Verdens ældste drengeband

Det sker, at man har så meget på hjerte, at man på det nærmeste bliver stum. Sådan har jeg det lige nu med det faktum, at The Rolling Stones i denne uge fejrer 50-års-jubilæum. Wtf? Hvad sker der lige her? Hvor blev tiden af? Ikke for det, de sidste 20-30 år har jeg taget bandet som en næsten triviel selvfølge og er troligt troppet op, når de har lagt vejen forbi København. Og såmænd også anmeldt deres skiver, tilmed lidt for godt, tror jeg, for jeg kan på stående fod ikke huske en eneste sang fra Voodoo Lounge (1994), Bridges To Babylon (1997) eller sågar A Bigger Bang (2005), sidstnævnte var jeg vist endog decideret begejstret for. Ja, ja, gammel kærlighed og alt det der. Det udgør så også gruppens samlede studieoutput fra de seneste tyve år, så det er ikke, fordi den er ved at segne under presset af indre nødvendighed.

Til gengæld har de fire aldrende gentlemen i samme periode turet verden rundt ikke færre end fem gange, og jeg har (muligvis, who’s countin’?) oplevet dem hver gang, for det trækker sgu i en gammel manegehest, hver gang cirkus kommer til byen, og duften af savsmuld og tykke lag sminke breder sig i gader og stræder. Mærkeligt (eller måske ikke) nok er den koncert, jeg husker tydeligst, den i Parken i 2003. Fordi den var så suverænt overskudsagtig og artistisk ubetalelig blæret. Ikke kun et trip down Memory Lane, men i høj grad da også det. Got a problem with that, kid? Nå, det er helt i orden (og det indgår ligesom i kontrakten), at de altid spiller en tre-fire numre fra det seneste album, men pointen på The Licks Tour (da Stones turneer i nyere tid har titler … ligesom i øvrigt sir Mick Jagger!) var netop, at der fraset (endnu) en opsamling ikke var et nyt album på gaden. Så bandet kunne uden at støde nogen koncentrere sig om at spille et velvalgt udvalg af sangene fra deres storhedstid, der ifølge min ganske særlige Stones-kalender falder sådan cirkus i årene 1965-1981. Og det gjorde de, så englene græd, og Fanden, han lo. Det var stort!

Koryfæerne i Forum

Men selvfølgelig kunne hin glorværdige aften i Parken ikke måle sig med oplevelsen af koryfæerne i Forum engang tilbage i yngre stenalder. Eller helt præcist den septemberaften i 1970 i Forum, hvor vi var mødt op i hobetal fra forstæderne, iført denim (fløjl til nørderne!) fra top til tå, chillummen trygt placeret i inderlommen og forventningerne helt i top. Jo, vi var drivende våde bag ørerne, en flok utilpassede, men også velnærede teenagere i slipstrømmen fra de 60’ere, der blev ikoniske dagen efter de var ovre, overbeviste om, at revolutionen (hvis langtidseffekt ikke interesserede os helt så meget som dens gang i gaden-potentiale!) lå lige om hjørnet, og det af kærlighedsgenerationen lovede paradis kun var en rask revolte borte. I denne for vort vedkommende mestendels imaginære guerillakrig spillede The Rolling Stones en mindst lige så stor rolle som Che Guevara og Ho Chi Minh. På daværende tidspunkt var tidens andet store samlende orkester, The Beatles, så også opløst. Alle dets utallige andre kvaliteter ufortalte, havde det så aldrig rigtig produceret sange helt så elektrisk sitrende af indestængt frustration, liderlighed, vrede og oprørstrang som den blændende og brændende række singler, Stones fra og med 1965 fyrede af fra hoften med en nærmest nonchalant selvfølgelighed, alle skrevet af Mick Jagger og Keith Richards: »The Last Time«, »(I Can’t Get No) Satisfaction«, »Get Off Of My Cloud«, »19th Nervous Breakdown«, »Paint It, Black«, »Mother’s Little Helper«, »Have You Seen Your Mother, Baby, Standing in the Shadow?«, »Let’s Spend the Night Together«, »Jumpin’ Jack Flash«, »Street Fighting Man« og »Honky Tonk Woman«. De kom alle på singleplade (som jeg troligt indkøbte) og ind på hitlisterne, tilmed.

Der var et mørke på spil der, man ikke fandt i størstedelen af datidens rock; jo, måske lige hos The Who, Them og The Pretty Things, men så alligevel ikke på helt den både uhåndgribelige og præcise måde. Som i øvrigt også til overmål på samtidige albums som Aftermath fra ’66 og Between the Buttons fra ’67, men nok især helt urørlige statements som det sjæleædende Beggars Banquet (1968) og alle tiders måske største Stones-skive, Let It Bleed fra det herrens år 1969. For nogle måske blot en opremsning af titler, for os andre definitive bud på en tid, hvor hele verden holdt vejret og forventede det helt store brag. Af hvilken karakter det så end måtte have. Vi håbede på det bedste, men forventede det værste.

Soundtrack til revolten

Lad os ikke forsøge at bilde nogen endsige os selv ind, at ungdomsoprøret var lys, blomster, laber frigjort sex, orientalsk mysticisme og hvid magi det hele, slet ikke efter studenterne gik amok i Paris i maj ’68 og forsøgte at fremtvinge den definitive forandring en gang for alle. Tværtimod hvilede der en ildevarslende stemning over de år, som Stones’ i højere grad end noget andet rockband formåede at omsætte til lyd. De leverede simpelthen soundtracket til revolten (uden på nogen led at være hverken særligt revolutionære eller politisk anlagte i øvrigt; til gengæld vidste de alt om generationskløften og gjorde, hvad de kunne for at gøre den stadigt større) alene ved at have antennerne ude og nærmest pr. osmose optage deres tid (og generation!) i deres sange.

Det gjorde deres musik så på en og samme gang spændende, ladet, eksplosiv, farlig … og modsætningsfyldt, for lad os for guds skyld ikke glemme alle de smukke, smukke ballader, de også formåede at sende af sted til adressat, ubekendt: »Tell Me«, »Play with Fire«, »As Tears Go By«, »Lady Jane«, »Dandelion«, »She’s a Rainboiw«, »No Expectations« og »You Can’t Always Get What You Want« var trods en grundtone af mismodig melankoli også udtryk for et dybt romantisk drive, der kun gjorde dem endnu mere … menneskelige?   

Det var på den baggrund, vi troppede op i Forum i ’70. Det var de betydninger, vi tillagde dem. Samt al mulig teenagelængsel og usagt hejs; vi ville alle sammen skam også gerne være Mick Jagger og bolle skønheder i flæng, selvom de store drenge, der stod of drak bajere ved købmanden, sagde, han var … »bøsse«. Det kunne de i og for sig selv være. Var det måske ligefrem. Men alligevel forstod vi instinktivt under opførelsen (eneste ord, der dækker) af showstopperen »Midnight Rambler«, med dens sadomasochistiske grundtone og Jaggers overdrevne scenestil for ligesom at nå dem på bagerste række, at det var om ikke blot underholdning, så i hvert fald »only rock’n’roll …« Hvilket kan være alt nok, bevares. Men uden at det blev sagt eller helt forstået, vidste vi alligevel, at bandets rolle som cutting edge allerede der var udspillet. Hvilket med eftertryk blev slået fast, da Jagger samme år giftede sig med en sydamerikansk skønhed ved navn Bianca De Macias og af egen fri vilje blev del af det internationale jet set. Kokain, Andy Warhol, Studio 54 og så videre, De ved. Det ræs der. Det er der ikke megen verdensomspændende revolution i. Vi taler nærmest kontrarevolutionær virksomhed!

Og med den blonde multiinstrumentalist Brian Jones ude af bandet (og død ugen efter) i sommeren ’69 samt indlemmelsen af den eminent ferme om end auramæssigt fuldstændig ufarlige guitarist Mick Taylor i stedet forvandledes Stones i løbet af 69-70 stille og roligt til »the world’s greatest rock’n’roll band …« Ja, og med den transformation blev oprørets troubadourer til villige brikker i underholdningsindustriens konstant accelererende output med stadig større turneer og mere og mere overdreven køren kasse hjem. Det var/er de så også rigtig gode til. At Stones i Mick Taylor-årene leverede fire for mig afgørende albums, hænger måske mere sammen med min private biografi end verdenshistoriens gang som sådan. Sammen med Keith Richards skabte Taylor er ganske særlig centrifugerende guitarlyd, der kan høres den dag i dag hos navne som Black Keys og Jack White. Så et stille hurra for Sticky Fingers (1971), Exile on Main St. (1972), Goats Head Soup (1973) og selv det udskældte It’s Only Rock’n’roll (1974); far holder lige meget af jer alle fire på hver jeres måde.   

Skrækkelige skiver

En dag rejste Mick Taylor sig op og sagde, »Jeg forlader bandet.« Det gjorde han så. Og efter at have prøvet forskellige erstatninger, faldt valget på Ronnie Wood, som tidligere havde spillet i bl.a. Faces. En perfekt legekammerat til Richards, og sammen har de løftet lyden af to sammenflettede rytmeguitarer uden prætentiøs virtuositet til nye højder. Bandet rejste sig derefter kunstnerisk en sidste gang og leverede som reaktion på punk, new wave og disco den spændstige trilogi Some Girls (1978), Emotional Rescue (1980) og Tattoo You (1981), før uvenskab mellem de to afgørende drivkræfter, Richards og Jagger, ødelagde gruppens musikalske drive og dynamik, hvilket resulterede i nogle temmelig skrækkelige skiver, selvom Stones tilsyneladende uanset hvad altid er leveringsdygtige i en verdensturné af et par års varighed. En ny skulle således være på trapperne. Nå ja, i 1993 forlod bassisten Bill Wyman gruppen efter 30 års tro tjeneste. Det var der ikke mange, der bemærkede. Institutionen består. Det er værd at bemærke, at det hele begyndte alene for (blues)musikkens skyld. Og intet andet. Og sådan tegner det også til at skulle ende. Intet ondt i det. Hvad kan vi lære af alt det her, spørger De nu? Ikke en skid, er jeg bange for. Tiderne skifter, baby, som C.V. sang. Eller med gruppens egne ord: »Well now what can a poor boy do/ Except to sing for a rock & roll band?/ ’Cause in sleepy London Town there’s just no place for a street fighting man, no …« Så må revolutionen lige vente til en anden god gang.

Nyt Nordisk Forlag har i anledning af jubilæet udsendt fotobogen The Rolling Stones 50 År – med (sparsom, men skæg) tekst af Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts, Ronnie Wood.