Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den sidste gadekamp

Afsked. OL i London var den sidste store turnering for den danske badmintonlegende, Peter Gade, der må gå på pension uden en olympisk medalje i samlingen. Information tegner et portræt af en af verdens bedste badmintonspillere gennem tiderne – om hans særlige finter, store sejre og et par skæbnesvangre måneder i foråret 1999
Moderne Tider
4. august 2012
Det sidste svæv. Badmintonspilleren Peter Gade tager afsked med OL – sin sidste betydningsfulde turnering – her med et af sine karakteristiske hopsmash. Ved årets udgang stopper han karrieren, og med nederlaget i torsdagens kvartfinale missede han muligheden for at føje en olympisk medalje til sin imponerende samling.

Det sidste svæv. Badmintonspilleren Peter Gade tager afsked med OL – sin sidste betydningsfulde turnering – her med et af sine karakteristiske hopsmash. Ved årets udgang stopper han karrieren, og med nederlaget i torsdagens kvartfinale missede han muligheden for at føje en olympisk medalje til sin imponerende samling.

Antonin Thuillier

To forårsmåneder i 1999, marts og maj, All England og VM i Danmark, den komplette optur og den ditto nedtur. I badmintonspilleren Peter Gades lange, glorværdige karriere er det dét, der står ud: Den dengang kun 22-årige Gades sejr ved den prestigefyldte All England-turnering over den luskede, men kraftfulde Taufik Hidayat fra Indonesien og det chokerende nederlag i VM-semifinalen til Fung Permadi på hjemmebane i København. Det var så at sige Peter Gades helt igennem personlige storm i 1999.

Selv var jeg på det tidspunkt en ung og håbefuld badmintonspiller på eliteniveau. Sammen med de andre juniorspillere løb jeg rundt i hallen i Viby J bag Bowl’n’Fun, Vårkjærparkens boligblokke og Jyllands-Posten og legede, at jeg var Peter Gade. Faktisk ville jeg hellere være kineseren Sun Jun, hans onde ånd i de første år, men det er en anden historie. I hvert fald efterlignede vi alle sammen Gades finter, der sammen med hans både eksplosive og elegante spillestil var med til at revolutionere badmintonsporten. Poul-Erik Høyer med de kølige vinkler og de mange maskeringer var naturligvis også sej, især efter den totalt overlegne OL-sejr i 1996 og den ikoniske episode med den iturevne trøje. Men Gade var en anden og ny type, han var den hvide kineser, danskeren med den asiatiske spillestil og alle de nye tricks i baglommen på de tætsiddende shorts.

Nu er det ved at være slut. Den 35-årige Peter Gade stopper karrieren senere i år, og OL i London var altså hans sidste store, betydningsfulde turnering. Nederlaget i kvartfinalen betyder, at han slutter karrieren uden olympiske medaljer – og også uden et verdensmesterskab. Hvilket kun springer i øjnene, fordi samlingen af sejre ellers er så komplet.

Højdepunkter og finter

»Jeg vil være verdens bedste,« sagde en meget ung Peter Gade engang. Og blev det. Efter i 1994 at have vundet ungdoms-VM i double, begyndte han at vinde nogle af de store internationale singleturneringer i 1997, og året efter lå han så nummer 1 i verden.

På det tidspunkt – og helt indtil en alvorlig knæskade i 2001 – spillede Gade sit livs badminton. Et højt anlagt spil, teknisk og risikobetonet. Det er den Gade, der stiger til vejrs på baglinjen, smasher og i samme øjeblik er oppe ved nettet for at besegle den næste bolds skæbne. Som hundser rundt med konkurrenterne i et ekstremt tempo. Som til tider finter sin modstander helt ud af hallen.

Netop finterne er blevet Gades varemærke, noget som vi ungdomsspillere kopierede rundt omkring i landet. Der kom for eksempel en bold ved nettet, som man kunne tage relativt højt, men man ventede, lod bolden dale faretruende tæt på gulvet, trak ketsjeren tilbage og så roligt frem igen for at lade som om, at man ville spille en blid bold lige over nettet, men så fastfrøs man pludselig bevægelsen i et splitsekund, for derpå at føre ketsjeren hurtigt gennem bolden og spille den mod baglinjen. Dette skulle gerne fange modstanderen på vej fremad i forventningen om den korte bold, og når først denne retningsvendthed er etableret, er der intet at gøre, hvis bolden kommer langt i stedet for kort. Så stivner man og ser dum ud, mens bolden i en blød, hånende bue sejler hen over hovedet på én. Det er et såkaldt holdt slag, man ’holder’ kortvarigt slaget, faker et netdrop, for i stedet at spille et lob – © Peter Gade. Det lykkes i øvrigt sjældent for andre end ham.

Finterne er ikke et show-off, men et effektivt middel til at vinde point og få modstanderen til at blive usikker i ben og hoved. Denne leg med bolden har altid været en integreret del af Gades spillestil – hvilket har gjort ham umådeligt populær, ikke mindst i Asien.

Den legende lethed har for Peter Gades vedkommende altid været kombineret med disciplin og determination – og en usandsynlighed seriøsitet i den daglige træning. Ellers havde det heller ikke været muligt for ham at tilhøre verdenseliten i snart 15 år. At duellere jævnbyrdigt mod så store rivaler som først Sun Jun og indoneseren Hendrawan, så Taufik, og siden Lee Chong Wei fra Malaysia og Lin Dan fra Kina. Sidstnævnte er den seneste i rækken af ærkefjender, Gades nemesis nr. 1, og måske den bedste badmintonspiller nogensinde. Hu-ha, lin-dan.

Det kræver sit at være en dansk enmandshær mod modstandere af denne kaliber. Bare spørg Gades tidligere kæreste, Camilla Martin, der tit talte om at møde den kinesiske mur. Når man slog den ene i kvartfinalen, stod den næste klar i semifinalen. Det kræver en umenneskelig mental indsats at sætte sig op til et sådant møde igen og igen. Det kræver en indædt tro på tingene. Og det er måske dét, Peter Gade i sidste ende har manglet for at nå helt til tops ved VM og OL. Det var den facade af ukuelig selvtillid, som syntes at krakelere på dansk grund i 1999.

Alle havde regnet med en sejr til Peter Gade i den kamp. Han havde kun to måneder før vundet All England (for første og sidste gang), og man forventede nu, at han ville cementere sin status som verdens bedste ved at vinde VM på hjemmebane i Brøndby-hallen. Eller i det mindste nå en finale mod Sun Jun.

Men undertippede Fung Permadi stod i vejen i semifinalen. I badminton taler man om støvere: defensive spillere, der bare løber og løber og så at sige støver alting op. Permadi støvede i den kamp. Han spillede defensivt – og klogt – mod en lidt for angrebsivrig ung dansker.

Permadi vandt første sæt 15-11 (dengang spillede man endnu ikke running score til 21, men til 15, og man skulle have serven for at score point). Men i andet sæt kom Gade tilbage som lyn og torden og vandt 15-1. Og i tredje og afgørende sæt førte han 12-9, inden det gik galt. Permadi fik matchbold, men Gade udlignede til 14-14. Så skulle der omspil til. Eller det skulle der overraskende nok ikke. For Permadi kunne, da han nåede først til 14, bestemme, om der skulle spilles til 17, eller om der skulle spilles ’ligeud’ til 15. Permadi viste med en enkelt finger, at han valgte det sidste. En risikabel, men kalkuleret beslutning. Dermed gav han Gade en matchbold, men den blev misset. Permadi fik serven tilbage, Gade returnerede i nettet, og så var det slut. Kampen er i øvrigt ikke til at finde på youtube. Det er, som om traumet er for stort.

Når troen forsvinder

Man har lyst til at skrive et kontrafaktisk portræt af Peter Gades karriere. Hvad nu hvis han ikke havde tabt den VM-semifinale? Tidligere landstræner Steen Pedersen har selv antydet, at Gade nok ville have vundet VM i 2001 – hvor Gade i finalens andet sæt mod Hendrawan tabte et lignende omspil – hvis han var kommet i finalen i 1999.

Dét nederlag til Permadi var i al fald et jordskælv, som i retrospekt har vist sig at have genereret permanente rystelser i Gades karriere. Til OL i Sydney i 2000 tabte han – efter at have udraderet Fung Permadi – i semifinalen til Ji Xenpeng fra Kina, igen i tre sæt og igen vandt han sigende nok netop andet sæt 15-1. Efter den efterfølgende bronzekamp, som han tabte på gulvet med et brag efter at have ført stort i første sæt, udtalte en grædefærdig Gade til BT:

»Ved 13-8 i første sæt bliver jeg pludselig usikker. Jeg kæmper og kæmper, men mangler pludselig troen. Selv de mest simple slag kikser. Den normale sikkerhed er væk. Jeg er ikke nervøs som sådan. Jeg ville også gerne, også i andet sæt. Gejsten er der stadig – men troen, den er væk.«

I samme interview sagde Gade, at det vil være forenklet at sige, at han har et »mentalt problem«. Og selvfølgelig skal man vare sig for sensationslystne psykologiseringer og overdramatiserede forfaldshistorier. Som om det hele sluttede i 99. Men faktum er, at denne store stilist stadig mangler at vinde VM og få bare en enkelt OL-medalje. Og at det ikke kun skyldes uheld eller spillemæssige svagheder (eksempelvis en lidt vakkelvorn defensiv), men også en selvforstærkende tvivl i de situationer, hvor det virkelig gælder.

London – Gade i 2012

Og det gør det her i London, Gades sidste OL. Men det synes at være en smule for sent. Som følge af tidens gang og et utal af skader – og guderne skal vide, at han har været hårdt ramt af skader, senest i foden – er Gade i dag en helt anden og mere henholdende spiller, end han var dengang for mere end godt 15 år siden, da han slog igennem med finter og tjubang-badminton, som vi juniorer forsøgte at kopiere i stor stil, men uden samme stil.

Han er ikke længere så hurtig eller så farlig fra baglinjen med sine hopsmash. Og der er længere mellem finterne, fordi han ikke i samme grad er ovenpå, mentalt og tidsligt, i duellerne. Samtidig er der en spinkelhed over ham, som efterhånden påvirker ham i en grad, så det ikke kun er et spørgsmål om afgørende kølighed og mental robusthed, men om han kan stå distancen rent fysisk.

Men altså, både ved VM i 2010 og 2011 har Gade vundet bronze. Han er på ingen måde over the hill. Og i ottendedelsfinalen i onsdags – i skyggen af double-trouble-skandalen med de fire damedoubler, der blev ekskluderet, fordi de bevidst forsøgte at tabe – viste Gade sit fulde repertoire, hvor han i ét væk slog kliniske krydscut fra forhåndshjørnet, foretog skarpe og varierede angreb og spillede fjerbolden så knivskarpt ved nettet, at man skulle tro, det var løgn.

Det var det ikke, allerede i begyndelsen af kampen lavede Gade endda også sin trademark-finte, og så cruisede han til en sejr på 21-9, 21-16 over Wan Ho Son fra Sydkorea. Men det nuværende niveau var trods alt ikke nok til at vinde kvartfinalen over kineseren Chen Long, den levende kevlarvest. Hans massive og uigennemtrængelige defensiv udmarvede langsomt Gade, som dermed måtte vinke farvel til drømmen om en OL-medalje.

Det var alligevel et aldeles værdigt exit. Der var tidspunkter, hvor håbet var større end tvivlen. Og Gade tabte i hvert fald ikke med vilje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

det er flot, og alt tyder på at asiaterne er bedst.