Interview
Læsetid: 9 min.

’Vi har aldrig været virkelig uenige’

Sparringspartnere. Når de er i tvivl, ringer de til hinanden. Er det helt gak? Holder argumenterne? Er det langt ude? For der er ingen andre, folketingspolitiker for Dansk Folkeparti Marie Krarup og debattør Katrine Winkel Holm stoler så meget på som hinanden. Der er heller ingen, de er så enige med
Moderne Tider
4. august 2012
Respekt. Der er fem år mellem Katrine Winkel Holm (tv.) og storesøster Marie Krarup, og aldersforskellen har sat sit præg på deres relation: ’Jeg var din meget ukritiske elev,’ siger Katrine Winkel Holm til sin storesøster. ’Jeg tror, der er så stor forskel på os, at den store får lov til at være stor i fred, og den lille finder sig i at være lille. Men det var svært at følge med.’

Respekt. Der er fem år mellem Katrine Winkel Holm (tv.) og storesøster Marie Krarup, og aldersforskellen har sat sit præg på deres relation: ’Jeg var din meget ukritiske elev,’ siger Katrine Winkel Holm til sin storesøster. ’Jeg tror, der er så stor forskel på os, at den store får lov til at være stor i fred, og den lille finder sig i at være lille. Men det var svært at følge med.’

Sara Galbiati

De kæmper samme kamp. På forskellige måder selvfølgelig, forklarer teolog, debattør og hjemmegående husmor Katrine Winkel Holm, men alligevel, det er den samme kamp. Det handler om indvandring og parallelsamfund, kirke og familie.

»Når nu Danmark er ...« så går hun i stå, og der danner sig nogle bekymrede rynker i panden.

»... Når nu Danmark er et samfund i forfald,« slutter søsteren Marie Krarup sætningen, som om det var hende, der var begyndt på den.

Sidste år blev hun valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti og overtog dermed pladsen fra sin far, præst Søren Krarup, der sammen med sin fætter Jesper Langballe siden partiets stiftelse i 1995 havde udgjort den ideologiske rygrad. Sidste år trak de sig tilbage, og Marie Krarup erklærede, at hun politisk ville gå i sin fars fodspor.

»Det er ikke bare et forfald, det er et aktivt nedbrud. Der er mennesker, ideologer, som ikke ønsker, at Danmark skal overleve som nationalstat. Der ikke ønsker, at kristendommen skal overleve. Der ikke kan se værdien i dansk kultur. Da har man en forpligtelse til at sige stop og modarbejde dets nedbrydning,« siger Marie Krarup.

»På forsvarsområdet vil man afskaffe værnepligten, og så er man ved at splitte kirken ad med de her homofile ægteskaber,« siger Marie Krarup.

»Folk melder sig ud i stribe, fordi der for første gang i historien er indført et ritual, der ikke har noget som helst belæg i bekendelsen. Det er en skandale, men ingen tør sige det, for så er man homofob. Det er den der angst, behagsygeangsten,« tilføjer Katrine Winkel Holm.

Marie Krarup ser sig som deltager i en moderne modstandsbevægelse. Katrine Winkel Holm vil ikke lige bruge den formulering, men alligevel.

»Det er vores forpligtelse. Ikke bare personligt, men nationalt. Der er bare ikke mange i vores generation, der tager det nationale op, heller ikke på den borgerlige fløj. Der er heller ikke mange, der accepterer det faktum, at vi faktisk skal kæmpe for landet og historien, for Danmark og for, at dansk kultur eksisterer også om 100 år. Inden for mit eget fag går det bare sådan her ...« siger Katrine Winkel Holm og laver et dyk med hånden for at illustrere, hvordan det går med Folkekirken.

Det ser ikke for godt ud, det er de to søstre enige om. Fuldstændig enige.

Marie Krarup

  • Født 1965 i Ribe, folketingspoli­tiker for Dansk Folkeparti siden 2011.
  • Sprog­officer i russisk, cand.mag. i øststatskundskab og samfundsfag fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet i 1996, fuldmægtig i Forsvarsministeriet og udstationeret fra 1998 til 2001 i Moskva med rang af major.
  • Har arbejdet som markedsanalytiker hos House of Prince, læst HD ved CBS og arbejdet for Eksportkreditfonden.
  • Fra 2007 til 2011 gymnasielærer ved Frederiksborg Gymnasium, hvor hun underviste i samfundsfag, religion og erhvervsøkonomi. Har to børn.

I samklang

Vi sidder i Marie Krarups arbejdsrum på første sal i et byggeforeningshus i Humlebyen på Vesterbro i København. Her er flagstængerne få, påpeger Katrine Winkel Holm og kigger ud af vinduet på kvarteret, hvor den venstreorienterede og kulturradikale kreative klasse for længst har fået overtaget. Marie Krarup griner lidt af sin egen livsstil, der til forveksling ligner naboernes – de bor i de samme slags huse, i de samme slags møbler, omgås de samme mennesker, men er i øvrigt fuldstændig uenige.

»Der er nok ikke så mange, der stemmer på Dansk Folkeparti her,« siger Marie Krarup.

Der er også kun én flagstang – den er Marie Krarups egen, som hun fik i 40-års fødselsdagsgave. Katrine Winkel Holm giver et anerkendende nik. Sådan en vil hun også have hjemme i haven i Haslev.

»Vi har da tit fået spørgsmålet, om det ikke bare var for nemt altid at synes det samme som vores far,« siger Marie Krarup.

Man kunne spørge dem om det samme, når det gjaldt hinanden. Om det ikke bare var for nemt at synes det samme som søsteren. Det er ikke så mærkeligt, mener Katrine Winkel Holm og fortsætter igen sin søsters tankerække.

»Når man får børn, så ser man pludselig, at der er nogle ret store problemer, som angår én på en meget eksistentiel måde. Så begynder man at ligne hinanden igen efter at man måske har fjernet sig fra hinanden i en periode. Det synes jeg er meget naturligt. Der er masser af familier, der har været optaget af det samme, hvis du ser på store grundtvigske familier. Eller Aukenerne ...«

Rynken tegner sig igen, så begynder hun at grine.

»Dem er jeg jo selvfølgelig ikke nogen stor fan af. Men det er meget klassisk, for selvfølgelig bliver man præget af sit hjem og af engagerede forældre. Den vigtigste dannelsesinstitution er jo hjemmet.«

»Ja, det er ikke så usædvanligt,« siger Marie Krarup.

»Det usædvanlige er, at vi ikke er venstreorienterede,« tilføjer Katrine Winkel Holm.

Måske havde det været mere oplagt, hvis det havde været Katrine Winkel Holm, der havde stillet op til Folketinget. Sådan kunne det i hvert fald se ud udefra, for Katrine Winkel Holm er den, der har markeret sig mest i offentligheden. Især efter at hun i 2004 dannede Trykkefrihedsselskabet sammen med Lars Hedegaard, blev hun hurtigt en profileret debattør inden for ytringsfrihed, kristendom og islam.

Imens levede Marie Krarup et mere anonymt liv som lærer i religion og samfundsfag ved Frederiksborg Gymnasium og var godt tilfreds med det.

»Jeg gør det, fordi det er nødvendigt,« siger Marie Krarup om grunden til, at hun til sidst sagde ja, da partiet igen og igen havde spurgt hende, om hun ikke nok ville stille op. Katrine Winkel Holm skal ikke nyde noget af partipolitik på Christiansborg:

»Det har aldrig været aktuelt for mig. Men jeg synes, det er sjovt at slås, at tage kampene og debattere,« siger hun.

Marie Krarup er mere moderat.

»Nu bliver jeg nødt til at tage kampene, og det synes jeg er ganske sjovt. Det er udmærket, må jeg sige.«

Katrine Winkel Holm

  • Født 1970 i Seem, cand.theol. fra Københavns Universitet i 1997.
  • Tilknyttet Tidehverv og næstformand i Trykkefrihedsselskabet siden 2005, medstifter af Islamkritisk Netværk, 2006, redaktør for internettidsskriftet Sappho, driver en blog og skriver en ugentlig klumme i Jyllands-Posten.
  • Har senest skrevet den feministkritiske bog ’Rend mig i kødgryderne’. Medlem af DR’s bestyrelse siden 2006. Er gift og har tre børn.

Hele vejen til München

Det havde været nemmere at være i opposition til forældrene, mener de begge. Deres kamp er den svære vej at gå. Den nemme havde været at bryde, for så havde de været i samklang med resten af samfundet. Så havde de været ligesom alle andre.

»Du kunne jo aldrig nogensinde bruge din fars ord, for så ville du miste din egen selvrespekt,« siger Marie Krarup og forklarer, at det krævede, at de satte sig ind i alt fra bunden – Dostojevskij og Kierkegaard – de læste det hele, for de blev nødt til at vide, hvad der stod for at vide, hvad de selv stod for.

»Jeg har nu aldrig fået læst Kierkegaard færdig,« indrømmer Katrine Winkel Holm.

Men det forpligtede at hedde Krarup. Overalt blev de afkrævet forsvar for familiens og især faderens synspunkter, og da kunne det ikke nytte noget med vage argumenter. Til sidst kunne Marie Krarup ikke mere.

»Det er ikke, fordi jeg har noget imod min families holdninger, men jeg havde noget imod, at jeg ikke kunne få lov til at være normal. Jeg kunne ikke gå på Aarhus Universitet og få lov til at være en normal studerende uden, at folk tænkte: ’Nåå, du er sådan én, sådan en Krarup.’ Derfor var det nødvendigt for mig at få de her pauser fra altid at være Krarups datter. Det fik jeg i Forsvaret, det var en anden planet. Her var det lige meget, om jeg hed Krarup eller Hansen, her hed det bare ’ret ryggen’. I begyndelsen interesserede Katrines skriverier mig heller ikke synderligt, må jeg indrømme. Først var de meget teologiske, og jeg er ikke teolog. Jeg var optaget af noget andet.«

Katrine Winkel Holm griner af den periode, som hun kalder »perioden, hvor Marie havde lyst til at sige os alle sammen imod«.

»Jeg husker en togrejse i Tyskland. Vi diskuterede EF hele vejen fra Hamborg til München.«

– Var du tilhænger af EF dengang?

»Det var jeg altså ikke,« siger Marie Krarup henvendt til sin søster.

»Men du modsagde mig hele vejen til München,« indvender Katrine Winkel Holm, der holder en pause, inden hun stopper diskussionen: »Lad os bare sige, du ikke mente det. Jeg tror egentlig heller aldrig, vi har været rigtig uenige.«

Tykkere end vand

Hvis de har været uenige, er de det i hvert fald ikke længere. Tværtimod bruger de hinanden på en måde, de aldrig ville kunne bruge andre på – ikke engang deres far, Søren Krarup.

»Han interesserer sig ikke længere sådan for det tekniske, for ham er alt let,« mener Katrine Winkel Holm.

»Jeg prøver argumenter af på Katrine,« siger Marie Krarup.

Et eksempel kunne være, dengang nogle elever på Gl. Hellerup Gymnasium til en morgensamling viste en video, hvor de dyrkede sex.

»Det var en skandale. Men det kunne være et eksempel på, hvor jeg lige tester argumentet af på Katrine. Har jeg strammet skruen lidt for meget dér? Bør jeg løsne lidt et sted og stramme lidt dér? Jeg spørger, om noget er helt gak, og nogle gange får jeg så at vide, at det er det. Jeg tror ikke, at jeg vil kunne finde nogen hverken i DF eller i presseafdelingen, der turde sige det samme til mig, og jeg vil heller aldrig kunne sige de samme sandheder til en kollega. Jeg ville være bange for at støde hende,« siger Marie Krarup.

– Hvad gør du, hvis hun siger, det er for langt ude?

»Så tager jeg det meget alvorligt og ændrer det, og tit viser det sig også, at det er nogle gode råd. Men det er selvfølgelig mest, når jeg er i tvivl, at jeg ringer til hende. Jeg lytter mere til hende end til venner – også fordi vi er enige. Det har jeg ingen venner, der er.«

Katrine Winkel Holm gør det samme. Det kan de, fordi de er på samme niveau – og fordi de er søstre.

»Blod er som bekendt tykkere end vand. Det er det bare,« siger Katrine Winkel Holm.

De har hele referencerammen, den er der bare.

»Man falder bare i hak, sådan her,« siger Katrine Winkel Holm og knipser med fingrene.

Konkurrence mellem de to søstre har der aldrig været. Måske fordi der er fem år imellem dem, og Marie Krarup snarere har virket som en god, men streng pædagog på Katrine Winkel Holm end en, hun skulle hamle op med.

»Har jeg virkelig det? Sådan har jeg overhovedet ikke opfattet mig selv,« siger Marie Karup.

»Ja, jeg var din meget ukritiske elev. Det er anderledes med min næstældste søster, Inger, hende kunne jeg godt sige imod, men med Marie åd jeg alting råt. Jeg tror, der er så stor forskel på os, at den store får lov til at være stor i fred, og den lille finder sig i at være lille. Men det var svært at følge med. De var meget ironiske, sarkastiske og sofistikerede og syntes, jeg havde barnlig smag.«

Somme tider fik de deres ’raptusser’, som de kalder det. Så gravede de hele haven op for at anlægge køkkenhave. Eller de lærte højskolesangbogen udenad.

»Det er et enormt solidt venskab,« mener Katrine Winkel Holm.

»Hvis man bliver irriteret på hinanden, og det gør man selvfølgelig en gang imellem, så ved man bare, at det ikke går i stykker af den grund.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Rygaard

hvor var de sociale myndigheder ?

Michael Møller

@jørgen rygaard -
Hvad mener du?

Nicolai Knudsen

»Jeg har nu aldrig fået læst Kierkegaard færdig.«

Kan man det?