Baggrund
Læsetid: 7 min.

Politiinspektørens hemmelige meddelere

Inspektør Tage-Jensen fra Statspolitiet havde flere meddelere, der rapporterede fra inderkredsen af den yderste venstrefløj i årene efter Første Verdenskrig. Særlig ét fremtrædende medlem af Den Røde Garde synes at have spillet dobbeltspil
Moderne Tider
14. juli 2012
I søgelyset. Den kendte agitator Thøger Thøgersen – som her ses sammen med den revolutionære komuneskolelærerinde Marie Nielsen (tv) og en ukendt kvinde – var konstant i Statspolitiets søgelys. Men da Thøgersen og Nielsen indlogerede sig på Det Ny Missionshotel i Odense i 1922, havde en lyttende betjent i naboværelset svært ved at fatte, hvad der blev sagt, fordi de revolutionære talte i munden på hinanden.

I søgelyset. Den kendte agitator Thøger Thøgersen – som her ses sammen med den revolutionære komuneskolelærerinde Marie Nielsen (tv) og en ukendt kvinde – var konstant i Statspolitiets søgelys. Men da Thøgersen og Nielsen indlogerede sig på Det Ny Missionshotel i Odense i 1922, havde en lyttende betjent i naboværelset svært ved at fatte, hvad der blev sagt, fordi de revolutionære talte i munden på hinanden.

En dreng på 13 år sang »Internationale« som indledning, da den revolutionære gruppe Den Røde Garde den 10. juni 1919 arrangerede Ugerevue i Fælledparken. Midt under aftenmødet, som havde samlet 300 tilhørere, afbrød dirigenten talerrækken med en advarsel mod politispioner:

»Det er blevet mig meddelt, at vi i Aften har faaet Besøg af Masser af Politimænd, og jeg vil derfor byde disse Mennesker velkommen i Den Røde Garde og sige til dem: husk Judasnavnet,« sagde Christian Ejlersen, som var dirigent.

Ifølge det referat fra mødet, som inspektør i Statspolitiet Sigurd Tage-Jensen tre dage senere udfærdigede, som altid blot i ét eneste eksemplar, udpegede forsamlingen to mænd, »der sigtedes for at være Politimænd, men Dirigenten anmodede om at lade dem staa i Fred, da de havde godt af at høre, hvad Den Røde Garde ville.«

At de revolutionære til stadighed var opmærksomme på mulige politispioner i egne rækker, er der mange eksempler på i Tage-Jensens hundredevis af indberetninger.

Under et møde, som Den Røde Garde holdt senere på sommeren, den 14. juli 1919, anklagede den senere formand for garden, Ludvig Ludvigsen, et andet medlem ved navn Holger Münster for at være »betalt af Statspolitiet«.

»Münster havde personligt overfor Ludvigsen erkendt at være fast lønnet af Statspolitiet«, refererede Tage-Jensen, der netop havde en meddeler blandt deltagerne i mødet.

Et andet punkt på samme mødes dagsorden drejede sig om Axel Bolvig, som var en yndet taler og agitator på gardens møder. Bolvigs kone »ernærer sig ved Utugt«, noterede Tage-Jensen i sin indberetning, og garden vedtog derfor »ikke foreløbig at tillade, at Bolvig taler ved offentlige møder«. Om Bolvigs kone skiftede næringsvej eller ej, fortæller dokumenterne ikke om, men nogle måneder senere blev Bolvig valgt til næstformand for garden. Der er heller ikke flere spor af den angivelige spion Münster.

Provokatøren Ufferitz

Forholdet mellem de revolutionære og Statspolitiet var ekstremt fjendtligt. I 1918 og 1919 havde politiet anholdt de fleste ledere af de revolutionære grupper, og de fik lange fængselsstraffe for majestætsfornærmelser og opfordringer til oprør. På et møde i 1920 langede den professionelle revolutionære Aage Jørgensen voldsomt ud efter Statspolitiet, »thi noget mere oksedumt og Stupidt Politi end Statspolitiet har Danmark endnu aldrig haft.«

I maj 1919 havde Den Røde Garde som et modtræk lagt en fælde for Statspolitiet. En statsbetjent ved navn Aksel Larsen havde under dække af at være en arbejdsløs sømand med navnet Ufferitz meldt sig ind i garden og der slået på tromme for, at garden skulle bruge bomber i den politiske kamp. Åbenbart var de øvrige gardemedlemmer blevet skeptiske over for den ivrige sømand. De foregav at være med på ideen og erklærede at ville anbringe en bombe ved domhuset på Nytorv, men da Statspolitiet under stor dramatik og efter fem anholdelser af gardemedlemmer triumferende kunne fremvise den farlige bombe, viste den sig at være … en cigarkasse med et vækkeur og sand fra et fuglebur.

Blandt Statspolitiets dokumenter er der kun spredte henvisninger til denne uheldige episode. Et eksempel er et referat fra et offentligt møde, som Den Røde Garde holdt i Fælledparken den 16. juli 1919, hvor taleren Ole Rasmussen sagde: »Hver Gang jeg nævner Politiet kommer der en indre Harme op i mig ved Tanken om den Provokation det har ført blandt Arbejderne, for at føre dem i Konflikt med Loven, og for at faa Anledning til at slaa ned paa dem. Vi saa med Bombeaffæren, hvor grundigt de gik i Vandet, men derfor var deres Provokationsarbejde ligefuldt modbydeligt og strafværdigt«.

Måneden efter fik Tage-Jensen nys om, at Den Røde Garde havde planer om at »danne en hemmelig komite bestaaende dels af nogle af Lederne indenfor Garden, samt af herværende svenske, russiske og tyske revolutionære«.

»Af Komiteens medlemmer vil det blive forlangt, at enhver skal udføre det ham paalagte Hverv uanset i hvilken Retning det gaar,« skrev politiinspektøren i et referat, der blev stemplet »Strengt fortroligt«.

Den første opgave for komiteen skulle være at finde politispionen Ufferitz »og afstraffe ham, i hvilken Forbindelse det er udtalt, at der jo ingen er, der vil kunne gøre Komiteen noget, fordi ’Ufferitz’ en Morgen findes slaaet ned.«

’Ned med Blodhundene’

Selv om Den Røde Garde gjorde sig store anstrengelser for at sikre sig mod politiets spioner, lykkedes det ikke. Statspolitiets mange hundrede dokumenter om den revolutionære venstrefløj viser, at politiinspektør Tage-Jensen til stadighed havde en eller flere centralt placerede meddelere i garden – hvorimod han for syndikalisternes eller kommunisternes vedkommende typisk kun modtog referater fra offentligte møder. Garden var klar over, at politiet havde tæt føling med dens aktiviteter. Det kunne den mærke bl.a. fordi adskillige af de revolutionære flygtninge fra Tyskland, som garden skaffede logi og underhold, hurtigt blev opsporet og udvist af politiet. Derfor fortsatte medlemmerne af garden på møde efter møde at anklage hinanden for at være forrædere. Det var f.eks. tilfældet, da en hemmelig tysk flygtning i oktober 1919 på et hemmeligt møde for garden ville fremlægge »en Plan, hvorefter man hurtigt og paa den mest bekvemme Maade kan skaffe sig spionerne fra Halsen.«

Den 7. november 1919 – toårsdagen for bolsjevik-revolutionen i Rusland – diskuterede garden på et medlemsmøde endnu en gang, hvordan den kunne undgå politiets overvågning. Medlemmerne var overbeviste om, skrev Tage-Jensen i et referat fra mødet, at politiet »censurerer Posten til lederne indenfor Partiet.«

Garden besluttede at trykke løbesedler med fotografier af bestemte betjente under overskriften »Ned med Blodhundene«.

Barbersvenden Dynes Dynesen anklagede senere på året et andet gardemedlem, Georg Larsen, for at være stikkeren. I den forbindelse mente Dynesen, »at man maatte søge Forbindelser paa det Sted, hvor Spionernes Oplysninger afleveredes, nemlig hos Statspolitiet, og en saadan Forbindelse tænkte han, at han kun etablere, uden at han dog udtalte sig nærmere herom«, som Tage-Jensen kunne referere fra et møde i garden i december. På dette møde deltog kun tre medlemmer af Den Røde Garde: Dynesen, Georg Larsen og Christian Ejlersen. Alligevel kunne Tage-Jensen fire dage senere skrive et udførligt referat med nærmest ordrette citater fra mødet. Hvem af de tre, der spillede dobbeltspil, er ikke til at afgøre. Derimod kunne noget tyde på, at gardens senere formand, Isidor Christiansen, var blandt Statspolitiets hemmelige meddelere.

Isidors rejse

I foråret 1920 blev det pålagt Den Røde Garde at transportere en kasse på 100 kg. fra Helsingborg til den sovjetrussiske gesandt Maksim Litwinoff i København. Som det skal vise sig i næste afsnit af denne serie, indeholdt kassen et hemmeligt budskab, og det var Statspolitiet takket være sine meddelere helt på det rene med.

Den Røde Garde pålagde flere gange i løbet af året Isidor Christiansen, der var nyvalgt formand, at rejse til Helsingborg og afholde drøftelser med den såkaldte Finlandskomite, der stod for uddelingen af russiske penge til venstrepartierne i hele Skandinavien. På et møde med svenske revolutionære, som Isidor Christiansen deltog i den 25. februar 1920 i Helsingborg, kunne Tage-Jensen allerede dagen efter skrive et udførligt referat.

Politiinspektøren havde næppe tænkt sig, at udenforstående nogen sinde skulle få lejlighed til at se hans udførlige referater og rapporter. Det kan være grunden til, at den rutinerede politiinspektør efter alt at dømme åbenbarede sin kilde. Han skrev i det nævnte referat, at »meddeleren havde lejlighed til Gaars Eftmd. at overvære et af Bolschevikkomiteens Helsingborgrepræsentanter afholdt Møde i et Bagværelse i 1’ Etage i en Cafe på Nytorget.«

Hvis ikke det var en af de svenske tilstedeværende, må det have været Isidor Christiansen, der hjemvendt fra Helsingborg opsøgte Statspolitiet og berettede om mødet. Hvis det er tilfældet, var Isidor Christiansen som formand for garden noget af guldfugl for Tage-Jensen.

Betjent på svær opgave

Efter Den Røde Gardes opløsning i 1921 fortsatte Statspolitiet overvågningen af de øvrige revolutionære grupper. Stadig modtog Tage-Jensen talrige indberetninger og »underhaanden«-meddelelser, men tilsyneladende ikke længere fra meddelere så centralt placeret.

Det gav Statspolitiet problemer. Da den kendte »Syndikalistfører« Thøger Thøgersen og den kommunistiske kommunelærerinde Marie Nielsen i februar 1922 indlogerede sig på Det Ny Missionshotel i Odense for at deltage i en partikongres, indlogerede statsbetjent Thulesen sig i et naboværelse på samme hotel under navnet Jensen.

Med øret til væggen forsøgte Thulesen derefter at opsnappe, hvad der foregik i værelset ved siden af, men let var det ikke:

»Marie Nielsen, der mest havde Ordet, kritiserede, saavidt jeg kunne forstaa, Repræsentanterne for de forskellige Fag-Organisationer her i Byen, idet hun udtalte, saadan noget som, at de ikke var i Stand til at holde en ordentlig Tale og kunde som saadan ikke rigtig faa Folk med sig.«

Problemet for Thulesen var, at de revolutionære i naboværelset »til Tider talte i Munden på hverandre, saa det var umuligt at opfange Ordene«.

Dagen efter, da partikongressen med omkring tusind deltagere åbnede, fik andre spionerende politifolk problemer. Statsbetjent O. Hansen blev således nægtet adgang til kongressen, hvorimod det lykkedes for betjent 62 P.B. Jensen fra Odenses kommunale politi at smutte indenfor. Men selv om 62 Jensen overværede kongressen og de mange indlæg, var det sparsomt, hvad han senere kunne berette, da han skullle skrive rapport: »Det bedes bemærket, at for at forblive ukendt under Mødet, kunne jeg ikke opnotere de forskellige Talere ordret«, som 62 Jensen skrev i sin rapport den 13. februar 1922.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her