Læsetid: 7 min.

Tetra Pak-forbandelsen

Det er en diskret familie, der står bag emballageimperiet Tetra Pak. En familie, der helst ikke gør så meget væsen af sig selv. Men da Tetra Pak-arvingen Hans Kristian Rausing i sidste uge blev anholdt efter fundet af hans kone Eva Rausings livløse krop i deres hjem, satte det fokus på en familie, der har kæmpet med konsekvenserne af usædvanlig rigdom
Tetra Pak-arving Hans Kristian Rausing fremstod skrøbelig, da han onsdag var i retten i London anklaget for at have forhindret en anstændig og lovformelig begravelse af sin kone, Eva Rausing. I ugevis lå hun gemt under plastiksække og tøj i et af milliardærparrets soveværelser, der var forseglet med gaffatape – hun er formentlig død af en overdosis.

Tetra Pak-arving Hans Kristian Rausing fremstod skrøbelig, da han onsdag var i retten i London anklaget for at have forhindret en anstændig og lovformelig begravelse af sin kone, Eva Rausing. I ugevis lå hun gemt under plastiksække og tøj i et af milliardærparrets soveværelser, der var forseglet med gaffatape – hun er formentlig død af en overdosis.

Facunda Arrizabalaga

21. juli 2012

Der var billeder, der viste det. Hvordan Eva Rausing efterhånden lignede en udsultet fugleunge med sine markerede kraveben og de tynde lægge, der stak ud under shortsene. Hvordan hendes mand, Hans Kristian Rausing, i løbet af få år var kommet til at se 20 år ældre ud end de 49 år, han i virkeligheden var.

Da de for få måneder siden blev fanget af tabloidpressens videokameraer, så man, hvordan Hans Kristian Rausing parkerede sin Mercedes flere meter fra kantstenen og væltede ud på den trafikerede gade for at åbne døren for sin kone. Han så forhutlet ud med sin krøllede jakke, der var flere numre for stor. Hans stavrende gang tvang ham til at søge støtte på bildøren, da Eva Rausing på usikre ben forsvandt i menneskemængden.

Det så ikke godt ud – vennerne var bekymrede, familien kunne ikke få kontakt med dem, og tabloidpressen var begyndt at kalde dem Sid and Nancy med henvisning til Sex Pistols-bassisten Sid Vicious, der døde af en overdosis 21 år gammel få dage efter kæresten Nancys død på et hotelværelse.

Men parret Rausing var ikke rockstjerner. Milliardæren Hans Kristian Rausing er arving til den svenske emballagegigant Tetra Pak, og hans amerikanskfødte kone, Eva Rausing, er datter af den velhavende Pepsi-direktør Tom Kemeny. De mødtes på et stofafvænningsprogram i Californien i begyndelsen af 1990’erne, blev gift, fik fire børn og var tilsyneladende kommet ud af deres afhængighedsproblemer.

Det varede 12 år. I 2008 blev hun taget med ti gram crack, 2,5 gram heroin og 2,35 gram diethylpropion, da hun skulle til fest på den amerikanske ambassade i London, og den 9. juli blev Eva Rausing fundet død i et af parrets soveværelser i deres 120 millioner kroner dyre hus i den eksklusive bydel Belgravia i London.

Eva Rausing var ikke rockstjerne, men hun døde som en. Det var ikke meningen.

»Du kender alle de der britiske aristokrater, som bliver narkomaner og gerne vil være rockstjerner?« siger en anonym bekendt til parret til The Guardian.

»Hans er ikke sådan. Han samler på det mest utrolige renæssancekunst og religiøse symboler fra det 16. århundrede. Da jeg kendte ham, gik han op i Patti Smith og Bob Dylan og var ikke nihilistisk anlagt på nogen måde. Der var ikke noget: ’Jeg hader min mor, jeg hader min far, og nu vil jeg gøre oprør mod alt det, jeg har fået’.«

Svimlende nedarvede summer

I 1963, det år, Hans Kristian Rausing blev født, lancerede hans farfar, Ruben Rausing, det produkt, som gjorde familien ikke bare rig, men ekstremt velhavende. Han erstattede de tunge glasflasker, som man indtil da havde opbevaret mælk i, med karton og revolutionerede dermed hele vores måde at opbevare flydende madvarer som juice, yoghurt og mælk på.

Tetra Pak, som virksomheden nu hed, voksede hastigt. I 1970 producerede Tetra Pak mere end ti milliarder kartoner om året, og inden Hans Kristian og hans to ældre søstre, Lisbet og Sigrid var blevet teenagere, var Rausing-familien god for mange, mange millioner pund. Da Ruben Rausing døde i 1983 overtog sønnerne, Gad og Hans, virksomheden. På det tidspunkt var Hans Rausing flyttet til Storbritannien sammen med sin kone, Marit, og deres tre børn, ifølge Forbes for at undgå de svenske skatter.

»Hans Kristian Rausing har aldrig haft et rigtigt arbejde,« siger den svenske journalist Peter Andersson, der har været medforfatter på bogen Tetra: Historien om dynastin Rausing til Svenska Dagbladet.

Det behøvede han heller ikke, og det er måske her, hans forbandelse ligger. Mens hans søstre uddannede sig, tog Hans Kristian Rausing, der ikke var mindre kulturelt orienteret eller begavet end sine søstre, på spirituelle rejser til fjernøsten. Han gik ikke ind i virksomhedens ledelse som sine fætre og kusiner, men drev i lange perioder rundt i Indien og Kathmandu. Han gik heller ikke ind i den akademiske verden ligesom sine søstre – Lisbet Rausing læste kunsthistorie ved Berkeley og Harvard, hvor hun senere underviste, Sigrid Rausing læste historie ved York University. I stedet fik Hans Kristian opbygget et alvorligt stofbrug. Og mens Sigrid Rausing lancerede sin første velgørenhedsfond i 1988, The Sea Foundation, kæmpede Hans Kristian Rausing mod sin stofafhængighed. Han var konstant på en eller anden form for afvænning.

Hvordan de tre søskende forvaltede deres rigdom er ikke noget, de har diskuteret offentligt. Sigrid Rausing, der har indrømmet, at hun i perioder har gået i terapi, fordi hun følte sig skyldig over sin families rigdom, er den, der har været mest åben om, hvordan det er at håndtere svimlende mængder nedarvede milliarder.

»Jeg kender mennesker, som er blevet følelsesmæssigt forkrøblede på grund af de penge, de har arvet.«

Uden mål

Det er ikke helt forkert, antyder et studie fra Boston College’s Center on Wealth and Philanthropy fra 2011. Siden 1970 har centret foretaget studier i, hvad rigdom gør ved mennesker, og den seneste rapport er den mest omfattende med sin undersøgelse af 165 millionærfamilier. 120 af dem var gode for minimum 25 millioner dollars, og to af familierne oplyste, at de var dollarmilliardærer.

Ekstrem rigdom kan fratage mennesker helt basal glæde ved livet, lyder konklusionen fra psykolog og forsker i undersøgelsen Robert A. Kenny. Et liv uden at skulle arbejde kan på trods af – eller på grund af – den økonomiske komfort nemt blive et liv uden mål.

»Arbejde er det, der fylder mest af folks liv, og det giver en kontekst, i hvilken man interagerer med andre. Med et liv uden arbejde risikerer man at blive fremmedgjort,« siger Kenny og forklarer, at man nemt kan komme til at drive rundt uden karriere eller mål resten af livet. Som en af undersøgelsens deltagere sagde:

»Jeg ville ønske, at jeg havde taget mine studier mere alvorligt dengang … Jeg havde penge, da jeg studerede, og jeg behøvede aldrig at bekymre mig om at lære for fremtiden.«

»Vær aktiv med pengene,« har Sigrid Rausing fortalt om sin egen filosofi, når det kom til penge. »Det er en forpligtelse, og det er ikke godt at undgå den forpligtigelse. Det er kun, når du giver dem væk, at penge bliver transformeret fra tal på et papir til noget i verden.«

I dag er Sigrid Rausing kendt som en af Storbritanniens mest aktive donorer, og selv om hun har ment, at det føltes »vulgært« at deltage i interviews, har hun alligevel gjort det for at opfordre andre rige til at donere flere penge. Hendes fond, som nu hedder The Sigrid Rausing Trust, har givet mere end 170 millioner pund til velgørende formål, og i 2005 reddede hun det 160 år gamle litterære tidsskrift og forlag Granta fra konkurs – et tidsskrift, der begyndte som et studenterblad på Cambridge og er kendt for som det første at have udgivet tekster af A.A. Milne, Stevie Smith, Sylvia Plath og Ted Hughes. En anonym kollega i forlagsverden har kaldt hendes kulturelle engagement for »et hårdnakket forsøg på ikke at være ordinær«.

Sigrid Rausing har da også ofte i interview fortalt, hvordan hun skammede sig over sin rigdom. At hun i ungdommen var paranoid over den. Især inden familien i 1982 flyttede fra Sverige.

»Det var ikke et godt sted at være kapitalist,« har hun sagt. »Jeg brugte mange af mine teenageår på at gemme mig bag døren.«

Det er en tendens, der går igen i Rausing-familien – somme tider af gode grunde. Mellem 1982 og 1985 planlagde Blekingegadebanden at kidnappe børnenes fætter, Jörn Rausing, for at få en løsesum på 300 millioner. Siden har han holdt lav profil.

Ligesom Lisbet og Sigrid var parret Hans Kristian og Eva Rausing aktive donorer, og de støttede især organisationer, der kæmpede imod stofafhængighed. Men Hans Kristian Rausing oprettede aldrig sin egen fond.

»Søstrene har været langt mere effektive til at forvalte pengene,« siger en anonym bekendt til The Guardian.

Forbandelsen

»Det er et problem, men der er intet, jeg kan gøre ved det,« sagde Hans Rausing til Sydsvenska Dagbladet om sin søn i 2008.

Og det var formentlig heller ikke den konsekvens, Ruben Rausing havde forventet, at milliarderne ville få, da han i 1930 etablerede emballagevirksomheden Åkerlund och Rausing, der 20 år senere fik navnet Tetra Pak, inden den pyramideformede karton blev lanceret, og milliarderne begyndte at rulle ind.

»Jeg håber, at jeg snart kan komme tilbage på sporet og blive den person, jeg virkelig gerne vil være,« sagde Eva Rausing i et af sine sidste interviews, inden politiet fandt hendes døde krop i huset på Cadogan Place i Belgravia i London den 9. juli.

Da de ankom, var store dele af boligen blevet spærret af, soveværelsedøren var låst og tapet til med gaffatape – der lugtede kraftigt af forrådnelse. Her fandt de hendes lig gemt under tøj og lagner. Ransagningen kom, efter at Hans Kristian Rausing var blevet anholdt i det sydlige London, fordi han kørte og slingrede i sin bil – prøver viste, at han var påvirket, og efter anholdelsen var han svær at komme i kontakt med. Han kunne ikke formulere sammenhængende sætninger eller svare på politiets spørgsmål. Da han blev spurgt til Eva Rausing, fik han tårer i øjnene. Alligevel sagde han, at Eva Rausing var vendt tilbage til en afvænningsklinik i USA.

Hun døde formentlig af en overdosis. Den nøjagtige dødsårsag har ikke kunnet konstateres, fordi hun formentlig har ligget død i soveværelset i ugevis. Imens forsikrede hendes mand hendes bekymrede familie om, at alt var ok. Hans Kristian Rausing er ikke længere anholdt for mord, men er blot sigtet for at have forhindret en anstændig begravelse af sin kone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nick Mogensen

Jeg tror det er helt rigtigt, at livet kun har den mening man selv tilføjer det.

Jeg tror det er uhyre vigtigt, at have nogle mål; noget at stå op til, og gå i seng for. Jeg tror ikke nødvendigvis 'et arbejde' i traditionel forstand er nødvendigt. Jeg tror det vigtige er sociale relationer og ganske enkelt noget der driver værket. Om det er et job, vegetarforeningen eller en hest, mener jeg ikke nødvendigvis har afgørende betydning.

Penge har alle dage været en ydre materiel omstændighed, og menneskeskabte ydre omstændigheder, har ingen dage gjort den ulykkelige lykkelig.

Jeg har engang hørt sætningen:

"Penge kan gøre den lykkelige lykkeligere, men ikke den ulykkelige lykkelig."

Vibeke Nielsen

Nick Mogensen

Den der sætning, du slutter med, er vist udtalt af en, der havde rigeligt.

Gennemsnitslevealderen for narkomaner er 38 år. Taget i betragtning af at de to har kunnet købe al den junk, noget hjerte kunne begære og derfor har kunnet overdosere alt det de ville, kunne man derfor undre sig over, at de dog alt til trods er blevet så gamle. Det hænger formodentlig sammen med grundlaget for lykke, nemlig god mad hver dag, tag over hovedet, en varm seng at sove i, nogen, der tager sig af en, et liv, hvor man er fri for at sælge sig selv til højestbydende på gadehjørnet. Kort sagt - et materielt og socialt grundlag, der i orden, nærmere bestemt penge (ja, PENGE) og social anerkendelse.

De to adskilte sig ikke fra alle mulige andre arbejdsløse misbrugere i deres retningsløse livsførelse. Derfor er de dybest set heller ikke mere interessante at fortælle historien om end alle andre, der tilhører den befolkningsgruppe. Det eneste, deres rigdom har gjort for dem, er at give dem et liv der har været 10, 15 måske 20-25 år længere og sikkert også væsentligt bedre end andre junkiers. Men 20 år er vel heller ikke ligegyldige.

Lars Poulsen

Der er rige junkies og fattige junkies. Måske har det at være junkie ikke så meget at gøre med rig og fattig?

John Vedsegaard

Utroligt der skal være en sådan bevågenhed om dem, bare fordi de er rige.

Send dem på tvungen aftrapning i et fængsel, så kan de også side der og kikke lidt på hvilke giftstoffer der er blevet spredt i befolkningen via deres foretagende, man kan jo blandt andet kikke på den plastbelægning som er på indersiden af alle beholdere de producerer.

Når de så en dag løslades, skal det selvfølgelig være betinget af deres fortsatte stoffrihed, ellers må de have en tur mere - fuldstændig som de mere fattige narkomaner, forskellen er selvfølgelig kun den mere tydelige kriminalitet de fattige narkomaner laver.

Nic Pedersen

Jeg skal da gerne bære noget af staklens forbandelse for ham, hvis Malin Schmidt vil være venlig at viderebringe tilbuddet. ;-)
(Information har min e-mail)

Magnus P. Hansen

Det er ikke korrekt at Hans Rausing ikke har en fond. Han har oprettet verdens største fond der giver penge til dokumentation af truede og døende sprog: Hans Rausing Endangered Language Project ved SOAS i London. Over de sidste 15 år har de givet mange millioner pund til arbejdet med at dokumentere verdens sprogligekulturarv.

http://www.hrelp.org/

Magnus P. Hansen

Hmm, når jeg læser nærmere er det faktisk Lisbeth Rausing's fond Arcadia der støtter HRELP opkaldt efter hendes bror. besynderligt