Interview
Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Amin Skov Badrbeigi

»Den danske model er en beføjelse ikke en pligt. Husk på, at i de forkerte hænder er selv noget så smukt som den danske model et farligt våben«
Moderne Tider
11. august 2012
Amin Skov Badrbeigi. Født 1978 i Shiraz, Iran. Restauratør på Vejlegården, som ligger i faglig konflikt med fagforbundet 3F, fordi han har valgt at tegne overenskomst med Kristelig Fagbevægelse, Krifa.

Amin Skov Badrbeigi. Født 1978 i Shiraz, Iran. Restauratør på Vejlegården, som ligger i faglig konflikt med fagforbundet 3F, fordi han har valgt at tegne overenskomst med Kristelig Fagbevægelse, Krifa.

Vil du, med den ekstra omsætning, medieomtalen har givet, få råd til at skifte til en overenskomst, der giver bedre løn til dine ansatte?

Medieomtalen er midlertidig. Husk på, jeg ikke har haft den siden dag et, så økonomien kæmper vi med på lige fod med alle andre virksomheder anno 2012. Mine ansatte har i de fleste tilfælde bedre løn end de kolleger, som har 3F-overenskomst. Det er ikke overenskomsten, der i sidste ende garanterer gode ansættelsesvilkår, men mennesket bag disse. Husk på, at den tidligere forpagter havde en 3F-overenskomst, men betalte hverken løn, feriepenge eller pension og sikrede heller ikke ordentlige ansættelsesforhold. Jeg kan meddele, at mange af mine kolleger ligger ca. 25 pct. under os. Måske 3F skulle starte der.

Hvordan har al opmærksomheden påvirket Vejlegården?

Mange kommer og vil se ’slagmarken’ så at sige. Mange sender mails samt ringer for at sige hej. Jeg har over 2.000 mails alene fra de første tre dage, så det er svært at følge med. Dog er det vigtigste, at man nu har fokus på den danske models mangler. Hvis arbejdsparterne som traditionen tro selv skal finde en løsning, så kommer systemet til kort. Jeg kan ikke forhindre 3F i at få post eller varer eller få fjernet affald eller fra at søge ansatte mm. Så forhandlinger er der ikke meget af. Det er enten 3F eller intet, og dette alene modsiger landets love.

Hvad ville du opnå med stedet, da du købte det?

En stabil og god restaurant, som jeg kan leve af. Hvis jeg samtidig kan forsyne en række mennesker med arbejde samt bidrage til statskassen med skat, moms, afgifter mm, er det jo godt for alle parter.

Har du selv været organiseret i en fagforening tidligere i dit arbejdsliv – og hvilken?

Jeg har været i NNF samt Krifa.

Er dine ansatte blevet spurgt, om de vil have en anden overenskomst, eller har du alene truffet beslutningen?

Tak for dette vigtige spørgsmål. Absolut! Vi havde et møde med de to kokke dengang, og der var ingen modsigelser eller andet. Vi gennemgik alt sammen med en konsulent fra Krifa. Løn mm. beholdt de, så ingen forringelser der.

Hvordan har man det indeni, når man er hovedpersonen, der er ved at smadre 100 års kamp for bedre arbejdsforhold, som har givet os det velfærdssamfund, vi ser i dag?

Spændende spørgsmål :-) Jeg har det fint indeni, netop fordi jeg kæmper for at beholde den. Jeg vil ikke fjerne den danske model eller fagbevægelsen, men du må give mig ret i, at vi har udviklet os en lille smule i de seneste 113 år, ikke? Derfor skal den blot moderniseres, ikke afskaffes, således at den er tidssvarende. Hvor er det ærgerligt, at fagbevægelsen ikke selv sørgede for dette, i stedet for at politikerne skal involveres. Det havde klædt fagbevægelsen at vise overskud og fornyelse.

Hvordan var dit møde med Poul Erik Skov Christensen?

Skuffende. Den geniale plan, han havde talt om i medierne, var en nitte. Han havde slet ikke sat sig ind i sagen og kunne ofte ikke svare på mine spørgsmål. 3F’s sms-service var i gang med at kalde til demonstration, mens vi forhandlede, og fagbladet 3F havde skrevet en artikel, som de ganske enkelt smed på deres hjemmeside få timer efter. Det virkede mere som et mediestunt end et reelt møde desværre. Jeg havde forventet mere af 3F-toppen.

Blev du overrasket over, at der kom den her slags konflikt?

Ja! 65 pct. af mine kolleger er ikke overenskomstdækket. I Vejle har vi restauranter, der er over 20 år gamle og stadig ikke har en overenskomst. Jeg har skænket fadøl op nogle af disse steder til blandt andet 3F-formanden i Vejle, så det er ret dobbeltmoralsk og unødvendigt.

Hvad tænkte du, da du modtog en patron med posten?

Først blev jeg meget vred, derefter bange og til sidst lidt paranoid. Små lyde betyder pludselig meget mere i hverdagen. Jeg ønsker ikke for nogen at modtage sådan noget. Det er det laveste, man kan gøre.

Har ansatte på Vejlegården friheden til selv at vælge, hvilken fagforening de vil være medlem af? Hvis nej, hvilke konsekvenser får det/har det fået for ansatte med medlemskab af 3F?

Jeg skelner ikke mellem, hvem der har hvad. Alle er velkomne. De har samme frihed, som jeg jo kæmper for. Dog må de ikke arbejde her, hvis de er medlemmer af 3F. Det skyldes, at 3F ikke tillader det. Ironisk at tænke på, at arbejdsløse ikke må få et arbejde af deres fagforening. Er det ikke det, de burde arbejde for?

Hvem stemmer du på?

Har ikke besluttet mig endnu, men ikke dem jeg stemte på sidst, da de ikke har styr på noget som helst endnu. 

Hvad er din favoritsang?

»Midt om natten,« med Kim Larsen. Det var det første bånd jeg fik her i Danmark, og den har hængt ved lige siden.

Du har fortalt, at Poul Erik Skov Christensen ikke havde andet end en almindelig 3F-overenskomst med, da i mødtes, og at det skuffede dig enormt. Hvad havde du med til mødet, som bidrag til en løsning af konflikten?

3F fokuserede meget på blandt andet mindstelønninger, selv om vi betaler over dette. Derfor ville vi have lavet bestemte garantier, men 3F ønskede hele overenskomsten eller ingenting. Det var 3F, der afsluttede mødet, da de ikke længere ønskede at forhandle. Desværre havde Poul Erik Skov Christensen ingen genial plan med. Det var åbenbart bare et mediestunt.

Er det af religiøse årsager du har valgt at lave overenskomst med en kristen forening, eller er der snarere tale om et fravalg af 3F?

Nej, det er det ikke. Personligt ser jeg mig selv som multireligiøs, dvs. jeg tager det bedste fra alle religioner. Ligeledes kan jeg være sammen med alle min venner, uanset hvilket religion de end måtte have. For mig handler religion om respekt, og den er naturligvis gensidig.

Hvad har overrasket dig mest ved hele affæren?

At 3F har magten til at stoppe posten, affald, leveringer, jobnet mm. Er en fagforening hævet over land og lov? Hævet over staten? Samtidig er 3F (føler jeg) blevet alt for personlige i denne sag. De har fjernet fagligheden samt fornuften, og det overrasker mig meget.

Hvad er det vigtigste for dig ved den danske model?

At arbejdsparterne selv skal finde en løsning. Det er bare umuligt, så længe 3F kan stoppe affald, levering af varer, posten og ikke mindst jobnet. Vi skal have mere ligevægt i systemet, da jeg intet har at forhandle med. Men andre ord er det jo frivillig tvang, ikke? Ligeledes skal den danske model fornyes, så den er tidssvarende, præcis som alle andre love af og tid skal justeres. Den danske model er en beføjelse ikke en pligt. Hvis fagbevægelsen ikke selv kan finde ud af bruge dette stærke ’våben’ retfærdigt, må der justeringer til. Husk på, at i de forkerte hænder er selv noget så smukt som den danske model et farligt våben. Fagbevægelsen har mistet følingen med tiden, brancherne og ikke mindst samfundet. De lever i 2012, men opfører sig noget forældet. Dermed misbruger de den danske model.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flot sagt: " i de forkerte hænder er selv noget så smukt som den danske model et farligt våben ".

Det er kommet bag på mange at fagbevægelsen har magt til at stoppe samfundsmæssige opgaver som post, arbejdsformidling etc.

Ansatte i brandvæsnet, på hospitaler, politiet er også i fagforeninger, så også der kan 3F udelukke dem de ikke bryder sig om.

Ja, Troels . Lund, og det er, fordi politikerne har været så kortsynede og uforstandige at afskaffe tjenestemandsansættelsen i disse for samfundet vitale stillinger.

Jeg synes han har en rigtig pointe i at 3F burde være gået efter samtlige steder, der ikke har tegnet overenskomst først... Ellers minder det mest om Hells Angels der ikke vil tolere Bandidos symbolsk set !

først og fremmest må man forvente at folk organiserer sig og så må fagforbundene afklare med hinanden ,og først hvis det mislykkes skal vel en personligt rettet konflikt sættes iværk og igen i prioriteret rækkefølge først der hvor medarbejderne er utilfredse ... Men selvfølgelig skal en ny fagforening ikke underbyde en gammel det er jo skruebrækkeri.. Men er det så egentligt ikke dette fagofrbundskontor man skulle belejre ? ? ? ? ?