Livet er blevet for værdifuldt til store bedrifter

»Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.”

Lukas Evangeliet

Da John F. Kennedy i maj 1960 erklærede over for den amerikanske kongres, at han havde i sinde at sende »en mand til månen og få ham sikkert ned igen«, sagde ingen ham imod. Det var et nationalt mål, et fælles projekt for en nation, der skulle statuere USA’s overlegne teknologiske udvikling, og hele landet stod bag. Apollo kaldte man programmet, og millioner efter millioner af amerikanske skattedollar blev kastet efter raketudvikling, astronauttræning, astroforskning og materialeforfinelse.

Alt sammen med befolkningens velsignelse. Man forsøgte end ikke at skjule udgifterne, men hvad der måske var endnu mere bemærkelsesværdigt var, at selv om Kennedy personligt havde erklæret, at han ville få månevandrerne »sikkert ned igen«, forsøgte man heller ikke at skjule, hvor tvivlsomt det løfte egentlig var. Faktisk opererede man med en kalkuleret risiko på op mod 70 procent for, at Neil Armstrong og Buzz Aldrin aldrig ville komme til at sætte deres ben på jorden igen.

»I dag kan vi slet ikke forestille os at løbe den risiko,« siger lektor emeritus Niels Lund fra DTU Space – Institut for Rumforskning og -teknologi. Det er menneskelivet blevet alt for dyrebart for politikerne til.

»Der har du forklaringen på, hvorfor forskningen fylder så lidt i den bemandede rumfart.«

Niels Lund har været med været med og fulgt rumforskningen siden 50’erne. Dengang, mange – både amerikanere og russere – mistede livet i kapløbet om at komme først til månen. Den risikovillighed døde sammen med rumkapløbet, men det var der også andet, der gjorde.

»Når vi i dag sender ubemandede fartøjer eller satellitter op, er det under sikkerhedsproducerer så restriktive, at de kan forekomme helt unødvendige,« siger Niels Lund.

På mange satellitter må man montere hjælperaketter, der kan eskortere satellitten ned igen, hvis der skulle være den mindste risiko for, at noget skulle falde ned gennem atmosfæren og ramme jorden. Også selv om det både er utænkeligt og hypotetisk, at noget fra en satellit skulle falde helt ned til jorden og endnu mere usandsynligt, at noget af det stykke lige præcis skulle ramme nogen. Det betyder, at projekter bliver mange, mange millioner dyrere, og velfungerende satellitter, der har mange år i sig endnu, bliver taget ud af funktion, lang tid før de egentlig skal. Eller at milliondollarprojekter bliver afblæst i sidste minut på grund af fiskerbåde og godstog.

Dybest set handler det om individet over fællesskabet, mener han. Om hvor meget man er villig til at ofre, og om hvor meget det må koste.

»Noget af det første, der bliver ofret, når man skal spare, er videnskaben. Forskning har sin pris. For ting går galt, og det må man jo leve med – må man ikke?«

Den fredelige verden

Noget tyder på, at mennesket ikke længere er villigt til at leve med det. Og at Niels Lund har ret, når han siger, at menneskelivet er blevet mere værd – men ikke kun for politikere. I hvert fald hvis man spørger canadisk fødte Harvard-professor i psykologi Steven Pinker, der sidste år udgav bogen The Better Angels of Our Nature, der med overvældende empirisk materiale dokumenterer, at vi aldrig har levet i en fredeligere tid end nu. Aldrig i historien har der været så få mord i verden. Aldrig har der været så lidt vold, så lidt kynisk bestialitet, så få krige, så få soldater, der falder og så få dræbte ved ulykker.

»Verden er blevet et fredeligere sted, og det er et klart udtryk for, at menneskelivet er blevet mere værd,« forklarer Steven Pinker til Information.

»Men det kan også ses på andre niveauer end den faldende vold. Samfundet tager hele tiden nye skridt for at skærme menneskelivet. Se på trafikken for eksempel. Siden 1950’erne er antallet af trafikdræbte faldet med 600 procent i USA efter et massivt fokus på sikkerhed. Udgifterne til sygesikring er mangedoblet, arbejdssikkerhed er bragt i fokus og lagt i restriktive rammer, kundesikkerhed, medicin, rygning og beskyttelsen af børn mod forgiftninger, allergier og skader på legepladser. Alt sammen tiltag, der holder hårdt fast i livet, og det har intet at gøre med vold og krig.«

Ser man på medicinske forsøg, forklarer Pinker, er billedet det samme: Før Anden Verdenskrig fandtes der stort set ikke regler for, hvad man måtte gøre med mennesker, mens der er i dag er flere internationale regelsæt. Og når folk drager i krig i dag, er det med tabstal, der nok er for store, men sat over for tidligere væbnede konflikter er de minimale – gennem historien er de faldne soldater blevet færre og færre og konventionerne flere og flere. Og det gælder ikke bare i et træk set over 100 eller 1.000 år, det gælder også i et kortere perspektiv. Siden 1945 har vi i Europa og i Nord- og Sydamerika registreret et brat fald i antallet af dræbte som følge af krige, etniske konflikter og militærkup. Globalt er antallet af krigsdræbte faldet fra gennemsnitlig 65.000 pr. konflikt pr. år til mindre end 2.000 i indeværende årti. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi også oplevet færre borgerkrige og et 90 procents fald i antallet af folkemordsdræbte. I Vietnam-krigen faldt op mod fem millioner mennesker – heraf fire millioner civile og 60.000 amerikanere, mens Afghanistan-krigen har kostet godt 2.000 amerikanere livet og omkring 15.000 civile.

»Langtfra at have gjort os mere voldelige har et eller andet ved moderniteten og dens kulturelle institutioner tværtimod gjort os fredeligere. Faktisk har menneskehedens grad af voldelighed aftaget støt over lange historiske stræk, og i dag oplever vi måske den fredeligste tid i vor arts historie,« forklarer Steven Pinker.

Det er historisk og nyere arkæologisk materiale, der bringer Pinker til den konklusion, og man kan konstatere dette fald over årtusinder, århundreder og årtier. Arkæologers opgørelser over dødeligheden i jæger-samlersamfund for 10.000 år siden viser, at der dengang var mellem 15 og 60 procents fare for at dø for et andet menneskes hånd. I det 20. århundrede var det tilsvarende tal for europæere og amerikanere under én procent, og det i en periode, som omfatter to verdenskrige. Ikke alene var volden historisk set socialt accepteret og en del af hverdagen; den var ligefrem statsligt og socialt sanktioneret, anfører Pinker. Mange historiske kilder afslører, at lemlæstelse og tortur var almindelig straf for, hvad der i dag højest ville give en bøde. I Europa før Oplysningstiden kunne butikstyveri eller at køre med sin kærre i kongens hjulspor føre til, at man fik hugget sine hænder eller tungen af. Mange af disse afstraffelser foregik offentligt. Grusomhed var underholdning. I mordstatistikker kan man i samme periode registrere et fald i mordraten i Europa fra 100 drab pr. 100.000 mennesker i Middelalderen til mindre end et drab pr. 100.000 i det moderne Europa.

»Vores tolerancetærskel for vold, blodsudgydelser og grusomheder er faldet betydeligt. Det er en psykologisk proces, der ser ud til at fortsætte og løbe forud for ændringerne i den menneskelige adfærd,« konkluderer Steven Pinker.

Hvorfor det forholder sig sådan, står dog mindre klart for ham.

En af forklaringerne forsøger filosofiprofessor Peter Singer fra Princeton University at komme nærmere. Han er leder af Center for Human Values og har succesfuldt forsøgt at advokere for at også dyrerettighederfølger i denne udvikling. Ligesom Steven Pinker er han enig i, at menneskelivet er blevet mere dyrebart, men som han ser det er det en naturlig konsekvens af, at vi har fået bedre, sundere og længere liv.

»Vores chancer for at leve bedre og længere er voldsomt forøget, i den forbindelse får selve livet og dets indhold større værdi,« siger Peter Singer til Information.

»Vi er blevet meget mere opmærksomme på vores egne og andres rettigheder.«

For Singer har empatien været med os hele vejen. Den har bare først fået plads til at udvikle sig nu, hvor der er overskud til det. Mennesket har altid haft en lille kerne af empati, som i første række rettede sig imod en snæver kreds af venner og familie. Men i årtusindernes løb har denne moralske cirkel udvidet sig til at omfatte større enheder: klanen, stammen, nationen, begge køn, andre racer, ja endog dyr, som Peter Singer ser det. Og det har hævet prisen på menneskelivet voldsomt .

Storebror passer på dig

Menneskelivets øgede værdi betyder også, at vi er blevet mindre og mindre tilbøjelige til at ofre os for en større sag, og den tendens omfatter også vores mening om, hvad andre bør gøre for en fælles sag, 

»Det er naturligvis et sociologisk spørgsmål, men det er klart, at villigheden til at ofre sig bliver mindre i en situation, hvor der bliver mere at miste. Det har givet os et øget fokus på vores egne og andres rettigheder,« forklarer Peter Singer

»Men etisk set, mener jeg egentlig også, det er den rette udvikling.«

Den danske historiker Mogens Rüdiger fra Aalborg Universitet har skrevet Magtudredningsrapportens bind om individets personlige rettigheder over for staten, og han ser også en klar bevægelse over mod et større og større fokus på den enkeltes rettigheder gennem historien, men med et markant fokusskifte siden Andens Verdenskrig og igen efter 2001.

»Staten tillader uden tvivl mindre risiko på sine borgers vegne – individet er på den måde blevet mere ukrænkeligt,« siger Mogens Rüdiger og forklarer, at man før Anden Verdenskrig tænkte og argumenterede megetud fra, hvad der gavner staten og samfundet, mens individet og individets rettigheder først kom i fokus efter krigen med blandt andet menneskerettighederne.

»Det lyder lidt firkantet, men jeg mener faktisk, at der findes alt muligt belæg for det i både internationale konventioner, samarbejder og national lovgivning,« siger han, men påpeger til gengæld en modsatrettet bevægelse siden 2001. Efter krigen mod terrorisme blev sat i værk af Bush-regeringen og senere af resten den vestlige verden, er staten gået langt tættere på det enkelte individ med øgede beføjelser, der kan betegnes som krænkende for individet.

»Omvendt er den begrænsning – og det er naturligvis det omdiskuterede paradoks – også gjort på baggrund af, eller i hvert fald med en argumentation om, at det skal sikre livet for den en enkelte. På den ene side er menneskelivet mere dyrebart, fordi staten ikke er interesseret i at risikere menneskeliv, men på den anden side begrænser man menneskelivet for at undgå, at der skulle ske noget,« siger Mogens Rüdiger, der heller ikke rigtigt kan give en forklaring på, hvorfor den udvikling har fundet sted, men han tvivler på, at det handler om en øget humanisme hod det enkelte menneske.

Magelighed driver os ikke frem

En mindre voldelig verden, hvor menneskelivet betyder mere, og staten vægter det enkelte menneske højere end sig selv, kan lyde som en idealtilstand for en civilisation, men det er ikke uden bivirkninger, som flere udviklingsforskere påpeger. Ser vi rent evolutionært på det, er det ikke specielt hensigtsmæssigt, og det er her, rumforsker Niels Lund kan have en pointe i forhold til den teknologiske udvikling af civilisationen. Jill Byrnit er primatolog og evolutionspsykolog og har lavet store forsøg med abers risikovillighed for at drive flokken frem. For hende er det ret klart, at den tilstand næppe driver en udvikling frem.

»De tidspunkter i historien, hvor de største landvindinger er sket, er ikke når, hvor vi har ligget mageligt og tilfredse ved floden og spist druer,« påpeger Jill Byrnit, og understreger at volden er et civilisationstræk – den meningsløse vold findes sjældent i naturen, og den forsvinder ofte i situationer, hvor den ikke er nødvendig. Det er et paradoks ved civilisationen, at et grundtræk bde synes at være volden sammen med den dybeste form for medmenneskelighed, mener Jill Byrnit.Jo bedre vi har det, jo mere magelige bliver vi, og jo mere magelige vi er, desto lavere er tærsklen for, hvad vi vil satse, og hvor store risici vi er villige til at tage, og hvor mange faretruende konfrontationer vi kaster os ud i. Livet bliver mere dyrebart, så ud fra lavpraktisk handelssynspunkt vil man vurdere, om man er klar til at sætte sit magelige liv over styr for at få noget mere igen.

Jill Byrnit drager en parallel mellem mennesker og aber i sine store forsøg med risikovillighed, hvor risikovillighed, nysgerrighed og nærmest dumdristighed blev belønnet i langt højere grad end konservatisme og tilbageholdenhed, som ofte hang sammen med, hvor meget den enkelte abe havde på spil.

»Hos mennesker kan du se det samme mønster i krisetider. I et land som USA er man markant mere risikovillig med investeringer og aktier, end man er i et land som Danmark. Det er til trods for, at man her har en meget større risiko for at falde helt igennem og ikke har et offentligt socialt sikkerhedsnet, der griber dig, hvis du falder,« siger Jill Byrnit og breder tankegangen ud til at handle om selve opretholdelsen af liv.

»Vi er jo i vores del af verden ekstremt lidt risikovillige og ekstremt nervøse for, at nogen skal miste livet. Og hvis det sker, kommer der lynhurtigt krav om en lov, der skal forbyde anoraksnore eller skistøvler, fordi det sætter vores sikkerhed over styr.«

Samtidig er det for Jill Byrnit også i overskuddet, at man skal finde forklaringen på den fredeligere verden, konkluderer hun ud fra den basale betragtning at jo mere overskud, der er i et samfund, jo mere overskud er der også til medmenneskelighed.

Liberalisme

Men det er ikke alle, der deler den opfattelse. Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet og har særligt beskæftiget sig med etik i medicinske forsøg, og selv om han også ser den enkeltes rettigheder betragteligt øget, øjner han også en risiko for den totale individualisering, hvor følelsen af fællesskab og medmenneskelighed helt forsvinder, og hvor det at ofre sig for fællesskabet ikke længere er en mulighed.

»Grundtanken i dag er, at der ikke er nogen, der kan sætte andres liv på spil – knap nok militært. Uanset hvor godt formålet er, må det være det enkelte menneske selv, der må beslutte, om man vil sætte liv og lemmer på spil,« siger Svend Andersen og forklarer, at det er et markant skifte, man kunne se allerede med demokratiet, men som inden for de sidste årtier er blevet endnu tydeligere.

»Det er en stærk betoning af frihed, den hænger tæt sammen med en udbredelse af den liberalistiske ideologi, og den står stærkere end nogensinde.«

Men som Svend Andersen ser det, har liberalismen nogle indbyggede paradokser og problemer. Må den enkelte gøre hvad som helst med sit liv? Må man risikere det af tåbelige grunde?

»Dyrkelsen af individet er helt ekstrem, men man er jo ikke kun et enkeltindivid, men en del af et fællesskab og et samfund, hvor vi skal tage hensyn og ofre os for hinanden,« siger han og beskriver, hvordan frihedsbegrebet bliver bøjeligt i den politiske kontekst. Svend Andersen finder den moderne politiske betoning af frihed tæt forbundet med økonomi og muligheden for at tjene penge. Forbrugerindividualismen, påpeger han, betyder enormt meget, og vores kultur dyrker de mennesker, der har ressourcer.

»Mens kirken står for en klassisk fælles forståelse for, hvad tilværelsen består af, er der flere og flere mennesker, der ikke længere vil passes ind i en på forhånd given form. De vil finde deres egen individuelle måde at praktisere det åndelige. Deres måde at praktiserer deres kultur. De vil finde deres egen individuelle måde at praktisere deres liv på,« siger Svend Andersen.

Ikke med ånd, men med civilisation

Men selv om individet er blevet mere ukrænkeligt, og selv om menneskelivet er blevet mere dyrebart, kan man heller ikke udlede, at mennesket skulle være blevet mere individualistisk, mener filosof  og tidligere medlem af Etisk Råd Klemens Kappel, der heller ikke køber præmissen om, at angsten for at sætte livet på spil for noget større udviklingsmæssigt skulle sætte os tilbage.

»Rumforskningen bliver ikke sat tilbage af, at vi ikke er villige til at ofre mennesker på det. Men det fører muligvis til en anden udvikling,« siger han og nævner udviklingen af robotter til farligt arbejde og droner til krig som eksempel. I det hele taget er han skeptisk over for konklusionen om, at vi som mennesker skulle være mindre villige til at sætte vores liv på spil for en større sag.

»Det kan man ikke udlede af det her. Mange af de krige, der kæmpes i dag, er jo ikke et spørgsmål om liv eller død for den vestlige verden. Hvis det var det, ville man sikkert gå meget længere i forhold til ofre – ligesom man gjorde det under Første og Anden Verdenskrig.«

Også Kappel nævner menneskerettighederne som en hjørnesten i den opfattelse, men om det er menneskerettighederne, der har skabt udviklingen eller omvendt finder han uklart. Ifølge Kappel kom vi med Anden Verdenskrig til at se, hvad foragt for enkeltindivider kan føre til, og det var blandt andet det, der førte til kodificeringen af menneskerettighederne.

»Og Menneskerettighederne er et sekulært system, der er båret af ideen om det enkeltes menneske frihed og lighed. Det er ikke religiøst, naturligt eller åndeligt. Det er civilisation,« siger han. 

»Det kan godt være, at mange vil sige, at den idé ikke vile kunne vinde indpas, hvis ikke vi havde nogle bestemte religiøse opfattelser at bygge på, og der er jo folk, der mener at hele oplysningsidealet hviler påkristendommen, men omvendt er der masser af kristne mennesker, der er og varstærke modstandere af hele menneskerettighedstanken. Det var jo ikke kirken, der støttede op om menneskerettighedstankerne, dengang manformulerede dem. Det var i et vist omfang sækulære oplysningstænkere.«

Fredeligere tider avler tilsyneladende mere fred, en mindre dynamisk og mere human verden. Ifølge Hans-Jørgen Schanz, idéhistoriker og professor på Aarhus Universitet, skal man ikke glæde sig for tidligt på menneskehedens vegne. Det betyder nemlig ikke, at vi som art er blevet mere humanistisk. Det betyder kun at vi for nærværende har et system, der tillader det.

»Jeg tror ikke på, man skulle være blevet mere humanistiske, eller at menneskeliv skulle være blevet mere værd. Det nye er blot verdensordenen, og at systemkonkurrencen mellem to stormagter er væk,« siger han.

Der er ikke en fælles fjende eller en ideologisk eller fysisk gennemgribende trussel. Det er muligt, at det kan være sværere at få politisk opbakning til at ofre menneskeliv i sådan en verden, medgiver Schanz, men i det øjeblik, konfrontationen indtraf, ville der igen blive opbakning – den dag vi fik nogle nye supermagter, der stod over for hinanden. Så er freden forbi.

Til gengæld vil Niels Lund fra DTU-Space, muligvis have lettere ved at drive den civilisationen fremad mod evigheden. Så længe vi er dødelige, vil angsten for at miste livet være med os, og – hvis du spørger Niels Lund – så længe politikerne skal vælges igen, må nogen betale den pris.

»Noget af det første der bliver ofret, når man skal spare, er videnskaben. Forskning har sin pris og den er ikke populær. Det ender hos os. Jeg synes jo ikke, det kan være rigtig, men det er en politisk beslutning – og politikere skal jo vælges igen. Det er demokratiets pris.«