Læsetid: 21 min.

Proletariatets diktatur i Gotham City

Superskurken i den nye Batmanfilm er den ultimative Wall Street-besætter – men filmens idé om folkemagt er en særegen karikatur, og superskurken er mere autentisk end Batman
Oprøreren. Tom Hardy som Bane i sidste del af Christopher Nolans Batman-trilogi. Det pøbelvælde filmens skildrer har langt mere potentiale i sig end den karikatur, der umiddelbart fremstår, skriver  Slavoj Žižek.

Oprøreren. Tom Hardy som Bane i sidste del af Christopher Nolans Batman-trilogi. Det pøbelvælde filmens skildrer har langt mere potentiale i sig end den karikatur, der umiddelbart fremstår, skriver Slavoj Žižek.

Ron Phillips

18. august 2012

Den nye Batman film, The Dark Knight Rising, viser endnu engang, hvor knivskarpt Hollywood er i stand til at indfange vores tidsalders ideologiske dilemmaer.

Først et handlingsreferat: Otte år efter begivenhederne i The Dark Knight (det forrige opus i Batman-sagaen), hersker der lov og orden i Gotham City: Takket være Dent-lovens ekstraordinære beføjelser er politidirektør Gordon tæt på at have udryddet alle voldsforbrydelser og organiseret kriminalitet. Alligevel føler han skyld over at have dækket over Harvey Dents forbrydelser (da Dent forsøgte at dræbe Gordons søn, før Batman kom og reddede ham, styrtede Dent i døden, mens Batman påtog sig at agere dække for Dents myte og lod dæmonisere som Gothams skurk), så nu påtænker han at afsløre sammensværgelsen ved et offentligt arrangement til Dents minde. Først i sidste øjeblik beslutter han sig alligevel for, at byen ikke er klar til at høre sandheden. Bruce Wayne, der ikke længere er aktiv som Batman, lever isoleret i sit herresæde. Samtidig smuldrer hans firma, fordi han har investeret sin formue i et forureningsfrit fusionsenergiprojekt, som han blev nødt til at stoppe, da det viste sig, at fusionskernen let kan modificeres til et nukleart våben Den smukke Miranda Tate, et medlem af Wayne Enterprises bestyrelse, opfordrer Wayne til at vende tilbage til samfundet og genoptage sin filantropvirksomhed.

Så træder den (første) skurk i filmen ind på scenen: Bane, en terroristleder og medlem af Skyggernes Liga, har fået fat i en kopi af Gordons talemanuskript. Mens Bane ved finansielle manipulationer bringer Waynes selskab tæt på konkurs, overdrager Wayne ledelsen af sin virksomhed til Miranda og indleder en kort kærlighedsaffære med hende. (I mellemtiden har hun fået en rivalinde, Selina Kyle – en klatretyv, der stjæler fra de rige for at give til de fattige, før hun til sidst vælger at slutte sig til Wayne og lov og orden-kræfterne.) Da det går op for ham, at Bane forsøget at få fingre i hans fusionskerne, vender Wayne tilbage som Batman og konfronterer Bane, der nu fortæller, at han har overtaget Skyggernes Liga efter Ras al Ghuls død. Det kommer til et slagsmål, hvor Bane lemlæster Batman og indespærrer ham i et fængsel, hvorfra flugt er stort set umulig: De andre fanger fortæller Wayne, at tidligere har kun én person præsteret at flygte fra fængslet: Et barn, der var drevet af nødvendighed og vilje. Mens den fængslede Wayne kommer sig oven på sine kvæstelser og igen træner sig op til at blive Batman, lykkes det for Bane at gøre Gotham City til en isoleret bystat. Først fanger han det meste af Gothams politi i en fælde under jorden. Så udløser han en række eksplosioner, som ødelægger broerne, der forbinder Gotham City med fastlandet og bekendtgør, at alle forsøg på at forlade byen vil resultere i sprængning af Waynes fusionskerne, der nu er omdannet til bombe.

Her kommer vi til filmens afgørende øjeblik: Bane følger sin magtovertagelse op med en politisk-ideologisk storoffensiv: Han afslører sandheden om Dents død for offentligheden og løslader alle, der blev fængslet under Dent-loven. Og idet han fordømmer de rige og magtfulde, lover han at genoprette folkets magt og opfordrer Gotham Citys almindelige mennesker til at »tage jeres by tilbage«. Bane afslører her sig selv som den ultimative Wall Street-besætter, der opfordrer de 99 procent til at slutte sig sammen og omstyrte samfundets elite. Hvad der følger, er filmens idé om folkemagt: Summariske skueprocesser, henrettelser af de rige og gader fyldt med kriminalitet og ondskab ... Et par måneder senere, mens Gotham City stadig lider under folkemagtens terror, lykkes det Wayne at bryde ud af fængslet, vende tilbage til Gotham som Batman, og sammen med sine venner befri byen og stoppe fusionsbomben, før den eksploderer. Batman konfronterer og nedkæmper Bane, men så griber Miranda ind og stikker Batman ned med en kniv. Den filantropiske kvinde viser sig nemlig at være ingen anden Talia al Ghul, Ras’ Datter: Det var hende, der undslap fra fængslet som barn, og Bane var den person, der hjalp hende med at flygte. Efter at have proklameret sin plan for gøre farens arbejde færdigt og tilintetgøre Gotham City, undslipper Talia. I det efterfølgende kaos får politidirektør Gordon demonteret bombens modtagerenhed, så den ikke længere kan bringes til eksplosion ved fjernstyring, mens Selina dræber Bane. Herved får Batman mulighed for at jagte Talia. Han forsøger at tvinge hende til at bringe bomben til fusionskammeret, hvor den kan stabiliseres, men hun oversvømmer kammeret. Talia dør, da hendes bil forulykker på vejen i den tro, at bomben ikke kan stoppes. Ved hjælp af en særlig helikopter får Batman slæbt bomben ud over bygrænsen, hvor den detonerer over havet og formentlig dræber ham.

Nu fejres Batman som en helt, hvis ultimative opofrelse har frelst Gotham City, mens Wayne menes at være død under optøjerne. Mens hans ejendom deles op, opdager Alfred Bruce og Selina sammen og i live på en café i Firenze, samtidig med at Blake, en ung og ærlig politimand, der kendte Batmans identitet, overtager Bathulen. Kort sagt: Batman redder verdensordenen, genopstår uskadt og bevæger sig videre med et normalt liv, mens en anden overtager hans rolle med at forsvare systemet. Det første fingerpeg om denne slutnings ideologiske fundament, leveres af Alfred, Waynes trofaste butler, som ved Waynes (fingerede) begravelse læser de sidste linjer fra Dickens En fortælling om to byer: »Dette er en langt, langt bedre ting, end jeg nogensinde har gjort. Det er en langt langt bedre hvile, jeg nu går ind til, end jeg nogensinde har kendt.« Nogle filmanmeldere har fra dette citat draget paralleller til Kristusmyten: »Filmen appellerer til hjertet i Amerikas traditioner – idealet om det ædle offer, der bringes for almindelige mennesker. Batman må ydmyge sig selv for at blive ophøjet og opgive sit liv for at finde et nyt. (…) Som den ultimative Kristus-figur må Batman ofre sig selv for at redde andre.«

Fra dette perspektiv er det da også kun et beskedent skridt fra Dickens til Kristus på Golgata: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sin sjæl? (Mattæus 16:25-26) Er Batmans offer at ligne med en gentagelse af Kristi død? Bliver denne idé ikke kompromitteret af filmens sidste scene (Wayne med Selena i en café i Firenze)? Er det religiøse modstykke til filmens slutning ikke snarere den blasfemiske forestilling om, at Kristus faktisk overlevede sin korsfæstelse og herefter levede et langt mere fredeligt liv (i Indien eller endda Tibet, ifølge nogle kilder)? Den eneste måde at redde denne sidste scene på ud fra Kristus-parallelens perspektiv ville være læse den som en dagdrøm – som Alfreds hallucination, mens han sidder alene på cafeen i Firenze. Et yderligere dickensk træk ved filmen er dens afpolitiserede beklagelse af den store kløft mellem rige og fattige. I begyndelsen af filmen hvisker Selina til Wayne, mens de danser sammen ved en eksklusiv overklasse-gallafest: »Der er en storm på vej, Mr. Wayne, Du og dine venner må hellere spigre jeres skodder til. For når den slår ti, vil I alle undre jer over, hvorfor I troede, I kunne leve på så stor fod og unde os andre så lidt.” Som enhver god bekymret socialliberal er Nolan »bekymret« over denne voldsomme ulighed, og han indrømmer, at hans bekymring farver filmen:

»Der, hvor jeg kan se en parallel i filmen til den virkelige verden er i forhold til uærlighed. Filmen handler dybest set om ubærlighedens kulmination (…) Der sniger sig et begreb om økonomisk retfærdighed sig ind i filmen, og det er der to grunde til. For det første er Bruce Wayne milliardær. Det må man forholde sig til (…) For det andet er der en mængde ting i livet – økonomi er en af dem – hvor vi bare bliver nødt til at stole på det, vi får at vide, fordi vi ikke har de analytiske værktøjer til at finde ud af, hvad der foregår. (…) Jeg føler ikke, at der er noget venstre- eller højreperspektiv i filmen. Snarere er der en ærlig vurdering eller en ærlig udforskning af den verden vi lever i – af de ting, der bekymrer os.”(4)

Selvom alle ved, at Wayne er megarig, er det mindre velkendt, hvor hans rigdom stammer fra: våbenproduktion og aktiespekulationer. Dette er grunden til, at Banes børsmanipulationer kan ødelægge hans imperium. Våbenhandler og spekulant – det er den sande hemmelighed under Batmans maske. Hvordan forholder filmen sig til det? Ved at genoplive den arketypiske Dickens-figur: Den gode kapitalist, der bruger løs af sin formue for at finansiere børnehjem (Wayne) versus den onde og grådige kapitalist (Stryver hos Dickens). I denne dickenske overmoralisering bliver den økonomiske ulighed oversat til ’uærlighed’, som må analyseres ’ærligt’ trods fraværet af pålidelig kognitiv kortlægning. En sådan ’ærlighed’ fører endnu dickensk parallel med sig. Som Christopher Nolans bror, Jonathan (der er medforfatter på manuskriptet) siger det ligeud: »En fortælling om to byer kunne jeg bruge, fordi den giver et rystende portræt af en genkendelig civilisation, der går op i sømmene. Rædslerne i Frankrig fra den periode viser, at det ikke er svært at forestille sig, at en revolution kan udvikle sig så ondartet og forkert.« Scenerne med den hævntørstende folkeopstand i filmen (en pøbel, der tørster efter blodet fra de rige, der har svigtet og udnyttet dem) vækker mindelser om Dickens beskrivelse af Terrorregimet. Selv om filmen ikke har noget politisk ærinde, så følger den Dickens' roman som en ’ærlig’ portrættering af revolutionære som besatte fanatikere, og den leverer således, med kritikeren Tom Charitys ord:

» ... en karikatur af det, som i det virkelige liv ville være en ideologisk forpligtet revolutionær kamp mod strukturel uretfærdighed. Hollywood fortæller os, hvad den herskende klasse ønsker, at vi skal tro: At revolutionære er brutale skabninger med en total foragt for menneskeliv. Selv om de bruger emancipatorisk retorik, har de bagvedliggende skumle planer. Derfor må de elimineres, uanset de motiver de påberåber sig.«

Tom Charity har ret, når han fremhæver »filmens forsvar for den herskende klasse med dens filantropiske milliardærer og ubestikkelige politi« – og at den i sin mistillid til de mennesker, der tager tingene i egne hænder, »både udtrykker et ønske om social retfærdighed og en frygt for, hvad der rent faktisk kan ske, hvis en pøbel tager magten«.

En anden kritiker, R M. Karthick, drager en tankevækkende sammenligning med Joker-figuren i den første film. »Når Jokeren opfordrer til anarki i dets reneste form, fungerer det som en kritisk understregelse af hykleriet i den borgerlige civilisation, som den eksisterer. Men hans synspunkter kan ikke omsættes i masseaktion. Bane, på den anden side udgør en eksistentiel trussel mod undertrykkelsessystemet. (...) Hans styrke er ikke blot hans fysik, men også hans evne til at tage folk under kommando og mobilisere dem til at opnå et politisk mål. Han står for avantgarden – den organiserede repræsentant for de undertrykte, der fører politisk kamp i deres navn for at fremtvinge strukturelle ændringer. En sådan kraft har maksimalt undergravende potentiale og kan ikke rummes af systemet. Ergo må den fjernes.«

Men selv om Bane ikke har samme fascinationskraft som Heather Ledgers Joker, er der en funktion, der adskiller ham fra sidstnævnte: ubetinget kærlighed – selve kilden til hans hårdhed. I en kort, men rørende scene, fortæller han Wayne, hvordan han som en kærlighedsakt i et hav af forfærdelige lidelser reddede barnet Talia, uden omtanke for konsekvenserne (han måtte betale en frygtelig pris for det: Bane blev næsten slået ihjel). Karthick gør ret i at indplacere denne begivenhed i den lange tradition fra Kristus til Che Guevara, der lovpriser volden som et ’kærlighedens værk’ som i de berømte linjer fra Che Guevaras dagbog: »Lad mig sige med risiko for at virke latterlig, at den sande revolutionære ledes af en stærk følelse af kærlighed. Det er umuligt at tænke på en autentisk revolutionær uden denne kvalitet. »Hvad vi møder her er ikke så meget ’kristusgørelsen af Che’ som det er en ’che-gørelse af Kristus selv’ – Kristus, hvis ’skandaløse’ ord fra Lukasevangeliet »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.« (14:26) peger i samme retning som Ches berømte citat: »Du bliver måske nødt til at være barsk, men mist ikke din ømhed.« Erklæringen om, at »den sande revolutionære ledes af en stor følelse af kærlighed« bør dog læses sammen med Guevaras langt mere ’problematiske’ erklæring om revolutionære som »dræbermaskiner«

»Had er et element af kamp; et ubarmhjertigt had til fjenden, der driver os ud over og ud over menneskets naturlige begrænsninger og forvandler os til effektive, voldelige, selektive, og kolde dræbermaskiner. Sådan skal vores soldater være. Et folk uden had kan ikke besejre en brutal fjende.«

Eller for igen at parafrasere Kant og Robespierre: kærlighed uden grusomhed er magtesløs – grusomhed uden kærlighed er blind, en kortvarig lidenskab, der mister sin vedholdende skarphed. Guevara omskriver her Kristus’ erklæringer om kærlighedens og sværdets enhed. Og i begge tilfælde er det bagvedliggende paradoks, at det, som gør kærligheden himmelsk – det, som hæver den over flygtig og patetisk sentimentalitet, er selve dens grusomhed, selve dens forbindelse med vold. Det er denne forbindelse, som hæver kærligheden op og ud over menneskets naturlige begrænsninger, og dermed forvandler den til en ubetinget drift. Dette er – for nu at vende tilbage til The Dark Knight Rises – grunden til, at den eneste autentiske kærlighed i filmen er Banes, ’terroristens‘, der står i skarp kontrast til Batman.

På samme måde er det værd at kigge på nærmere på Ra-figuren, Talias far. Ra er en blanding af arabiske og orientalske træk: Han er en agent for den dydens terror, der kæmper for at danne modvægt til den korrumperede vestlige civilisation. Han bliver spillet af Liam Neeson, en skuespiller, hvis screen-persona normalt udstråler værdighed, godhed og visdom (han er således Zeus i The Clash of Titans), og Neeson spiller da også Qui-Gon Jinn i The Phantom Menace, den første episode i Star Wars-serien. Qui-Gon er en Jedi-ridder, en mentor for Obi-Wan Kenobi, ligesom han er den, der opdager Anakin Skywalker og opfatter ham den udkårne, der vil genoprette balancen i universet, og ignorerer Yodas advarsler om Anakins ustabile natur. I slutscenen af The Phantom Menace bliver Qui-Gon dræbt af Darth Maul.

I Batman-trilogien er Ra også lærer for den unge Wayne: i Batman Begins finder han den unge Wayne i et kinesisk fængsel. Efter at have præsenteret sig som »Henri Ducard« tilbyder han drengen en ’vej ud’. Da Wayne er sluppet fri, redder han sig til til hovedkvarteret for Skyggernes Liga, hvor Ra venter, men nu præsenterer sig selv som tjener for en anden mand ved navn Ra’s al Ghul. Som afslutning på en lang og smertefuld træningstid forklarer Ra’s omsider, at Bruce må gøre, hvad der er nødvendigt for at bekæmpe det onde, idet han afslører, at Ligaen har optrænet Bruce i den hensigt, at han skal lede den i kampen for at ødelægge Gotham City, som efter deres opfattelse er blevet håbløst korrupt. Ra’s er således ikke en simpel inkarnation af ondskab: Han står for en kombination af dyd og terror og for egalitær disciplin i bekæmpelse af et korrumperet imperium. Dermed indskriver han sig i den linje (inden for nyere fiktion), der strækker sig fra Paul Atreides i Dune til Leonidas i 300. Og det er afgørende, at Wayne er hans discipel: Wayne blev uddannet som Batman af ham.

Her melder der sig to snusfornuftige indvendinger. For det første skete der vitterligt monstrøse massedrab og vold i de virkelige revolutioner fra stalinisme til Khmer Rouge, så filmen svælger klart nok ikke bare i en reaktionære fantasi. Den anden indvending går i stik modsat retning. Den virkelige Occupy World Street har ikke været voldeligt, og bevægelsens mål er bestemt ikke et nyt terrorregime, for så vidt som Bane sin revolte formodes at repræsentere den yderste konsekvens af OWS-bevægelse, hvis mål og strategier filmen således fejlrepræsenterer i en latterlig karikatur. De fortsatte anti-globalistiske protester er det modsatte af Banes brutale terror: Bane står for statsterrorens spejlbillede: den morderiske fundamentalistiske sekt, der vil overtage magten og styre med terror – ikke for at overvinde magten igennem folkelig selvorganisering ... Hvad de to indvendinger har til fælles, er, at de begge forkaster Bane-figuren. De to indvendinger kan imødegås på flere måder.

For det første bør man holde sig voldens faktiske omfang for øje. Det bedste svar på den påstand, at voldelig pøbelreaktion på undertrykkelse er værre end den oprindelige undertrykkelse, skylder vi Mark Twain, der i sin En yankee fra Connecticut ved Kong Arthurs Hof skrev følgende: »Hvis vi husker ret og tænker over det, eksisterede der to ’terrorregimer’. Det ene tog form i den varme lidenskab, det andet ud fra det hjerteløse koldt blod ... Når vi skælver, er det altid, fordi vi tænker på rædslerne i ’den mindre terror’, den momentane terror så at sige. Men hvad er rædslerne ved øksens hurtige død i sammenligning med den livslange død som følge af sult, kulde, nedværdigelse, grusomhed, og hjertesorg? En bys kirkegård kunne indeholde alle kisterne fra denne korte Terror, som vi alle så omhyggeligt har lært at skælve over og begræde ... Men hele Frankrig ville næppe være nok til indeholde alle kisterne fra den meget ældre og virkelige terror, hin usigeligt bitter og forfærdelige Terror, som ingen af os har lært at se i dens fulde omfang eller med den medlidenhed, den fortjener.«

For det andet bør man afmystificere problemet med vold og afvise de forsimplede påstande om, at det 20. århundreds kommunisme brugte overdreven i så morderisk en grad, at vi aldrig må havne i ’samme fælde’ igen. Kommunismens voldshandlinger er naturligvis uafviselige historiske kendsgerninger. Men et sådant direkte fokus på volden skygger for det bagvedliggende spørgsmål: Hvad gik der der galt med det 20. århundreds kommunistiske projekt som sådan? Hvilken iboende svaghed i det kommunistiske projekt tilskyndede kommunisterne (og ikke kun dem, der etablerede sig som magthavere) til uhæmmet vold? Med andre ord er det ikke nok at sige, at kommunisterne »overså problemet med vold«: Det var en dybere socio-politisk fiasko, der drev dem til vold. Det samme gælder for forestillingen om, at kommunisterne »overså problemet med manglende demokrati« – deres overordnede projekt for social transformation nødvendiggjorde demokratiets suspension. Det er således ikke kun Nolans film, som ikke er i stand til at forestille sig en autentisk folkemagt. De ’reelt eksisterende’ radikale frigørelsesbevægelser var heller ikke selv var i stand til at gøre det. De var fanget i det gamle samfunds koordinater, og dette er grunden til, at den egentlige ’folkemagt’ så ofte gav sig udslag i så voldsomme rædsler.

Og sidst men ikke mindst, er det alt for nemt at påstå, at der ikke findes noget voldeligt potentiale i OWS og de lignende bevægelser. For der ER vold på færde i alle ægte emancipatoriske processer: Problemet ved filmen er, at det fejlagtigt oversætter denne vold til morderisk terror. Men hvad er da den sublime vold i sammenligning med hvilken selv det mest brutale drab må fremstå som en svaghedens handling? Lad os tage en omvej via Jose Saramago, der I en beretning om klarsyn fortæller historien om de ekstraordinære og besynderlige hændelser i den unavngivne hovedstad i et uidentificeret demokratisk land. På valgdagen er formiddagen plaget af voldsomme regnskyl, og valgdeltagelsen tegner foruroligende lavt. Men midst på eftermiddagen klarer vejret op, og endelig strømmer vælgerne til valgurnerne i stor tal. Regeringens lettelse bliver dog kortvarig, da det viser sig, at over 70 procent af de afgivne stemmer i hovedstaden er blanke. Uforstående over for denne tilsyneladende forsømmelse af borgerpligten giver regeringen borgerne en chance for at gøre det godt igen med et nyt valg, der afholdes blot en uge senere. Resultatet er endnu værre: Nu er 83 procent af stemmerne blanke. De to største politiske partier – det regerende højreparti (P.O.T.R) og dets hovedmodstander, midterpartiet (P.O.T.M.) – er i panik, mens det håbløst marginaliserede venstrefløjsparti (P.O.T.L.) i en analyse hævder, at alle de blanke stemmesedler er en overvældende stemme på dets progressive dagsorden. Usikre på, hvordan de skal reagere på denne protest, men overbevist om, at den har sit udspring i en anti-demokratisk sammensværgelse, stempler regeringen hurtigt stemmevægringsbevægelsen som »ren og uforfalsket terrorisme« og proklamerer en nødsituation, som gør det muligt at suspendere alle forfatningsmæssige garantier og vedtage en række drastiske skridt: Borgere bliver nu vilkårligt pågrebet af politiet og forsvinder ind i hemmelige afhøringscentre. Politi og regeringen trækkes ud hovedstaden. Byen forsegles ved alle indgange og udgange og regeringen fabrikerer til sidst sin egen terroristleder. Alligevel fortsætter byen med at fungere næsten normalt. Folket afparerer ethvert af regeringens desperate initiativer med et næsten uforklarligt unisont fællesskab og et vitterligt gandhisk niveau af ikke-voldelig modstand ... Sådanne stemmeundladelser fra folkets side er et tilfælde af en virkelig radikal ’guddommelige vold’, som udløser alle mulige brutale panikreaktioner fra magthaverne.

Tilbage til Nolan: Triaden af Batman-film følger på denne måde en immanent logik. I Batman Begins forbliver helten inden for den liberale ordens begrænsninger: Systemet kan forsvares med moralsk acceptable metoder. The Dark Knight er i realiteten en ny version af de to John Ford-klassikere (Fort Apache og The Man Who Shot Liberty Valance), som udfolder historien om, hvordan det for at civilisere det vilde vesten er nødvendigt at »trykke legenden og ignorere sandheden« – kort sagt, hvordan vores civilisation er nødt til at bygge på en løgn: Man nødt til at bryde reglerne for at forsvare systemet. Eller for at sige det på en anden måde: I Batman Begins er helten en klassisk figur, nemlig den urbane selvtægtsmand, der straffer de kriminelle, hvor politiet ikke kan gøre det. Problemet er bare, at politiet, den officielle retshåndhævelsesinstans, forholder sig tvetydigt til Batmans hjælp: Man beundrer hans effektivitet, men opfatter ikke desto mindre Batman som en trussel mod ordensmagtens monopol på voldsanvendelse og et vidnesbyrd om politiets egen ineffektivitet. Her forbliver Batmans overskridelse imidlertid af formel art ... den består i at handle på vegne af loven uden at være blevet bemyndiget til at gøre det: I sine handlinger overtræder han ikke selv loven. I The Dark Knight ændrer disse koordinater sig: Batmans sande rival er ikke Jokeren, hans ærkemodstander, men Harvey Dent, den ’hvide ridder’, den aggressive nye statsanklager, der er en slags officiel selvtægtsmand, hvis fanatiske kamp mod kriminalitet driver ham ud i at dræbe uskyldige mennesker og ender med at ødelægge ham selv. Det er, som om Dent er den retlige ordens svar på Batmans trussel: Over for Batmans selvtægtskamp genererer systemet sin egen ulovlige overdrivelse, sin egen selvtægtsmand, der er langt mere voldelig end Batman og direkte overtræder loven. Der er således en poetisk retfærdighed i det faktum, at da Bruce overvejer offentligt at afsløre sin identitet som Batman, kommer Dent ham i forkøbet og udnævner sig selv til Batman – han er »mere Batman end Batman selv« og aktualiserer den fristelse, Batman endnu selv formåede at modstå. Så da Batman i filmens slutning tager de forbrydelser på sig, som Dent har begået for at redde omdømmet for denne populære helt, der har givet almindelige mennesker så gode forhåbninger, indeholder hans selvudslettelse et gran af sandhed: Batman betaler på en måde Dents gestus tilbage. Hans handling er et udtryk for en symbolsk udveksling: Først påtager Dent sig Batmans identitet, dernæst påtager Wayne – den virkelige Batman – sig Dents forbrydelser.

Endelig radikaliserer The Dark Knight forholdet yderligere: Er Bane ikke Dent, der føres ud i sin egen ekstrem, ud i sin selvnegation? Er det ikke Dent, der drager den konklusion, at selve systemet er uretfærdigt, så for effektivt at bekæmpe uretfærdigheden er man nødt til at sætte direkte ind mod systemet og ødelægge det? Og – som del af samme bevægelse – Dent, som mister de sidste hæmninger og er klar til at gribe til al slags morderisk brutalitet at nå dette mål? At en sådan figur dukker op, ændrer på hele konstellationen: For alle deltagere, Batman indbefattet, bliver alle moralbegreber relativeret – alt bliver et spørgsmål om bekvemmelighed, om hvad omstændighederne bestemmer: Det er åben klassekrig – alt er tilladt for at forsvare systemet, når vi ikke længere bare beskæftiger os ikke med gale gangstere, men også med en folkelig opstand.

Men er det så alt? Bør filmen blot afvises blankt af dem, der vil involvere sig i en radikal emancipatorisk kamp? Nej, filmen er mere tvetydig, og man bør læse den på samme måde, som når man skal fortolke et kinesisk politisk digt: Fravær og overraskende tilstedeværelser tæller. Husk den gamle franske historie om en kone, der klager over, at hendes mands bedste ven gør ulovlige seksuelle tilnærmelser mod hende: Det tager lidt tid, før den overraskede ven fatter pointen – på denne tvistende måde inviterer hun ham til at forføre hende ... Det er ligesom det freudianske ubevidste, som ikke kender til nogen negation: Det afgørende er ikke, om der fældes en negativ dom over noget, men den omstændighed, at dette noget overhovedet bliver nævnt: I The Dark Knight Rises, ER folkemagten her og bliver iscenesat som en begivenhed – et vigtigt fremskridt i forhold til de sædvanlige Batman-modstandere (kriminelle megakapitalister, gangstere og terrorister).

Her får vi den første ledetråd: Udsigten til, at OWS bevægelsen overtog magten og skabte et folkedemokrati på Manhattan er så absurd, så fuldstændig ikke-realistisk, at man kan ikke andet end at rejse spørgsmålet: HVORFOR DRØMMER SÅ EN SÅ STOR HOLLYWOOD BLOCKBUSTER OM DET, HVORFOR FREMMANER DEN DETTE SPØGELSE? Hvorfor overhovedet drømme om, at OWS eksploderede i en voldelig magtovertagelse? Det mest nærliggende svar – for at bagvaske OWS med beskyldninger om, at bevægelsen rummer et terroristisk og totalitært potentiale – rækker ikke til at forklare den mærkelige tiltrækning, som udøves af udsigten til en ’folkemagt’. Det er ikke så mærkeligt, at den egentlige funktionsmåde for denne magt stadig er tom, fraværende: Ingen enkeltheder bliver oplyset om, hvordan denne folkemagt fungerer, og hvad de mobiliserede folk forsøger at foretage sig (husk på, at Bane fortæller Gothams indbyggere, at de kan gøre hvad de vil – han pålægger dem ikke sin egen orden.)

Dette er grunden til, at den eksterne kritik af filmen (»dens skildring af et OWS-styre er en latterlig karikatur«) ikke er nok. Kritikken må være immanent. Den må i selve filmen lede efter det væld af tegn, der peger i retning af en autentisk begivenhed . (Husk f.eks. at Bane ikke bare er en brutal terrorist, men en person i stand til dyb kærlighed og opofrelse.) Kort sagt er ren ideologi ikke mulig, Banes ægthed må efterlade spor i filmens tekstur. Det er derfor, filmen fortjener at blive nærlæst: Dens store Begivenhed – den ’Folkerepublikken Gotham City’, proletariatets diktatur på Manhattan – er immanent i filmen. Den er dens fraværende centrum.

© Slavoj Žižek og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

1000Tak. Jeg troede, jeg blot var inde og se en amerikansk hævnforherligende voldsfilm, men jeg har set Dickens, Mark Twain & min helt Che. Jeg er intellektuel! Lidt trist, at jeg var for dum til at opdage alt dette selv.

Martin Madsen

And so? det er en filmatiseret tegneserie for pokker!
Ufatteligt mange ord til at beskrive noget der i et Batman hæfte ville have fyldt 30 sider med max 20 ord pr side.
Artiklen her rummer ord nok til et helt års Batman udgivelser eller mere!

Hvorfor drømme Hollywood overhovedet om, at Occupy Wall Street eksploderede i en voldelig magtovertagelse? skriver Slavoj Zizek .

Ja, men gør de da det? Er parallellen til OWS ikke blot noget Slavoj Zizek helt selv har fundet på?

Jeg har endnu ikke set 'The Dark Knight Rising', men jeg skal ind og se filmen, alene fordi så mange unge mennesker ser den. Og jeg vil, ud fra det jeg har læst om filmen, se den som en film i changren: Et samfund i opløsning og folks selvorganisering.

I film som 'Hvordan kommer vi af med de andre' og "Hunger Game" er magten endt hos en elite, men virkeligheden kommer nok nærmere til at ligne - ja – virkeligheden: med hastigt voksende "failed areas" kloden over.
Set i det lys er ét - mange - Gotham Citys der lider under folkemagtens terror ikke en usandsynlig eller absurd tanke. Slet ikke. Og husk folkemagten har mange ansigter…

Niklas Monrad

Og i hele denne ordflom glemmes det, at tanken om proletariatets diktatur ikke er andet end et blålys som bruges af Bane til at forføre masserne med, medens han i virkeligheden planlægger at slagte hele befolkningen med en atombombe.

Det vises dermed, at folkemassen (OWS?) ikke er andet end en naiv flok får, som lader sig drive til slagtebænken forført af gyldne ord om social indignation, men som blot dækker over enkeltindividers psykopatiske og sociopatiske karaktertræk, sådan som vi har set det udfolde sig i andre revolutioner med samme dagsorden.

Ordflommens ophaver forarges over karrikeringen af OWS mål, men glemmer at disse aldrig er blevet defineret.

Aleksander Laursen

Tak Information!

Jeg sad selv under filmen og tænkte over hvor mange millioner mennesker i verden som bliver ramt af filmens propaganda.

De onde i filmen vil have de rige ned med nakken, når de rige ryger med nakken, hersker der anarki/de kriminelle styrer alt. De giver et billede til folk af at det bliver sådan hvis de rige ikke har kontrol med pengene.

Derefter bliver Batman reddet i sidste øjeblik ved at hans veninde skyder fra hans batmotorcykel, derefter kører hun hen til ham og siger "det med våbenlov er ikke lige mig", fordi Batman havde fortalt hende hun måtte køre på motorcyklen men ikke bruge våbnene.

Dermed giver de et billede til folk af at the second amendment som giver ret til at bære våben er en nødvendighed i alle samfund..

Vildt fed film, den var ikke kedelig 1 minut selvom den varede 2:45 min. Men propaganda, det var den spækfyldt med!

Anne Marie Pedersen

I information findes en samfundskritiker ved navn Slavoj Žižek. Det virker som om han har en del tilfældes med Slavoj Žižek. Har jeg mon ret?

Michael Kongstad Nielsen

Aleksander Laursen,
hvordan kan du tage afstand fra filmens propaganda, og alligevel synes, at det er en vildt fed film?

Aleksander Laursen

Michael:

Jeg syntes det er en vildt fed film hvis vi snakker effekter, handling, måden den er udtænkt på, den overrasker utroligt meget. Man plejer at kunne regne ud hvad der vil ske i film, men det kunne man ikke i denne. Jeg plejer at sove i biografer men denne gang lukkede jeg ikke øjet 1 minut.

Men at filmen indeholdt så meget propaganda tager jeg afstand fra. Jeg kan da sagtens syntes at amerikanske actionfilm er fede fordi de giver god spænding, men på samme tid kan jeg da tage afstand fra den propaganda som ligger bag filmen.

Jeg kan da også syntes at Pia Kjærsgaard var en god politikker og god til at udtrykke sine holdninger selvom jeg tager afstand fra stort set alle hendes holdninger?

Robert Ørsted-Jensen

Niklas Monrad - 'proletariatets diktatur' - var for Marx bare et andet ord for flertalsdiktatur - altså demokratiske beslutninger som i visse forhold ikke tager ret meget hensiy til mindretallet.

Vi ved alle - Slavoj Žižek - at ordet blev brugt til at legitimere et mindretals etpartidiktatur - men det kan Marx ikke lastes for

Nå, så er vi flere - herunder instruktøren Christopher Nolan - der mener at Slavoj Žižek skulle have skrevet på egne vegne...

Michael Kongstad Nielsen

Laursen: - jo, men kan du sammenligne Pia Kjærsgaard med filmsituationen? Det synes jeg ikke. For folk kan have et personligt forhold til Pia som menneske, men filmen er ikke personlig. Filmen voldfører folk over i en bestemt tankegang, som filmmagerne har ønsket, derfor er filmen igangsætter af noget, som jeg synes er forkert. Den er ikke bare fængslene, den er - ja, propaganda.

Hvis man vil bruge sovjetliturgi bør man nok læse sin Trotskij så man ved hvad proletariatets demokratiske diktatur dækker over.

Anne Marie Pedersen

Tekst under billedet:

"Det pøbelvælde filmens skildrer har langt mere potentiale i sig end den karikatur, der umiddelbart fremstår, skriver Slavoj Žižek."

Proletariatets diktatur ?

Karl Marx skriver om proletariatet:

"De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres små kapitaler ikke er tilstrækkelige til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser."

Kun storkapitalen er ikke med til festen...

Den virkelige Occupy World Street har ikke været voldeligt, og bevægelsens mål er bestemt ikke et nyt terrorregime

Anne, det er ovenstående skyggeorganisation Slavoj Žižek er talsmand for...

Visse steder taler man om 'Two Face' (Dent) organisationen.

Robert Ørsted-Jensen

Søren Lom

du skal læse Marx selv - ikke Trotsky - de der russere havde oftest et meget tvivsomt forhold til demokrati - Trotsky ikke mindst. Han mente at der var forskel på det han betegnede som borgerligt og det han betegnede som proletarisk demokrati. Men der er kun en forskel og den er at den ene er begrænset til politik og den anden inddrager også demokratisk fordeling af de økonomiske ressourcer. Trotsky ved magten ville kun have været mindre despotisk og paranoidt end Stalin - men det ville stadig have været et mentretals despoti - alt andet er nonsens.

Du kan læse Marx skrift om Pariserkommunen (som han angav som verdens første eksemplel på det han betegnede som Proletariatets Diktatur og læser du også hans avisartikler vil det hurtigt stå klart for dig at han (i modsætning til Trotsky og Lenin) næppe ville have accepteret ideen om et eliteparti af middelklasse intellektualle der handler på vegne af og hen over hovede på den klasse de påstår at representere, eller ideer om indskrænkninger i pressefriheden som de også promoverede stil skade for arbejderbevægelsen og venstrefløjen.

Robert Ørsted-Jensen

Demokrati er frihed for politiske modstandere og sådan noget kan ikke gradbøjes med ord som 'proletarisk demokrati' -

Demokrati kun forbehold nogen er ikke demokrati og det vil desuden altid ende i despoti alene af den grund at der så skal være nogen (et polit bureau eller en centralkommitte monstro?) der så skal skal bestemme om andre skal have demokratiske rettigheder eller ej.

Det var nøjagtigt der bolsjevikkerne med Lenin og Trotsly i spidsen - forrådte den russiske revolution. Trotsky betalte for sit eget letsind med sit liv - men det var hamselv der i sin uforstand var med til at skabe det der frankensteinuhyre som blev Stalin

Robert Ørsted-Jensen

Trotsky blev først for overbevidst om Demokratiets velsignelser da han selv pludselig var blevet afsat og det gik op for ham at der ikke var nogen appelmulighed

Robert Ørsted-Jensen

såe hvordan det? Macarrty var ikke just demokratisk sindet og han så hels sådan nogen som mig fyrewt. Det er nok snarer dig der mener atr man som venststreorienteret skal mene at Lenin og Trotskys eksperiment ud i auto´kratisk socialisme tilførte menneskeheden et eller andet godt. Det vil derfor sikkert komme som en nyhed for digh at de fleste venstreorienterede ikke mener at der var ret meget at lære fra det - andet end hvad man under ingen omstændigheder skal gøre.

Robert Ørsted-Jensen

Du kan høre Zizek tale her - under oveskriften 'lad os være realiuster og forlange det umulige - Kommunismen!'

Han dee selv voksede op under et leninistisk inspireret styre og kritiserede det med Marx i hånden har siden forsat dette med en kritik af kapitalismen - stadig med Marx i hånden.

Zizek ville givet stemme EL hvis han havde levet i Danmark

http://play.sydneyoperahouse.com/index.php/media/1491-slavoj-_i_ek-the-i...

Robert Ørsted-Jensen

En fed bemærkning fra Zizek under ovenstående tale

'De tidliger ’kommunistiske’ regimers hævn er hvad? – Jo som en økonom i Singapore bemærkede for nylig - for 40 års siden sagde Deng Xiaoping at kun kapitalisme kan redde Kina – nu siger vesten at kun Kina kan redde Kapitalismen!'

Robert Ørsted-Jensen

Virkeligheden er at de mest effektive kappitalistiske samfund idag er dem hvor tidligere kommunistiske land hvor en autoritær regering styrer kapitalismen

@Robert

Det ved jeg godt, men Marx gør ikke meget ud af emnet, da han næppe mente at en sådan konstruktion var nødvendig. Han var da også lodret uenig med Lenin om spørgsmålet, da han ikke anså statskapitalisme som en farbar vej mod socialisme.
Derfor det gamle vrøvlehoved Trotskij.

Robert Ørsted-Jensen

Jo men det er faktisk ikke rigtigt Lom, hans skildring af Paristerkommunen dokumenterer hans syn på demokrati og angiver præsist hvad han mente med ordet Proletariatets Diktatur. Dernæst skal du såm bare holde dig tiden for øje. Demokrati som vi forstår det - altså een mand een stemme - eksisterede ikke på hans tid, end ikke i England hvor det var mest udviklet og da slet ikke på kontinentet. Datidens borgerskab ville gerne have demokrati begrænset til dem der hyavde besiddelser, hvorimod 'pøblen' de besiddelsesløæse ikke skulle have stemmeret eller skulle havde den begrænset på forskellig vis. Man kunne have stemme ret i adskillige amter i England, hvis bare men boede et sted og havde ejhendom det andet. Omvendt havde men ingen ejendom havde men ingen stemmeret. Sådanne ting var helt almindeligt forkommende overalt under datidens borkerlige demokrati. Marx skriverier om Pariserkommunen viser at han forstillede sig een mand een stemme fra gulvet op og at man i i situationer med ændringer brugte begrebet flertalsafgørelser skånselsløst også hvad angår besiddelsesrettetn Det var klart dette sidste han mente med PD - altså periodisk flertalstdiktatur - noget som vi har brugt overalt i demokratiske lande sidenhen utallige gange og stadig anvender med jævne mellemrum ofte flere gange om året når det gælder visse beslutninger som anses for at være til gavn for fællesskabet såsom energi og i visse situationer expropriationer.

Når Marx ikke skriver spesifikt om demokrati skyldes det ganske enkelt at det ikke eksisterede - når han talte om borgerligt demokrati - talte han om begrænsninger der kunne holde proletariatet uden for beslutningssfæren.

Både Lenin og Trotsky skrev rent faktisk lidt her og der om demokrti og sommetider var det velskrvet og godt, men i praksis agerede de antidemokratisk og gjorde alt for at begrunde dette, de skabte et partidiktatur som problemløst kunne omgøres til despoti og totalitarisme over for folket - ikke mindst arbejderklassen - ved brug af vterror og politistatsmetoder - de og deres proselutte faldt som ofre for noget de selv havde skabt i titusindvis.

Rosa Luxemburg - som af mange i datiden rangerede højere som marxistisk teoretiker (faktisk var Trotsky mere praktiker end teoretiker) - skrev langt mere præsis om demokrti - ikke mindst i hendes kritik af netop det Lenin og Trotsky havde gang i. . .

Robert Ørsted-Jensen

brugte begrebet flertalsafgørelser skånselsløst også hvad angår besiddelsesrettetn

det skulle selvsagt ha stået

især eller primært hvad angår besiddelsesretten

Robert Ørsted-Jensen

Serier af avisledere og artikler fra Marx hånd fra den periode hvor han var journalist er udgivet og de illustrerer på glimrende vis hans holdning til essentialle spørgsmålmsom netop pressefrihed ytringsfrihed og demokrati - Det system for undertrykkelse af pressefriheden han bekæmpede (altså Bismarks) ligner i mangt og meget en vag udgavve af det Stalin senere udviklede - så det er utænkeligt at Marx ville have været andet end stærkt kritisk hvis ikke direkte antisovjettisk

Aleksander Laursen

Michael:

Du mener filmen igangsætter propaganda? Jeg mener da også Pia K. igangsætter propaganda - Både filmens propaganda og Pias propaganda udspringer af det samme: Frygt. I Filmen er det frygten for at der skal herske anarki/de kriminelle skal styre alt, ved at pengene bliver taget fra de rige. Hos Pia er det frygten for det fremmede og frygten for at vi en dag vil blive overtaget af de kriminelle/islamisterne hvis vi ikke gør noget snart.

Derfor mener jeg sagtens man kan sammenligne det. For Pia er politikker, det vil sige hun formulerer politik, men filmen propaganderer også politik, liberal politik! Den film er et vidunderligt eksempel på en ud af de 1000 måder USA holder verden i et liberalistisk jerngreb på.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er meget enig Laursen - det faktum at instruktøren og hans manuskriptforfatter påstår at der er upolitiske og ikke havde politiske hensigter er ikke et forsvar - tværtimod! Jeg har ikke set filmen, men jeg er ikke i tvivl om at de der paralleller er tilstede -politisk bevidstløshed er en forbandet dårlig undskyldning

I Filmen er det frygten for at der skal herske anarki/de kriminelle skal styre alt, ved at pengene bliver taget fra de rige. siger Aleksander (16:14)

Det er vel et fair nok skræmmebillede?

...men at tillægge Occupy Wall Street denne rolle - det ville ikke være fair - og det er det Slavoj ZŽizžek siger at Christopher Nolan gør.

...og Christopher Nolan nægter. ...men det mener Robert så ikke at CN kan.

Jeg er ikke enig med dig Robert - så vilel al fiktiv dystropi til enhver tid kunne knyttes til tidens samfundsforandrende kræfter. Slavoj ZŽizžek fyrer op i en stråmand...

Robert Ørsted-Jensen

Nerj jeg mener at CNs underbevisthed tager over nå han ikke evner at forholde sig politisk kritisk til sit arbejde - hvorefter han vil være tilbøjelig til at reproducere stereotyper som er typiske for det amerikanske libertære image - og det er sådan set bare det Zicek siger. Han siger ikke at han bevidt laver propaganda - han siger bare at han ubevidst fremmer bestemte sterotyper som er propaganda af en særlig art