Læserbrev
Læsetid: 4 min.

Brevkassen: Min kæreste er psykolog

Torben, 57, Frederiksberg
Moderne Tider
18. august 2012

Jeg har i en sen alder fundet noget, der kunne minde om mit livs kærlighed. Det er glædeligt, men også angstprovokerende, for selv om jeg anser mig selv for at være både veluddannet og velorienteret, kan hendes fagområde socialt set være decideret intimiderende.

Hun er psykolog og sparer mig ikke for sine mange års erfaring på området – hverken hvad angår mine venner, min ekskone, mine børn, mine forældre eller mig selv og mit forhold til andre mennesker.

På den ene side er det interessant og en øjenåbner, men på den anden side kan det være grænseoverskridende og hårdt at tage sit liv op til revision på den måde. Jeg har aldrig gået til psykolog, men nu har jeg fået én næsten døgnet rundt, og selv om jeg elsker hende højt, er det også virkelig hårdt og ved at være lidt en balstning for vores forhold.

Problemet er, at jeg ikke kan bede hende lade være med at analysere vores liv – det har vi prøvet, hun kan ikke lade være, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun tænker og det hyler mig også ud af den. Hvad synes I, jeg skal gøre? Det er ikke fordi jeg ikke taler med hende om det.

Svar I:

Jeg tror du én gang til skal forsøge at lade dit livs kærlighed begribe, at hun ikke i det omfang skal tage sit arbejde med hjem. På mig virker hendes adfærd over for dig efter beskrivelsen – ja, undskyld – ikke udpræget professionel.

Den gode fagmand er jo den der ved, hvornår faget bør udøves, og hvornår forklaring og diagnose godt kan vente til en anden god gang. Ellers kan den overdrevne fagbevidsthed jo – som på dig – virke som demonstration af egne færdigheder og måske ligefrem et forsøg – bevidst eller ej — på at dominere dig og omgivelserne.

Viden er som bekendt magt. Stiller man sig under henvisning til sin uddannelse og sit fag hvert andet øjeblik an og belærer sine nærmeste om, hvad de i virkeligheden har gang i uden selv at vide det, og nu kommer den evige sandhed, virker det påtrængende og taktløst. En god tandlæge sidder jo heller ikke ved middagsbordet og kommenterer gæsternes tænder og fortæller, hvad de bør gøre ved dem.

Nu skriver du ikke, hvad du selv beskæftiger dig med, andet end forståeligt nok at lade dig irritere af din psykologisk analytisk anlagte kæreste. Men det kunne jo være, du på en diskret måde kunne gøre hende opmærksom på det problematiske i hendes opførsel ved at spille overdreven fagidiot på dit eget felt, uafladeligt dreje samtalerne hen på ting, du har indsigt i og udlægge verden over for hende ud fra kun din synsvinkel.

Køb en papkasse god vin, lav en ordentlig middag og giv den hele armen. Hvis ikke det virker, så sig det direkte én gang til og så det ikke kan misforstås. Ellers sætter det sig i dig og gror fast.

Georg Metz

Svar II:

Dit brev vakte fluks to erindringer. Den ene var om en observation, min dansk-pakistanske veninde og hendes indvandrerfødte, muslimsk opdragne veninder havde gjort: Danske drenge var i modsætning til indvandrerdrengene rædselslagne for at kigge piger i øjnene.

Pigernes teori var, at mens det var helt accepteret i de muslimske familier at fortælle en lidt alternativ version af, hvad man gik og lavede til sin mor, var danske drenge blevet opdraget af mødre, de ikke kunne se i øjnene uden at skulle røntgengennemlyses helt ind i sjælen. Konsekvensen af al denne oprigtighed var så, at de gloede permanent ned i gulvet.

Den anden var om min psykologistuderende bofælle fra studietiden. Der var ingen grænser for, hvad den kvinde kunne læse ud af ens mindste bøvs. Tit mente hun, at jeg var ’i regres’, når jeg selv bare syntes jeg var fuld. Det var irriterende.

Når jeg alligevel ikke vil råde dig til at bede dit livs kærlighed stikke piben ind, er det fordi ret mange på den anden side set vader gennem livet uden at udøve nogen form for introspektion. Jeg aner ikke, om du er en af dem.

Men det er belastende at opbygge intime relationer med folk, der ikke ser indad eller analyserer sig selv. Blandt andet fordi de så tit ikke tager ansvar for at opføre sig kohærent, forfølge og prioritere deres livsønsker, eller skelne mellem hvilke dårligdomme i deres liv, der er selvpåførte, og hvilke de med rimelighed kan bebrejde andre.

Verdens dårligste løsning på det problem er et parforhold, hvor den ene kæreste bliver den andens terapeut. Men før du stiller hende over for valget mellem at være din kvinde eller din behandler (og det skal du nok), kan du lige overveje, om hun har fat i noget, du mangler.

Lotte Folke Kaarsholm

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

""Min kæreste er psykolog" ...

To interessante svar på et velkendt næsten eksistentielt problem, en 57-årig mand beskriver - gifte koner, der har for vane at "kastrere", dvs. "opdrage" på ægtemanden, ellers er det ud ...

Svar I (det "kantianske" svar): prøv først den klassisk romantiske med blafrende lys og rødvin, og hjælper det ikke, så sig rent ud, hvad du mener - dvs. prøv og bibring hende en begrundet og oplyst selverkendelse af hendes aldeles urimelige adfærd ...

Svar II (det "freudianske" svar): prøv lige først og foretag en selvanalyse, hvad føler du selv, så kan du herefter måske bede hende vælge, kone eller terapeut - dvs. det er hende, der har magten til ensidigt at løse mandens problem ...

De to vidt forskellige svar følger helt den erkendelse, man kan indhente i den aktuelle klumme af Tine Byrckel - at svarene og anbefalingerne er signifikant kønsbestemte - længere er vi ikke nået - heller ikke i Informations brevkasse ...