Læsetid: 4 min.

Automaton

Hvor finder vi den bedste forståelse af maskinernes magt over menneskene? I ’The Matrix’? Nej, hos Franz Kafka!
Hvor finder vi den bedste forståelse af maskinernes magt over menneskene? I ’The Matrix’? Nej, hos Franz Kafka!
18. august 2012

Information havde i sidste uge en interessant artikel om aktiemarkedernes tiltagende automatisering. Anledningen var, at en softwareopdatering hos firmaet Knight Capital Group havde medført et større kaos på børsen i New York. Firmaets virke består i al sin enkelhed i at have computere til at foretage algoritmestyrede aktiehandler. Computerne handler gerne mange tusinde aktier i sekundet, men beholder ikke den enkelte aktie i særlig lang tid – ofte kun nogle sekunder. Man tjener således ikke mere end brøkdele af en øre pr. handel, men med 519 millioner handler i timen, bliver det alligevel til en pæn fortjeneste. Med mindre selvfølgelig at en softwareopdatering får computeren til at opføre sig fjollet. Så kan man pludselig tabe små 2,6 milliarder kroner på blot 45 minutter.

Da James Tobin foreslog en minimal skat på valutatransaktioner, så var det lige netop med henblik på at dæmme op for den type af handler, som udelukkende sigter på kortsigtet profit. En form for spekulation, som naturligvis ikke er begrænset til algoritmehandlerne; de er blot eksemplarisk kortsigtede. Det interessante i denne sammenhæng er, at Tobin-skatten dækker over en bestemt form for humanisme. Tanken er, at finansmarkedet bør tjene et bestemt formål i samfundet: At etablere et møde mellem dem, der har flere gode idéer, end de har penge, og dem, der har flere penge, end de har gode idéer. Idéfolkene bruger nu pengene til at opbygge en virksomhed omkring idéen, og når den begynder at give afkast, deles dette med pengefolkene. Voila. Alle er glade.

Grunden, til at dette scenarium må anses for at være en romantisk drøm, er, at aktiekapitalismen allerede meget længe har fungeret på en langt mindre konkret facon. Hvor mange investorer kender i dag noget til de virksomheder, de er medejere af? Jo kortere tid en investor holder fast i en investering, des mindre vil hans interesse være i den idé, han investerer i; han vil derimod være interesseret i, hvad andre investorer tror, idéen er værd. Og ikke nok med det, han vil interessere sig for, hvad andre investorer tror, at andre investorer tror, at idéen er værd. Algoritmehandlen, som udgør næsten to tredjedele af handlerne på de amerikanske markeder, udgør måske den ultimative glemsel af den oprindelige idés relevans. Algoritmerne baserer sig netop udelukkende på, hvordan markedet bevæger sig – altså udelukkende på hvordan andre aktører på markedet (to tredjedele af dem andre algoritmer) agerer.

Pointen er nu, at denne automatisering af finansmarkederne egentlig ikke bør overraske. Der er blot tale om et system, som fungerer på de præmisser, vi har valgt at opstille for dets virke (nemlig den anonyme kapitals forrang over egentlige politiske beslutninger). Alligevel synes ganske meget at kritikken af finansmarkedernes hærgen at tage en moraliserende og humanistisk form. Vreden har det med at rette sig imod grådighed og moralsk forfald. Hvad den humanistiske attitude overser, er, at den tillægger et mekanisk system moralske kvaliteter, hvor de ikke giver mening, i stedet for at opstille et politisk spørgsmål om, hvilket system, vi i det hele taget ønsker. I virkeligheden opfører langt størstedelen af kritikken af finanskapitalismen sig i dag som cyklisten, der vredt råber ad modvinden.

Virkelighedens ørken

En illustration af den humaniserende tilgang til abstrakte systemer kan man finde i filmen The Matrix, som ellers gør alt, hvad den kan for at illustrere »virkelighedens ørken«, som det hedder i en berømt replik. Virkelighedens ørken kan umiddelbart ses som et billede på algoritmebaseret finanskapitalisme: Maskinerne tager magten, og i stedet for, at de tjener menneskene, bliver det menneskene, der tjener maskinerne.

Der, hvor The Matrix alligevel fejler, er nu ikke der, hvor dystopien bliver for brutal, f.eks. med billederne af de endeløse marker, hvor mennesker bliver dyrket, for at deres kropsvarme kan tjene til at holde maskinerne i live. Fejlen i The Matrix er snarere, at den trods sit bid forbliver for humanistisk. Det sker i og med karakteren Agent Smith, der ikke er en hvilken som helst filmskurk. Han er den virtuelle projicering af computerens vilje. I en eksemplarisk scene fortæller Smith om, hvor meget han hader at være i kontakt med mennesker: De lugter, sveder, optager plads. Scenen har en vis humor, og Smith får sagt et par sjove sandheder, men det ændrer ikke ved, at Smith giver en alt for menneskelig grund, til at han hader det menneskelige.

Det, The Matrix kommer til at illustrere ad bagvejen, er dermed, hvor vanskeligt vi har ved at forstå et rendyrket automaton. En proces som bare virker, og som med den største ligegyldighed blot kværner derudaf. Vi synes at hænge fast i forestillingen om, at der må ligge en vilje gemt et sted. Der må være nogen, der vil noget med os, når ting går galt. Det må være udtryk for en besked af en slags; for eksempel en besked om grusomhed og grådighed. Måske opretholder vi denne moraliserende fantasi om politiske og økonomiske strukturer, ja endda om maskiner, fordi det vil være for hårdt at konstatere den egentlige sandhed om finanskapitalismen: Den vil ingenting. De maskiner og systemer, der i dag kører vores økonomi, er ikke moralsk perverterede. Det er langt værre. De er ligeglade. Måske er det først i dag, vi for alvor ser det bureaukratiske mareridt i fuldt flor, som Franz Kafka mesterligt portrætterede. Hvad var nemlig det virkeligt gruopvækkende i Kafkas fortællinger? Ikke at en ond konspirator ville udnytte eller stjæle noget fra menneskene. Men tværtimod: At systemet, loven, ingenting ville: »Loven vil ikke have noget fra dig. Den modtager dig, når du ankommer, og slipper dig, når du forlader den.« Dét er den virkelige ørken i vore dages finanskapitalistiske regime: En maskine, der blot udveksler uden at ville noget som helst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

vore dages finanskapitalistiske regime: En maskine, der blot udveksler uden at ville noget som helst.

Ja, jeg vil nu betegne det finanskapitalistiske regime som en: Akkumulator, der samler magten hos de få...

...og den er særdeles effektiv.

Kurt Svennevig Christensen

CVA er desværre enestående i samfundskritikken i dag. Denne analyse er helt enestående i dag hvor det er vigtigt at vi ikke glemmer de socialdemokrater, som i VK regeringens 10 lange år, aldrig på noget tidspunkt, efter min mening, virkelig gik direkte i rette med VK's økonomiske politik. Jeg skal love for at de nu er ved at indhente denne mangel - men så er alt også sagt om den kronik.

Michael Kongstad Nielsen

Joh, maskinen vil godt noget: - den vil tjene penge. For det er den blevet programmeret til. Kafkas bureaukratiske mareridt havde også en bagtanke: - at fastholde magten.

Når finanskapitalismen i dag kritiseres samtidigt med at den bevares, skyldes der at flertallet - det der også hedder gud og hver mand - ikke ønsker det anderledes. Jo, man kan godt blive vred og gal på den engang imellem, som på modvinden når man er på cykel, men dybest set vil flertallet ikke af med skidtet. Fordi alternativet lugter af socialisme, eller det der er værre.

Mener nu ikke, det fremgår af The Matrix, menneskekroppene skulle bruges til at producere kropsvarme!? Mener snarere det var et tilpas uspecificeret brug, maskinerne havde.