’En 10’er i timen? Det er da værre end at sidde i spjældet!’

Virksomheder, der ansætter mennesker fra udkanten af arbejdsmarkedet, er de nye helte. De skal redde velfærdsstaten og sende tusinder af fastlåste kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet. Det lyder smukt, men det er en drøm, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, siger virksomhederne
Værdifuldt. Bjørn Breiden (t.v.) og Allan Bengtson (i midten) arbejder i den socialøkonomiske virksomhed Bybi. Begge håber de, at det kan blive vejen til et rigtigt job.

Værdifuldt. Bjørn Breiden (t.v.) og Allan Bengtson (i midten) arbejder i den socialøkonomiske virksomhed Bybi. Begge håber de, at det kan blive vejen til et rigtigt job.

Sigrid Nygaard
1. september 2012

Det er en succeshistorie. Historien om de døve kokke, udviklingshæmmede grafikere og mennesker, der på grund af deres autisme er så gode til at teste it-systemer, at de tjener penge på det. Det er succeshistorien om mennesker uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet, der bliver i stand til at både at generere deres egen løn og et overskud til virksomheden, fordi de er ansat i såkaldt socialøkonomiske virksomheder, der både har et socialt og et forretningsmæssigt sigte.

Overalt har man kunnet læse om virksomhedsmodellen. Der skal redde en offentlig sektor i krise og flytte folk fra offentlige ydelser til selvforsørgelse ved at skaffe helt almindeligt arbejde til mange af landets 88.000 kontanthjælpsmodtagere. Mennesker, der på grund af psykisk sygdom, handicap, sociale problemer eller misbrug er så langt fra et fra et almindeligt job, at de i statistikken står som ikke-arbejdsmarkedsparate. Der er talt om rummelighed og mangfoldighed, et arbejdsmarked til gavn for både kommuner, erhvervsliv og borgere; man har talt om den nye tredje vej, om win-win og en sektor i rivende udvikling.

Urealistisk

I foråret blev den Sociale Kapitalfond lanceret; med 25 millioner fra TrygFonden skal den investere i virksomheder, der vil bruge forretningsmodellen. Og for nylig argumenterede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i Ugebrevet A4 for regeringens reform af fleksjob og førtidspension, der sparer området for 1,9 milliarder kroner blandt andet ved at erstatte førtidspension med særlige ressourceforløb for personer under 40, da hun sagde:

»I reformen af fleksjobordningen og førtidspensionen lægger vi jo op til, at kommunerne bør bruge de socialøkonomiske virksomheder, når sårbare unge skal ud i ressourceforløb.«

Problemet er bare, at det ikke fungerer i praksis. Sådan lyder det nu fra en række socialøkonomiske virksomheder og projekter, der arbejder sammen med dem.

»Generelt nej, der er stort set ingen af vores medarbejdere, der kommer ud i almindelige job,« siger sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen fra de hjemløses månedsmagasin Hus Forbi.

Bladet er selv en socialøkonomisk succes: Det har eksisteret i 16 år, beskæftiger ud over sin faste redaktion af professionelle journalister og fotografer omkring 1.100 registrerede sælgere på kanten af arbejdsmarkedet, der som selvstændige erhvervsdrivende køber magasinet til 12 kroner og sælger det videre for en 20’er.

I september åbner bladet en afdeling i Aarhus, og efterhånden finansierer virksomheden sig selv – de sidste statslige kroner løb igennem virksomheden for fem-seks år siden.

»Jeg mener ikke, at man kan bruge de socialøkonomiske virksomheder som en politisk beskæftigelsesindsats. Men det betyder ikke, at det ikke flytter noget, eller at vores medarbejdere ikke får noget ud af at være i en socialøkonomisk sammenhæng. Vi ser, at de får struktur i deres hverdag, de får et formål i deres liv,« siger Rasmus Wexøe Kristensen, der understreger, at det selvfølgelig kan lykkes: »Det er en meget differentieret gruppe; vi har manden med barnevognen, der sover i grøften, og så har vi ham, der har haft et liv og en karriere, og som på grund af en social begivenhed har fået en social deroute. Vi har eksempler på, at folk er blevet fastansatte, men det er svært.«

Samme budskab kommer fra Bo Møller Nielsen. Han er centerleder i Aktivitetscenter Sundholm i København og arbejder sammen med socialøkonomiske virksomheder, der rekrutterer fra Aktivitetscenteret.

»Jeg kan kun tale ud fra vores brugergruppe,« understreger han og uddyber med, at den er defineret ved, at det er voldsomt socialt udsatte mennesker, hvoraf mange har et misbrug eller er præget af psykisk sygdom eller begge dele.

»Det gør det meget svært. Jeg plejer at sige, at de, der i vores brugergruppe er på kontanthjælp, er det til de dør, og på den måde bliver den til en livsvarig ydelse. Vores brugergruppe kommer ikke til at fungere på det danske arbejdsmarked på almindelige vilkår. Jeg ser socialøkonomiske virksomheder som en løsning, der giver folk en anstændig og god hverdag, men at se dem som en indslusning til det almindelige arbejdsmarked, hvor man skal fungere under almindelige lønmodtagervilkår? Nej. Om man kan lide det eller ej, så er det virkeligheden. Vi tager udgangspunkt i den virkelige verden og ikke i en eller anden teori.«

Det er en illusion, at socialøkonomiske virksomheder skal kunne fungere, så de kan støtte beskæftigelsesindsatsen i det omfang, førtidspensions- og fleksjobreformen lægger op til, mener også Oliver Maxwell, direktør i den socialøkonomiske virksomhed Bybi, der arbejder sammen med Aktivitetscenter Sundholm for at give plads og rummelighed til socialt udsatte, samtidig med at den tjener penge. Bybi er en almennyttig forening, der startede i 2010 og har stader med honningbier 15 steder i København og samarbejder med virksomheder og sociale boligområder.

»Det er urealistisk, hvis beskæftigelse til fuld løn er målet. Hvis forventningen til de socialøkonomiske virksomheder er, at de skal ansætte folk på almindelige vilkår, så nej,« siger Oliver Maxwell, der har arbejdet med socialøkonomiske virksomheder i over 10 år i både England – der er en frontløber på området – og i Danmark.

»Min erfaring er, at det stort set er umuligt at involvere og opkvalificere mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, uden tilskud. Jeg kender ingen eksempler i Danmark, hvor der er en signifikant andel af svage grupper uden driftstilskud. Problemet er, at omfanget og antallet af de socialøkonomiske virksomheder er pustet op, og det er forventningerne til dem også. Det skaber incitament til arbejdsmarkedsreformer, som de her virksomheder ikke kan indfri,« mener Oliver Maxwell, der synes, at vi må være realistiske.

»Vi må fokusere på de mange gode ting, socialøkonomiske virksomheder kan gøre for vores samfund, eksempelvis skabe bedre partnerskaber mell em private virksomheder og sociale projekter.«

Ind og ud af arbejdsmarkedet

»Hvad laver I, mand? Arbejder I for en 10’er i timen?! Det er da værre end at sidde i spjældet,« råber en mand efter Allan Bengtson, der er sidst i 30’erne og er ansat på særlige vilkår i Bybi. Allan Bengtson smiler og ryster let på hovedet. Han er ligeglad. Lad dem bare snakke. Han og kollegaen Bjørn Breiden, der er midt i 50’erne, kører de honningglas, de har pakket på en palle i det ene af Bybis lokaler til et andet gennem stræderne på Sundholm; en lille by først på Amager, hvor socialt udsatte bor og arbejder.

»Hvad har I gang i,« mumler manden igen efter Allan Bengtson og fortsætter hen mod en gruppe mennesker, der sidder under et halvtag. Allan Bengtson ryster igen på hovedet.

»Det er ikke på grund af pengene. Hvis ikke jeg var her, så sad jeg der,« siger han og nikker hen imod gruppen under halvtaget, hvor manen har slået sig ned, og der allerede er fest. »Skål,« råber en, »hold nu kæft,« råber en anden. En mand i tennisstrømper, men uden sko, beder om lidt mønter. Hverken Bjørn eller Allan har nogen, og manden forsvinder igen, mens Allan Bengtson og Bjørn Breiden nænsomt kører pallen ind i elevatoren. De skal op og fylde honning på glas i det lokale, hvor de i går slyngede honningen i en centrifuge. Både Allan Bengtson og Bjørn Breiden har været der, siden Bybi startede.

De begynder at læsse glassene af. Halvdelen af lokalet er optaget af to gigantiske industrivaskemaskiner og to lige så store tørretumblere. De stammer fra et andet socialøkonomisk projekt. »Det var et vaskeri,« siger Bjørn Breiden.

I dag bliver der håndteret honning, og Bjørn Breiden og Allan Bengtson er med til hele processen: De høster honningen sammen med en professionel biavler, de svejser bivoks på rammer, de bygger bistader, de skræller voks af rammerne igen, sender det til genbrug og holder foredrag for børn. Alt det forefaldende arbejde, der hænger sammen med en honningproduktion. Og det, de ikke selv laver – bistader og rammer – køber Bybi til markedspriser

»Det holder mig i gang. Jeg har altid været et A-menneske. At stå og hænge er ikke min stærke side,« siger Allan Bengtson.

Hans historie er klassisk. Han var uddannet tømrer, fik en rygskade, røg ud af arbejdsmarkedet, gjorde lidt rent, pudsede vinduer i en periode, vaskede trapper i en anden, arbejdede som chauffør og har siden haft svært ved at komme helt ind på arbejdsmarkedet igen. Oprindeligt kom han til Sundholm, fordi han havde siddet i fængsel og manglede et sted at bo.

Bjørn Breidens historie er heller ikke atypisk. I begyndelsen af 00’erne blev han manisk, så fik han en psykose, en lidelse, der oftest følges med det manio-depressivitet, og i lange perioder gik han ikke uden for en dør.

»Det er vigtigt at have muligheden for at falde ud,« siger han.

»Det er vigtigt at kunne sige fra, og på den måde får du faktisk ikke brugt alle dine muligheder for at sige fra. Men det er vigtigt, at du har dem.«

Plads til at falde ud

Det er netop det, der gør det muligt for en socialøkonomisk virksomhed at blive til en succes, mener Rasmus Wexøe Kristensen fra Hus Forbi.

»Hvis målsætningen er, at de her mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet, så går man den forkerte vej.«

Grunden til, at Hus Forbi er blevet en succes, er ifølge ham den omvendte: at sælgerne, der alle har sociale problemer, har brug for, at der ikke bliver stillet krav til dem.

»Vi giver dem rummelighed og fleksibilitet til at de kan yde på det niveau, og vi gør det, fordi de har et behov. Det er den tendens og det fællestræk, jeg ser i de socialøkonomiske virksomheder, som formår at etablere sig,« siger han og understreger, at beskæftigelsen og den struktur, et arbejde giver, er et af de bedste redskaber i behandling af psykisk sygdom. Det er det, Hus Forbi er udsprunget af – nogle mennesker, der så, at der var et behov. Udgangspunktet er ikke konjunkturer eller en politisk situation, der har krævet en særlig beskæftigelsesindsats.

»Vores berettigelse ligger i, at der er nogle mennesker, der har brug for et værdigt og indholdsrigt liv, et liv, der er præget af relationer og mening, og det kan de socialøkonomiske virksomheder bidrage til. Så motivet for det, vi laver i dag, og de,t vi gjorde dengang, er nogle helt andre end de motiver, Mette Frederiksen lægger til grund for sine reformer i dag. Men min analyse er, at det er derfor, vi er blevet store,« siger Rasmus Wexøe Kristensen.

Det billede genkender Bo Møller Nielsen fra Aktivitetscenter Sundholm.

»Vi arbejder med at stille krav til folk, og så begynder de at leve, de mærker en tilfredsstillelse. Men det er vel at mærke krav, de kan honorere, og det er ekstremt vigtigt, at vi tilpasser vores tilbud til brugergruppen, og at vi har i baghovedet, at det skal være ekstremt differentieret. En misbruger kan gå ned med flaget i en periode, men fungere godt i andre perioder, hvor vedkommende vil kunne yde langt mere arbejdsmæssigt, men de udfald er der simpelthen ikke plads til på arbejdsmarkedet i dag, hvor lønnen skal tjenes hjem,« siger han og forklarer, at målgruppen er præget af, at den aldrig har fået en uddannelse, at den kun har haft lemfældig kontakt med arbejdsmarkedet, og at de ikke bliver taget i betragtning til et almindeligt arbejde.

»De står sidst i køen, når der skal besættes job. Jeg har kun oplevet det få gange i løbet af de mange år, jeg har arbejdet på feltet, at de er kommet i almindelig beskæftigelse og er kommet til at leve et nogenlunde normalt liv,« siger Bo Møller Nielsen, der har arbejdet med socialt udsatte siden 1982.

Derfor er det vigtigt, at eksempelvis Bybi ikke er et beskæftigelsesprojekt, mener virksomhedens direktør Oliver Maxwell. Der skal være mening og klart formål, ellers forsvinder både incitament og engagement. Det skal køre rundt, og det gør det.

»Vores vision er, at skabe en industri, der producerer noget vigtigt og godt, som kan sælges for penge, samtidig med at vi skaber større rum mellem arbejdsmarked og det at være på offentlig forsørgelse. At skabe roller, der giver identitet, stabilitet og giver mulighed for at tjene egne penge, samtidig med at vi gør en vigtig indsats for en grønnere by. Men det er svært. Der skal være penge til, at vores medarbejdere på særlige vilkår får vejledning og hjælp, der skal ydes en socialpædagogisk indsats, ud over at virksomheden skal køre rundt. I praksis betyder det, at der altid skal være en person med dem,« siger Oliver Maxwell. Bybi sælger sin byhonning til restauranter og cafeer, laver workshops og undervisning. Samtidig har hans medarbejdere deres eget bistade og kan i stil med Hus Forbis sælgere købe honning af Bybi til én pris, gå ud på gaden og sælge den igen til en anden.

»Vi skal give perspektiver, men de skal være realistiske.«

Svært at evaluere

Ud over det helt praktiske er det også problematisk, at ingen rigtig har et overblik over, hvad en socialøkonomisk virksomhed er, hvordan den bliver defineret, og hvor mange, der i Danmark vil kunne kalde sig socialøkonomiske virksomheder. Estimater fra Huset Mandag Morgen har lydt på 3.000. Andre er på få hundrede. Ugebrevet A4 ringede rundt til jobcentrene i landets 10 største kommuner, hvor ingen kunne svare på, hvor mange der var, ud over at jobcentrene mente, at der var plads til flere.

»Det er problematisk, at der ikke er en fast definition. Det kan være, at nogle af de virksomheder, vi arbejder sammen med, er, men ikke kalder sig socialøkonomiske virksomheder,« siger Ea Nielsen, sekretariatschef i beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune og fortæller, at man er i fuld gang med at kortlægge området.

»At der ikke findes nogen klar definition, gør det svært at se på resultater og evaluere dem. Vi kan se, at der er rigtig mange definitioner, og vi kan se, at nogle af de her virksomheder har gode resultater, men vi kan ikke se, hvor mange procent der har opnået hvilke resultater.«

I sidste ende gør den manglende definition det svært at evaluere virksomhedernes effektivitet i beskæftigelsesindsatsen. Det betyder, at det også er svært for Beskæftigelsesministeriet at sige noget om, hvor stor en rolle de socialøkonomiske virksomheder skal have i forhold til fleksjob- og førtidspensionsreformen.

I beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus har man lavet sin egen definition, der ligger tæt op ad Center for Socialøkonomis.

For Lars Jannick Johansen, direktør i Den Sociale Kapitalfond, er det afgørende at have et overblik over de socialøkonomiske virksomheder i Danmark for at afgøre, hvem fonden skal investere i.

»Vi har kigget på en hel masse virksomheder, vi undersøger, hvem der er derude, og hvem der kunne være interessante. Vi har set på cirka 200 sociale virksomheder,« siger Lars Jannick Johansen.

Fonden har indtil videre lavet én investering i det danske pragteksempel Specialisterne, hvor mennesker med autisme bliver brugt til arbejdsevneafklaring og test af it-systemer. Flere investeringer er på vej. Men fordi der mangler en definition og dermed også et overblik over virksomhederne, må fonden se på virksomhederne på case-niveau.Men selvom fonden altid ser på virksomhederne på case-niveau, efterlyser den også et bedre overblik over virksomhederne i Danmark.

Center for Socialøkonomi, der yder rådgivning til sociale iværksættere har lavet sin egen definition.

»Desværre er der ikke foretaget en kortlægning, og her er den manglende definition selvfølgelig et problem,« siger han.

— Når beskæftigelsesministeren siger, at det er realistisk, at yde en bred beskæftigelsesindsats ved hjælp af socialøkonomiske virksomheder, hvad bygger hun så det på?

»Jeg er ikke bekendt med, om hun har evidens, eller om der er nogle konkrete undersøgelser af, om virksomhederne gør en forskel på beskæftigelsesområdet. Men jeg mener, at hun bygger sine vurderinger på realistiske bud på, hvad markedet er, og hvad det kan udvikle sig til.«

Potentialet er stort, mener også Linda Lundgaard Andersen, der er professor i social innovation ved RUC. Problemet er, at feltet ikke er godt nok kortlagt.

»Vi ved endnu ikke nok, men vi ved, at vi ikke med de nuværende ordninger har de allerbedste resultater med at integrere marginale borgere. Derfor har vi brug for nye virksomhedstyper, der er markedsorienterede og samtidig har en social rummelighed. Så kan man spørge, hvorfor har offentlige og private virksomheder ikke kunnet tage sig af det.,« siger hun.

Et klap på skulderen

»Jeg håber da, jeg ender med at få et rigtigt arbejde. Jeg er aktivt jobsøgende, men jeg må da indrømme, at jeg nok havde stået dernede og drukket med de andre, hvis ikke jeg havde været her,« siger Allan Bengtson fra Bybi.

»Ja,« tilføjer Bjørn Breiden, »jeg er overbevist om, at jeg havde ligget på sofaen nu og haft ondt af mig selv. Jeg havde ikke haft overskud til at søge job, jeg havde nok bare ladet stå til, sådan har jeg reageret før, og det ville jeg nok gøre igen. Det er nemt kun at tænke på sine psykiske problemer og på sin fortid, når man går derhjemme, det bliver hurtigt en hverdag at være arbejdsløs, man mister lynhurtigt sit initiativ,« siger han, der også arbejder en del af året hos cykelsmeden på Sundholm.

»Jeg får brugt min energi, det er et job og vi arbejder reelt mellem 25 og 30 timer om ugen. Det får vi så ud over vores kontanthjælp en 2-300 kroner om ugen for, afhængigt af hvor meget vi arbejder. Det er ikke meget, men det er alligevel nok til at man føler, der er noget i det for en. Det er et lille klap på skulderen,« siger han inden han bliver afbrudt:

»Bjørn, hjælper du mig ikke lige her,« råber Allan Bengtson, der er ved at læsse glassene op på en stabel. Bjørn Breiden skynder derhen. De skal i gang. Der er 500 glas, der venter.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Alle led. Blørn Breiden (t.v.) og Allan Bengtson er med i hele processen – fra høst af honningen til emballering, markedsføring og salg. Og de har mulighed for også at sælge på egen hånd med fotjeneste.

Fakta

- Virksomheden skal være stiftet med et almennyttigt formål inden for social sundhed eller miljøområdet.

- Eventuelt oververskud skal reinvesteres i virksomheden eller i det formål, virksomheden har.

- Der skal være tale om slag af en vare eller tjesteydelse, der medfører, at virksomheden har et CVR-nummer.

- Virksomheden skal være organisatorisk uafhængig af den offentlige sektor.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Pær  Køie Kofod

Social økonomiske virksomheder ansætter, groft karikeret, vor tids trælle.

Ofte ligger den enkelte arbejdstager inde med kompetencer, der ikke er certificeret i det etablerede uddannelsessystem.
( Men holder alligevel et højere niveau. End det akademiske/certificerede. Da erfaringsgrundlaget er erfaret - teoretisk/praktisk. Via Case-studies.)
Kompetencer som sagsbehandlere IKKE spørger ind til. Da erfaringer udenfor Det etablererede danske uddannelsaessystem ikke krediteres.
P.t. understøtter mange stat/kommuner virksomheder med "gratis" arbejdskraft - i mange virksomheder.
I form af "arbejdsprøvning"/jobpraktik.
Stat/kommuner betaler en pæn stor del af lønnen.
Samtidig med at virksomhederne agiterer for at "de frie markedskræfter". Skal definere markedet. Arbejdsmarkedet.

Det er i det hele taget "uheldigt" at det er skattetekniske "almennyttige" fonde. Der i mange tilfælde ejer de social økonomiske virksomheder.
Da det ikke er på "frie markedsmæssige" vilkår.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

Ja, jeg giver dig fuldstændig ret, Pær, og det er hamrende dobbeltmoralsk ikke kun af de "almennyttige" fonde men også af folk som Mette Frederiksen.

Alligevel, de socialøkonomiske virksomheder som er nævnt i artiklen, og sikkert også mange andre, ER succeshistorier for dem det mest bør handle om, de udsatte mennesker.

Men det ville være dejligt hvis man kaldte en spade for en spade i stedet for et agrarteknologisk graveredskab.

Så kunne man nemlig bare lade dem forblive statsstøttede initiativer og projekter i stedet for at skulle opdrætte dobbeltmoralske kapitalfonde og såkaldte private virksomheder til at varetage de sociale forpligtelser som er et fællesanliggende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Paul Peter Porges

Socialt arbejde handlede engang om at give mennesker et bedre liv - helt simpelt. I dag er stemningen fordrejet til at handle om hvorvidt en person kan omvendes fra nettomodtager til nettobidragsyder.

Det er interessant at det netop er Mette Frederiksen, som er BESKÆFTIGELSESminister som udtaler sig, frem for Karen Hækkerup, men hun har nok travlt med integrationen.

Hjorten har endda selv sagt, med de kvalmende undertoner af "du har selv ansvaret" (fra AMS):
”I 2001 blev kontanthjælpen flyttet fra socialministeriet til beskæftigelsesministeriet. Alle opgaver
med at få ledige i arbejde er nu samlet under én hat. Det afspejler et grundlæggende paradigmeskift i
beskæftigelsespolitikken. Den enkelte er kommet i centrum. Den enkeltes motivation og styrker udnyttes. Den enkeltes ønsker og behov understøttes. Mennesket kommer før systemet"
http://www.ams.dk/Publications/pub0210/analyse.pdf

Lidt mere perspektiv:
http://www.ugebreveta4.dk/2007/29/Baggrundoganalyse/DeFattigeSerViPaaTv....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Vedsegaard

Hvis bare de havde prøvet det selv, altså set hvad det vil sige ikke at have noget at lave, for eksempel i 1-2 år, ville man sikkert kunne tage deres ord seriøst

Der er brug for løsninger ikke problemer. Løsninger er ikke nedskæringer, men kreativ tænkning, nye ideer kun sådan kan vi komme videre. Alternativet i al sin gru, er et totalitært system, styret fra EU hvor alt initiativ er dræbt, og da vi ikke tjener nogen penge kan vi heller ikke få nogen, da vi heller ikke sælger mad mere, kan vi ikke producere det og må derfor holde op med..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pær  Køie Kofod

Ledere/Administratore/Socialpædagoger.
I social økonomiske virksomheder bør opretholde samme løn.
Som De mennesker de hjælper. Inkluderer.

Da det er den "inkluderede", der reelt præsterer. Rykker.

Ellers må det siges at være Performence Management.
Kreditering af karrieretyper på den "inkluderedes" bekostning. (Hierakisk struktur.)

Det er manden/kvinden på gulvet, der skal krediteres. Kompetence afklares.
Det nuværende niveau fastholder den "etablerede rangorden".
Sociale. Uddannelsesmæssigt.

En "udvikling", der reelt set har været fastholdt. De sidste hundrede år.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Hvori adskiller dette sig fra de beskyttede værksteder, private entreprenante mennesker i årtier har kunnet gøre brug af til løn under lavtlønsområdet?
Hvorfor er det, at man ikke kan oprette disse firmaer som partnerskaber mellem dem, der igangsætter, og dem, der står for det praktiske, så alle reelt set kan få et udkomme svarende til måske halvdelen af en fuld løn? Honningproduktionen burde i hvert fald kunne give et pænt overskud, men nok endnu mere, hvis honningen blev brugt til f.eks. brød og kager, fremstillet af andre i beskyttede jobs til f.eks. kommunens institutioner?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pær  Køie Kofod

Apropos Hus Forbi "succes".

Er det ikke snarere den profesionelle redaktions "udnyttelse" af provisionslønnede - næsten gratis sælgere.

Hvad er lønudgifterne til redaktionen!?
Samlet set?
Gennemsnitligt?

Er socialøkonomiske virksomheder "storytelling".
Pseudo socialbevidste virksomheder?
For at tiltrække fondsmidler. Offentlige midler.

Hierakisk strukturede "rummelige" virksomheder hvor certificeret uddannede ansatte fastholder den sociale og uddannelsmæssige rangorden.
Krediteres for den "utilpassedes" egen indsats.

anbefalede denne kommentar