Antropologen var på en togrejse mellem to norske byer. Det drejer sig om Thomas Hylland Eriksen, som har skrevet adskillige bøger, der er oversat til dansk, og artikler, der er blevet bragt her i Dagbladet Information. En kendt og anerkendt intellektuel var på tur.
Hylland Eriksen sad og arbejdede på sin ipad, da han skulle på toilettet. Af frygt for eventuelt tyveri ville han ikke lade tabletten blive i kupeen, mens han var på toilettet, så han tog den med sig.
Lidt efter sad han igen på sin plads, da en konduktør prikkede ham på skulderen:
»Hvis du tager din ipad med dig på toilet, for at den ikke skal blive stjålet, skal du ikke glemme den på håndvasken,« sagde han og rakte ham det elektroniske apparat.
En kvinde havde fundet ipaden ved håndvasken og overleveret den til togets uniformerede myndigheder.
Hylland fortæller historien i en speciel lille bog, som netop er blevet udgivet: Det, som står på spil hedder den, og det handler hans lille fortælling om. Der er noget utrolig godt ved det norske samfund, som kan gå tabt. Der er visse kvaliteter, som de unge mennesker måske tager for givet, men som de ikke skal tage for givet:
»Denne lille historie siger noget om, hvilket samfund Norge er, nemlig et sted, hvor vi leverer ting tilbage, vi finder, selv om vi ikke kender ejeren.«
Norge er et af verdens rigeste samfund. Det er privilegeret med kostbare naturressourcer og en veluddannet befolkning. Men Hylland vil henlede opmærksomheden på, at Norge også politisk og socialt er privilegeret:
»Fordi der er så få af os, er de sociale afstande kortere end i mere folkerige nationer. Det er med til at skabe den tillid, der gør, at du kan sidde og halvsove uden at blive bestjålet, og at du stort set kan bevæge dig frit over alt uden overhængende fare.«
Velkommen til demokratiet
Anekdoten og moralen er i to henseender typisk for Hylland Eriksens bog. Den forklarer samfundets sammenhæng helt fra bunden. Det er en introduktion til samfundet tilegnet den generation af unge, som han kalder »Utøya-generationen«. Antropologen optræder med denne bog som stammens gamle vismand, der overrækker næste generation en stor bog med gode råd til, hvordan de skal opretholde den sociale orden og de fælles goder. Den erfarne repræsentant for samfundet fortæller de unge, hvordan det hele hænger sammen, og hvad de selv skal gøre for at få fællesskabet til at fungere.
Anledningen til at samfundet skal forsvares og forklares forfra er attentaterne mod regeringsbygningerne og den politiske ungdomslejr på Utøya den 22. juli 2011.
»Pludselig forstod vi, at der er noget vigtigt, som er på spil. Det, vi sætter pris på, kommer ikke af sig selv, og det må ikke tages for givet.
Bogen er en manual til de unge skrevet i et samfund under angreb. På en eller anden måde er Anders Behring Breiviks forbrydelse for antropologen blevet til et politisk attentat på alt, hvad der er godt og rigtigt i Norge.
Det andet træk ved bogen er fremstillingen af samfundet som noget, der skal bevares og forsvares. Den gamle vismand opfordrer ikke de unge mennesker til at gøre oprør mod den etablerede orden. Han opfordrer dem til at studere reglerne, forventninger og koderne, så de kan tilegne sig dem og føre dem videre. Overordnet fremstilles samfundet ikke som en orden, vi selv udvikler, men som noget givet, vi ikke må tage for givet. Samfundet skal plejes gennem engagement og deltagelse – hvis de unge forsømmer det, skal de ikke regne med at få en ipad tilbage, hvis de glemmer den på et togtoilet. For som han skriver:
»I et land som har alt dette, findes der ingen undskyldning for ikke at engagere sig.«
Demokratisk katekismus
Det, som står på spil, er delt ind i små kapitler, som hver udlægger et grundelement i det moderne norske samfund: Et kapitel handler om, at demokrater er uenige, men at de er enige om præmisserne for deres uenighed. Det kalder Hylland Eriksen for et »uenighedsfællesskab«. Et andet handler om, at det nytter at engagere sig i politik, selv om det umiddelbart kan forekomme nyttesløst. Man må ikke give op på forhånd, selv om det ikke ser ud, som om man kan gøre en forskel.
Et tredje kapitel handler om, at alle mennesker har en fornemmelse for retfærdighed, men vi har ikke samme forståelse af retfærdighed. Hylland Eriksen iscenesætter en dialog mellem en venstreorienteret og en højreorienteret for at vise lighed og forskel i diskussionen om retfærdighed. Et fjerde kapitel handler om, at Norge er ligesom ulven i eventyret, efter den har spist de tre små grise. Den er materielt tilfredsstillet, men den er alligevel underlig utilfreds og rastløs:
»Vi er ikke blevet markant lykkeligere, efter vi har oplevet den velstand, som vi lever med i dag. Vi har spist grisene, og nu prøver vi at finde ud af, hvad vi så skal finde på.«
Hylland Eriksen udkaster tre projekter for den næste generation af unge: De skal bekæmpe fattigdommen i verden, de skal kæmpe imod klimaforandringerne, og de skal arbejde for at skabe bedre kulturmøder. Alt dette kræver, at de gør, som den gamle vismand siger: engagerer sig, bekymrer sig og handler sammen.
Der er på den ene side noget latterligt over en professor, der fremstiller det moderne demokratiske samfund som et pensum i små kapitler, man bare skal sætte sig ned og lære for at blive klar til at gå ud i verden. Det er, som om fortælleren ikke rigtig passer til den verden, han fremlægger.
Men der er på den anden side også noget fint og ambitiøst over forsøget på at tage ansvar for verden og drage omsorg for næste generation ved at forklare vores sociale sammenhænge så simpelt, at alle kan være med. Forenklingerne og pædagogiseringerne er intellektuelt blamerende, fordi de reducerer konflikter og principper til små tegn på en stor staveplade, men de er også pædagogisk generøse. Men mest af alt er bogen et dokument over, hvor hårdt Norge er blevet ramt af Anders Behring Breiviks attentat. Den er vidnesbyrd fra et samfund under angreb – en slags fællessang for voksne og børn, hvor de forsikrer hinanden om, at de vil det gode og tager afstand fra det onde.
Thomas Hylland Eriksen: Det som står på spill, Aschehoug, 136 sider, 229 norske kroner
