Læsetid: 13 min.

Mellem panderynker og billige scoretricks

Det er tid til at snakke om stoddergener, huskespillere, 40-års-kriser, forkvaklede følelsesliv og flotte bryster. Information har sat to af avisens kønsskribenter til at læse et udvalg af sommerens mandeblade
11. august 2012

Katrine: Hvorfor køber mænd mandeblade? I livsstilsmagasiner er der en indbygget købemotivation – et ’derfor skal du læse det her blad’. I dameblade lokkes man af forvirringen over, hvilke værdier og hvilken livsstil man skal bekende sig til: Skal man leve af sunde agurkesmoothies eller spise syndige cupcakes? Skal man købe den hvide Ilva-sofa eller være ’hippie’ og børnepraktisk? Bladene er ikke til for at gøre læseren klogere på noget, men snarere for at gøre hende usikker nok til, at hun næste uge køber endnu et blad med endnu mere forvirrende livsvejledning.

Mandemagasinerne ser ud til at lukrere på en anden og mindre synlig usikkerhed. Her er en læsedrift, der holdes kørende af umulige mandeforbilleder og uopnåelige kvinder.

Dels er der storebror-komplekset. Dét, at man gerne vil lære at begå sig, klæde sig, tænke og tjene penge som mænd med større erotisk, økonomisk og kulturel kapital end én selv. Det er et rendyrket forbilledebegær, der på juli måneds forsider fra Euroman og Cover. Man sættes i gang ved det rå syn af Tue Track, Nicklas Bendtner og Wood Wood-tøjkædens Karl-Oskar Olsen. De er tunge drenge med stil og succes, skægstubbe og panderynker. Altid denne dybe panderynke. Det gør lidt ondt at være så sej.

Og så er der ’scoredriften’. Den figurerer på forsiden af de mindre læsetunge magasiner. M! er prydet af bikinimodel Morgan, Rapport af en pige i g-streng fra deres »exotiske tema«, og i Cover Mans tredje forsidevariation strutter topmodel Maria Gregersen i trusser og med åben mund. Det er skønt at se på kvinder, men magasinerne vil også hjælpe med at erobre dem. Mest direkte er Rapport med blandt andet overskriften: »Vi har guiden til hendes underliv: Scorekunstens ABC«.

I Euroman er scoreguiden mere subtil. I august måneds faste babe-portrætinterview, »En kvinde, vi ka’ li’«, poserer fotomodel Rose Hermansen på et lag af hø i bare bryster og kun iført små englehvide pluddershorts. I det tilhørende miniinterview siger hun:

»Et godt forhold består af lige dele venskab og kærlighed. Det er f.eks. vigtigt for mig at kunne have en god diskussion med min kæreste. Det at kunne sidde en hel aften og diskutere røven ud af bukserne om politik, film, bøger uden nødvendigvis at røre hinanden.«

Med den slags ’intellektuel tantra’ som betingelse for at komme ind under de lokkende pluddershorts er det bare med at bladre over til artikler om norsk kultur, jazz og Cronhammar.

Har man orienteret sig i alt det, som en dannet, verdensvendt ’Euroman’ bør vide, er der fri adgang til den moderne, selvstændige kvinde, antydes det.

Anders: Den karakteristik minder om en særlig læserytme, der opstår, når man sidder med bunken af blade. Den lyder nogenlunde sådan her: portræt af fodboldspilleren Ryan Giggs, artikel om en indianermassakre i Guatemala, lækker dame med flotte bryster, modetips om korte shorts og lyse jakkesæt, artikel om verdens hurtigste sejlbåd, lækker dame med flotte bryster, solbrilleguide, mobiltelefontest, lækker dame med flotte bryster, interview med skulptøren Ingvar Cronhammar, essay af Slavoj Zizek, lækker dame med flotte bryster.

Her sniger ubehaget sig ind på den mandlige, heteroseksuelle læser. I hvert fald genkender jeg denne ’læserytme’ i mit eget hverdagsblik på omgivelserne. Cykelturen på arbejde kan nemt blive en tilsvarende serie af registreringer: vejarbejde, rødt lys, lækker dame med flotte bryster, biler, fodgængeroverfelt, grønt lys, lækker dame med flotte bryster. På samme måde bliver en tur ned af Købmagergade med en kammerat til en live-version af herremagasinet: indkøb af jeans, snak om OL-finalen i 100 meter-løb, lækker dame med flotte bryster, en americano med mælk, diskussion om fagforeninger, lækker dame med flotte bryster.

Det lader til, at der redigeres efter et gammelkendt koncept: Mænd er mennesker, man lytter til, diskuterer med, forholder sig til verden gennem. Kvinder er noget, man kigger på. For 60 år siden gjaldt det udsyn vel nogenlunde alle medier, men i dag er det altså kommet i reservat og fungerer måske netop som det, der adskiller mandeblade fra andre magasinudgivelser.

Katrine: Men trods alt er der forandringer inden for mandebladsreservatets mure. Mens M! interviewer kvinder om pornofantasier og duftevand, der kan gøre det nemmere for læseren at ’parkere kødbilen på fisketorvet’, så bringer Euroman for eksempel en seks sider lang artikel om Burmas demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi. En hyldest til en kvindelig politiker i et tredjeverdensland er nye toner i mandebladsland.

 

Anders: Moderniseringen er sværere at få øje på, når det gælder de mandlige forbilleder. Det er klassikere, der præsenteres på de første sider af Cover Man. På lederplads introduceres vi for polarforsker Knud Rasmussen, »boheme og playboy, bedsteborger med stor villa i Hellerup, dus med samtidens storentreprenører og statsminister Stauning – og leder på ekspeditioner ud i den isnende polarødemark«. Han fungerer som en slags formel for den type mand, der dyrkes på de efterfølgende sider. Jeg er ikke nået langt ind i bladet, før Hemingway er blevet citeret (»write drunk, edit sober«), Edgar Allan Poe og Kurt Cobain optræder på en liste over kunstneriske selvmordere, mens den nu domesticerede familiefar Nick Cave leverer »et jordskælv af en koncert,« der nødvendigvis må være et tegn på, at »han havde trængt til at komme væk hjemmefra«.

Det er ikke fordi, den selvdestruktive machomand hyldes naivt. Det virker mere som et forsøg på at opstille nogle mytiske figurer, så den anderledes profane læser kan hente inspiration til sin dagdrøm om at hæve sig over hverdagens trummerum. Vi forstår, at den svenske skuespiller Mikael Persbrandt er en helt, netop fordi han har lagt sine problemer med alkohol, vold og stoffer bag sig – for i stedet at vinde »hæder og kvindehjerter på stribe med sin urmaskuline ro og styrke«.

Den schweiziske urfabrikant, der flankerer chefredaktør Bjerregaards indledende ord med en helsidesannonce, har virkelig ramt plet i segmentet, når den præsenterer sit håndledssmykke på en bredkæbet, sortklædt jagerpilot på vej op i sit stålgrå fly med isklædte bjerge i baggrunden.

Det er »real watches for real people«, hvilket egentlig er et pudsigt motto til et billede af en for Cover Mans typiske læser komplet uvirkelig situation, men det afspejler glimrende den virkelighed, der skabes på de glittede sider, hvor mænd er væsener, der først og fremmest »dyrker skabertrangen til det yderste, det kompromisløse og vil gå dét ekstra for at nå deres mål«. Det gør de hele livet igennem, for »den ubundne skabertrang kender ingen alder«.

Katrine: At alder ingen hindring er for drengerøvsdrømmen, bliver et slags betryggende mantra for Cover Mans modne målgruppe. Anders K. Sørensen, forfatteren til HANKØN – Iscenesættelsen af den moderne mand, skriver f.eks. et opmuntrende essay om at fylde 40 år. Billedsiden prydes af Mad Mens Don Draper (med teksten »cool og succesfuld med massivt kvindetække – og ude af stand til at håndtere det«), mens Paul Newman poserer i en lille, rød og fallisk racerbil. Omgivet af disse aldrende forbilleder, reflekterer Sørensen over »panikalderens potentiale«:

»For en mand, der har arbejdet hårdt, været dygtig og spist sine grøntsager, vil en stribe ting nu være inden for rækkevidde – lige fra Porsche 911’ere til de kvinder, der så lige igennem ham for 20 år siden.«

Det påfaldende er, at Sørensen i sin iscenesættelse af den moderne 40-årige mand, der ikke går i panik, direkte påkalder sig de mest klichéfyldte tegn på midtvejskrise: Køb en racerbil. Scor unge damer.

Samme billede, men i lunere form, finder man i Rapport. Mester i traktortræk, Kim Hoffmeyer, trodser også alle aldersforhindringer, når han fyrer derudad på sin kværn, og når han poserer for kameraet med lækre damer på ladet:

»’Jeg er medlem af Landbo Ungdom på trods af mine 52 år,’ griner Kim, som kører mange stævner i dette regi. ’Jeg kommer vidt omkring i Danmark og har i flere år deltaget i Store Legedag på Bornholm, hvor omkring 50 maskiner dyster mod hinanden i de forskellige klasser. Man kan vel godt sige, at sporten er for dig, der ikke kan få det stort nok.’«

Forskellen på de to magasiners ideal for ufortrøden vindermentalitet er, at Rapport generelt bevarer jordforbindelsen med mere realistiske billeder på det gode liv. Ingen stålgrå jagerfly her. Cover Man, derimod, sætter barren utroligt højt for, hvilken slags mand læserne skal se op til.

Anders: Af og til har selv forbillederne svært ved at slå til. Der opstår nogle pudsige øjeblikke, når de ikke af sig selv træder ind i rollen som barsk fyr. Som for eksempel i den velskrevne artikel om Nicklas Bendtner, fodboldlandsholdets stjerneangriber, »Eneren«, som han kaldes på forsiden. Han kører hurtigt og galt i sin Aston Martin og spiller med nummer 52 på ryggen som reference til bombeflyet B-52. Det er lige sagen for Cover Man, og det bliver kun bedre, da det viser sig, at Bendtner for tiden ser Californication på dvd, serien om den drikfældige kvindebedårer og Hemingway-citerede forfatter Hank Moody. Journalisten spørger, om Bendtner kan identificere sig med hovedrollen og det vilde liv. Men Bendtner vil hellere snakke om alt det andet, tilværelsen byder på.

»Jeg elsker at gå tur i skoven, se på kunst,« siger han. »Og jeg prøver ikke at lade mig styre så meget af alle de elektroniske muligheder længere.«

Den vej skal vi ikke ud af i Cover Man:

»Men du har også stoddergenet i dig?«

Bendtner svarer lettere modvilligt:

»Det har jeg jo nok. De fleste mænd har en stodder i sig. Hvor stor han så er derinde, det ... øh, det finder man først ud af med tiden.«

Noget lignende viser sig i Euromans interview med sportsjournalist Morten Ankerdal. Han voksede op i et hjem, hvor faren læste Hemingway og fik besøg af folk som Lasse Ellegaard og Morten Sabroe og Jørgen Leth, som alle sad og diskuterede Hemingway, hvilket unge Morten Ankerdal følte stor skam over ikke at kunne deltage i, så »næste dag gik jeg i gang med at læse Hemingway«.

Nu bor han i et parcelhuskvarter i Greve med sine to børn og en kone, der i modsætning til Ankerdal hader lyden af sport i fjernsynet, hvorfor han ligger med iPad og høretelefoner på i sengen for at få det hele med. Det lyder måske ikke så maskulint forbilledligt, men det kompenseres der så rigeligt for på det tilhørende foto af villavejshusfaren, der sjovt nok ikke gemmer sig under dynen med høretelefoner på, men sidder midt i en slidt sofa foran fjernsynet iklædt ærmeløs undertrøje og med et stort stykke pepperonipizza i munden, mens stuebord og gulv flyder med tomme øldåser, madkrummer og gamle pizzabakker. Sådan ser man(d) sport i flimmeren.

Den barske attitude minder mig om en scene i Stine Pilgaards debut, romanen Min mor siger, hvor fortælleren, en ung kvinde, er på værtshus med en veninde, da hun studser over en flok mænd ved et af nabobordene.

»Der er et eller andet ved mænd midt i trediverne der minder mig om drenge i konfirmationsalderen. Ligesom dengang er deres stemmer lidt for højrøstede, og deres samtaler handler om alt andet end hvad de tænker på.«

Katrine: M! er forstadiet til dette usikre mandefællesskab. De dyrker febrilsk det følelsesforkvaklede. Tag bare humorsiden »10 ting, du ikke må grine højt af«, som ikke overraskende tæller dværge og tykke kvinder og skedeprutter, men også det at ens bedste ven bliver forladt af kæresten:

»… indvendig ler du hånligt og tænker med skadefryd på alle de gange, han ikke gad være din wingman og i det hele taget var ’for gammel til at gå i byen’. Karma er en kælling.«

Den slags klichéfyldte tabubrud skaber en konsensus om den rigtige drengerøvs humor og tankegang. Jo mere grænseløst, des bedre. Tag en vits som:

»Hvorfor blender man altid babyer med fødderne først? Det er, så man kan nå at komme den i munden.«

Det er, står der, »jokes, du ikke kan fortælle svigermor – til gengæld kan du roligt fyre dem af, når du sidder i omklædningsrummet efter fodboldtræning og lige har pisset på din kammerat i badet.« Den karakteristik er ligeså rammende, som den er selvironisk.

Sat over for Euromans dannede forførelsesidealer er det også både befriende selvironisk og udtryk for en kollektiv forkastelse af forfængelighed, når de bringer fire gode tips til at lure på lækre damer på stranden: Brug ’Hjørnekikkert’, mobiltelefon, avis med to kiggehuller i, eller vinderen: solbrille med bakspejl: »Så har du stof nok til et par dages huskespillere«.

Hvorfor fylde hjernen med bekymringer, når man kan lagre den med huskespillere?

Anders: Det er som om, der sker en markant forandring, når man så åbner et magasin, der ikke har heteroseksualitet som samlingspunkt. Tag for eksempel Nordic Man, et nyt herremagasin, der netop har sendt sin tredje udgave på gaden. Her handler det først og fremmest om mode, bladet er alt andet end teksttungt, og der kan sagtens på den ene side være et billede af en jakkesætklædt mand med hustruen i baggrunden, og så senere være en ottesider lang modeserie med en ung, mandlig model i bar overkrop og med en let åben trutmund, der fremstår umiskendeligt homoerotisk.

Der lader til at være plads til andre typer mænd og mandefællesskaber, når begæret efter kvinder ikke er et tema. Tag nu det internationale magasin Vman, der ligesom Nordic Man er renset for lækre damer med flotte bryster. Det skulle være en smal sag at præsentere ham som både sej og barsk – mandebladet GQ har ham i samme måned som coverstjerne (»Andrew Garfield er Spider-Man, bare meget sejere«) med skægstubbe, borende blik, kraven slået op, slåskampscener og en salgstekst for artiklen om, at han har været i seng med både Keira Knightley og Carey Mulligan.

Men i Vman er blikket enten blidt eller drømmende, positurerne er henslængt afslappede, og selve interviewet har magasinet engageret den forhenværende Spiderman-stjerne Tobey Maguire til at foretage, så det mere fungerer som en ligeværdig samtale mellem to mænd, der har stor forståelse for hinandens situation og uden videre taler om den tvivl og usikkerhed, som kan opstå, når man til en casting står foran 30 mennesker, der alle stirrer vurderende på en og hvisker med hinanden.

Maguire fortæller om det massive hysteri, der var forbundet med filmenes succes, og Garfield bekender sin frygt for at miste sig selv i noget lignende, inden han spørger sin kollega, om det overhovedet kan lade sig gøre at menneskeliggøre det niveau af berømthed, han står over for.

Det er ikke fordi, artiklen er blændende, men den åbner et rum, som virker rart at være i.

Måske er der en sammenhæng: mellem gængse mandeblades billeder af afklædte kvinder og så den hårdhed, der er i præsentationen af de mandlige forbilleder, den idyllisering af det kompromisløse og målrettede, dyrkelsen af stodderen, manglen på empati og frygten for følsomhed. Som om det ene fordrer det andet.

Katrine: Det passer kun på halvdelen af bladbunken. M! og Cover Man er fælles om at dyrke et mandeideal uden plads til sårbarhed (eller forældreskab eller gåture i naturen).

Men det modsatte finder man faktisk i Rapport og Euroman. Mens hiphop-portrættet af Suspekt i M! er en drukreportage (»Jeg vågner op med en uimodståelig trang til at brække mig i min hånd… Jeg er vendt tilbage til morgenfesten fra helvede,« rapporterer journalisten stolt), så har Euromans journalist i deres hiphopper-portræt spadseret Frederiksberg tynd med Tue Track: »vi køber salat, oksedeller og kildevand i en deli på H.C. Ørstedsvej«.

Og det rynkebrynede mandeidol siger ting som:

»Jeg kunne slet ikke spille op til damerne, jeg var alt for genert,« og »når jeg går i stå [med at skrive], plejer jeg at tegne min søns og min kones navne, Sine og Elliot.«

Vi ser endda hans notehæfte, hvor de to navne er tegnet med drenget efterskoleskift og dekoreret af små hjerter. Og i deres augustportræt af kronprinsen beskrives den kommende konge ikke kun som en charmerende sportssupermand, men også »famlende og usikker«.

I Rapports månedlige brevkasse får de (aldrende, fornemmer man) mandlige læsere hjælp med deres erklærede problemer med Viagra, med for små peniser, med hustruer, der har mistet sexlysten efter fødslen og så videre. Én mand er ked af, at der ikke er mere fokus på mandens og mandekroppens seksuelle muligheder.

»Findes der steder til mænd, hvor man kan gå hen – uden at blive helt til grin – og snakke om de her meget private ting?« spørger han. Det er sgu en sårbar mand. To siders bladren fra alle de flotte silikonebryster.

Der er også en nærmest rørende korrespondance på Rapports sidste sider, hvor læserne sender amatørbilleder ind af deres kærester. Modsat alt andet hud i mandebladsuniverset, har de naturlige, buttede og aldrende kroppe – ligesom kvinder uden for reservatet. I magasinbunken er det indslag måske det bedste bud på det rare rum, som du efterlyser i det danske i mandebladsunivers. Her møder redaktionen læseren, hvis realistiske hverdagsliv pludseligt får den respekt, som ellers kun er forundt de umulige mandeforbilleder og deres uopnåelige kvinder.

»Lissy er en fræk sag. Hun vil have sex et par gange hver dag. Er hun ikke skøn?« skriver Charles glad om sin 45-årige erotisk buttede kæreste.

Redaktionen svarer bekræftende:

»Vi elsker Lissy og hendes sunde indstilling til sex, red.«

Anders: Hvis dameblade altså dyrker følelser af forvirring og dårlig samvittighed ved at hvirvle alskens råd og vejledning rundt i hovedet på sin e læsere, så leves der anderledes løssluppent i bunken af mandeblade. Her er plads til den moderne, domesticerede mands drøm om at være kronprins, fodboldstjerne eller hiphopper, plads til at udfolde sine indre nørd udi netpirateri, traktortræk eller swingjazz, plads til liderlighed efter plastikbryster, thaipiger og tykke koner. Hvis man leder lidt, er der endda plads til sårbarhed – så længe man har styr på sin Hemingway.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

jeg køber ikke mandeblade......
mode rager mig en høstblomst, jeg vil betale for kvalitet ikke for hvad andre synes jeg skal bruge penge på, den type mennesker er YT i mit liv.

Anders Jensen

Jeg finder det mest interessant, hvad kønsskribenterne definerer som mandeblade.

Sjældent folk udstiller deres egne fordomme så åbenlyst.

Eller sagt på en anden måde : Hvorfor er information, weekendavisen og Anders And ikke mandeblade ?

Anders Jensen:

Et mandeblad er et blad der især er beregnet for mandlige læsere (jf. Den Danske Ordbog, ordnet.dk).

Derfor er Information, Weekendavisen og Anders And ikke mandeblade. De har muligvis flere mandlige end kvindelige læsere, men de er ikke målrettet mænd.

Mascha Madsen

Men hvor store er oplagene, er det reelt set noget kendetegnende mænd... Jeg vil gætte porno decideret er det ,men alle hybriderne tror jeg faktisk er for et fåtal af mænd, mine mandlige tandlæger skuffer mig hver gang jeg skal sidde der i venteværelset og forsøge at finde noget interessant i motrobladene med forskellige biler, og nogle decideret med sportsvogne udelukkende det dræber mig hver gang fordi jeg elsker at berolige mig selv med lidt læsning, så det blir som regle gaget eller gadet småtingene jeg prøver at finde interessante, ligesom rigitgt mange kvinder at uransagelige årsager nyder at læse hækle og strikke opskrifter så er der jo også modsvarende for mænd, som jagt og fiskeri, og nogle trekking-blade/tidsskrifter...og National Geographic, Pc-bladene osv. Jojo kvinder kan også læse dem, men er der reelt så mange kvinder, der gør det at man kan kalde det blade for begge køn ?

okay jeg elsker at bladre i National Geog. Mest på grund af de vanvitigt smukke fotografier... Og der findes jo også Historie Tidsskrifter, som jo der falder vel et par stykker af til de kvindelige nørder men det er ikke mainstream.. Mens Illustraret Videnskab nok er mere multikønnet ligesom de forskellige træningsblade om træningsoptimering og sund kost og forskellige nye tiltag inden for fitness og sportsgrene nok også er det... PRODUCENTERNE HAR NOK EN ANELSE OM KØNSFORDELINGERNE ,HVIS DE TAGER DERES JOB ALVORLIGT.

Kasper Andreasen

"Her sniger ubehaget sig ind på den mandlige, heteroseksuelle læser. I hvert fald genkender jeg denne ’læserytme’ i mit eget hverdagsblik på omgivelserne. Cykelturen på arbejde kan nemt blive en tilsvarende serie af registreringer: vejarbejde, rødt lys, lækker dame med flotte bryster, biler, fodgængeroverfelt, grønt lys, lækker dame med flotte bryster. På samme måde bliver en tur ned af Købmagergade med en kammerat til en live-version af herremagasinet: indkøb af jeans, snak om OL-finalen i 100 meter-løb, lækker dame med flotte bryster, en americano med mælk, diskussion om fagforeninger, lækker dame med flotte bryster."

I was amused.

Jeg forstår ikke helt hvad folk har imod artiklen i øvrigt. Jeg kigger selv kun meget sjældent inden for i bladverdenen (typisk som følge af desperation), men for mig var det stadig tankevækkende og underholdende læsning.

Anders Jensen

@Sara Arklint
Tak for dit svar. Definitionen er sikkert rigtig. Jeg synes blot det er tankevækkende, hvad kønsskribenterne mener er repræsentativt for genren.

Personligt kender jeg f.eks. flere kvinder/piger som hellere vil læse euromann end diverse "dameblade". Vistnok pga. de mere dybdegående artikler og interview.

"Rigtige mænd læser ikke det lort, og de ser heller ikke porno. De dygtiggør sig i overlevelse."

Hihi *fnis, slap af mand :)

Majbritt Nielsen

Snak om fordomme og deslige
"ligesom rigitgt mange kvinder at uransagelige årsager nyder at læse hækle og strikke opskrifter "

Jeg kender godt nok ikke mange kvinder, hverken venner eller bekendte der læser de der opskrifter af egen drift. Andet end de få der endnu strikker/hækler. ;)