Baggrund
Læsetid: 8 min.

Sammen og hver for sig

Makkerpar. Fortællingen om brødrene Jan og Jacob Haugaard er fortællingen om to mennesker, der er ligeså forskellige, som deres stemmer er ens. Men det er også fortællingen om to brødre, som har holdt sammen hele livet både på trods og på grund af forskellighederne.
Stemmeslugere. Der lå et broderligt samarbejde bag Jacob Haugaards usædvanlige politiske karriere. Jan Haugaard havde sammen med sin bror været med til at samle underskrifter, lave valgplakater og udtænke valgløfter for Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Men ingen af dem havde regnet med, at det skulle blive alvor, som det gjorde, da Jacob Haugaard som den første løsgænger nogensinde blev valgt ind i Folketinget i 1994.

Stemmeslugere. Der lå et broderligt samarbejde bag Jacob Haugaards usædvanlige politiske karriere. Jan Haugaard havde sammen med sin bror været med til at samle underskrifter, lave valgplakater og udtænke valgløfter for Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Men ingen af dem havde regnet med, at det skulle blive alvor, som det gjorde, da Jacob Haugaard som den første løsgænger nogensinde blev valgt ind i Folketinget i 1994.

Søren Skarby

Moderne Tider
28. juli 2012

»Hold kæft, hvor havde jeg ondt af ham.«

Jan Haugaard taler om den 21. september 1994, den skæbnesvangre dag, da hans lillebror, Jacob Haugaard, som den første løsgænger både før og siden blev valgt ind i Folketinget – på valgløfter om mere medvind på cykelstierne og mere Nutella i feltrationerne, som siden er blevet Danmarkshistorie.

Som storebror havde Jan været vant til at redde kastanjerne ud af ilden, når Jacob havde rodet sig ud i noget. Og det havde han tit. Men denne gang var der ikke noget at stille op. Mens pressen belejrede Jacobs hjem ved Malling syd for Århus, tænkte Jan på alt det, der nu ville blive gravet frem om hans lillebror, som var så langt fra at være et dydsmønster, som man kunne være: slåskampene, drukturene og skandalerne. Penge skyldte han sikkert også væk.

»Men mest af alt var jeg bange for, om han kunne klare det. Om han kunne stå for presset, når spøgen blev til alvor,« fortæller Jan Haugaard.

Brødrene Haugaard sidder sammen i Jacobs skurvogn på dækket af Ærø-færgen på vej mod Svendborg. De har netop tilbragt to dage sammen i lillesøster Agnes’ præstegård i Ærøskøbing, hvor Jacob har optrådt to aftener på Café Dræsinen. Nu sidder de der i vognen på vej hjem til hver sit og skal fortælle om deres forhold som brødre.

»Mange tror jo, at min bror er smådum,« fortæller Jan. »Sådan lidt underfrankeret, men det passer jo ikke. Jacob har f.eks. en fornem håndskrift, han spiller skidegodt guitar, og så er han skidegod til at slås.«

Jan er dedikeret fan af sin lillebror. Han kender Jacobs œuvre til mindste detalje. Det er blandt andet derfor, han netop har taget turen fra København til Ærøskøbing. Der var nemlig nye numre på programmet. Da Jacob fremfører de nye numre på Café Dræsine, er det da også først og fremmest Jans reaktion, han er opmærksom på. Og det er ikke kun, fordi Jan er en dedikeret kender. Det er fordi, han er storebror.

Fortællingen om Jan og Jacob Haugaard er fortællingen om to meget forskellige individer. Jan med sin dybe fascination af sin lillebrors originalitet. Jacob med sin ligeså dybe afhængighed af sin storebrors myndighed og anerkendelse.

Forældrene

Som den førstefødte var Jan søskendeflokkens naturlige overhoved. Og selvom det dengang gav en række naturlige privilegier, måtte han affinde sig med, at lillebror Jacob, der kom til verden to et halvt år efter ham, hurtigt løb med størstedelen af opmærksomheden. Til gengæld løb han også med skideballerne.

»For i virkeligheden var det ikke mig, der var mest irriteret over, at Jacob løb med al opmærksomheden. Det var sgu vores far. Ham og Jacob havde tidligt et eller andet med hinanden,« fortæller Jan Haugaard.

Hvad, det lige præcis var, er ikke sådan til at sige. Måske havde det noget at gøre med, at Jacob fik al opmærksomheden fra kvinderne. Måske var de bare meget forskellige.

Under alle omstændigheder kan man kun dårligt forstå Jan og Jacobs forskelligheder uden også at kende til forældrenes baggrund. Faren hed Åge Haugaard. Han tilhørte den lokale Haugaard-slægt, som havde været Vejlby-bønder i generationer. Selv var han udlært tømrer, og som ung i 1930’erne havde han lært, at tilværelsen var op ad bakke. Men bag det barske bondesind fandtes samtidig et socialt menneske, som elskede at hygge med venner og familie over en bajer.

Moren Kathrina – eller Trinna, som hun kaldes, for hun lever endnu – var og er færøsk fritænker. Fyldt med fortællinger, vildskab og med højt til loftet. Hun kom til Danmark efter krigen, men fandt sig aldrig rigtig til rette. Så familien rejste ofte sammen til Færøerne, og hver sommer var Jan, Jacob og lillesøster Agnes på genopdragelsestur til Suleøen, hvor Trinnas familie boede.

Den vilde og varme mor og den brovtende bondefar var de to poler i Jan og Jacobs opvækst. De havde hver især træk fra begge forældre, men det stod også hurtigt klart, at storebror var fars dreng, mens Jacob søgte sikker havn i morens univers af fortællinger fra det høje nord.

Men deres forskelligheder førte aldrig til, at de fjernede sig fra hinanden. Tværtimod. Jan var også med dengang i slutningen af 1970’erne, da Jacob første gang stillede op til folketingsvalget for Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Sammen havde de over adskillige guldbajere udtænkt valgløfter, produceret valgplakater, indsamlet underskrifter og arrangeret happenings. Og det havde været sjovt. Rigtig sjovt. Men de havde aldrig nogensinde regnet med, at det skulle være andet.

Da det så pludselig blev alvor den dag i 1994, gjorde Jacob tvivlen til skamme, fortæller Jan. Og faktisk kom det ikke helt bag på ham. Jan vidste nemlig godt, at hans lillebror kunne noget særligt.

»Det var de færreste, der kunne forstå Jacobs sære geni. Lærerne på Vejlby skole kunne i hvert fald slet ikke. Men os, der kendte ham, vidste, at han havde et touch af noget på én gang underligt og dybt fascinerende,« siger Jan Haugaard.

Ulykkesfuglen

Det var også i 1970’erne, at Jacob udfoldede sit sære geni som frontfigur i rockbandet Sofamania. Som husorkester i Stakladen på universitet fik de hurtigt etableret sig på den århusianske musikscene. Jan var med fra begyndelsen. Både som begejstret fan, men også som rådgiver.

»Jan var sådan en slags grå eminence i min tidlige karriere. Han var fyldt med gode ideer. Og så havde han gode forbindelser. Det var ham, der skaffede mig min første pladekontrakt,« fortæller Jacob.

Rådgivningen kunne imidlertid også være af mere lavpraktisk karakter. Jacob fortæller, hvordan han til en af de første Sofamania-koncerter stod med ryggen til publikum hele første set.

»I pausen kommer Jan op til mig og siger: ’Prøv at stå med front mod publikum, det er meget bedre.’ Det prøvede jeg så, og efter koncerten var vi begge enige om, at det faktisk var meget bedre med front mod publikum.«

Selv om det gik bedre med front mod publikum, var der stadig lang vej til stjernestatus. Men Jacob var fast besluttet på, at det skulle lykkes. Det havde han vidst, siden han som dreng legede med Kurt Thorsen, hvis far, G.A.L. Thorsen, var stenrig fabrikant og kvarterets berømthed. Jacob ville være berømt ligesom ham.

»Men der kom så til at gå en 15-20 år, før det begyndte at ligne noget. Men hvis du ikke bliver knægtet helt af tilværelsen, så går du styrket ud. Og jeg er specialtrænet i dårlig behandling. Derfor er jeg næsten umulig at vippe af pinden i dag,« siger Jacob.

Jan fik en mere lige vej til succes. Efter studentereksamen blev han uddannet ved Arkitektskolen i Århus. I de seneste 20 år har han været videnskabsjournalist i DR og produceret hundredvis af programmer fra Faktisk til Viden om. Fordi deres drevne århusianske dialekt er stort set identisk, hænder det ofte, at Jacob løber med æren for Jans tv-programmer.

»Jeg har dæleme fået meget credit for det program om Venuspassagen,« indskyder han.

Sådan er det også at være bror til en kendt person, må Jan konstatere. Men drømmen om at blive berømt har bare aldrig rigtig bidt på ham.

»Jeg havde fået alt, hvad jeg kunne drømme om, inden jeg var 18. Uden at det var noget særligt. Men jeg behøvede ikke flere udmærkelser,« siger Jan Haugaard.

Det var anderledes med Jacob, fortæller han. Han fik en energi af modgangen. Og så havde han talent, selv om ikke alle kunne se det. Men det kunne Jan.

»Husk på, at vi kom fra en familie, hvor det tætteste, vi kom på kunstnerisk udfoldelse, var Onkel Walther, som havde spillet piccolofløjte i livgarden. Jacob kastede sig bare ud i det. Og han var sgu dygtig,« fortæller Jan.

Ofte var Jacob dog mindst ligeså uheldig, som han var dygtig. Som den dag han endelig havde fået sparet sammen til en svensk Levin-guitar. På vejen hjem sætter guitaren sig fast i cyklens dynamolygte, og Jacob flyver med guitaren ud over styret. Med brækkede fingre og en smadret Levin til følge.

»Sådan noget var aldrig sket for mig. Men det sker tit for Jacob. Han er og bliver en ulykkesfugl. Men jeg ved samtidig også, at han altid rejser sig igen,« siger Jan.

Frustrerede mænd

Når Jan sjældent kommer galt af sted, hænger det måske sammen med, at en af hans største lidenskaber er bøger.

»Alle mine tidlige erindringer om Jan handler om bøger,« siger Jacob Haugaard.

Han fortæller, hvordan Jan i 12-års alderen havde pløjet sig igennem hele Vejlby-Risskov Kommunebibliotek. Og hvordan han den dag i dag stort set altid sidder med næsen nede i en bog.

»Hvis vi sidder til et selskab, og Jan ser en interessant bog ovre i reolen, så vil han skide på alle mulige uskrevne konventioner om, hvordan man skal være sammen. Så har han læst den bog færdig, inden festen er forbi,« fortæller Jacob.

Det problem har Jacob aldrig selv haft. Mildest talt. For ham var skoletiden en lang lidelseshistorie fyldt med nuller. Han afsluttede sin uddannelse i 1974 med en af århusiansk histories længste hf-eksaminer. Til gengæld elskede han at høre Jan fortælle om alt det, han havde læst i bøgerne.

»Det er fra Jan, min store kærlighed til akademikere stammer. Jeg er helt vild med folk, der har læst mere end to bøger færdig. Og heldigvis er jeg skidegod til at huske, hvad folk siger.«

For Jan var skoleårene derimod en leg. Hans største udfordring var at forsvare sin lillebror, som havde udviklet en særlig evne til at få folk på nakken.

»Der var en allerhelvedes masse ballade med Jacob. Han fik rigtig mange tæsk. Hjemmefra havde jeg fået besked på at passe på ham, så det forsøgte jeg, så godt jeg kunne,« siger Jan Haugaard. I ungdomsårene var det så grelt, at Jacob ikke kunne færdes alene i Århus midtby. Risikoen for, at han fik provokeret nogen så voldsomt, at de ikke så andre muligheder end at give ham tæsk, var simpelthen for stor. Løsningen var, at Jan gik forrest, Jacob i midten og maleren Hans Krull bagerst. Så var der nogenlunde styr på sagerne.

Sådan er rollefordelingen stadig mellem brødrene Haugaard. Det ligger helt fast. Det er Jacob, der skejer ud og laver ballade, og Jan, der reder trådene ud. Sådan var det i Vejlby-Risskov i 1950’erne, og sådan er det i dag.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Dejlig artikel. Det portræt kommer man sgu' i godt humør af.

Dan Johannesson

Kærlighed mellem mennesker har mange fine, og af og til morsomme, former. Herligt.