Nyhed
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi. Niels Christian Gejl Christensen (1913-2012)

Fra den barske opvækst som bondesøn på sandede jorder i Vestjylland lærte Niels Christian Gejl Christensen at knokle sig ud af fattigdommen. Det blev til 74 år på arbejdsmarkedet
Fra den barske opvækst som bondesøn på sandede jorder i Vestjylland lærte Niels Christian Gejl Christensen at knokle sig ud af fattigdommen. Det blev til 74 år på arbejdsmarkedet
Moderne Tider
18. august 2012

»Kan du da ikke se, at Fanden selv danser inde iblandt dem,« lød det fra Hedvig, da de passerede hotellet i Houstrup på vej hjem fra Missionshuset lørdag aften. Det var sommeren 1924. Niels Christian var 10 og tilbragte sommeren med at arbejde som hjordedreng hos det indremissionske par Hedvig og Marius Nielsen, som drev Fattiggården i Sønder Tarp ved Varde.

Sådan havde det været hver sommer, siden han var seks. Sommermånederne gik med at passe høns, gæs og får på forskellige gårde på egnen. For anstrengelserne fik han 25 kroner, som blev sendt hjem til familien i Houstrup, og hvis han havde været en god dreng, fik han også et par nye bunde til sine træsko.

Selvom der var gode stunder og flinke folk, så var livet som dreng i en børneflok på otte i den fattigste egn af Danmark et hårdt slid. Som oftest til ingen verdens nytte. For lige meget hvor meget han og resten af familien sled i det, så gav den forpinte vestjyske sandjord næsten intet igen.

Men de trange kår lærte Niels Christian at knokle. Han vidste, at det var den eneste vej ud af fattigdommen. Efter konfirmationen blev han tredjekarl på en gård i Nr. Nebel, og allerede som 17-årig fik han den ansvarsfulde post som fodermester for en stor besætning med 55 køer og 1.000 fedesvin.

Arbejdet gav en fornuftig hyre, men det var gårdejer Wollesen, som bestyrede indtægten. Så når Niels Christian ville til bal på kroen, måtte han allernådigst bede om 10 kr. Han fik 5 med besked om, at ’de slog lige længe til’.

Til gengæld havde han som 20-årig sparet penge sammen til et højskoleophold. Turen gik til Ollerup Gymnastikhøjskole. Året efter vendte han tilbage til højskolen som fodermester ved skolens avlsgård, mens han om aftenen trænede med Niels Bukhs elitehold.

Forsikringer

Det var til et gymnastikstævne nogle år senere, han mødte Anna Elisabeth, som var gårdmandsdatter fra Vestfyn. Niels Christian var sikker på at have fundet sit livs udkårne. Anna Elisabeth tøvede lidt, ikke mindst fordi hendes forældre havde andre arrangementer. Men en kæmpe buket roser fjernede den sidste tvivl.

For den unge Niels Christian var der ingen smalle steder. Nu skulle alverden se, hvad han duede til. Parret blev gift i Søllested Kirke på Vestfyn den 30. oktober 1940. Uden Niels Christians familie, som ikke blev inviteret. For ham var tiden i det vestjyske et overstået kapitel. Han beholdt dog en god kontakt til broren Peder og søsteren Stine.I årene inden krigen var Niels Christian blevet forsikringsmand i Langeskov. Også det var han god til. Inden længe havde det unge par købt hus på Østergårds Allé i Odense. I 1942 kom Inge-Lise til til verden, fulgt af Axel i 1944 og Ove i 1947. Da der igen kom gang i hjulene efter krigen, var den driftige Niels Christian, som nu kun blev kaldt Gejl, klar med nye projekter. Både fordi han med et ord, man ikke brugte dengang, var innovativ, men også fordi arbejdet, og de penge og den status, der fulgte med, blev en flugt fra barndommens fattigdom.Umiddelbart efter krigen startede han Fyns Kalk- og Mergelforretning, snart efter en virksomhed, som leverede brunkul til Fynsværket. Forretningerne gik godt, indtil en hård vinter i 1956 satte en stopper for eventyret.

Nej til narrestreger

Så var det igen forsikringerne som fik fuld fokus. Fra 1960 som Overinspektør for Fyn og Sønderjylland i forsikringsselskabet Fremtiden. Det var gode år for familien Gejl, som i mellemtiden var flyttet til Assens. Anna Elisabeth tog sig af børnene og kontoret, og Gejl kørte hver morgen på besøg hos en af sine 12 ansatte og gjorde det, han var bedst til: at arbejde.

Da Fremtiden i 1977 fusionerede til Tryg Forsikring blev alle ledende medarbejdere over 60 tilbudt et gyldent håndtryk. På den betingelse, at de ikke længere skulle arbejde med forsikringer. Den slags narrestreger var ikke noget for Gejl. Så han takkede pænt nej. Tryghed var ikke noget for ham.

I stedet kastede han sig over forsikringsmæglervirksomhed og ejendomshandel med sin søn Axel. Det var dog ingen succes, så siden fik han også arbejde som Kgl. Vejer og Måler. Da han fyldte 80, mente Elisabeth dog, at det måtte være nok med at stå op tidligt om morgenen for at køre til Grenå og kontrollere korn. Og så stoppede Gejl efter 74 år på arbejdsmarkedet.

Nu var der tid til familielivet. I en alder af 96 flyttede han til Fanø, hvor sønnen Ove og to af børnebørnene havde slået sig ned. Her kunne han sidde og fortælle historier fra et langt liv, og ryge de Caminante-cerutter, han kunne nå. Om et liv fyldt med arbejde, styret af lysten og evnen til at klare sig selv og vise vejen ud af fattigdom.

Den 28. februar 2012 døde Gejl, som blev bisat fra Nordby Kirke. Ovre på den anden side af vandet, 87 år tidligere, havde han stået på sine tåspidser for at se ind ad vinduet til de dansende par på hotellet i Outrup. Fanden fik han dog ikke øje på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her