Analyse
Læsetid: 5 min.

Dette er OL, hop her!

Hvorfor egentlig tage til OL og vise sig frem? Måske fordi man kan slippe væk hjemmefra
Moderne Tider
11. august 2012

Grækerne har et ordsprog, der i al sin enkelhed lyder hic Rhodus, hic salta (sådan er det overleveret i sin latinske form fra Æsops fabler). Historien bag ordsproget, der har at gøre med atleter og konkurrencer, og som har sin egen tørre humor, kan genfortælles som følger:

»Engang var der en mand, der uafladeligt pralede med et meget flot spring, han engang havde gjort på Rhodos. Med tiden blev folk mere og mere trætte af at høre på ham. Til sidst var der en mand, der havde udtænkt et snedigt argument over for pralhalsen. Han sagde blot: Dette er Rhodos, hop her! (hic Rhodus, hic salta). Og siden den dag hørte man ikke mere til det flotte spring.«

Forsvar for Rhodos

Umiddelbart er dette selvfølgelig en historien om et kedeligt persontræk, nemlig en overmodighed, som vi i Danmark traditionelt ikke har haft det for godt med. Vi kan ikke lide, når det bliver lidt for stort og flot. Bedst har vi det, når en sølvmedalje-vinder til et OL, som f.eks. Anders Golding, har begge ben solidt plantet på jorden og blot glæder sig til hjemkomst og modtagelse med Brovst Pigegarde i Aalborg Lufthavn. Det græske ordsprog kunne således meget vel approprieres af os sindige danskere, der hellere vil overraske end love for meget.

Hermed misforstår man dog den pågældende mand, der havde gjort et flot spring på Rhodos. For er OL som sted ikke meget at ligne med Rhodos? Legene foregår altid ”et andet sted”. Det kan være Seoul eller London, eller Rio. Ideen er netop, at atleterne tager væk hjemmefra – f.eks. fra Jetsmark Sogns Jagtforening – og til et Rhodos-lignende sted, hvor de konkurrerer med andre store atleter. Når de kommer hjem, kan de rent faktisk – og med god ret – prale af, at have gjort et flot spring på Rhodos. Det ville være mere ærligt og tættere på sandheden.

Det ville frem for alt ødelægge den logik, som præger den danske forståelse af, hvad OL er eller kan være. Ideen i den danske forståelse er nemlig, at vi tager ’derud’ for at kæmpe for Danmark og for at vise dem, hvordan en dansker vinder (eller taber). Sådan gør danskeren, når han vinder. Han tager det stille og roligt, for alle ved jo (eller kan nu se), hvor meget en dansker hviler i sig selv. En kort aggression i sejrsøjeblikket, og derefter den sædvanlige, nærmest forgiftede tilstand, hvor en passiv nydelse ved sejren strømmer ud gennem tv-skærmen. Alle ved (eller kan nu forestille sig), hvor smuk en lille plet Danmark er, og hvor fin en etik, det rolige, skandinaviske sindelag danner baggrund for.

Otte medaljer? Nej tak…

Måske er det, modsat denne kvælende tilbageholdenhed, netop overmodet og overdrivelsen, der kan bringe os ud af den nationalistiske knibe, og som kan få os til at opdage andre facetter ved et OL.

Lad os igen tage manden, der havde gjort et flot spring på Rhodos, i forsvar. Mandens praleri handler ikke blot om narcissistisk-vulgær selvsikkerhed. Hoppet har en helt klar reference: Det blev gjort på Rhodos. Dermed også sagt, at det ikke bare er noget, han sådan lige kan gøre igen. Og at det heller ikke er noget, han har tænkt sig at gøre på enhver flad mark.

Hvis vi igen oversætter: Det blev gjort ved OL. Det sted, hvor guderne kigger ned fra Olympen, klør sig i skægget med velbehag og blinker til hinanden, når en smuk bryder får det rigtige tag i sin modstander, eller når en sejler går i ét med sit sejl og vender båden, som man vender en bøf på grillen. Man skal prale, hvis man har vundet ved OL. Alt andet er at nedgøre sin modstander. Hvis man blot trækker på skuldrene og siger, arh, jeg var vist også lidt heldig, tager man så ikke netop alt fra den modstander, der lige i et andet interview har sagt, at han gav alt?

Overmodet ødelægger selvfølgelig billedet af sportsmanden, som den, der har fuldstændig kontrol over sig selv. Til gengæld kan det netop give os fornemmelsen af, at vi mennesker er større, end de simili-medaljer, der skal med hjem og hænge i skabet. Den guldmedalje, som Muhammad Ali – pralrøven over dem alle – vandt i Rom i 1960, smed han efterfølgende i Ohio River, fordi han blev nægtet betjening på en ’whites only’-restaurant. I den sammenhæng virker det latterligt, når Team Danmarks målsætning er otte medaljer ved OL. Hvorfor ikke overbyde og sige 16 eller 25? Vendt på en anden måde: Hvad er der ved at vinde otte medaljer, hvis de f.eks. er vundet på en billig baggrund?

Flæb eller flab?

Det er de rigtig store atleter forundt at forstå deres egen indsats på den helt rigtige måde. Som da Poul-Erik Høyer flåede sin trøje i stykker i Seoul. Eller som Usian Bolt, der har sagt, at når han er færdig med løb, vil han kaste sig over fodbold, hvor han regner med at blive en glimrende fodboldspiller for Manchester United, og i øvrigt er hans ultimative mål at blive en legende. Et sådant udsagn er selvfølgelig grænsende til det forargelige og irriterende selvsmagende, men der er også så meget et overbud i det, at man næsten ikke kan lade være med at føle sig opløftet.

En stor modsætning er det i hvert fald til den trend, som synes at have været meget udtalt ved OL i London, nemlig flæbe-scenen. Som da to hulkende letvægtsroere fra Storbritannien undskyldte over for koner, trænere og fans, at de kun blev nummer to. Overmod og praleri handler slet ikke om sådanne dvaske følelser. Langt snarere er overmodet noget, som enhver er i stand til – og ikke blot den, som tager sig selv så højtideligt, at en sølvmedalje må skylles ned med tårernes bittersøde drik. Overmodet har f.eks. den saudiarabiske bryder, der som den første kvinde stiller op for sit land, kun for brutalt at blive rusket rundt og sendt hjem i første runde. Overmodet har Muhammad Ali og Usian Bolt.

Det handler ikke blot om at være med. Det handler heller ikke om at vinde. Det handler om at opfinde nye former for storhed.

 

Center for vild analyse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her