Lige nu er der friske saftige bær i masser af farver: røde, grønne, blåsorte, gule … det er nu, de kan plukkes fra planter og buske! Og de kan spises morgen, middag og aften. Nyd friskplukkede jordbær med nyslynget, flydende honning, hindbær med fløde og ribs i den grønne salat. En blanding af røde bær på yoghurten. Honning- eller sukkersyltede stikkelsbær eller solbær. De er friske, aromatiske, syrlige, søde og lækre!
En sommer uden trifli er for mig en trist affære. Prøv at bage makroner selv i stedet for de kedelige, industrifremstillede med kunstig aroma – og bag til flere variationer af trifli. Her er opskrift på trifli med stikkelsbærfool og en klassisk trifli med hindbær og vaniljecreme. Og så er der opskrift på en krydret jordbærlagkage med marcipanskum – den hitter, når bare den laves af ordentlig råvarer. Og bare nyd hver en bid!
Trifli af mandelmakroner og stikkelsbærfool
Mandelmakroner (ca. 8-10 portioner – kan opbevares i en dåse):
125 g mandler, økologiske usmuttede
300 g lys rørsukker
2-3 æggehvider (1 dl)
Syltede stikkelsbær (til ca. 4 portioner):
250 g stikkelsbær
125-175 g lys rørsukker afhæng-igt af bærrenes modenhedsgrad og sort
evt. 1 dl vand
Fyld til fool:
2 dl piskefløde
ca. 0,5 stang vanilje (afhængigt af sort)
Makroner: Tænd ovnen på 125 grader. Blend mandler og sukker meget fint i en foodprocessor. Tilsæt gradvist æggehviderne og stop, når det har en passende, tyk og grødagtig konsistens. Kom dejen i en sprøjtepose eller en frysepose, hvor et hjørne er klippet af. Tryk dejen ud i cirkler på 2-3 cm. Bag dem ca. 20 min. Afkøl på bagerist.
Stikkelsbær: Klip eller nip stikkelsbærrene og skyl dem. Bland stikkelsbær og sukker og kog langsomt op. Når stikkelsbærrene afgiver væde tilsættes evt. ekstra vand. Kog til tyk sirupsagtig konsistens. I nogle gamle opskrifter prikkes stikkelsbærrene så de ikke koger så meget ud, men det er ret omstændeligt. Afkøl de syltede stikkelsbær.
Pisk flødeskum med kornene af vanilje. Bland med stikkelsbærrene.
Klassisk hindbærtrifli (4 portioner)
0,5 portion makroner (se opskriften ovenfor)
Råsyltede hindbær:
ca. 400 g friske hindbær
2 spsk. frisk slynget flydende honning
evt. lidt sød dessertvin, framboise (hindbærsnaps) eller hindbærsaft
Triflicreme:
0,5 stang vanilje
5 dl sødmælk
50 g rørsukker + lidt til drys
5 æggeblommer
25 g majsstivelse (maizenamel)
1,5 dl piskefløde som flødeskum
8-10 gode mandler – smag på dem og smid evt. harske mandler ud!
Bag makronerne (som beskrevet i opskriften ovenfor).
Råsyltede hindbær: Rør bær med lidt honning eller rørsukker, og lad det trække nogle timer tildækket i en skål ved stuetemperatur.
Triflicreme: Flæk vaniljestangen og kom kornene og den tomme vaniljestang i en gryde med mælk, sukker, æggeblommer og majsstivelse. Pisk det godt sammen. Kog cremen under omrøring ca. 4 min. Si cremen over i en skål. Drys cremen med sukker, så den ikke trækker skind. Sæt den i køleskabet. Når cremen er kold, vendes let pisket flødeskum i.
Læg knuste makroner i portionsglas sammen med råsyltede hindbær, evt. lidt saft eller vin, og lad triflien trække et par timer. Kom triflicreme på toppen ved servering. Drys med grofthakkede mandler.
Jordbærlagkage med marcipanskum og krydderurter (ca. 12 stykker eller 1 stor lagkage)
Lagkagebunde:
4 æg
175 g rørsukker
75 g hvedemel
50 g kartoffelmel
2 tsk. bagepulver
smør til formen
Fyld:
750 g friskplukkede jordbær
ca. 100 g rørsukker
2 håndfulde frisk basilikum
10-12 friske blade citronverbena – også kaldet jernurt
1 tsk. friskkværnet peber
ca. 3 dl god jordbær- eller hyldeblomstsaft eller evt. jordbærvin
0,5 liter piskefløde
75 g ren, rå marcipan
Lagkagebunde: Pisk æg og sukker ca. 10 min. med håndmikser til det er stift. Bland hvedemel, kartoffelmel og bagepulver. Sigt det igennem en si, og vend det forsigtigt i æggemassen. Fyld i en smurt springform, og bag i 175 grader varm ovn ca. 30 min. Afkøl og flæk bunden i tre med en brødkniv. Læg den nederste på et kagefad eller en stor tallerken.
Skyl jordbærrene i koldt vand. Nip dem og skær dem i kvarte eller passende stykker. Drys med sukker og lad dem trække en times tid med skyllet hakket basilikum, citronverbena og peber.
Saml lagkagen lige før servering. Pisk flødeskum og vend sammen med marcipan.
Læg først halvdelen af jordbærrene på den nederste lagkagebund og dryp med 1/3 vin eller saft efter smag og kom 1/3-del af skummet ovenpå. Læg en bund på og fordel resten af jordbærrene og 1/3-del af vin eller saft og 1/3 af skummet ovenpå. Læg den sidste bund på, tryk lagkagen sammen, og fordel resten af saften eller vinen og skummet på toppen. Denne lagkage kan godt trække 0,5-1 time, men er fin nylavet.