Interview
Læsetid: 8 min.

Martha Nussbaum og den nye religiøse intolerance

Den amerikanske retsfilosof, som blev berømt på sin analyse af godhedens skrøbelighed, advarer om, at vi kan være på vej ind i en ny tid med oppisket fjendebillede af religiøse minoriteter
Moderne Tider
11. august 2012
Udsat. Filosoffen Martha Nussbaum har gjort akademisk karriere på at fremhæve det menneskelige vilkårs sårbarhed. Hendes seneste bog, ’Den nye religiøse intolerance’, er et energisk forsvar for mindretals religionsfrihed i lyset af den islamofobi, der har vundet frem siden 11. september 2001.

Udsat. Filosoffen Martha Nussbaum har gjort akademisk karriere på at fremhæve det menneskelige vilkårs sårbarhed. Hendes seneste bog, ’Den nye religiøse intolerance’, er et energisk forsvar for mindretals religionsfrihed i lyset af den islamofobi, der har vundet frem siden 11. september 2001.

Jana Leon

Der går en populær historie om engang, Martha Nussbaum holdt foredrag i en lille stue i den episkopale kirkes menighedshus på University of Chicago. Mens hun talte, fløj en fugl pludselig ned gennem skorstenen og gav sig til at flagre panisk rundt i lokalet og støde ind i væggene, som indespærrede fugle nu gør. De studerende fik travlt med at åbne vinduer og forsøge på at genne det stakkels dyr ud i friheden. Al deres opmærksomhed var fanget af fuglen. Men i den hektiske opstandelse fortsatte Nussbaum upåvirket sine tankerækker, som om intet var på færde.

Også i dag udstråler hun afslappet akademisk coolness. Som en, der har fuldstændig styr på sig selv og sit stof. For en person, der har skabt sig en fornem akademisk karriere på at fremhæve det menneskelige vilkårs udsathed og sårbarhed, kan hele denne kølige selvkontrol forekomme overraskende.

Hvorfor blev den antikke verdens guder ofte forelskede i mennesker, spurgte hun engang i et brillant essay med titlen Kærlighedens viden. Hvorfor skulle de foretrække dødelige frem for udødelige?

Det er netop, fordi mennesket er i stand til at mislykkes, hævder hun, at de kan udvise så mange attraktive egenskaber. Tag for eksempel mod. Hvilken plads kan mod have i verden af udødelige guder? Hvordan kan en udødelig gud risikere alt for en anden udødelig, hvis begges liv og sikkerhed altid er garanteret på forhånd? Og hvilken slags forælder ville en udødelig forælder være over for et udødeligt barn? I al fald ikke en, der af lutter bekymring holder sig vågen hele natten. Udsathed og sårbarhed er uløseligt forbundet med at være menneske. Og netop risikoens vilkår gør os attraktive og til tider heroiske.

I sit kontor på femte sal af den juridiske fakultetsbygning – smukt tegnet af den finske arkitekt Eero Saarinen i højmodernismens rationelle stil – fremstår den amerikanske professor i ret og etik ved University of Chicago nu ikke selv som en risikotager. Hun belægger sine ord og emner med advokatlignende forbehold. Jeg beslutter mig for først at spørge om risici i relation til de finansielle markeder. Det virker som et rimeligt spørgsmål i lyset af hendes interesse for risici og problemets aktualitet, og desuden er hun berømt for sit samarbejde med økonomer som bl.a. Amartya Sen. Men Nussbaum bider ikke på.

»Jeg vil helst ikke tale om regulering af finansmarkederne, for på det område har jeg ingen ekspertise. Det er et meget kompliceret emne. Hver gang jeg skriver en bog, handler den om et emne, som jeg tror, jeg ved noget om.«

Europas tradition for irrationel frygt

Hendes seneste bog, Den nye religiøse intolerance, er et energisk forsvar for mindretals religionsfrihed i lyset af den islamofobi, der har vundet frem siden terrorangrebene den 11. september 2001. Og med minoriteter hentyder hun da også for det meste til muslimer.

»Vi ser en irrationel frygt få bestemmende indflydelse på dele af den offentlige politik – dog måske mere i Europa end i USA,« forklarer hun. »Og Europa har historiske traditioner for den slags. De love, der gjorde det ulovligt at tale latin i en kirke, men lod det være lovligt at tale latin på universiteterne, var skjulte former for forfølgelse – og ikke så skjulte endda. Den slags ser vi nu over hele Europa. Vi ser det i tilfældet med de schweiziske minareter, hvor en bygning, der udtrykker et religiøst mindretals ønske om samlingssted, pludselig bliver ulovlig. Vi ser det i Tyskland i de tilfælde, hvor nonner kan undervise i fuld nonnedragt, mens en lærer ikke må undervise med muslimsk hovedtørklæde på.«

»Grunden til, at USA er i en bedre position end Europa til at håndtere sine egne tendenser til religiøs intolerance er, at USA altid har forstået sig selv som forenet omkring politiske principper og ikke omkring kultur, mens Europas nationer har en langt mere traditionel opfattelse af nationen, der er forbundet med romantikken, og som ser religionen og kulturen som nationens byggesten,« siger Nussbaum.

Der er, hævder hun i bogen, tre grundlæggende principper, som vi bliver nødt til at holde fast i, hvis vi vil have et tolerant samfund: samvittighedsfrihed, selvkritisk årvågenhed og empatisk fantasi. Det første af disse, »som den amerikanske forfatning udtrykker en dyb forståelse af«, fastslår den retlige beskyttelse af synspunkter, der afviger fra det etablerede flertals. Staten er forpligtet til at indtage en neutral stilling i forhold til spørgsmål, der vedrører den enkeltes samvittighed. Alle mennesker skal have lige værdighed – en værdighed, som omfatter de måder, hvorpå individer når til forståelse af livets ultimative formål. Samvittighedsfrihed og menneskelig værdighed er størrelser, der er uløseligt forbundne.

Ifølge Nussbaum er det den praktiske filosofis rolle at gøre disse grundlæggende principper gældende for på den måde at skylle de selvmodsigelser væk, som karakteriserer skjulte fordomme. Byen Hialeah i Florida vedtog på et tidspunkt en lov, der forbød at dræbe et dyr under »et offentlig eller privat ritual eller ceremoni, når det primære formål ikke var fødevareforbrug« – angiveligt med den begrundelse, at det var grusomt for dyr. Men Højesteret, der kendte loven ugyldig i 1993, fastslog, at lignende og ofte værre former for drab på dyr tillades i fødevareindustrien. Således kunne ønsket om at undgå dyremishandling ikke være den egentlige årsag til loven: Den var åbenlyst formuleret for at kunne slå ned på en religiøs praksis – et område, hvor staten er forpligtet til at forholde sig neutral.

Dobbeltmoralsk burkadebat

Nussbaum forfølger samme tankegang, når det gælder burkaen. De, som sætter burkaen i sammenhæng med vold mod kvinder, er ofte inkonsistente, når de f.eks. ikke samtidig ønsker at forbyde alkohol, der også vides at have nær sammenhæng med vold mod kvinder. Selv i USA’s forbudstid, påpeger hun, var alkohol tilladt i forbindelse med religiøse formål såsom den hellige nadver.

Mange hævder, at burkaen bliver påtvunget kvinder, og at problematikken handler om retten til at vælge frit. Og hvis fysisk tvang eller trusler vitterligt kan dokumenteres, må loven bestemt gribe ind. Men hvad med de ikke-fysiske former for kulturelt eller samfundsmæssigt pres? Ja, siger Nussbaum – »såsom at tvinge dit barn til at spille klaver, klæde sig på en bestemt måde eller søge ind på en revisoruddannelse«.

Strategien med bogen er at afsløre den inkonsistens og dobbeltmoral, som vi anvender over for mindretals religiøse holdninger – således at vi ud fra dette standpunkt kan plædere for en mere indlevende og lyttende holdning til dem, hvis verdenssyn vi ikke deler.

Hendes personlige motivation for denne bog bliver antydet i forordet, hvor hun beskriver sin konvertering til jødedommen i 1969 efter sit ægteskab med Alan Nussbaum og hendes bat mitzvah i 2008 i KAM Esajas Israel-menigheden i Hyde Park, en velstående forstad til Chicago lige rundt om hjørnet fra Barack Obama-familiens og Louis Farrakhans store palæer. Nussbaums far nægtede at komme til brylluppet. Han var, det indrømmer hun på stedet, en forbenet sydstatsracist, der ikke kunne udholde tanken om, at hun giftede sig med en jøde. Og det er da også hendes oplevelse af antisemitisme, der udgør den emotionelle kerne i hendes argumentation.

»Jeg bruger eksemplet med antisemitisme, fordi jeg synes, det er nyttigt at se tilbage på et historisk eksempel med nogen distance, og her kan vi alle indrømme, at der blev begået alvorlige fejl. Vi kan i dag se, at behandlingen af jøderne blev inspireret af en slags oppisket og konstrueret frygt – her er Zions Vises Protokoller mit eksempel – som har mange elementer til fælles med frygten for muslimer i dag. Lighedstræk, der omfatter kravet om assimilation, herunder i tøj- og livsstil som betingelse for fuld borgerlig ligestilling.«

Med en opvækst i en såkaldt WASP-familie (hvide, angelsaksiske protestanter) lærte Martha Nussbaum antisemitismen at kende indefra. Hendes far, der stammede fra Georgia, »var sydstatsracist, og hans holdninger var dybt indgroede. Han ville ikke spise et måltid ved samme bord som en afroamerikaner – denne følelse af fysisk fornedrelse og forgiftning var overalt i Sydstaterne«.

Jo mere hun taler, des mere får jeg det indtryk, at en stor del af hendes værker handler om at bryde med hendes fars kristne religion, ikke mindst med kristendommens nervøsitet om kroppen i almindelighed og seksualitet i særdeleshed. En mere dennesidig religion som jødedommen er perfekt for en filosof, der skabte sit ry med værket The Fragility of Goodness, hvori hun tog Aristoteles praktiske etik i forsvar over for Platons overnaturlige metafysik. Nussbaum hævder, at når Platon placerer kilden til alt værdifuldt et sted uden for den menneskelige sfære, er det et forsøg på at give det gode liv en overmenneskelig forankring og på den måde flygte fra det uundgåeligt risikable aspekt ved at være menneske.

Dette indebærer fornægtelse af godhedens iboende skrøbelighed, en fornægtelse af risikoen som vilkår. Nussbaum giver mig ret i denne vurdering.

»At den henlægger problemet med retfærdighed til en anden verden er lige netop det problem, jeg har med kristendommen«.

På det seneste er hun imidlertid kommet frem til en mere positiv vurdering af kristendommen. Således er hun fuld af lovord over for den episkopale kirke, for kirkens homoseksuelle biskop Gene Robinson og for dens tidligere præsiderende biskop, Frank Griswold, som hun i sin tid lærte at kende som teenager i Bryn Mawr, Pennsylvania.

»Vores episkopale kirke er kommet meget langt som drivkraft for sociale fremskridt.«

Det var dog, da hun arbejdede med de fattige i Indien, at hun på tæt hold kom til at erfare, hvordan den kristne lære om, at alle mennesker er skabt i Guds billede, kan blive en magtfuld politisk kraft for det gode.

Jeg minder hende om en interessant fodnote i Kærlighedens viden, hvor hun overvejer, om ikke kristendommen har ret i, at for at beskrive den perfekte Gud, er man også nødt til at beskrive en Gud, der har forbundet sig med risici og dødelighed.

»Er dette ikke det højeste udtryk for, at Gud er nødt til at være dødelig for at kunne manifestere et bredere spektrum af dyder? Det har altid fascineret mig, at vi er nødt til at elske dødeligheden,« indrømmer hun.

»Jeg har lige set Wagners Ringen på Metropolitan Opera i New York, og hvor dødelighedens elskelighed også er et stort tema. Brünnhilde er legende og kraftfuld, men hun er ikke rigtig elskelig i nogen dyb forstand, før hun bliver menneskelig og påtager sig den sårbarhed, det indebærer.«

 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nick Mogensen

Det er en interessant artikel. Jeg synes Nussbaum – i hvert fald som det fremstilles i artiklen – har nogle synspunkter jeg synes bidrager positiv til min egen forståelse af kulturelle forskelligheder og debatten om disse.

Det er interessant at hun har giftet sig med en jøde, og derfor har deltaget i religiøse akter, samt at hun i dag ser kristendommen, navnlig en bestemt slags, som positiv for socialt arbejde. Jeg tvivler sådan set ikke på, at dette alt sammen kan være tilfældet. Jeg under mig derimod over, om hun har overvejet, om mennesket som udgangspunkt har brug for, og føler trangen til at ritualisere tilværelsen? Som filosof har hun nok tænkt tanken, men hvad betyder den i forhold til hendes beskrivelse af religiøse minoriteter?

Ritualisering af tilværelsen sker ikke kun personligt plan, men mestendels på ’fællesskabets niveau’. I en verden der siges ”at være blevet mindre”, sker der en relativ afritualisering af tilværelsen. Det ’at være til’ bliver mere usikkert, fordi verden er mere usikker. Det er en ontologisk problemstilling. Jeg føler mig overbevist om, at denne afritualisering af tilværelsen, samhandel på tværs af landene, øget homogenisering af lovgivning på vigtige områder qua unioner osv., der delvist gør staten svagere, og som gør ’det at være til’ mere usikkert, skaber en verden hvor det mistroiske trives. Koblet sammen med en stigende ’reklameficering’ af tilværelsen – næsten alt kommunikeres bevist på bestemte måder, for at opnå ønskede reaktioner hos aktørerne – skaber en verden hvori det enkelte menneskes selvkonstans og moralske opfattelse, kan skifte og påvirkes betydelig, fordi den ’sunde fornuft’ er presset, grundet denne høje ”bølgegang” tilværelsen tilbyder mennesket.

Jeg husker et citat jeg engang hørte. Det lød:”The greatest bond between men, is not the one of law but the one of trust.”

Hvis vores mistro over for ‘det gode’ I den anden overtager vores tro på selvsamme, ja så ender vi en spiral af stigmatisering af diskriminering af bestemte grupperinger. Denne stigmatisering foregår hele tiden.

Hvis du i Danmark kommer til begravelse i hawaii-skjorte (selvom døde næsten ikke gik i andet) ville blive betragtet som respektløst. Jeg har altid syntes det var ironisk – sidder respekten alene i tøjet? I andre lande, ville hawaii-skjorten blive betragtet som en gestus til vedkommendes liv og præferencer. Det er vel i bund og grund kulturel stigmatisering eller det modsatte, som gør sig gældende? Jeg tror grundlæggende vi må lytte og forsøge at få noget logik ind i tilværelsen, således at linket mellem flæskesteg og danskhed ikke bliver det afgørende for, om man er ’dansk’ eller ’udansk’, eller linket mellem tørklæde og undertrykkelse, ikke bliver det eneste vi afgør vores holdninger med. Jeg er ligeglad om folk har tørklæde på. Hvis de er interessante mennesker, har noget at byde på, lytter og bidrager, må de gå rundt med en kælk på ryggen hvis de vil.

PS: Jeg er klar over, at indlægget måske er lidt ”off-topic”. En forhåndsundskyldning herfra ;)

Brian Pietersen

jo mere påtrængende religiøse mennesker agerer, jo mere afstandstagen bliver jeg, jo mere de viser hvad de vil, jo større afstand tager jeg, da de ligger milevidt fra hvad jeg kan stå inde for og godtage fra mine medmennesker, f.eks. at skære i børn.

Mihail Larsen

Latin og sludder

Martha Nussbaum er en moderne, anerkendt filosof, som har skrevet mange indsigtsfulde bøger og artikler. Men ind i mellem sniger der sig også noget vrøvl ind i hendes eksempler, som f.eks. dette:

"Og Europa har historiske traditioner for den slags. De love, der gjorde det ulovligt at tale latin i en kirke, men lod det være lovligt at tale latin på universiteterne, var skjulte former for forfølgelse – og ikke så skjulte endda. Den slags ser vi nu over hele Europa."

Afskaffelsen af latin i kirkerne var ikke en "forfølgelse" – det skulle da lige være af det kleresi, der i århundreder havde levet højt på almuens ringe kundskaber, og som ikke så nogen interesse i at 'demokratisere' kirken. Hvis det religiøse budskab skulle gøres 'folkeligt' og personligt, måtte det nødvendigvis formidles på det nationale sprog (det daglige sprog).

Latin fortsatte som videnskabeligt sprog af helt indlysende grunde, fordi det skulle kunne formidles til andre forskere på tværs af nationale grænser – lige som engelsk i dag tjener som et fælles sprog, som alle forskere forventes at beherske.