Læsetid: 8 min.

En form for ro

Mandag begynder verdens største og mest larmende tennisturnering, US Open i New York. Det er en oplagt lejlighed for den genkomne verdensetter Roger Federer til at demonstrere den stilhed, der gør hans forhånd så eksplosiv
Spænding. De næste to uger skal Roger Federer forsøge at gøre, hvad ingen anden er lykkedes med: at vinde seks US Open-titler.

Spænding. De næste to uger skal Roger Federer forsøge at gøre, hvad ingen anden er lykkedes med: at vinde seks US Open-titler.

Getty Images

25. august 2012

Forleden drak jeg kaffe på terrassen hos Aage Helbig Hansen, som er 97 år gammel og aktiv tennisspiller. Han er også kunstner. Væggene i hans treetagers villa i Taarbæk er fyldt med lærreder, han har malet. På bordene står kander og lysestager, han har formgivet i rustfrit stål, og på et af trinene af den krogede trappe mod første sal tårner mælkekartoner, han har malet hvide og klistret sammen til en skulptur med titlen Det hvide bjerg (Piz Palü). Den var at finde på Charlottenborg Forårsudstilling for nogle år siden, fortæller han.

Aage Helbig Hansen har spillet tennis, siden han som 14-årig blev sendt på ophold i St. Moritz for at slippe af med en slem tuberkulose. I dag er han æresmedlem i Taarbæk Tennisklub.

Vi sad på terrassen i husets snævre baghave, omgivet af krogede træer og vildtvoksende bregner og musvitter, der kvidrede løs fra det hjemmelavede foderbræt. Lige inden for døren stod en Wilson Hammer, den populære hovedtunge ketsjer fra de tidligere 90’ere, sort og hvid ramme, men i Aage Helbig Hansens version dekoreret med gavebånd i guld, sølv og et væld af farver.

Han fortalte mig om en kvinde, han havde spillet tennis med for nylig. Hun var i 50’erne, flygtning fra Litauen. Hun spurgte, om han ikke ville træne hende. Det ville han gerne. Som noget af det første pegede han på en tennisbold og bad hende hente den. Hun gik hen til bolden, bøjede sig ned og samlede den op i hånden. Aage Helbig Hansen bad hende om at lægge bolden fra sig og samle den op igen, men denne gang måtte hun ikke tage den med hånden. Hun skulle stille sig med ydersiden af foden ved siden af bolden og så bruge spidsen af ketsjerhovedet til, sammen med foden, at løfte bolden op i luften, hvor hun så kunne gribe den med hånden. Det var vigtigt, at hun ikke bøjede sig ned for at samle bolden op. Det ville være spild af kræfter, fortalte han. De skal spares til, når bolden er i spil. I alle mellemliggende perioder gælder det om at anstrenge sig så lidt som muligt.

Han synes selv, det kan være svært at efterleve. Når en duel er færdigspillet, har man lyst til at skynde sig med at blive klar til den næste, så modstandere – og medspillere, hvis man spiller double – ikke skal stå og vente. Man har ikke lyst til at lade andre folk vente. Men det skal man gøre i tennis. Man skal ikke forhaste sig mellem duellerne. Man må ikke løbe. Tiden skal bruges på at »akkumulere kræfter, mentalt og fysisk«, som Aage Helbig Hansen formulerer det. For, som han også siger:

»Tennis er et meget, meget, meget roligt spil – undtagen når man spiller.«

Stilhed blandt støjsendere

Der er ikke noget mindre roligt sted at spille tennis end ved US Open i New York. Årets sidste grand slam-turnering bliver spillet på brændende sommervarm asfalt i den multietniske bydel Flushing i Queens, hvor jetmotorer fra nærliggende LaGuardia-lufthavn brøler hen over himlen, mens 23.000 tilskuere på verdens største tennisstadion kværner fritter og fadøl med en hånd på mobilen, radioen kørende i ørerne og et højlydt engagement i hver en forhåndsvinder.

Det begynder mandag med Roger Federer som favorit til at vinde mændenes singletitel for sjette gang i karrieren. Der er måske ingen, der udstråler ro på en tennisbane som schweizeren. Det viser sig især i de kortvarige undtagelser. Som for få uger siden ved OL i London, da han spillede semifinale mod argentinske Juan Martin del Potro. Stillingen var 18-17 til Federer i afgørende sæt efter næsten fire en halv times spil. Den længste tresætskamp i herresingle nogensinde nærmede sig sin afslutning, Federer havde endelig fået brudt del Potro og servede nu selv for en plads i sit livs første og – i en alder af 30 år – højst sandsynlig sidste OL-finale. Han havde matchbold ved stillingen 40-30, han havde sendt del Potro først ud i det ene, så det andet hjørne for til sidst at følge med sin forhånd frem til nettet, hvor han fik mulighed for at afgøre det hele med en baghåndsflugtning. Den slog han i nettet.

Publikum råbte og skreg, nogle jublede, andre tog sig til hovedet i græmmelse, og i langsom gengivelse fik man Federers reaktion at se: Da bolden faldt til jorden, bed han ansigtet sammen i vrede og sendte et hårdt blik mod netkanten. Det var forståeligt og menneskeligt og samtidig usædvanligt for Federer, der som få andre udstår de mest intense spilsituationer uden at røbe en eneste følelse. Undtagelsen varede under et sekund. Overgangen var brat – man kunne næsten se, hvordan han slog vreden fra sig og lagde ansigtet i de velkendte udtryksløse folder. Federer vendte rundt og gik med langsomme skridt ned mod bolddrengen. Han akkumulerede kræfter. Så spillede han to aggressive, fejlfri point og var klar til finalen.

Muskler, der kan starte og stoppe

Det er, som om den samme rytme af ro og eksplosion går igen på flere niveauer. I 1989 troppede en frustreret Andre Agassi op i motionscenteret på det lokale universitet i Las Vegas. Han var for nylig løbet tør for kræfter i endnu en femsætskamp. Agassi stak hovedet ind på styrketrænerens kontor for at få hjælp til at komme i form. Her sad Gil Reyes, en hærdebred immigrantsøn med skudhul i benet, sort bælte i karate og intet kendskab til tennis. Han kiggede Agassis træningsprogram igennem, inklusive otte kilometers daglig løbetur, og rynkede panden.

»Har du nogensinde løbet otte kilometer i en kamp?« spurgte han.

»Nej,« svarede Agassi.

Reyes tog forbehold for sin manglende tenniskundskab, inden han fældede dom:

»Så vidt jeg kan se, handler din sport ikke om at løbe, men om at starte og stoppe. Du skal fokusere på at styrke de muskler, man bruger til at starte og stoppe med.« Det gælder ikke kun benarbejdet. Man ser Federers forhånd for sig: Hvordan han roligt hæver ketsjeren i sit tilbagesving, bøjer knæene, vender venstre side mod bolden, og så på et øjeblik genererer vilde mængder fart, nedefra og op, ved at føre vægten frem på venstre fod, rejse sig i knæene og rotere først hoften, så kropsstammen og til sidst skuldrene, inden kraften overføres til slagarmen, der fører ketsjeren mod bolden med en acceleration fra 11 til omkring 114 km i timen. Smadr! Og straks efter, hvile. Og så smadr. Hvile. Smadr.

Et serveparti følger samme kadence: Duel, pause, duel, pause. Og kampen som helhed: Parti, parti, hvilepause. Parti, parti, hvilepause. En del spillere har faste rutiner for deres 90 sekunder mellem hvert andet parti, nogle sidder og tripper med fødderne, gemmer hovedet under et håndklæde, drikker vand af flere forskellige flasker og arrangerer dem nøje. Roger Federer sidder der bare. Det er ikke ualmindeligt at se ham læne sig tilbage, hvile højre fod på venstre knæ og på alle måder ligne den mageligste tilskuer til sin egen præstation. 80 procent af en tenniskamp består af pauser. Federer kontrollerer dem tilsyneladende lige så ubesværet, som han gør med de fleste slagvekslinger.

Et neurotopisk fokus

Det viser sig ikke bare i måden, han sidder på ved sidebytte eller ryster skuffelsen over en fejlslagen baghåndsflugtning af sig. Det viser sig også i hans evne til at komme sig over de allerstørste skuffelser. Ved US Open for et år siden stod han i semifinalen over for den nykårede verdensetter, Novak Djokovic, der var i gang med en historisk suveræn sæson. Federer førte 5-3, 40-15 i femte sæt med to matchbolde i egen serv. Han førsteservede Djokovic ud i forhåndssiden. Serberen satsede alt med en returnering for fuld sving. Bolden ramte linjen, og 20 minutter senere havde Federer tabt kampen. Det var et af de bitreste nederlag i karrieren, hans grand slam-titeltørke var nu to år lang, og skeptikere snakkede ivrigt om den aldrende stjernes falmen. Det blev de ikke ved med.

Federer tabte ikke en kamp resten af året. Han vandt tre turneringer, inklusive sæsonfinalen, og i 2012 har han løftet hele seks trofæer, senest ved Wimbledon, hvilket sendte ham tilbage som nummer et på verdensranglisten med små 1.000 point ned til netop Djokovic.

Sidste weekend mødtes de to i finalen i Cincinnati Masters. Djokovic kom dertil med selvtillid fra Toronto, hvor han overlegent vandt sin tredje hard court-titel i år. Det er hans favoritunderlag. I Cincinnati spillede han sig frem til finalen uden at tabe et eneste serveparti. Efter 20 minutters finaletennis mod Federer havde han tabt tre i træk og første sæt med 0-6. Schweizeren vandt også andet sæt og understregede med sejren, at OL-finalenederlaget til Andy Murray tidligere på måneden var fortid:

»Det er den slags reaktion, jeg ønsker at se fra mig selv. Jeg gik ikke ned,« sagde Federer om sin evne til at være tilbage på toppen straks efter den skuffende OL-finale.

De næste to uger skal han forsøge at gøre, hvad ingen anden er lykkedes med i den åbne æra: at vinde seks US Open-titler. En snes mil fra banerne i Flushing ligger tenniscentret CourtSense. Her er de begyndt, bogstavelig talt, at gøre hjernegymnastik. Forestillingen er, at man kan træne sin hjerne som en muskel med hjælp fra en særlig teknologi ved navn Neurotopia. Tennisspillerne får monteret elektroder på hovedet, en computer laver en slags hjerneprofil, og så går det ellers løs med avancerede computerspilsøvelser, der for eksempel gør det muligt at styre en bil ved hjælp af intens koncentration.

Målet er at påvirke hjernens elektriske impulser, så spillerne bliver bedre i stand til at koncentrere sig, når de skal koncentrere sig, og slappe af, når de skal slappe af.

»Jeg har kunnet mærke en forskel,« sagde Mike Bryan, den ene halvdel af verdens bedste doublekonstellation, til magasinet Tennis i foråret.

»Jeg kan holde fokus i længere tid, og jeg føler, at jeg kan aktivere det, når jeg har brug for det.«

Det er i erkendelse af, at tennis er et meget roligt spil, undtagen når man spiller. Og i erkendelse af, at nogle skal arbejde hårdere end andre for at leve op til kravene. Med Mike Bryans ord:

»Jeg ville være ligesom Federer. Men jeg havde brug for lidt hjælp.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu