Læsetid: 5 min.

Løbernes Isfahan

At løbe er en hverdagslig ting, som de fleste efterhånden gør. Man hvad nu, hvis det også er langt mere abstrakt og metafysisk, end man tror?
At løbe er en hverdagslig ting, som de fleste efterhånden gør. Man hvad nu, hvis det også er langt mere abstrakt og metafysisk, end man tror?
1. september 2012

En gammel sufihistorie handler om en tjener, der i al hast må flygte fra sin hjemby. På markedspladsen har han nemlig mødt Døden, som gjorde en truende bevægelse mod ham, og nu vil han ride til Isfahan. Tjenerens herre låner ham en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. »Hvorfor truede du ad min tjener?« spørger han Døden. »Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan,« svarer Døden.

Historien udtrykker en sandhed om mange af de fænomener, hvor en pludselig excessiv aktivitet afslører en flugt fra det, som man ikke kan flygte fra. Det gælder eksempelvis den meget omdiskuterede panikalder for mænd omkring de 60, der pludselig skal gå til jagt eller windsurfing, men fænomenet er meget bredere. Det gælder således også aktiviteten løb, der vinder momentum hvert år i de døende vintermåneder, hvor løberne kravler frem af deres skjul med nye iPod-armbånd og løbesokker for at kulminere omkring ved den tid, hvor et større logistikfirma arrangerer en stafet for de ihærdige.

Strømmen af løbere er sommeren over en slags puls i enhver lidt større by. I Aarhus opvarmes Risskov hver aften mellem 16 og 20 et par ekstra grader på grund af føddernes friktion mod jorden og tunge, hede pust. Det er Risskov ved løbetid. Det er på sin vis både smukt og solidarisk – et folk, der støtter hinanden i en kamp mod dovenskab og sygdom – og en lille smule sørgeligt. Det er ikke bare én mands tragiske flugt fra Døden, det er en hel kødrand. Et bånd af mennesker, der bider sig selv i halen, og hvor alle er den sidste. En slags ’tik’, hvor Døden har den.

Løb for Døden

Man kunne hurtigt stable en kulturpessimistisk analyse på benene over for dette underlige ritual, der har grebet det postmoderne menneske. Er det ikke blot en masse løb på stedet, en postuleret voldsom og aggressiv trampen, der dækker over en impotens: Vi kan ikke ændre noget fundamentalt på verdens tilstand, men vi kan løbe, og vi kan løbe det hele væk.

Men hvad nu, hvis man alligevel kunne sige noget om løbet, der ville trække det ud af denne lidt trivielle rille. Er der ikke også noget minimalt meditativt, næsten filosofisk over løb; noget, der tillader os at tjekke ud af verdens tummel og larm, bare et øjeblik? Det tynder ud i hverdagens informationsoverbud. Billeder af en sex udstilling på et kunstmuseum; af en hilsende Breivik; nogle bøller med køller, der går amok; billeder fra en madmesse, hvor et stykke nyt nordisk mad nedsvælges; en række skud et sted i Syrien … fader langsomt ud, bliver ligegyldige. Der er kun mig og stien. Og Døden.

Løbet begynder at blive interessant der, hvor man kan sige noget om, hvordan det ikke blot er filosofien, der kan beskyldes for at være alt for abstrakt og metafysisk, men hvordan vi allerede i så hverdagslig en ting som løb tænker over noget så dybt som Døden selv. Døden farver løbet, så det løb, vi ser, når vi ser en motionist trave forbi, ubevidst udtrykker noget om denne persons måde at forstå sig selv på i forhold til Døden. Den tvangsneurotiske løber kan f.eks. ikke lide at stoppe sit løb, før målet er nået – som om Døden stod parat i præcis det skovbryn, hvor man stopper op – mens den hysteriske løber ikke har noget imod at stoppe op og puste ud helt overdrevent, ligesom for at håne Døden: »Du ånder mig i nakken, men jeg ånder dig i fjæset!«

Fra King til Gump

Det betyder også, at der ikke bare er én måde (’den rigtige’) at løbe på, men lige så mange, som der er måder at forholde sig til Døden på. Særligt interessante er de måder, der overskrider Døden.

I en serie af bøger, som Stephen King tilbage i 70’erne og de tidlige 80’ere skrev under pseudonymet Richard Bachman, udtrykkes den uhyggelige side af løbet som dødsmeditation. Løbet bliver her en slags gentagelsestvang, hvor selve flugten fra Døden bliver til en anden form for død, nemlig omdannelsen af mennesket til en spektral, maskinagtig ’ganger’, som ikke kan andet end hovedløst at adlyde sine ben. I historien The Long Walk fra 1979 handler det eksempelvis om et populært gameshow i et dystopisk fremtids-USA, hvor konkurrencen går ud på at gå længst uden at komme under fire miles i timen. Igennem løbet finder deltagerne ud af, at de, som ikke holder farten og må udgå, rent faktisk bliver skudt (de bliver ticketed, som det hedder, i begyndelsen, uden at nogen helt ved, hvad det betyder). Da vinderen af løbet, Garraty, besejrer sin sidste modstander, opfatter han ikke selv sin sejr, da han ud af øjenkrogen stadig ser en spøgelsesagtig skikkelse jage ham. På en måde bliver Garraty til sidst udødelig, han begynder (hvilket ellers burde være helt umuligt) at sætte farten op og at løbe. Men det er samtidig en ’falsk’ udødelighed, hvori han forbliver fanget, låst fast i sin fremdrift.

En anden måde at flygte fra Døden og ind i udødeligheden på kunne være den lidt fjollede og meningsløse måde, som Forrest Gump gør det i filmen af samme navn fra 1994. Den dag Jenny forlader ham, beslutter han at løbe. Ikke fordi der er noget helende over det, men bare fordi. Han løber og løber, gennem hele USA, og en dag stopper han. Det var det. I denne ellers episke film om store øjeblikke i USA’s historie er løbet et underligt heterogent element – hvorfor dette løb? Måske skal man sige det på den måde, at Gump hverken løber for at komme i mål, men heller ikke løber for ikke at komme mål. Der er ingen ”proces” på spil. Han løber blot meningsløsheden ud. Han løber, fordi det er meningsløst. Fordi der er noget meningsløst over den måde, som vi altid flygter fra noget på. Forlist kærlighed, Døden, sorg, utilfredshed. Gumps løb er ét langt meningsløst løb, som på en mærkelig måde pludselig frigør ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alt dette løberi er vel bare slutstatiet på travlhedens vej – vores egen overironiker Søren Kierkegaard kunne også filosofere over dette latterlige fænomen i ”Enten-Eller” (Samlede Skrifter, 1843, s.10): -

”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsteen ned og slaar ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

SAK er da ikke særligt abstrakt eller metafysisk ...

Per Ulrik Hansen

Mystisk artikel, hvor forfatteren efter min jævne mening tydelgvis udbreder sig om noget, som han kun kender fra afstand og som han næppe forstår.

Jeg løber ofte først på dagen, der hvor naturen står op - fuglene vågner og det samme gør hjorte, ræve, egern og så videre.

Jeg løber ind i livet. En herlig tur på omtrent 15 km på en times tid.

Bagefter har jeg det godt, jeg er kommet godt igang på en ny dag. Den truer ikke, den er begyndt godt.

Kan kun være enig med Per Hansen. Umiddelbart virker det som om at Center for (råd)vild analyse prøver lidt for meget at sige noget klogt om et fænomen, de tydeligvis ikke forstår. Resultatet bliver søgt og trivielt. Hvis man vil forstå en kultur, så må man være en del af den. Beskuerens er todimensionalt.

Løbet og motionen giver mig en mulighed for at komme ud af det hylster, som det moderne samfund har bragt mig i. Det handler om at bruge ens krop på den måde den er tiltænkt fra naturens side.

Lise Lotte Rahbek

Jeg forstår heller ikke løbets funktion.

Men når de enkeltindivider som løber, som i øvrigt ofte optræder i en form for flok om ikke andet så i tilskuernes synsvinkel,
siger at de hver især føler sig bedre tilpas, når de har løbet fra punkt a vis punkt b og c tilbage til punkt b og a, hvor de så går i brusebad og tager deres businesstøj på og sætter sig i bilen for at transportere sig til dagens gøremål,
så tror jeg naturligvis på dem.

Men løbetrenden kan godt - altså for en betragter - virke ret meningsløs. Men hva', det er finansspekulation og arbejdsløshedskurser jo også.

Måske skulle vi stadig lytte til SAK: -

"Naar jeg staar op om Morgenen, gaaer jeg strax i Seng igjen. Jeg befinder mig bedst om Aftenen, i det Øieblik jeg slukker Lyset, og trækker Dynen over Hovedet. Endnu engang reiser jeg mig op, seer mig med ubeskrivelig Tilfredshed om i Værelset, og saa god Nat, ned under Dynen."

Han gik også tur hver dag - og opnåede, efter forholdene, en rimelig alder - lissom Kant ...

Lennart Kampmann

Et filosofisk standpunkt er at livet i bund og grund er meningsløst. Når man i denne form så beslutter sig for at gennemføre løbet er det en abstrakt meningsdannelse. Det har intet formål, andet end at man holder ord overfor sig selv.

Dertil kommer at en veltrænet krop er en nydelse at besidde. Det ved den der har prøvet. Meningsløst, men rart.

Med venlig hilsen
Lennart

Per Ulrik Hansen

Jeg har nu læst artiklen et par gange, og jeg forstår den ikke. Jeg kan ikke finde hensigten. At blande en arabisk historie, betragtninger om et par film og en påstand om at løbere prøver at løbe fra døden (hvad dette måtte være) er under alle omstændigheder originalt.

Det er ganske vist, at "Historien udtrykker en sandhed om mange af de fænomener, hvor en pludselig excessiv aktivitet afslører en flugt fra det, som man ikke kan flygte fra." , men derfra til at påstå at løbere forsøger at løbe fra deres alder og døden er der et meget stort og meget spekulativt spring.

I vores automatiserede samfund bevæger de fleste af os alt for lidt, og der er en meget bred enighed om, at motion er godt for krop og psyke.

Løb en meget naturlig aktivitet for mennesker, der klart er skabt som løbende væsener. Løb over længere afstande er vist den eneste fysiske grundaktivitet, hvor vi kun bliver meget lidt ringere med alderen. Løb er en nem og billig motionsform, og når man har genfundet sin løbeevne kommer ofte en løbeglæde - måske er det derfor så mange løber?

Hvis målet er at holde alderdomssvækkelse fra døren, at løbe fra den, vil styrketræning være meget bedre end løb.

Man skal løbe for at forstå, hvor velgørende det kan være.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er bestemt ikke skabt som et løbende væsen
På ingen måde.
Det føles på ingen måde overhovedet naturligt at løbe. Jeg synes det er helt fint at folk udfolder sig fysisk. Det gør jeg også selv på de måder, som jeg nu finder tilforladeligt og jeg forsøger ikke engang at missionere mine foretrukne metoder (her).

Men jeg vil gerne be mig fritaget for at være et naturligt løbende væsen. Vorfruebevars.
Tak.

Per Ulrik Hansen

Jeg har intet ønske om at missionere :-)

Men uanset at mange ikke kan lide at løbe er kroppen skabt til løb. Der skulle være 28 egenskaber, gående fra achillessenen, fodens anatomi, ballen, ligamenterne der holder hovedet i balance osv.

For min skyld kan mine medmennesker gøre eller ikke gøre hvad de vil.

Min reaktion skyldes en artikel, som jeg stadig ikke forstår meningen med - bortset at latterliggøre en god og fornuftig motionsform.

Måske skulle jeg skrive en om dødsdrift og madvaner :-) Det ville også være absurd.

Lise Lotte Rahbek

Per Hansen

Det er muligt, at menneskekroppen oprindeligt var vældig god til at løbe og gjorde det hele tiden..Dengang den ikke blev mere end ca. 35 år gammel og den ikke havde arbejdet med gentagne belastende bevægelser, med belastninger ud over dens kapacitet på betongulve, I dens oprindelige tilstand blev kroppen derimod spist af rovdyr, når den ikke kunne løbe fra dem længere.

Når nogen vil fortælle alle mennesker, hvad de er skabt til, så reagerer jeg på generaliseringen med modstand. Det er ligesom når politikere fortæller mig, hvornår jeg bør føle skam eller når DI fortæller mig, at jeg bør bøje nakken.
Det er sådan en slags 3-årig trods-tilstand, som er helt naturlig i en høj alder. For mig.

Den eneste grund til, at mennesket er udstyret med en krop er, at der skal jo være noget at sætte hovedet på, ellers ser det for dumt ud ... (Edison).

Steffen Kaspersen

Per Hansen og andre. Jeg synes I skal prøve at høre den podcast som hører til artiklen. Center for vild analyse har nemlig et radioprogram, hvor de går i dybden med de artikler de skriver i Information. Lige præcis i dette program afprøver de faktisk selv løb idet en af værterne tager på en løbetur, hvorefter de analyserer turen med et filosofisk blik. Så jeg tror ikke man skal læse artiklen som en nedgørelse af løb, men nærmere en analyse af den umiddelbare meningsløshed der er med løb.