Læsetid: 4 min.

I mangel af et bedre ord

Grådighed. Om de politiske budskaber i et par Hollywood-klassikere fra 80’erne, og om at de er lidt mere subtile, end man skulle tro.
Grådighed. Om de politiske budskaber i et par Hollywood-klassikere fra 80’erne, og om at de er lidt mere subtile, end man skulle tro.
4. august 2012

For nylig viste TV2 Oliver Stones klassiske film Wall Street fra 1987 med Michael Douglas og Charlie Sheen i hovedrollerne. Filmen er især kendt for det udsagn, som Gordon Gekko (Michael Douglas) kommer med i en tale til en generalforsamling i et firma, som han er i gang med at overtage for at lave endnu en hurtig profit: Man klarer sig ikke i virkelighedens benhårde konkurrenceverden med forsigtighed og hensyn, tværtimod: »Greed is good« – grådighed er godt.

Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at filmens hovedtema er finansmarkedernes noget kaotiske hærgen og globaliseringens effekter i form af trusler om virksomhedslukninger og løntilbagegang. (Det er 25 år siden – har det virkelig været sådan hele tiden?) Men det mest interessante ved at se filmen i dag er dog, at dens budskaber er noget mere sofistikerede, end Gekkos berømte slogan umiddelbart antyder.

For det første er Gordon Gekko naturligvis en karikatur. Det er ikke Gekko, der repræsenterer filmens moralske budskaber – tværtimod. Om noget emmer Wall Street af kapitalismekritik og en advarsel mod den kynisme og grådighed, som 80’erne blev kendt for at forny verden med. Langt mere end Gekko er det fagforeningsmanden Carl Fox (Martin Sheen), der bærer filmens moralske laurbær som manden, der gennemskuer den sleske spekulant og insisterer på at lade »sine mænd« selv tage stilling til det tilbud, Gekko kommer med i forhandlingerne om at overtage det flyselskab, Bluestar Airlines, hvor Fox er ansat.

Budskabet er altså snarere, at der findes særtilfælde af kyniske spekulanter som Gekko, der ødelægger almindelige menneskers liv, men at det ærlige menneskes solide fundament til sidst kan overvinde dem. Man kan næsten blive helt rørt over denne moralitetens sejr over den abstrakte kapital.

Kapitalistisk dannelse

Filmens egentlige hovedperson er imidlertid fagforeningsmandens søn, Bud Fox (Charlie Sheen), der undervejs gennemgår en slags dannelsesrejse. I starten er han en hårdtarbejdende juniorspekulant, der forsøger at komme indenfor hos nogle af de store spillere. Da det lykkes ham at sætte en fod i døren hos Gekko, starter en rejse ind i kapitalens mørke hjerte, hvor den unge Fox til sidst ender med helt at sælge ud og forråde sin egen far for at støtte Gekkos planer om at overtage Bluestar Airlines.

I sidste øjeblik opdager han dog, at Gekko slet ikke ønskede at bevare firmaet, som han havde lovet, men straks ville tømme det for værdi, inklusive arbejderens pensionsopsparinger, og fyre alle ansatte for at haste videre til nye profitter. Bud gør nu det rigtige og sætter sig for at redde Bluestar gennem en hemmelig aftale med både fagforeningerne og Gekkos rival, der skriver under på at overholde de betingelser, Gekko havde stillet dem i udsigt: En voldsom lønnedgang og længere arbejdstid i en periode, til gengæld for jobsikkerhed og bevarelse af pensionerne. Dét er altså den optimistiske og moralske udgang på den store fortælling: Arbejderne kan håbe på at bevare deres arbejde ved at rette ind under den uundgåelige, globaliserede kapitalisme.

Hvis man kun kender Wall Street for sloganet Greed is good, er det markant, hvor meget kontrasammensværgelsen mod Gekko ligner den samtidige film Bossen og Bumsen (Trading Places, 1983) med Eddie Murphy og Dan Aykroyd i hovedrollerne. Ligesom i denne film bliver Gekko til sidst slået på sin egen hjemmebane, gennem falske tips og pludselige skift undervejs på en hektisk børsdag, hvor de gode endelig har sluttet sig sammen, og de grådige ender med at stå tilbage med gigantiske tab.

Hvad begge disse film i al stilfærdighed dermed lykkes med at installere er, langt mere end en kritik af kapitalismen, således dens retfærdiggørelse. Problemet med finanssystemet er nemlig, lærer vi, ikke strukturelt, men moralsk. Det er typer som Gordon Gekko og Duke-brødrene i Bossen og Bumsen, der korrumperer et ellers udmærket system, og det er op til den nye generation at lære af kynikernes menneskelige og moralske fattigdom og i stedet skabe et velfungerende, ærligt kapitalistisk system, hvor man »skaber i stedet for at leve af andres arbejde«, som det hedder i Wall Street. Hvis bare vi opdrager vores børn ordentligt, skal det hele nok komme til at fungere.

Men hvad nu hvis problemet ikke er moralsk, men politisk? Hvad nu hvis kapitalismen lige præcis har brug for Gordon Gekko for at have nogen at tage afstand fra? (Ligesom man tager afstand fra Dansk Folkeparti for at kunne føre deres udlændingepolitik).

Faktisk siger Gordon Gekko slet ikke »Greed is good« i Wall Street. Han siger »Greed … for lack of a better word … is good«. Måske ligger Wall Streets sandhed snarere i dette forbehold: I mangel af et bedre ord må vi sige, at grådighed er godt. Med andre ord: Vi kommer til at fremstå som Gordon Gekko, hvis vi ikke finder på lidt smukkere ord til at beskrive, hvad der gør kapitalismen til det bedst mulige økonomiske system. Liberal Alliance har et bud på partiets hjemmeside:

»Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.«

Måske har vi i dag endda fået en ny skræmmefigur udover den amoralske kapitalist. Når de fleste i dag hører om at »skabe i stedet for at leve af andres arbejde«, vil de formentlig tænke på bistandsmodtageren Carina langt mere end på Gordon Gekko. Det spil, som blandt andre den danske beskæftigelsesminister lige nu kører, om at de arbejdsløse skal tage sig sammen og gøre deres pligt, er måske i virkeligheden en slags erstatning for den lidt gammeldags kritik af de grådige kapitalister. Ingen skal løbe foran kapitalismen, som Gordon Gekko, men heller ingen skal løbe bag efter den.

 

Center for Vild Analyse har eksisteret som et sted for tænkning siden 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I mangel af bedre ord. Problemet med finanssystemet er muligvis moralsk, men først og fremmest er det strukturelt, siger CVA, og så har de ikke et eneste strukturelt bandeord? Jeg kan godt nogle: kapitalakkumulation, monopol, arbejdsløshed - og deres antonymer: spredning af ejendomsretten, finanstilsyn og konkurrencestyrelse, offentlig produktion...

Jeg ser frem til CVA's næste artikel: I mangel af præcise begreber.