Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Min bofælle giver mig dårlig miljø-samvittighed

Moderne Tider
25. august 2012

Thomas, 28, Roskilde

For snart et halvt år siden fik jeg en ny bofælle. Det er min lejlighed, og han er kun lejer og på stort set alle måder god at bo sammen med.

Mit problem med ham er kun, at han lige så stille er ved at udvikle sig til min dårlige samvittighed. Han er klimabevidst nærmest ud i det ekstreme og forsøger at gøre alt 100 procent bæredygtigt. Han rører ikke noget, der ikke er økologisk (madvarer, shampoo, opvaskemiddel ... alt), snakker hele tiden om, at vi skal have egne solfangere, og slukker altid manisk lyset i rummene, så snart jeg har forladt dem. Det meste af det var egentlig noget, jeg selv gik op i, inden han flyttede ind, men han har nu fået mig til at reagere helt modsat. Når han ikke er hjemme lader jeg lyset brænde, og jeg har hver dag lyst til at spolere hans affaldssortering. Det er måske barnligt, men det er også et forsøg på modstand mod at lade den dårlige samvittighed over at forbruge dominere hele lejligheden.

Mit spørgsmål er, om jeg har ret til at synes, at det er noget pjat, når nu alle andre ikke gør det, og det jo ikke nytter særligt meget, når det bare er i vores lejlighed?

Svar I:

Jeg forstår godt, at al den miljøsnak kan gå dig på neverne. Det er i alle livsforhold uheldigt, hvis ens adfærd bliver styret af dårlig samvittighed.

Da din bofælle i øvrigt virker som et flinkt og omgængeligt menneske, synes jeg, at du i en afslappet og gerne lidt humoristisk form skal tage din ærgrelse op over for ham. Sig til ham, hvordan det bedste ofte er det godes fjende. Og at du gerne vil omgås klodens ressourcer på en ansvarlig måde, men at du ikke vil gøres neurotisk.

Et mere overordnet politisk standpunkt: Vi skal ikke finde os i, at politikere prøver at privatisere ansvaret for miljøbeskyttelsen. Hvis der er skadelige stoffer i mad eller sæbe, skal de forbydes eller afgiftsbelægges, så det virkelig batter. Det kan ikke være forbrugerens opgave at finde luppen frem og afkode varedeklarationens oplistning af EU-numrene på tilsætningsstoffer.

Når der i disse år kan konstateres en afmatning i indsatsen for et bedre miljø, tror jeg, at det skyldes, at forurenerne har fået lobbyet sig til, at ansvaret er blevet privatiseret over på forbrugerne. Det har medført en udbredt udmattelse, der meget godt svarer til, hvordan du selv oplever det.

David Rehling

Svar II:

Jeg synes, din situation kunne være et forrygende udgangspunkt for en film. Et ellers fredeligt menneske som dig drives til vanvid af økofanatisk stodder og kommer til at slå ham i hovedet. Hvad skal du så stille op med liget? Især når du nu udmærket godt ved, at man ikke må slå ihjel?

Nå, lad os i stedet overveje det lidt fredeligt: Du er simpelthen rendt ind stort set al moralfilosofis dybeste problem – fra Adam og Eva til Kant og de Sade. Hvordan kan det være, at et forbud eller en lov giver én lyst til at gøre præcis det modsatte? Og så er det lige meget, hvor utrolig rimelig, fornuftig og tilsyneladende ’sand’ loven er?

For manden har jo ret, hvis vi skal redde verden fra den globale opvarmning, er det hjemme i hver eneste lejlighed, at der skal slukkes lys og spares og sorteres. Men som du også bemærker det, er dårlig samvittighed måske ikke verdens bedste måde at få gennemført projektet på. Og da slet ikke, hvis den ikke for alvor er ens egen.

Så jeg synes egentlig, du skal gøre din bofælle opmærksom på, at han moralisering ganske enkelt kan have den modsatte effekt. Og at det jo så er endnu dårlige for den globale opvarmning? Det tror jeg i øvrigt ikke kun gælder hjemme i egne lejligheder, men i det hele taget. Det er kontraproduktivt at lave for skrappe regler. Økofanatisme kan jo paradoksalt nok få fredelige normaløkologiske mennesker til af være mindre økologiske, end de ellers ville have været. Det er barnligt, men de fleste af os har faktisk tendens til at være lidt barnlige, når vor frihed er truet. Også – eller måske især – når truslen består i den allermest skinbarlige fornuft.

Tine Byrckel

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

mariann offersen

Thomas, 28, Roskilde.

Jeg gaar ud fra at 28 staar for din alder, 28 aar.

Det vil sige du burde vaere ud af trodsalderen, hvis jeg husker ret omkring 3 aar.

Lise Lotte Rahbek

Mariann Offersen.

Nix. Nogle af os kommer aldrig ud af trodsalderen. Jeg forventer, min trang til trods fortsætter til min dødsdag. Måske dør jeg i ren og skær trods en dag, hvor nogen for 75. gang har insisteret på at fortælle mig alt om, hvordan jeg bliver rigtig, rigtig gammel.

mariann offersen

lise Lotte Rahbek.

Ikke desto mindre, foer flertallet taenker og handler som, vi kan kalde ham Lejeren, har verden ringe chance for at bestaa paa langt sigt.

P.S. du og jeg klarer den nok.

Esben Maaløe

vi har alle ansvar, men jeg synes David Rehlings pointe er klar: Det er ikke løst med at vælte ansvaret over på forbrugerne.