Læsetid: 5 min.

Big Sam is back

En højteknologisk dinosaur er vendt tilbage til Premier League. Sam Allardyce skal forsøge at fastholde West Ham i Englands bedste række, samtidig med at han ligger i krig med holdets fans
Træneren. Sam Allardyce startede sin trænerkarriere med at være et hestehoved foran. Den nye sæson vil vise, om han nu selv er blevet overhalet.

Træneren. Sam Allardyce startede sin trænerkarriere med at være et hestehoved foran. Den nye sæson vil vise, om han nu selv er blevet overhalet.

Lee Mills

1. september 2012

Engang satte Sam Allardyce sig ned foran videomaskinen og gav sig til at se hjørnespark. Og intet andet. Hjørnespark. Hjørnespark. Hjørnespark. Flere hundrede af dem.

Imens gjorde han optegnelser over de forskellige baner, bolden følger i forbindelse med afviklingen af et hjørnespark. Og til sidst havde han beregnet sig frem til, at forsvarets clearinger typisk fører til, at bolden bliver headet fra første stolpe skråt op ad banen med kurs mod udskiftningsbænkene.

Lige siden har alle hans mandskaber ved hjørnespark anbragt en mand på lige netop dét sted.

Historien er typisk, fordi den fortæller om den videnskabelige tilgang til fodboldspillet, som West Ham-manageren med tilnavnet Big Sam praktiserer; og hvorigennem han har været en pionér i den modernisering af fodboldspillet, der har fundet sted på de britiske øer i de sidste 10-15 år.

Intet er overladt til tilfældighederne på Allardyces mandskaber. Alle spillerne opererer på baggrund af indstuderede løbemønstre og arbejdsfordelinger, der er blevet udviklet efter grundige studier af en masse forskellige spilsekvenser.

En øjenåbner

Det var en filosofi, han lærte i begyndelsen af 1980’erne i Florida, da han som en af fodboldspillets utallige journeymen (Allardyce var en middelmådig tank-centerforward, der flakkede rundt mellem forskellige klubber i den engelske provins og USA, red.) skyllede op hos Tampa Bay Rowdies i Major League Soccer.

Her trænede fodboldholdet ved siden af de lokale superstjerner fra NFL-mandskabet Tampa Bay Buccaneers, og det gav Allardyce mulighed for at opleve, hvor grundigt og videnskabeligt den kæmpestore stab af trænere hos superprofessionelle Buccaneers gik til værks, når de indøvede forsvars- og angrebssystemer med deres spillere.Oplevelsen var en øjenåbner for Big Sam, der kom fra en engelsk fodboldkultur, hvor det primært handlede om at tonse rundt på banen og drikke sig pløret i den lokale pub bagefter.»At se Buccaneers træne var starten på min filosofi og udvikling som manager,« har han udtalt. »Det gjorde dybt indtryk på mig at opleve den teknologi og alle de specialtrænere, de brugte for at få deres spillere til at levere optimale præstationer på banen.«Da Allardyce senere blev ansat som træner for Bolton, gik han selv i samme retning og udvidede trænerstaben for klubben – der på det tidspunkt lå i den næstbedste række – fra fem til 21 trænere, herunder en tai chi-instruktør, en sportspsykolog, adskillige fysiske trænere og tekniske specialtrænere.

Teknikfreak

En helt uhørt stor stab til en klub, der blot var placeret i The Championship, men Allardyce gik skridtet videre og begyndte også – som en af de første i England – at abonnere på Prozone, et præstationsanalytisk værktøj, der gør det muligt at måle alle spillernes aktioner under en kamp ned i mindste detalje.

Prozone er bygget op omkring en række kameraer, der hænger hele vejen rundt om stadion og filmer alle hændelser i kampen. Efterfølgende bliver optagelserne omsat til digitale rapporter, hvor træneren og hans assistenter kan få svar på stort set alle spørgsmål. Hvor mange afleveringer leverede hver enkelt spiller – og i hvilke områder af banen? Hvor langt løb spillerne? Hvad var deres topfart? Hvem vandt flest tacklinger? Hvem havde næstsidste fod på flest afslutninger?

I dag hænger Prozones kameraer over hvert eneste Premier League-stadion i England. Men i 2001, da Allardyce begyndte at samarbejde med firmaet, var han first mover, og hans højteknologiske tilgang til spillet satte ham i stand til på få år at løfte et relativt fattigt provinshold som Bolton i det nordvestlige England op i den øverste tredjedel af Premier League.

Alligevel er Allardyce ikke nogen universelt beundret skikkelse i engelsk fodbold. Snarere tværtimod. Han har mange fjender, ikke mindst blandt landets fodbold-feinschmeckere, hvilket skyldes det paradoks, at Big Sam – til trods for sin ultramoderne tilgang til træningsmetoder og spilanalyse – er en veritabel dinosaur, når det kommer til selve spillet på banen.

Eksemplet med hans studier af hjørnesparkene i starten af artiklen illustrerer det glimrende: For Allardyce handler alting om procenter, om sandsynlighedsberegninger, om at maksimere mulighederne for at komme bedst ud af hver eneste situation på banen. Af samme grund leverer hans hold ofte en kynisk og beregnende form for fodbold, hvor hovedvægten er lagt på et sikkerhedsbetonet opspil og på at udnytte standardsituationer som hjørnespark og indkast nede ved modstanderens mål.

En slags engelsk Drillo, kan man sige.

En vellidt klub

Derfor vakte det opsigt, da West Ham før sidste sæson engagerede ham som træner. West Ham har altid været kendt som London-klubbernes charmerende lillebror; et teknisk betonet og offensivt indstillet mandskab, der med mellemrum rykker op og ned mellem bedste og næstbedste række, og som generelt er vellidt i hele England.

Nu skulle de altså have superkynikeren Sam Allardyce som træner. Den ansættelse gav så megen genlyd, at Allardyce var tvunget til at gå i medierne og slå fast, at han ville respektere West Hams traditionelle spillestil. Hvad han naturligvis ikke gjorde. Han omstillede holdet til at spille en direkte og uprætentiøs form for fodbold, hvilket helt forudsigeligt førte til skærmydsler med West Hams fans.

»We are West Ham, we play on the floor« (Vi er West Ham, vi spiller langs jorden), sang tilhængerne efter en hjemmekamp i foråret. Allardyce kaldte kritikken for rubbish og nægtede at ændre noget som helst.

Resultaterne tæller

Han fik da også ført West Ham op i Premier League. Men starten på den nye sæson har været svingende for London-mandskabet, og i de engelske medier er der begyndt at brede sig en opfattelse af, at 57-årige Allardyce hører fortiden til. De videnskabelige og teknologiske træningsprincipper, som han var med til at lancere, bruges i dag af alle klubber i Premier League. Og rent fodboldfilosofisk virker han ude at trit med de tanker om boldbesiddelse og pasningsspil, som nye trænere som Liverpools Brendan Rodgers, Tottenhams André Villas-Boas og Swanseas Michael Laudrup prædiker.

Allardyce nægter dog at gå på kompromis med sin spillestil. Og hans tro på egne evner er usvækket.

»Jeg ved, hvordan man vinder fodboldkampe,« har han sagt.

Den kommende sæson vil vise, om han har ret. Eller om manden, der en gang var Englands fodboldmæssige pionér, selv er blevet overhalet af udviklingen. Èn ting kan man i hvert fald slå fast:

Big Sam is back!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu