Nyhed
Læsetid: 14 min.

’Pludselig, blev der længere mellem kunderne ...’

Danskerne har længe fået at vide, at krisen er en katastrofe for hele nationen. Men det er stadig uvirkeligt for de fleste, når tre ud af fire ikke selv mærker krisen økonomisk
Fald.  Pludselig  i 2008 begyndte kunder, der plejer at komme hver sjette uge, at trække aftalen til hver anden måned. Men nu er tingene tilbage i det normale, fortæller Henrik Følsgaard. Folk vil jo stadig gerne se godt ud, siger han.

Fald. Pludselig i 2008 begyndte kunder, der plejer at komme hver sjette uge, at trække aftalen til hver anden måned. Men nu er tingene tilbage i det normale, fortæller Henrik Følsgaard. Folk vil jo stadig gerne se godt ud, siger han.

Tine Sletting

Moderne Tider
25. august 2012

Det var som at låne penge af en rig onkel. Som at blive fuldgyldigt medlem i de riges klub, da Grækenland den 1. januar 2002 sammen med 11 andre EU-lande indførte euroen.

Pludselig blev landet, der midt i 90’erne havde haft en så svag økonomi, at man havde ment, at det aldrig nogensinde ville få mulighed for at blive del af eurozonen, en del af det gode selskab. Det blev en sikker samarbejdspartner, en sikker investering, et validt medlem af den samme klub som Europas stærkeste økonomier Tyskland, og Frankrig. Og dermed fik Grækenland samme lånemuligheder som Europas stærkeste økonomier, på trods af at landet i 90’erne havde haft så høj en inflation og så stort et statsunderskud, at tallene ikke passede ind, når EU’s statistikbureau Eurostat lavede grafer. Grækenland måtte præsenteres på en særlig side.

Hvordan det helt præcist var sket, var der ingen, der rigtig vidste, heller ikke blandt eksperter langt inde i statsapparatet. Hvordan tallene havde ændret sig så drastisk, så man kunne blive del af eurozonen, stod heller ikke helt klart. Ikke engang folkene i Elstat på Pireus nr. 46 i Athen, de statistikere, der arbejdede i The Hellenic Statistical Authority og lavede de officielle statistikker for den græske regering, vidste det. Det sagde de i hvert fald.

Og egentlig var det vel også ligegyldigt, for med eurosamarbejdet kom der penge, masser af penge, man ikke havde haft før. Pludselig var der billige lån og lave renter, der blev råd til metro, til broer, til veje, nye idrætsanlæg og stadioner, der blev råd til at holde OL i Athen i 2004, der blev råd til, at folk, der havde været langtidsarbejdsløse, kom i arbejde, til at taxachauffører pludselig fik råd til at udskiftede deres gamle Toyota’er med nye Mercedes’er, til at der pludselig ikke kun var penge til at købe hus, men også sommerhus og dyre ferier.

’Men, vi gjorde det rigtige ...’

Sådan var det ikke bare i Grækenland, men også i de andre lande, der havde indført euroen. For eksempel i Spanien, hvor der blev bygget en lufthavn i La Mancha syd for Madrid til 1,1 milliard euro, fordi lokalpolitikerne ønskede det. Lufthavnen lukkede efter tre år, fordi der ikke var brug for den. Eller i Irland, hvor bankerne pludselig havde fået en økonomi, der var flere gange større end Irlands samlede.

»Jeg ved det ikke,« sagde Konstantinos Skordas, statistiker i Elstat, til det amerikanske radioprogram This American Life. »Alle her om, hvordan det kunne ske, men jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at alle siger, at vi lavede vores arbejde korrekt,« sagde Skordas, der på trods af, at han sad med landets statistikker siger, at han blev lige så chokeret som alle andre, da Grækenlands økonomi brød sammen kort efter valget den 4. oktober i 2009, hvor centrum-venstrepartiets George Papandreou overtog lederskabet fra konservative Costas Karamanlis, og den chokerende nyhed blev annonceret: At statsunderskuddet ikke var på seks procent, men 13.

Det var den nyhed, der fik det hele til at kollapse. Først i Grækenland, så i Irland, Portugal, Spanien og Italien – hurtigt spredte den europæiske gældskrise sig fra land til land, investorer mistede tillid til markederne, og der blev sat spørgsmålstegn ved hele europrojektets stabilitet, hvilket i sidste ende resulterede i hjælpepakker og finanspagt og politikere, der taler om krisebevidsthed og fremtidssikring. Også i Danmark.

Aligevel kan danskerne ikke helt tro på, at krisen vil ramme dem. Da regering og opposition sidste år fremlagde hver sin 2020- plan, viste en analyse fra Analyse Danmark for Ugebrevet A4, at to tredjedele af danskerne ikke har mærket finanskrisens konsekvenser på deres egen økonomi, mens en tredjedel af dem, der ikke var påvirket af finanskrisen mente, at medierne havde overdrevet krisens omfang lige som politikernes billede af krisen og snakken om en presset økonomi, en udfordret konkurrencekraft og store offentlige underskud var ude af proportioner. Finanskrisen er for de fleste danskere en intellektuel øvelse, de ikke kan mærke, og den europæiske gældskrise er en krise, der begyndte langt nede i Europa, i lande, som Danmark hverken deler kultur eller valuta med.

Udgroede farver

Det var i 2009. Men allerede året før kunne frisør Henrik Følsgaard mærke det som mere end en intellektuel øvelse. Kalenderen var ikke længere fyldt op, som den plejede at være, hans kunder begyndte at trække tiden mellem aftalerne ud.

»Det var i 2008, jeg tror, det var i februar 2008, da vores omsætning pludselig faldt med 20 procent. Helt konkret skete der det, at hvor mine kunder normalt ville komme hver sjette-syvende uge, så kom de nu hver ottende-niende uge. Det lyder ikke af meget, men på et år betyder det rigtig meget for omsætningen,« siger Henrik Følsgaard, der har salon i Bredgade ved siden af gallerier, auktionshuse og antikvitetsforretninger.

»Jeg tror simpelthen, at folk blev bange,« siger Henrik Følsgaard om dengang, den globale finanskrise ramte verden med sine krakkede banker, statslige redningspakker og halverede friværdier og dermed fik helt konkrete konsekvenser for salonen i det indre København. Alt, kunderne kunne skære fra, blev skåret fra, fortæller han.

»Man siger, at i kriser køber pigerne neglelak og læbestift, fordi det kan ses, og fordi det drejer sig om overskuelige beløb, og jeg tror, det er meget rigtigt. For mig betød det, at mine kunder skar i antallet klipninger og i farver, de blev farvet sjældnere eller skar farverne helt fra og salget af hårprodukter som shampoo, voks og hårolie faldt drastisk. Om det sidste skyldes finanskrisen, eller om det bare er flyttet over i nethandelen, ved jeg så ikke, men jeg ved, at det tog et år, næsten to, inden min omsætning kom op på samme niveau, som den havde haft før krisen.«

Men efter noget tid kunne Henrik Følsgaard se, at kunderne blev immune over for de mediernes krisefortællinger. De kunne se, at det ikke ramte dem, jorden stod der stadig, og folk blev trætte af at se på udvoksede farver og hår, der var blevet for langt, og i dag er hans salon på samme niveau som før krisen.

»Min kalender er fyldt op igen, for vi opfylder jo trods alt et behov, og jeg tror, at folk blev trætte af at skære alt det overflødige fra. Vi har jo alle brug for at se godt ud, for at føle os lækre og velplejede, og når man kan se, at verden ikke er forandret, så bliver man immun over for skrækhistorierne,« siger Henrik Følsgaard, der ikke mærker krisen længere.

For ham er den overstået, ligesom den er for mange af hans kunder, der er vendt tilbage til det forbrug, de engang havde. I hvert fald når det gælder hår.

Rammer skævt

»Ja,« kommer det prompte fra økonom Michael Møller, professor ved Institut for Finansiering ved Copenhagen Business School på spørgsmålet om, hvorvidt finanskrisen i 2008 og den efterfølgende europæiske gældskrise overhovedet angår Danmark og danskerne, når de fleste nu ikke kan mærke den.

»Ja, selvfølgelig, den sydeuropæiske krise resulterer i arbejdsløshed, de skærer ned som gale alle sammen, og Danmark mister noget af sin eksport, hvilket gør, at arbejdsløsheden også stiger her. På den måde er verden global,« siger han og påpeger, at selv om arbejdsløshedstallet er steget til otte procent i andet kvartal i 2012 fra lavpunktet på 1,8 procent i 2008, ifølge Danmarks Statistik det laveste arbejdsløshedstal i 34 år, så er tallene i Danmark stadig ikke alarmerende.

Den mest direkte konsekvens af finanskrisen er arbejdsløshed, og den rammer skævt lige som finanskrisen i sig selv rammer skævt. Nogle taber på krisen, andre vinder, mener Michael Møller: Nogle kan købe bolig billigt til en lav rente, hvis man har penge vel at mærke. Hvis ikke vil det være svært at låne penge. Pensionisten for eksempel, som har sin faste pension, bliver overhovedet ikke ramt, fortæller Michael Møller. Han får bare nogle bedre afbudsrejser og flere udsalg, fordi de andre ikke har råd. Imens viser Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse for første kvartal i 2012, at 68.000 unge mellem 15 og 24 år betegner sig som arbejdsløse. Det er det højeste tal for et første kvartal siden 1996.

»De , der bliver hårdt ramt er lønmodtagere i erhverv, hvor efterspørgslen er faldet. Murere og tømrere i byggeerhverv bliver ramt i løn, overtid og beskæftigelse, hvor selv de, der er i beskæftigelse kan mærke det på lønnen, og de, der er blevet arbejdsløse vil få svært ved at finde ny beskæftigelse. Så er der de selvstændige, hvor mange er gået nedenom og hjem. Landmændene, der har købt til høje jordpriser, hvor priserne nu er faldet, boligejere, der købte på toppen og vis huse nu er 30 procent mindre værd. Det vil særligt ramme dem, der købte nyt, før de fik solgt det gamle, og nu sidder med to huse, som de i værste fald må ud og sælge begge to. Det er dem, der bliver berørt af krisen.«

Vi holder igen

Steen Bocian er cheføkonom i Danske Bank. I årevis har han været den mest citerede økonom, når medierne har stillet spørgsmål om finanser og kriser, og i årevis har han forsøgt at forklare læsere og lyttere, hvorfor vi skal interessere os for krisen. Men selv om han generelt synes, at danskerne har en krisebevidsthed, kan han godt forstå, hvorfor danskere, der ikke er ramt på friværdien eller har mistet deres job kan have svært ved at forstå, hvorfor krisen angår dem. Mange er nemlig lige som han selv.

»Jeg ved ikke, om jeg egentlig synes, at jeg mærker den så kraftigt selv,« siger han.

»Men jeg mærker den i den virksomhed, jeg er ansat i. Her kan vi sandelig mærke finanskrisen, og det er ikke bare på ledelsesgangene, men også i form af at der bliver iværksat effektiviseringsprogrammer, der på godt dansk betyder, at man skiller sig af med medarbejdere. Det påvirker også min hverdag.«

For selv om han ikke selv er blevet fyret, så påvirker det ham. Lige præcis hvor meget har han svært ved at sætte tal på.

»Jeg har nok ændret adfærd uden helt at mærke det selv. Og det er det, der sker med langt de fleste af danskerne, at vi skærer ned på forbrug, at vi bliver en tand mere forsigtige, end vi ellers ville have været, at vi laver en noget større opsparing, at vi sætter efterlønspengene, som vi har haft mulighed for at hæve, ind på en bankbog i stedet for at sætte dem ud i forbrug. Det havde vi nok gjort for nogle år siden. Her er jeg påvirket ligesom alle andre. Jeg er mere forsigtig med min økonomi, fordi jeg i en eller grad er mere bekymret for min økonomiske fremtid,« siger Steen Bocian, der ser, at den adfærd går igen.

Danskernes forbrug er gået ned, især i forhold til 2005, 2006 og 2007, da forbruget var på sit højeste. Og det er især de dyre luksusvarer, der bliver liggende på hylderne. En rapport fra konsulentfirmaet McKinsey konkluderer, at næsten halvdelen, nemlig 49 procent af franskmænd, tyskere, italienere og briter har skåret ned på deres luksusforbrug. Det er en tendens, der går igen i Danmark, ifølge Per Dyring Dahlberg, der er chef i analyseafdelingen hos mediebureauet IUM, der laver markedsundersøgelser for flere europæiske producenter af luksusvarer.

For et er arbejdsløshed, noget andet er frygten for arbejdsløshed, som ifølge økonom Peter Norman Sørensen, professor i finansiering ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet, rammer langt flere.

»Krisens direkte følge er arbejdsløshed, men der vil alligevel være mange, der kun mærker den indirekte ved den jobusikkerhed, de får. Jeg er ret overbevist om, at jobusikkerheden har fået mange til at udskyde investeringsbeslutninger, det nye samtalekøkken, det nye badeværelse, luksusforbruget. Det påvirker så den samlede økonomi. Der er få, der mærker krisen kraftig, men mange, der mærker den indirekte,« siger han og påpeger, at selv om Danmark ikke handler med det hårdt ramte Grækenland og Spanien i stor stil, vil det alligevel ramme her. For Danmark handler med Tyskland, som igen handler med de sydeuropæiske lande, og når de ikke har råd til at købe varer fra Tyskland, har Tyskland ikke råd til at købe varer fra Danmark.

»På den måde er hele Europa under pres. Også på de finansielle markeder, hvor der er tvivl om, hvordan det vil gå med de store gældsbyrder sydpå. Man vil lide tab, det ved man, og det gør det svært for investorerne at sætte risikable nye ting i gang, bankerne vil ikke låne penge til nye virksomheder og nye projekter. Og det vil i sidste ende igen påvirke arbejdsløshedstallene.«

Og de, der er allerhårdest ramt ,er de svageste. Det udtalte Jørgen Nue Møller, der var direktør i Programbestyrelsen mod ghettoisering, som VK-regeringen nedsatte for at bekæmpe ghettodannelse, i juli måned, da der kom en opgørelse fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der viste, at 14 boligområder er tæt på at blive føjet til den såkaldte ghettoliste, der allerede har 28 boligområder på listen.

»Efter min mening er stigningen af udsatte områder i høj grad en konsekvens af krisen,« sagde han til Ritzau. Årsagen er igen, at finanskrisen har skabt arbejdsløshed.

»I 2005 til 2007 skete der et fald i antallet af udsatte områder, og forholdene forbedredes, fordi flere og flere kom i arbejde. Og det er noget af det væsentligste: At de mennesker, der bor der, har noget at leve af og kan underholde sig selv. Det, der så er sket siden, er at tiderne er blevet dårlige, og derfor er der mange af de mennesker, der var i job, som nu har mistet det igen.«

’Vi vidste det’

»Vi solgte alle vores græske, spanske og portugisiske statsobligationer,« sagde Mohamed El-Erian, direktør for Pimco om den nat, Grækenland bekendtgjorde, at statsunderskuddet var mere end dobbelt så stort, som man havde sagt – på 13 og ikke seks procent. Det lyder måske udramatisk, når El-Erian siger, at de solgte deres statsobligationer, men det er det ikke. For Pimco, Pacific Investment Management Company, er verdens største investor for statsobligationer, Pimco låner stater penge, og med mere end en billion dollar at investere er Pimco det firma, der låner flest stater flest penge. At afgøre, hvilke stater, der er sikre nok at låne de penge, Pimco investerer for sine kunder – forsikringsselskaber, universiteter, pensionsselskaber – er den arbejdsopgave, de mere end 200 tradere bag deres computerskærme i lokalerne i Newport Beach i Californien skal løse. Og når Mohamed El-Erian gør noget, følger andre efter; når Pimco sælger sine græske, spanske og portugisiske statsobligationer, så gør andre investeringsselskaber det samme.

På en nat blev Grækenland igen en usikker stat, landet vendte tilbage til den status, det havde haft, før det gik med i euro-samarbejdet 1. januar 2002. En stat, der havde svært ved at nå EU’s krav til økonomisk sikkerhed, en stat, hvis inflation var højere og med et statsunderskud, der var langt større end EU accepterede.

»Vi vidste det. Vi ved det nu, og vi vidste det alle dengang, at Grækenland sminkede sine statistikker for at komme med i euro-samarbejdet,« sagde Pascal Lamy, generaldirektør for WTO, tidligere EU-handelsminister og højre hånd for euroens oprindelige grundlægger Jacques Delors, til This American Life om, dengang Grækenland fremlagde de statistikker, der gjorde, at landet i 2002 kunne gå med i euroen og dermed få samme kreditværdighed som Tyskland og Frankrig. Men det var ikke kun Grækenland, der fremlagde for optimistiske statistikker, det var også Italien og Spanien, det var heller ikke kun Grækenland, hvis inflation var for høj og underskud var for stort. Det var den også i andre lande.

»Der var ingen, der sagde noget. Fordi der er et niveau af diplomatisk korrekthed og høflighed,« lyder det fra Pascal Lamy om dengang i 2002, da euroen ændrede hele billedet af Grækenland. Dengang Grækenland gik fra at være fattigt land med en dysfunktionel økonomi i et fjernt hjørne af Europa til at blive et fuldgyldigt medlem i en af verdens største økonomier og pludselig fik metro, broer, veje, OL og arbejde. Det havde også kunnet gå godt, mener økonom Peter Norman Sørensen fra Københavns Universitet.

»Hvis ikke vi havde haft den globale finanskrise i 2008, hvor investorer mistede tillid og begyndte at se kritisk på det, de investerede i, er det ikke sikkert, man året efter havde set de samme problemer i Sydeuropa, som vi ser i dag. Nogle gange kan man vokse sig ud af problemerne. Det sydeuropæiske gældsproblem er som sten, der står oven på hinanden, og så slog finanskrisen til det i stedet for at man havde hældt sand på det, og efter et par år var fundamentet måske blevet stabilt.«

Sådan blev det ikke, i 2009 faldt fundamentet sammen.

»I lang tid kan du tro, at der ikke er noget stort problem,« siger Pascal Lamy om den fejl, han i dag mener, det var at ignorere de sydeuropæiske landes problemer. Den fejl det var at tro på, at bare man lukkede øjnene, ville det hele gå over af sig selv.

Tre græske hjælpepakker

1. I april 2010 besluttede eurolandene at yde bilaterale lån til Grækenland med EU-Kommissionen som mellemmand og Den Internationale Valutafond som yderligere ekstern lånegiver. Den samlede hjælpepakke var på 110 milliarder euro over tre år, Athen forpligtede sig til gengæld til en striks reform- og sparekurs, som omfattede privatiseringer og nedlæggelser af arbejdspladser i det offentlige. Det blev ikke gennemført planmæssigt, og privatiseringen skred ikke fremad.

2. Men pakken var ikke tilstrækkelig til at sikre en bæredygtig gældsudvikling og tilbagevenden til finansiering på markedsvilkår. Sommeren 2011 besluttede EU-statscheferne sig for endnu en redningspakke, en støtte på 159 milliarder euro. Til gengæld blev der stillet heftige sparekrav: afskedigelse af 150.000 offentligt ansatte, nedgang i mindstelønnen på 22 procent, privatiseringer for 50 milliarder euro og 25 procents prisstigning i den offentlige transport. Grækernes budgetunderskud var på 9,3 procent i 2011.

3. Grækenlands premierminister Antonis Samaras har bedt om mere tid til at gennemføre de nedskæringer og reformer, som er en betingelse for den næste udbetaling af landets EU-IMF-redningspakke. Der vil ikke være nogen afgørelse om Grækenland før i oktober. Samtidig arbejder embedsmænd i Athen på at opnå en ny lånerate på 31,5 milliarder euro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her