Baggrund
Læsetid: 9 min.

Englands seks største

Verdens mest eksponerede liga, Barclays Premier League, tager hul på sæsonnen i dag. Vil vi også i år se et tæt race mellem de to Manchester-klubber, United og City? Kan Liverpool FC kravle tilbage i den livgivende Big Four? Og burde man i virkeligheden ikke tale om The Big Three? Moderne Tider giver et overblik over de seks største mandskaber i England
Godt kort. Hvis det lykkes Manchester City at få pokalen i hus, bliver det ikke mindst på grund af den dynamiske, intelligente og meget løbestærke  Shinji Kagawa. Han er en spiller, der skal holdes øje med.

Godt kort. Hvis det lykkes Manchester City at få pokalen i hus, bliver det ikke mindst på grund af den dynamiske, intelligente og meget løbestærke Shinji Kagawa. Han er en spiller, der skal holdes øje med.

Adam Holt

Moderne Tider
18. august 2012

Det var, som de siger, epic. Eller i skarptslebent ornament: fucking genius! Stillbilledet af argentineren Sergio ’Kun’ Aguero, Maradonas svigersøn, der i overtiden sikrer sin nyrige klub Manchester City pokalen i Premier League. Det er lige før sommeren 2012, og City vinder 3-2 over de hårde drenge fra White City, London, bedre kendt som Queens Park Rangers. Joey Barton får direkte rødt og cementerer sin status som blankøjet hooligan. Der er drama på dén dag, og ovre i naboklubben United ryster de på hovederne af et forspring, der stille og roligt åd sig selv op på vej mod mesterskabet.

Kig nøje på de forreste syv mand i Citys setup: Samir Nasri, Yaya Touré, Gareth Barry, David Silva, Carlos Tévez, Mario Balotelli, Sergio Agüero. Det er klassespillere, som på lønsiden kunne holde et samlet FC Nordsjælland kørende et par år, og med dem som glittet cover tegner der sig et billede af The Big Three i Premier League i disse år. Før talte man altid om The Big Four, Liverpool, Chelsea, Arsenal og Manchester United. Målt på, hvem der kan tillade sig at købe ind i 300 millioner-klassen, er det Chelsea og så de to Manchester-klubber, der bør fokuseres på. Alle de andre med deres romantiske traditioner og tårnhøje idealer er selvfølgelige interessante nok og spiller ofte seværdig fodbold – se bare darlings som Newcastle, Norwich og Michael Laudrups Swansea City – men de har bare ikke de samme ressourcer som De Tre Store.

Kan United genvinde både tronen og byens håneret i 2013? I de sidste sæsoner er sir Alex Ferguson blevet beskyldt for at satse mere på muskler end det kreative islæt, som var så berømmet med Schmeichel- og Beckham-generationen. En sammenligning med nyere versioner af AC Milan ligger ligefor: Er det mere beton og hårdt arbejde end dybe, overrumplende afleveringer? Men det virker, som om Fergie er cool nok med det. Han har givet Antonio Valencia den prestigefyldte nr. 7-trøje, og en midterakse med Tom Cleverley og Michael Carrick er en solid platform for mere offensive kræfter som Nani, Valencia og den nye, spændende profil, Shinji Kagawa. Og hvor på banen ser Fergie Wayne Rooney? Han kan bruges som en traditionel venstre wing. Han agerer ofte i en mere kreativ, fri position i rummet bag angrebet – en trequartista, som italienerne siger. Og så er han jo også indimellem den ensomme striker, der bare venter på at slå til. En del engelske kommentatorer har påpeget, at sir Alex bliver nødt til at justere på Rooneys ofte meget pågående og fysiske spil. Ellers bliver han, som de siger, slidt op før tid.

Kamp til det sidste

Ferguson har igen og igen bevist, at han kan konvertere fløjspillere til spillere på mere centrale poster. United har en fænomenal spillerbredde, og med tilgangen af Kagawa har sidste års runner-up fået en mand, der kan være det savnede bindeled mellem midtbanen og Wayne Rooney. United vil veksle mellem forskellige systemer, som både kan være 4-4-2-agtige og 4-3-3-inspirerede. Et godt bud er dog en moderne, omskiftelig 4-2-3-1 med Cleverley og Kagawa som spilfordelere og folk som Nani og Valencia som gennembrudsspillere.

Hold øje med Shinji Kagawa. Formidabel sæson i Borussia Dortmund, hvor han med 13 scoringer og otte assists hjalp klubben til dets andet Bundesliga-mesterskab i træk. Dynamisk, intelligent og meget løbestærk. Vi spår United en førsteplads, men højst to-tre point over City. Der bliver kamp til sidste sveddråbe.

Hvad angår byrivalerne City, så har de unægtelig en offensiv midtbane, både på banen og bænken, som er lige dele prangende, kreativ og effektiv. United har med rette haft grund til misundelse, men måske vender billedet i år. City eksperimenterede med tremandsforsvar i sidste sæson, og netop defensiven kan blive deres akilleshæl i 2012/13. De har stadig ikke bevist til fulde, at de også over længere perioder kan balancere det kreative og det bundsolide. City mangler desuden at brage igennem lydmuren ude i de store europæiske turneringer. Det bliver en gigantisk udfordring for klubben at holde tre satsninger i kog samtidig: ungdomsarbejdet, fastholdelse af national dominans og kontinuiteten i Champions League.

Favoritformationen er en 4-4-1-1, med Tévez (eller en, der ligner) i smørhullet lige bag Agüero eller Mario Balotelli. Hold godt øje med David Silva, som i sidste sæson præsterede 17 assists, hvilket var væsentligt højere end nogen anden spiller i Premier League. Klarede sig også godt i Spaniens EM-triumf. Kan Silva stå distancen også i år som gylden affyringsrampe for Aguero? City bliver nr. 2, lige i haserne på United.

Hold øjre med Torres

Med tilgangen af den 20-årige brasilianer Oscar (tidligere Inter) har Chelseas cheftræner, Roberto Di Matteo, fået en mand med mange muligheder. Oscar kan spille på midten, men også i rummet bag angriberen. Den dynamik kan forplante sig til hele Chelsea-holdet, der ellers har set noget aldrende ud. Chelsea har trængt til et generationsskifte i flere år. Nu, hvor det ser ud til at blive effektueret, er spørgsmålet, om der også kan komme en masterplan ud af det. Stamford Bridge-drengene har haft for vane at falde langt tilbage i banen og overlade kontraer til Didier Drogba. Men hvad nu?

Under José Mourinhos kommando fremelskede London-klubben sin helt egen 4-1-4-1-formation, som de med skiftende variationer har holdt fast i lige siden. Eksperimenterne med en mere angrebsorienteret (og risikabel) 4-4-2 har ikke haft succes.

Du skal holde øje med Fernando Torres. År efter år på listen over folk, der burde være helt i front, men alligevel er floppet. Med Drogbas afgang er det store spørgsmål: Er det i år, Torres indfrier de tårnhøje forventninger, eller bliver det i stedet det nye håb Eden Hazard, der løber med al æren og succesen? Chelsea slutter som nr. 3 med et pænt spring ned til nr. 4, hvor der for alvor bliver kamp om pladsen. Men hvis Chelsea kan klare sig igennem sæsonen uden person- og trænerballade, ligger de lunt til at overtage tronen fra Manchester. Nok en gang.

For lavt bundniveau

Den nye træner i Tottenham Hotspur, André Villas-Boas, går for at være et taktisk, nærmest spekulativt geni. I princippet er det ikke særlig engelsk, og attituden kan give problemer. Men hvis Tottenham slipper for sladder og dårlige vibrationer i omklædningsrummet (og pressen), er træner og mandskab et eminent match.

Og så har de Gareth Bale, en af verdens bedste og mest lovende fodboldspillere. Sidste år lignede Tottenham en sikker kandidat til at vende tilbage til den Champions League-turnering, som har været livsvigtig for klubbens økonomi på det seneste. Men Harry Redknapp mistede fokus i sin bejlen til jobbet som Englands landstræner, og den fine form kuldsejlede. De manglede en decideret boksspiller. Tottenham kan spille flot og ekstremt seværdig fodbold, men deres bundniveau er lavere end Uniteds og Citys.

Med Bale som joker på sidelinjen og Sandro og Scott Parker vil Villas-Boas sikkert forsøge sig med sin elskede 4-3-3, som glippede i Chelsea. Hans spilfilosofi med dynamiske wingbacks og højt presspil burde passe rigtig godt til Tottenhams potentiale.

Det er umuligt ikke at lægge mærke til Gareth Bale, som er en noget nær komplet spiller. Med udgangspunkt i venstre back kan han spille centralt, på fløjen og sågar i angrebet. Tottenhams måske største udfordring bliver at holde på ham – eller i det mindste sikre sig en skyhøj pris for ham. Og så skal han ikke slides op ligesom Rooney i United. Mon ikke Spurs ender som nr. 4, et mulehår foran ærkefjenden Arsenal?

Mere dynamit til Arsenal

Montpelliers Olivier Giroud og den tyske landsholdsspiller Lukas Podolski er skiftet til Arsenal, og dermed får Arsene Wenger i hvert fald på papiret noget mere dynamit i offensiven. Podolski er måske lidt for meget en statisk spiller i forhold til Arsenals flair for hurtig og dynamisk boldomgang, men han er garant for masser af mål. Spanske Santi Carzola skal der også holdes øje med. Jungletrommerne har larmet alt for længe i klubben fra det nordlige London: Var han, eller var han ikke, på vej væk, Robin van Persie? I det hele taget har Wengers mandskab mistet mere, end de har fået igen – Nasri til City, Cesc Fàbregas til Barcelona, og en Andrei Arshavin, som på trods af et nærmest overjordisk talent aldrig slog igennem for alvor.

Wenger vil sandsynligvis fastholde sin indarbejdede 4-3-3-formel med Alex Song som stabiliserende akse og Theo Walcott og Podolski som henholdsvis højre og venstre wing. Hold øje med Alex Oxlade-Chamberlain. Han har været i rivende udvikling de senere år, og han ligner en spiller, som vokser under Wengers vinger. Hans kraftfulde ryk og enorme løbepensum gør ham lige nu til en light-udgave af Tottenhams Gareth Bale. Arsenal er en kompliceret kærlighed, men jeg vover pelsen og tipper dem til nr. 5, lige bag Tottenham.

Liverpol halter

Og endelig Liverpool Football Club, som i eftermiddag spiller ude mod West Bromwich Albion. De vader i titler: 18 nationale mesterskaber, syv FA-pokaler og otte League Cup’s, hvilket er britisk rekord. Og så er de stadig konger i Europa med fem styks Europa Cup-sølvtøj og henholdsvis tre gange UEFA-Cup og UEFA Super Cup.

Men hvad sker der lige for Merseyside-drengene?

Sagt kynisk, så står det hele og falder med Steven Gerrard, som igennem mange år har været den suverænt mest stabile spiller. Liverpool har en trist mani med at købe dyrt og ikke få nok ud af investeringerne. Talentarbejdet er slet ikke så godt som i andre klubber, og interessant nok blev spillere som Jermaine Defoe, Gareth Bale og Clint Dempsey hvervet som standardvare, men endte med at slå mere igennem end de dyre stjerner. Alligevel, hold øje med unge spillere, som med den rette omsorg kan blive morgendagens ikoner: Martin Kelly, Jon Flanagan, Nathan Eccleston, Rahim Sterling, Daniel Pacheco og Jay Spearing.

Gerrard har gang på gang vist, at han er en inspirator og indpisker af Guds nåde, og hans tilstedeværelse betyder alt for Liverpool. Den nye træner, Brendan Rodgers, kan være det friske pust, The Reds sukker efter, og hvis Rodgers kan føre noget af spilfilosofien fra Swansea City videre i Merseyside, tegner det lovende. I modsætning til de to Manchester-klubber har Liverpool i flere år savnet både bredde og dybde i truppen. Formen har været svingende, troen har manglet, og en del af den negative blæst omkring Andy Carroll har ret beset også handlet om, at han ikke har fået nok bolde at arbejde med inde i feltet. Det siger en del om klubbens fald fra stjernerne, at den måske bedste spiller sidste år var Luiz Suarez, der svingede vildt op og ned og tilbragte masser af tid uden for banen på grund af tåbelig karantæne.

Favoritformationen er 4-3-3. Det forventes, at Gerrard vil falde længere tilbage i banen i takt med alderen, populært kaldet ’Andrea Pirlo-effekten’. Vi mangler stadig at se Suarez’ enorme potentiale forløst. Der skal arbejdes med psyken, og det ved Rodgers. Der er stadig et stykke vej til tidligere tiders Big Four, så Liverpool må nøjes med en hårdt tilkæmpet sjetteplads.

Og enten spiller han powerplay, eller også er han en 27-årig mand med hjertet på rette tatoverede plads: Daniel Agger kunne ikke drømme om at være andre steder end Anfield og har netop i skrivende stund sagt nej til 200 millioner kroner fra City. Det er sgu da epic!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her