringe vilkår. Igen noget man ville kalde racistisk, hvis det alene var udlændinge, der var målet for denne behandling.

Vi mangler ord og at skille begreberne ad. For vi mangler modstand mod denne form for højreradikalisme, der som bevægelse betragtet i dag er langt, langt farligere end den nationalisme, man ser hos i øvrigt forholdsvis små partier i Norden, fx DF. Vi står over for en ny epoke af højreradikalisme, som savner ord og konfrontation i al sin modbydelighed.

Vi ser det udmønte sig i vores egen regering, SRSF, hvor de har fjernet starthjælpen og i øvrigt flere andre nationalistiske tiltag mod udlændinge – og som regeringen priser sig af, samtidig med de fremlægger deres højrepopulistiske reformer på dagpenge- og førtidspensionsområdet. Hvordan italesættes dette? Hvordan kan man kalde dem højreradikale, når de lige har fjernet starthjælp m.m.? Det virker modsætningsfyldt, og sådan set genialt tænkt. Men faktum er, at bortset fra indvandrerområdet, så fører SRSF rendyrket højrepopulistisk politik. Og det bør der sættes navn på, så det ikke kan misforstås!

Det er nemlig den form for højrepopulistisk politik, som der i de næste mange år vil være den konfrontatoriske største udfordring i hele Europa.

Hanne Christensen

Michael Parly Pedersen,

Tak for dit svar. Jeg er helt enig, og jeg skal henvise til mit sidste indlæg.

Her argumenterer jeg for, at vi bør have særskilte begreber for den højrepopulisme, der udspringer af nationalisme og fremmedhad, også den højrepopulisme, der medfører forfølgelse af syge og ledige.

Det er vigtigt, for dele af det politiske billede i Europa nu indeholder kun den sidste form for populisme, og er her og nu den farligste og den der kræver størst konfrontation.

Ikke forstået på den måde, at fremmedhad ikke også skal konfronteres, selvfølgelig.

Men netop fordi vi mangler ord, risikerer vi, at den isolerede forfølgelse af syge og ledige får lov at udfolde sig upåagtet og alt for sent mødes med konfrontation.

Uanset om det er fremmedhad, eller had mod ledige og syge, der er styrende for højrepopulisterne, er den jo lige modbydelig.

randi christiansen

Det er et opgør om ressourcer og forvaltningsstrategi.

De nyliberale himler op om, at den offentlige sektor er for stor, og at de der arbejder, ikke kan blive ved med at betale til dem udenfor arbejdsmarkedet.

En forførende men meget overfladisk og uvederhæftig argumentation.

For det første overses at de, der arbejder, er del af et samfund, hvis institutioner de selv har fordel af

For det andet at den nyliberale eksklusionsstrategi er samfundsundergravende i et omfang, som ikke synes at være begrebet.

For det tredje og vigtigst : den ressourceforvaltning,
som de nyliberale advokerer for, er miljø-og socioøkonomisk uretfærdig og ikke-bæredygtig og som sådan et overgreb på folkeretten. Med andre ord : røveri ved højlys dag.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg tror det er vigtigt at holde emnerne adskildt - selvom et parti kan have politikområder jeg er voldsomt uenig i er det ikke så nødvendigvis en politik msom kan siges at være højepopulistisk. At bruge et sådant begreb om de Radikale er en farlig forsimpling. De Radikale (og jeg er bestemt ikke en) er et parti som har nogle ideer om økonomisk politikm og det de kalder ansvarlighed som jeg finder er uansvarlig på mange punkter. Men det er ikke det samme som at sige at deres hensigt er en eller anden form for ulødig ekstremisme, med en hemmelighold dagsorden.

Højre populisme er et begreb vi bør anvende med større forsigtighed. Jeg vil betegne dele af FD som højrepopulistisk, jeg vil påpege en højrepolulistisk tendens i tiden, jeg vil påpege at der er en højrebølge (jeg mener langt hen denne skyldes venstrefløjens svigt og kompromittering af egne idealer - men det er en anden og længere snak), men jeg vil kun bruge begrebet højrepopulisme om bevægelser på højrefløjen der har ekstremistiske undertoner, plæderer for ekstrem nationalisme, hænger visse mindretal ud som prygleknaben og måske har en bagvedliggende antidemokratisk dagsorden.

Robert Ørsted-Jensen

Det var til Hanne og der skulle stå DF og ikke FD sorry

randi christiansen

Og når adgangen til ressourcerne skal fastlægges så er det jo meget belejligt med en argumentation der giver den enkelte ansvaret for egen status og ikke kan se eller anerkender fællesskabets ansvar og status - virkelig ubegavet

Karsten Aaen

For at skille begreberne ad, skal man måske nævne, at den økonomi-politik som de Radikale står for er dybt liberalistisk og hentet direkte ud af Milton Friedmann's monetarisme. Økonomisk er det derfor korrekt, at De Radikale er et højre-orienteret parti, måske endda et økonomisk højreradikalt parti, forstået på den måde, at økonomisk højreradikal politik altid har udpeget syndebukke for f.eks. statens eller samfundets forfald. Og altid har pilen deres peget på de svage i samfundet, de handicappede, de fattige, og dem ikke kan forsvare sig.

Dansk Folkeparti nationalt-orienteret højreparti, som mener, at de danske velfærds-ydelser kun skal være til danskere, ikke til udlændinge, som kommer her og nasser på vores danske velfærds-system. Især muslimer ser DF som nogle der nasser på det danske velfærds-system, måske fordi de ikke er kristne? Således er DF et højre-nationalt-parti...populistisk måske også? da DF anser sig for den lille mands beskytter overfor den stærke stat, forstået på den måde at DF sig selv som dansk folkeligheds beskytter overfor en af dem udefineret elite.

Højre-ekstremisme er partier - eller mennesker - som går ind for at demokratiet erstattes af noget andet, f.eks. en stærk mand, en stærk ko-operativ stat, (hvor statens og kapitalens interesser er sammensmeltet) eller af en stat som udrydder alt det som staten ikke anser for værende værd at holde i live. Nazisterne f.eks. vil klart have et samfund hvor der ikke er demokratil men hvor nazisterne Führer bestemmer.

Mht. Tyskland så forfølger de ikke ledige, syge mv. Det forhindrer den tyske Forfatning (Verfassung). Og selv hvis lovgiverne skulle få ideer, trækker Forfatnings-domstolen i den juridiske nødbremse, f.eks. så har den for nylig afsagt en kendelse om at folk på socialhjælp skulle have mere i social-hjælp, også selvom et flertal i Bundesdagen, det tyske parlament, havde vedtaget, at det skulle de altså ikke.
Tyskerne er, pga. deres historie i nyere tid, meget fokuserede på at behandle handicappede mv, godt og ordentligt. På tysk tv, ARD og ZDF, har der været fokus på demens og på hvordan plejehjem mv. behandler ældre mennesker med demens - værdigt og oplysende har emnet været behandlet....

PS:
De Radikales økonomiske liberalisme udstrækker sig også til EU og længere ud internationalt, da de Radikale går ind for frihandel og økonomisk liberalisme også på dette område, derfor giver det mening, at anskue/anse deres indvandrer-politik på denne måde: alle mennesker skal have ret til at rejse til de lande rundt på kloden hvor de gerne vil arbejde.
Og deres flygtninge-politik på denne måde: moralsk har vi en pligt til at hjælpe mennesker i nød - på den måde opnår Danmarl større anseelse i verden. Og dermed kan vi tiltrække den rette internationalt kvalificerede arbejdskraft...

randi christiansen

Liberalisternes agenda er at fastholde kontrollen med ressourcerne under dække af deres falske frihedsideal. Overbevisende modargument indebærer et opgør med det forældede syn på ejendomsretten, som S-SF abbonnerer på. Her kender S-SF ikke deres besøgelsestid - hvorfor mon ? - og giver dermed nyliberalisterne frit løb ind i egne rækker.

I ´dansen om guldkalven´ skal der stærke institutioner og stor kløgt til at beskytte de svageste. At de radikale og S-SF deltager i ofringen af de nederste i samfundspyramiden er ikke engang et udtryk for god og nødvendig forretningssans, som de påstår, men for dumhed og kynisme.

Hanne Christensen

Robert O Jensen,
Præcis, og det er problemet. Du og en masse med dig vil ikke bruge ordet højreradikal om De Radikale. Forstås, da de jo netop ikke er fremmedhadske, tværtimod.

Men samtidig skriver du, at du kun vil ”bruge begrebet højrepopulisme om bevægelser på højrefløjen der har ekstremistiske undertoner, plæderer for ekstrem nationalisme, hænger visse mindretal ud som prygleknaben og måske har en bagvedliggende antidemokratisk dagsorden”.

Ok. Lad os tage dem en for en.
Er De Radikale nationalistiske. Nej.
Hænger de visse mindretal ud som prygelknaben, ja.
Har de en bagvedliggende antidemokratisk dagsorden, nej.

Taler vi om DF, er det vel ja, ja, nej. Jeg mener ikke, DF er antidemokratisk. Men faktisk vil DF ikke forfølge de syge i samme omfang, som De Radikale vil!
Hvem er mest højreradikal, så? Det kan i princippet ikke måles. Gøres det op i antal vinder De Radikale (der er flere forfulgte syge end udlændinge), måles det på fremmedhad vinder DF.

Du skriver, at De Radikale har nogle ideer om økonomisk politik. Stop her. Det er alt, alt for blødt formuleret! Partiet kunne have nogle ideer om, at syge og ledige blot skulle have en tusse om måneden, og så kunne partiet betegnes som liberalistisk, hvad det jo også er. Men det stopper jo ikke her. For partiet opfylder jo kriteriet om at hænge visse mindretal ud og give dem prygelknaben. Den rammer nemlig særligt syge, særligt psykisk syge og også til dels ledige. Men mest af alt psykisk syge.

Det startede med De Radikales Socialplan 2015, som du kan google dig til. Den er flere år gammel, og her er det tydeligt, at De Radikale har en særlig negativ og nedladende relation til gruppen af psykisk syge.

Lad mig nu omformulere dele af mit sidste indlæg i forkortet/udvidet udgave:
”Jøder skal ved ankomsten til Danmark igennem et 5 år langt ressourceforløb, hvor deres arbejdsevne afprøves. Under dette forløb får de 10.000 før skat om måneden. I dette forløb kan indgå arbejde på socio-økonomiske virksomheder (uden yderligere løn), ligesom jøden kan sendes på sociale opdragelseskurser. 5-års perioden kan forlænges efter sagsbehandlerens skøn, men arbejdsevnen kan også endelig fastsættes fx til 10 %, hvorefter jøden må søge et job ud fra dette kriterium. I jobsøgningsprocessen får jøden 60 % af dagpengene. Jøden skal søge 8 job om ugen for at undgå yderligere sanktioner, ligesom jøden skal møde jævnligt til kontrol, og finder jøden ikke et job inden for 2 år, vil jøden blive sendt på kontanthjælp, hvorunder jøden kan blive underlagt strafarbejde (uden yderligere løn) i form af at vaske lokummer, feje gader e.l. Jøden må ikke forlade landet, så længe denne modtager understøttelse og ikke har fundet et job.”

En sådan politisk adfærd vil du nok kalde racistisk og forfølgende? Ikke desto mindre er det præcis, den adfærd, syge nu skal underlægges.

Hvis det ikke kan kaldes højreradikalisme, må vi finde et tilsvarende ord. For bare simpel økonomisk politik er der ikke tale om!

Vibeke Nielsen

Jeg tror, at folk her på tråden overhovedet ikke er enige om, hvad populisme er. Man kan - som jeg forstår populisme - godt være højreradikal uden at være højrepopulist. Det vil sige: Man kan godt gå ind for eksempelvis militærdiktatur og adelige eneherskere uden at foregive at tale på folkets vegne. Forfølgelse af udvalgte grupper er ikke i sig selv et udtryk for populisme.

Populisme er nok nærmere en form for politisk argumentation og bevægelsesstruktur, som appellerer til "folket" og foregiver at tale på "folkets" vegne, gerne i protest mod et regerende establishment. Således kan både eksempelvis dele af Occupy-bevægelsens selviscenesættelse ("vi er de 99%"), skattenægter-partiers argumentation og nationalistiske bevægelsers retorik kaldes populistisk.

randi christiansen

Det kaldes nyliberalisme = de ´stærke´ bekæmper de ´svage´ ved først at stjæle fra dem og derefter udnævne dem til parasitter. Hypnotiserende nysprog som forfører intellektuelt mindrebemidlede til at lade sig forlede til at deltage i et tilsyneladende demokratisk korstog mod de af den økonomisk herskende elite uønskede grupper. Ren krig.

Hanne Christensen

Vibeke Nielsen,

Selv ikke word kender ordet højrepopulisme (men godt venstrepopulisme) ;-)

Men nu bruges ordet højrepopulisme i artiklen af hr. Henningsen, og som jeg læser det, skal det forstås som synonymt med højreradikalisme.

Før jeg startede denne indlægsserie, googlede jeg faktisk ordet for at være sikker på dets betydning. Men du vil se, at der ikke er en klar definition.

Jeg er enig i, at det er vigtigt at have klare begreber til beskrivelse af de forskellige mekanismer, populismer, forfølgelser osv. Men vi har det ikke. Heller ikke din anvendelse vil kunne påberåbe sig at være den rigtige udlægning. Nogle vil bruge den sådan. Andre ikke.

Derfor påberåber jeg jo også i tidligere indlæg nogle klare begreber. Det er utroligt vigtigt,når vi taler om forfølgelse af folkegrupper, at vi har meget klare, præcise og entydige begreber herom, så det ikke giver anledning til misforståelser.

Men de endelige defionitioner kommer næppe fra dig og mig. Derfor efterlyser jeg netop, at filosoffer (fx. Henningsen) kaster sig over opgaven.

Vibeke Nielsen

Hanne Christensen

Encyclopedia Britannicas definition:

"...populism, political program or movement that champions the common person, usually by favourable contrast with an elite. Populism usually combines elements of the left and right, opposing large business and financial interests but also frequently being hostile to established socialist and labour parties. In the United States the term was applied to the program of the Populist Movement of the 1890s."

Leksikon.org definition: http://www.leksikon.org/art.php?n=2055

"Populisme anvendes som betegnelse for politiske bevægelser og ideer, der kan fremtræde meget forskelligt, men som har visse fællestræk. Ordet kommer af det latinske, populus: folk, og politiske ideer der tillægges denne betegnelse er ofte forankret i «det jævne folks» interesser og virkelighedsopfattelse. Denne forankring kan være af mystisk, besværgende eller selvindlysende karakter.

Det er vigtigt at bemærke, at populistiske bevægelser ofte er modstandsbevægelser. De er defineret «negativt» i opposition til f.eks. adel og præsteskab eller jordejere i byen. Når og hvis populistiske bevægelser får magt, korrumperes de ofte og udvikler sig til autoritære etpartistater eller «demokratiske» valgmaskiner. "

Det vil sige: Man kan vist ikke være populist, uden at tale på folkets vegne og uden - i det mindste forsøge - at bilde dette folk ind, at man taler med dets stemme. Det må være den mindste fællesnævner for populister.

randi christiansen

Tilføjelse :

Hanne Christensen: "Hvis det ikke kan kaldes højreradikalisme, må vi finde et tilsvarende ord. For bare simpel økonomisk politik er der ikke tale om!"

Det kaldes nyliberalisme = de ´stærke´ bekæmper de ´svage´ ved først at stjæle fra dem og derefter udnævne dem til parasitter. Hypnotiserende nysprog som forfører intellektuelt mindrebemidlede til at lade sig forlede til at deltage i et tilsyneladende demokratisk korstog mod de af den økonomisk herskende elite uønskede grupper. Ren krig.

Steen Ole Rasmussen

Per Torbensen:
http://www.information.dk/306851#comment-621843

Prisdannelsen på boliger har været helt anderledes i Tyskland, sammenlignet med i DK. Dels var de på et højere niveau, ved begyldelsen til VKO-æraen her til lands, dels så har investeringerne i landets kapitalværdier centreret sig anderledes, af grunde som jeg på ingen måde er inde i eller kan redegøre for. Men penge er der kommet til, de er blevet investeret og der har som udgangpunkt været et gigantisk udbud af arbejdskraft, kapital og ressourcer er man i det politiske system meget fokuseret på at hente ind fra udlandet, især Rusland og andre af de nærmeste naboer mod øst. Genereringen af penge er sket som lån i allerede etablerede kapitalværdier, inflation kan man kalde dem, og produktionen er steget i landet, samtidigt med at medlemskabet af Euroen har medført, at prisniveauet i landet ikke er steget proportionalt med de overskud på handelsbalancen, som der ellers har været historisk da landet havde sin egen stærke valuta, nemlig D-marken. Tysklands krav, som betingelse for at opgive D-marken, var at Euroen skulle være stærk, og at medlemslandene ikke måtte bruge den fælles seddelpresse til at finansiere sstaternes underskud med, dvs. pengene skulle alene genereres i hænderne på dem der allerede havde kapital, købekraft. Det er identisk med et monetært system, der sikrer at dem der allerede har en konkurrencefordel, vil bruge denne til at forstærke sin position på markedet. Resultatet er det vi ser nu. Et monetært system, der har undermineret tabernes økonomi og hvor vinderne har taget det hele. De penge, som er blevet skabt som lån i PIIGS-landenen (som ikke er griselande), altså Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien, de er for længst betalt fx tysk industri, altså leverandørerne af varer og ydelser til disse tabere. Og samtidigt så har resterne af den tyske nationalbank krav på aktiver i og med sin andel af ECB, der svarer til en halv billion. Det jeg refererer til i min artikel, der blev bragt som kronik i Fyens Stiftstidende d. 26/4 i år, er den disse sidste tilgodehavender, som kommer oven i alle de midler, der allerede er realiseret i tysk økonomi. Vi befinder os i en situation, hvor mange medlemslande af Euroen ikke kan konkurrere, og hvor deres lokale markeder ikke fungerer, fordi der ikke er likviditet i lokalområderne. PIIGS-landene har opgivet deres egne svage valutaer, for at få andel i en stærk, og det er sket på en måde, så de har mistet forudsætningen for at deres lokale økonomi kunne fungere. De eneste, der har haft fordel af denne øvelse, det er vindernationerne, og den internationale elite, der har realiseret deres aktiver i tabernationerne som hård valuta, der kan slå sig ned over alt i verdensøkonomien. De meget abstrakte penge, der cirkulerer i verdensøkonomien som hård valuta, slår sig helst ned i skattely rundt om på klodens skorpe, i bjergbyer eller øer langt til havs, hvor der ikke skal betales kapitalvindingsskat. Således står alverdens stater i gæld til sådanne tre øer i det økonomiske landskab, med beløb der svinger et sted mellem 130 billioner kr. og 210 billioner, alt efter hvor nidkjært og eller krakilsk man gør det op. De egentlige tabere i denne verdensorden er jorden, klimaet, mennesket, biodiversiteten og hele molevitten. De åndspader, der taler grisestater, som om de var mere eller mindre skyldige end os andre, ekstremt priviligerede mere eller mindre nationalistiske svin, ja de forstår ikek noget. Grækerne og de andre tabere er hverken mere eller mindre skyldige end os. Det er alt for bekvemt at anbringe en abe der.

Underligt argument Bernd Henningsen bruger ifm. 'højrepopulsime' som virker meget naivt og uigennemtænkt.

Samfundets og mediernes dækning og konfrontation, for nu at bruge hans fagtermer, mht. muslimske ekstremister har intet gjort ved denne trussel eller disses vilje til at udøve terroranslag mod vort samfund og dets borgere så hvorfor forventer han dette så skulle gøre sig gældende mht. højreekstremister?

randi christiansen

SOR : "den internationale elite, der har realiseret deres aktiver i tabernationerne som hård valuta, der kan slå sig ned over alt i verdensøkonomien. De meget abstrakte penge, der cirkulerer i verdensøkonomien som hård valuta, slår sig helst ned i skattely rundt om på klodens skorpe, i bjergbyer eller øer langt til havs, hvor der ikke skal betales kapitalvindingsskat. Således står alverdens stater i gæld til sådanne tre øer i det økonomiske landskab, med beløb der svinger et sted mellem 130 billioner kr. og 210 billioner, alt efter hvor nidkjært og eller krakilsk man gør det op. De egentlige tabere i denne verdensorden er jorden, klimaet, mennesket, biodiversiteten og hele molevitten."

Med hvilken ret har den internationale elite kunnet foretage disse manøvrer ?

Ingen. Kun i kraft af egen stupide og ryggesløse kynisme og ofrenes manglende årvågenhed og intelligens, er det lykkedes at snyde og bedrage verdenssamfundet og dermed også dem selv.

En opgave for EL at stille spørgsmål til. Disse formuer tilhører retteligt fællesskabet og må derfor ´tilbagevisiteres´ til et transparent system.

Et fromt ønske men identifikation af forbryderne er første skridt i retning af at fratage dem magten

Hanne Christensen

Vibeke Nielsen,

Du kan også læse en definition af populisme her:
http://da.wikipedia.org/wiki/Populisme

Jeg oplever ikke, der er tale om en entydig definition. Den er faktisk noget grumset efter som man nu lyster at anvende ordet.

Hanne Christensen

Randi Christensen,
Det er jeg uenig i. Nyliberalisme er ikke synonymt med den form for højreradikalisme, som indebærer forfølgelse af syge og ledige. Du kan læse definitionen her: http://da.wikipedia.org/wiki/Nyliberalisme

Den form for liberalisme kan jeg selv godt støtte. (Jeg er vist ikke så fundamental socialistisk som du.) Så selv om du politisk ikke sympatiserer med nyliberalisterne, synes jeg, du skal passe på med ikke at sammenblande dette med forfølgelse. Det ligger der ikke umiddelbart i denne politiske bevægelse.

Steen Ole Rasmussen

Randi Christensen
Du spørger: Med hvilken ret!
Mit svar er, at retten sættes ved historiens vindere, men at vor tids vindere er blevet sin egen største trussel, hvorfor "man" måske skulle begynde at omgås det lille ord "ret" med lidt større ydmyghed.
ELs revolution er måske ikke den mest sandsynlige afløser for samtidens uret. Men jeg vil ikke være den store dommer.

randi christiansen

Hanne - ´Populus´ refererer etymologisk entydigt til ´Folket´

Populisme iflg Politikens Store Fremmedordbog :

1. en folkelig politisk retning som går imod en statslig centraliseret styring af økonomi og politik

2. bestræbelser på at appellere til den brede befolkning

randi christiansen

Hanne - Tak for din påpegning af, at jeg anvender ordet nyliberal forkert. Jeg kan forstå, at neoliberal ikke kan oversættes direkte.

Ret besværligt med alle disse termer

Per Torbensen

Hanne christensen.
Synes denne diskussion mere handler om dine overvejelser vdr.det radikale parti og dine frustrationer og forventninger om dette parti.

Glem dem-de har altid kun tænkt på den selv som klasse-de har alle dage været og er den administrative udøvende klasse af selvfede livsnydende mennesker ,som kun ser dem selv i spejlet.

Det med den lille bonde,hvis interesser de varetog i fordumstid-en stor livsløgn.

I takt med velfærdssamfundet udvikling og behandlersamfundetsudvikling er flere partier kommet til og har knyttet fællesskab med dem.

Bla. soc.sf-og ø.

I dag er de alle ens,men nød til at disstancere sig fra hinanden for at kunne deltage i konkurrencen om de samme vælgere-patienter-klienter etc.
Så alle skal sygeliggøres-klientgøres forarbejdes til behandlersamfundets behandlere -den store hærskare af velmenende ansatte.

Det er det største forræderi i velfærdssamfundets historie og det holder ikke.

Kapitalismen producerer endeløse rækker af tabere og ødelægger naturgrundlaget etc. og det offentlige spiller med de samme metoder samtidig med at de skal afbøje de værste ulykker
En total skitzofren situation.

Samtidig har vi højre med subsidier -erhvervsstøtte-landbrugstøtte-bankpakker etc og fandens og hans pumpestok.

Alt skal blandes sammen og umuliggøres for det er
bureaukratiets levevej.

randi christiansen

SOR - om EL´s revolution er den mest sandsynlige afløser for samtidens uret, ved jeg heller ikke. Jeg mener bare, at EL i det politiske billede er de mest nærliggende ifht at påtage sig opgaven med at identificere den økonomiske uret, du beskriver.

Per Torbensen

Steen Ole Rasmussen.

Det med grise var en fortabelse-mente Piigs landene ingen nedvurdering der.Tak for dit indlæg skal lige fordøje dette.

Hanne Christensen

Per Torbensen,
Du skriver jeg skal glemme De Radikales højreradikalisme.
Mit fokus er forfølgelsen af syge og ledige, som er lige så infam og til tider værre, end forfølgelsen af indvandrere.

Denne forfølgelse mener jeg som nævnt bør have et selvstændigt begreb. Indtil da vil jeg bruge ordet højreradikalisme/populisme, da den er familiær med den forfølgelse, man ser over for indvandrere.

Det helt store problem i denne højrepopulisme er, at den udspringer fra et midterparti – De Radikale. Et parti der tidligere blev betragtet som et socialliberalt parti, et parti der værnede om menneskerettigheder og i øvrigt en social anstændig politik.

Hvorfor partiet i den grad har ændret sig, ved jeg ikke. Man så det bl.a. komme med udbruddet af medlemmer der dannede først Ny Alliance og senere Liberal Alliance som et af de mest ultraliberale partier, vi hidtil har set i dansk politik. Anders Samuelsen med hele hans familie (herunder hans søster Mette Borck) har dybe rødder hos De Radikale.

Jeg har tidligere selv stemt radikalt og dermed er jeg jo blevet lidt rodløs. Men netop Anders Samuelsens adfærd allerede tilbage til omkring årtusindeskiftet fik mig til at få panderynker. Han havde allerede dengang en meget liberal og antisocial tilgang til politik. Også den tidligere borgmester i Holbæk Kommune er radikal, - og dengang blev der ført en særdeles hårdhændet kommunal sagshandling over for ledige og syge. Jeg har også deltaget i debatten på de radikales hjemmeside, da Socialplan 2015 blev lanceret for flere år siden, og her blev jeg nærmest verbalt overfaldet, samtidig med at jeg fik enkelte fortrolige mails i min indbakke med støtteerklæringer fra medlemmer, der ikke turde stå offentligt frem.

Der er altså sket noget med dette parti det sidste 10-år, som jeg ikke lige kan gennemskue, men konsekvensen er at partiet har ændret sig markant politisk fra at være et socialliberalt parti til et neoliberalt parti med højreradikale holdninger i den form, jeg har beskrevet ovenfor. Partiet er blevet ekstremt skattefokuseret med krav om sænkning af skatter på højeste indkomster OG om krav om ringere vilkår til førtidspensioner. På mange måder er det faktisk svært at skelne De Radikale fra LA.

Partiernes udvikling er farlig, særdeles farlig fordi den udspringer af midten. De kan få en enorm politisk indflydelse de næste mange år frem. Mange stemmer på dem tilmed fordi de opfattes fortsat som et socialt liberalt parti. Jeg tror særligt mange liberalt indstillede kvinder sætter deres stemme her, fordi de godt kan li kombinationen af en liberal tankegang og en social adfærd. Problemet er blot, at den sociale adfærd ikke længere er særlig social, men består af hetz og forfølgelse, der selvfølgelig pakkes pænt ind i termer om, at man ikke vil parkere syge på en førtidspension, men vil ”hjælpe” dem. Vi hører jo ikke, hvad hjælpen egentlig består i. Bemærk dette. For det har en grund. For hjælpen er ganske enkelt gammel vin på nye flasker, og omfatter altså bl.a. tangsarbejde og tilsvarende tiltag.

Udviklingen er efter min mening langt farligere end DFs fremmedfjendskhed. Fordi den er pakket så pænt ind, og fordi vi slet ikke er vant til at se denne form for højreradikalisme, der samtidig ikke også omfatter fremmedhad. Tværtimod kan du jo næppe finde et parti, der er mere fremmed-tolerante og mindre nationalistiske. De går stærkt ind for samarbejde på tværs af grænserne, de appellerer i høj grad til veludannede osv. Alt sammen får fokus væk fra det højreradikale indhold i deres politik over for særligt syge mennesker. Man skal også være klar over, at De Radikale har stemt for al Foghs politik, bortset fra DFs ønske om lukkede grænser og DFs særlige krav om stramninger over for udlændinge. Men De Radikale har stemt for samtlige øvrige stramninger, der har ramt kontanthjælps- og dagpengeområdet. Og de har haft blod på tanden her. For de ville have øvrige stramninger. De kunne ikke få nok.

Men som nævnt, er det næppe de økonomiske besparelser der kan fremkalde etiketten om højreradikalisme, det er de krav der følger med hjælpen. Krav, der står i fuldstændig urimeligt forhold til, at en 100 % invalid måske kunne levere 2 timers arbejde om ugen på sigt.

I mit næste indlæg vil jeg uddybe partiets politik i Socialplan 2015 og pege på, hvorfor jeg finder den højreradikal.

Hanne Christensen

De Radikales Socialplan 2015 kan læses her.
http://www.radikale.net/Files/125/social2015.pdf
Den blev lanceret i august 2008.

Bemærk nu, hvordan der er fokus på psykisk sygdom. Og bemærk sproget, hvordan psykiske lidelser hyldes ind i alkoholisme og misbrug.
Der er ganske enkelt ikke statistisk belæg for den slags sammenblanding, og man må spørge hvad formålet er? Bemærk også, at den psykiske syge nu skal have en følgesvend, som ”skal sikre hun kommer til møderne”. Der bruges ”hun” næsten konsekvent om den psykisk syge, og følgesvenden kaldes en ”lods”, som var den syge en båd. Lodsen skal bl.a. også ”skabe et tiltrængt sikkerhedsnet under den udsatte borger”. ”Hvis hun skal tilbage på arbejdsmarkedet er det en social lods der skal til”, mener partiet.

Jobcentrene skal flyttes ud til ghettoerne, mener partiet på side 2. I fakta-boksen til venstre kan man så læse en masse om psykiske lidelser. Man kunne hurtigt få den association, at psykiske lidelser og ghettoer hænger sammen.
På side 6 vil partiet indføre en ”psykiatribus”, der er et undervisningslokale på hjul, og den kal hjælpe unge med hårde psykiske lidelser. Den skal besøge alle 8. klasser. Bussen er omgivet af populistiske cases side 7 med bl.a. følgende udtalelse fra en 14-årig: ”Fx har jeg en i familien, som er psykisk syg og opfører sig anderledes end andre, og hvis jeg siger, at han er psykisk syg,m, tror de også at jeg er”. Så man kan jo forstå, der er behov for en bus her.
På side 8 tales om psykisk udviklingshæmmede, uden nærmere definition.
På side 10 kan man læse, at partiet vil ”sikre, at psykisk syge får hjælp, præcis som borgere med fysiske lidelser får det, og halvere antallet af borgere, der tvinges ud i hjemløshed”. Nu kobles psykiske lidelser altså sammen med hjemløshed. Men som De Radikale skriver: ”Rigtigt mange borgere rammes hvert år af en psykisk sygdom. Borgere der rammes af en psykisk lidelse, får alt for tit sociale problemer med i købet. Det kan være i form af et misbrug, ledighed, hjemløshed og manglende kontakt til familie og venner”.
Problemet er her, at der slet ikke er belæg for at lave den kobling fra psykisk sygdom til de nævnte forhold. Et andet sted i planen står, at 20 % af befolkningen rammes af psykiske lidelser. Hold da op, hvis alle samtidig skulle have misbrug, ledighed, hjemløshed m.m. som problem.

På de næste linjer, har partiet fokus på at fastholde de psykisk syge på arbejdsmarkedet. I det hele taget er det hele tiden De Radikales fokus. Ikke at hjælpe den syge rask, men fokus er, at de eventuelle sociale problemer skal undgås. Hvis man tænkte på et brækket ben, så tænker man jo ikke sådan. Man tænker, at benet skal ordnes, og man begynder ikke straks at overveje jobtilknytningen. Men det er altså den fokus De Radikale har, når vi taler om psykiske lidelser.

På side 10 vil de også sætte de ”deprimerede på skolebænken”. Partiet har igen fokus på de sociale konsekvenser af psykiske lidelser og mener, at de psykisk syge skal lære at leve med lidelsen, uden det får disse konsekvenser, og de skriver: ”Et af de tiltag, der med stor succes har hjulpet let til moderat deprimerede, er de såkaldte depressionsskoler. I depressionsskolen kommer den deprimerede på skolebænken og lærer sin lidelse at kende. Det kan hjælpe ham til at forebygge tilbagefald. Resultaterne er imponerende. Deltagerne får mindsket deres symptomer med op til 50 % i løbet af bare 5 skoledage, og mange fastholder deres arbejde. Derfor foreslår De Radikale, at der oprettes depressionsskoler i kommunerne.”
Her skal bemærkes, at let til moderation depressive ikke er voldsomt psykisk syge og i speciel stor risiko for at ende med de nævnte sociale problemer. Her skal vi over i de mere alvorlige skalaer af sygdommen. På Netdoktor.dk kan man læse at 500.000 danskere rammes af ”svær depression” i løbet af deres liv og endnu flere af mildere former. Man kan altså ikke konkludere som De Radikale gør.

Derimod er det særdeles bekymrende, hvis man vil tvinge psykisk syge til offentlig rundbordsbehandling. Der er faktisk imod menneskerettigheder, lægeløfte osv. Men den slags bekymringer har De Radikale ikke, når det gælder psykisk syge.

De Radikale fortsætter næste linje med at skrive om ”skæve boliger og skæve viceværter” og om 5.000 hjemløse, og at 75 % af disse er misbrugere. Det vil partiet til livs. Og igen smøres det ind i psykiske lidelser. Men disse skal altså hjælpes med skæve boliger.

På næste side får man en case fra en depressionsskole fra Rudersdal Kommune, og der citeres: ”Man får oplysninger om, hvordan man skal forholde sig til livet på arbejdsmarkedet, når man kommer på arbejde igen. Man føler, at man kan få hjælp, og så kan man godt håndtere at arbejde.”
Eller ”Jeg kan arbejde mere koncentreret uden at blive afbrudt af mine egne ”dumme tanker””.
Næste side handler om stolelege og igen om den sociale lods, og om en førtidspensionsreform hvor ingen opgives (altså de psykisk syge).
Side 14-15 omhandler kriminalitet og på side 16 vender vi så tilbage til ”109 grunde til håb for sårbare og udsatte mennesker”.

I socialplanen indgår ingen omtale af folk med fysiske handicap eller lidelser.

Hvis man lavede en tilsvarende plan for indvandrere ville den betegnes racistisk. Det betyder jo ikke, at man ikke kan finde et enkelt positivt element i planen. Men omtalen af de psykisk syge er mudret til med alskens nedladende ytringer og sammenblandinger uden egentligt belæg herfor. Den er nedladende og nedværdigende samt fordomsfuld i sin omtale af psykisk syge, og i det hele taget fokuserende ikke på at få de syge raske, men på at de for alt i verden fortsat skal arbejde. For De Radikale synes det ikke at være sygdommen, men alen de sociale konsekvenser, der optager partiet. Tænk, hvis man havde samme fokus på kræftramte!

Læser man socialplanen og sammenligner med den nyligt aftalte førtidspensionsreform, går hovedlinjerne i socialplanen stort set i gen i aftalen. Socialplanen taler om et 3 årigt ressourceforløb, der nu er blevet et 5 årigt. Men i store træk er førtidspensionsreformen hentet ud af De Radikales Socialplan 2015, der i øvrigt næsten alene vedrører psykiske lidelser.

Det skal tilføjes, at den endelige plan egentlig ikke gør forskel på psykiske eller fysiske lidelser. Det skal også anføres, at organisationer, der repræsenterer de syge bestemt ikke har hilst førtidspensionsreformen velkommen. De mennesker, der ramt af sygdom, ser med forfærdelse på den førtidspensionsreform, der nu forventes gennemført. Også fordi mange opfatter den som en ren parkering på rene fattigdomsydelser i mange, mange år frem i tiden, og endelig fordi de er stærkt bekymrede for, at de forhold, de hidtil har fundet særdeles hårde med gentagne arbejdsprøvninger nu skal udstrækkes over endnu længere perioder.

Søren Blaabjerg

@Robert O. Jensen

Jeg tror, du har misforstået mig meget. Det har noget at gøre med udtrykket "man skal ikke smide barnet ud med badevandet". En vis rodfæstethed i form af nationalitetsfølelse er der ikke noget i vejen med, i betydningen samhørighedsfølelse vel at mærke, ligesom en vis familiefølelse, en vis loyalitetsfølelse overfor det firma eller den institution, hvor man er ansat osv. Ellers er man jo prisgivet den totale ensomhed. Det er ikke en tilstrækkelig erstatning at være altfavnende humanist, filantrop eller politisk idealist. Nationalfølelsen bør imidlertid ikke være i form af forkælet chauvinisme, men derimod i form af en følelse af medansvar og for så vidt stolthed og taknemmelighed overfor det samfund, man nu engang er så relativt heldig at være vokset op i og lever i, også når dette drejer sig om samhørighed med det store udland.

Synes du også f.eks. at H.C Andersens "I Danmark er jeg født" , der for undertegnede siger en hel masse om den danske folkesjæl i postiiv betydning, er noget forbandet verderstyggeligt vås, der aldrig burde have været skrevet? Eller hvad med midsommervisen af Holger Dracjmann?
"Vi elsker vort land". Tjah- Objektivt set er det selvfølgelig noget værre pladder. Indrømmet. Men ville vi alligevel ikke være en lille smule fattigere uden?

Karsten Aaen

Bare en lille hurtig kommentar:

Jeg skal ikke kunne forklare hvad der skete med de Radikale eller er sket med de Radikale de sidste 10 år eller så. Eet ved jeg dog: Det Radikale Venstre udsprang af Venstre i 1905, og mange husmænd støttede Det Radikale Venstre. Og uanset hvordan man vender og drejer det så var husmændene økonomisk liberale - og mente at alle skulle hjælpe til i arbejdet på gården, også de psykisk syge, de handicappede mv.

En anden gren af det Radikale Venstre kom fra folke-oplysningen og fra højskolerne, det er den som er internationalt orienteret, er for EU mv.

Måske skete der i noget i 1990erne hvor De Radikale blev den højere middelklasses parti? Altså partiet for de unge, de fremad-stormende og single-kvinderne med børn i de store byer? Jeg ved det ikke...

Pointen jeg er ved at nærme mig, tror jeg, er denne:
Masken er faldet og verden kan De Radikale Venstre for det som det er: et parti startet af husmænd som mener at skatten skal ned, og at svage (læs: syge) mennesker har godt af arbejde, thi det gør dem raske.

Glem endelig ikke at det var en radikal politiker som i 2010 (eller i 2008?) udtalte at 'Danmark har brug for sunde stærke mennesker så vi kan konkurrere med de andre nationer' eller noget i den stil.

For det er nemlig det som det handler om: konkurrence-samfundet - og at alle mennesker i Danmark skal være med til at hjælpe staten konkurrere med andre stater.....så konkurrence-staten Danmark kan vinde....over alle andre nationer...

Og sådan har det været siden i hvert fald 2002, og måske 1995 eller 1996.....og helt sikkert siden 1998...
(da SR-regeringen ændrede efterlønnen for at redde Danmarks konkurrence med udlandet).

Robert Ørsted-Jensen

Nej jeg har ikke dybe problemer med nationalromantikken i digtersproget.- så længe det snakues som historie.

Men det er af yderste vigtighed at vi forholder os stærkt kritisk over for netop denne strømning - for den var bestemt en del af en stærk og ekstrem højrenationalisme. En strømning der bar en bevægelse drømte om et stor-Danmark til Ejderen og som bildte danskerne ind at de var alene fordi de var af vikingeblod (altså overmennesker) at de derfor ubesværet ville kunne banke både Østrig og Pressuens samlede hær.

Det var en bevægelæse som kastede Danmrk ud i en kompromisløs krig som endte i en frygtelig katastrofe med uhyggelige lidelser ikke mindst fordi digterne du nævner have opildnet danskerne i en sådan grad at fornuft, diplomati og lignende var umuligt og man derfor ikke evnede at stoppe venviddet i tide. Heller ikke da man stod overfor tilbuddet om en grænsedragning som ville have bragt det meste af sydslesvig og hele Flensborg under dansk fane kunne dette accepteres.

Nationalisme - Blaaberg - er i sandhed farlig. Jeg har dog aldrig betvivlet din hensigt, blot din historiske viden om netop den periode hvor disse ord og sange blev til - og jeg holder fast i at enhver form for nationalisme og natiionalhyldest altid bærere i sig kimen til ekstrem hovmod, ekstremisme og nedvurdering af andre mennesker.

Robert Ørsted-Jensen

Uanset hvordan man vender og drejer det så er det altså ikke begavet at gå så meget over i fordømmelse og kritik nat man ender med at kategoriserer det radikale venstre som værende bare en afart af nazismen.

Robert Ørsted-Jensen

Man bør holde fast i sprog som gør det muligt at skelne mellem det børgerlige og det højborgerlige og det ekstreme - ellers ender man med at skade mere end gavne

Robert Ørsted-Jensen

Radikal er end andet ord for fundamental og yderligt orienteret og det radikale venstre fik historisk sit navn fordi det dengang så sig selv og blev anset for at være et yderligtgående venstreorienteret parti og et parti som var rede til at alliere sig med den gryende marxistiske venstrefløj.

Det gjorde man så senere ved at gå i regeringe med den moderate del af socialdemokraterne (den yderligående del af socialdemokraterne skildte sig ud og formede DKP) og det radikale parti blev derved en af de to hovedarkitekter bag den danske velfærdsstat, som alle på venstrefløjen i vor tid har gjort til deres egen uanset at deres fæller i fortiden bekæmpede ideen som revisioniske.

Se det er historien

At være højreradikal er det samme som at være antidemokratisk, facist eller nazist. Se det er også historie.

Vi kan og bør være kritiske, vi kan have mange meninger og den slags – men det er aldrig klogt ikke at even at se nuancer eller nægte at skildre alt som værende et enten eller i politik.

Robert Ørsted-Jensen

Uden det Radikale Venstre ville der aldrig have været en velfærdsstat i Danmark - det er den historiske virkelighed. Den kommunistiske og narkistiske venstrefløj var modstander af velfærdstaten, de betegnede den som revisionisme eller/og et forsøg på at bestikke og korrumpere arbejderklassen.

Per Torbensen

Hanne Christensen

Nej ,du skal afskrive de radikale som et socialt parti-

Ikke afskrive dem som et højre radikalt parti,for det er hvad de er.

DF er et langt mere socialt parti med empati for de svage,hvis vi nu skal samligne partier,sådan lidt firkantet.

Vi er ikke uenige-tak for din empati og forståelse for mennesker generalt.

Robert Ørsted-Jensen

Må jeg minde om at nazisterne var et stærkt socialt parti - de indførte en række love der forbedrede vilkårende for de socialt dårligt stillede og de skabte arbejde til alle og havde og fremkaldte drømme om et fælleskab blandt alle tyskere.

Sider