Læsetid: 5 min.

De tænksomme trænere

Tre aktører fra Silkeborgs guldhold fra midthalvfemserne er med til at tegne en ny tendens på trænerfronten i dansk og international fodbold
Uheldigt ry. Keld Bordinggaard, der nu er tilbage i Silkeborg, må trækkes med et ry for at være god til at udvikle spillekoncepter – og dårlig til at vinde fodboldkampe.

Uheldigt ry. Keld Bordinggaard, der nu er tilbage i Silkeborg, må trækkes med et ry for at være god til at udvikle spillekoncepter – og dårlig til at vinde fodboldkampe.

Andreas Beck

11. august 2012

Da Silkeborg i 1994 sikrede sig det danske mesterskab med en 2-0 sejr over AaB i sidste runde, kunne tre nuværende superliga-trænere i skikkelse af Troels Bech, Peter Sørensen og Keld Bordinggard række armene jublende i vejret. Som medlemmer af Silkeborgs trup havde de været med til at spille klubbens hidtil eneste guld hjem til Søhøjlandet.

Sidenhen er de alle gået trænervejen – samtidig med at de i øvrigt også har samlet akademiske grader op – og nu står de tre tænksomme mænd over for hinanden igen som ansvarlige for hver deres klub, hvor de skal håndtere nogle af de mest spændende udfordringer i dette års superliga.

Velanskrevet

Mest spænding – men også mest skepsis – knytter der sig til den tidligere U21-landstræner Keld Bordinggaards tilbagevenden til klubtrænergerningen i Silkeborg. Bordinggaard, der har et bifag i idræt fra Syddansk Universitet, har ikke været træner for et klubhold i 10 år, og hans eneste succes på trænerfronten ligger helt tilbage i 2001, hvor han sikrede Vejle oprykning til den bedste række.

Hans tid som U21-landstræner endte i fiasko, da det talentfulde danske ungdomslandshold sidste år måtte forlade EM på dansk grund allerede efter gruppespillet.

Og det er blandt andet denne nedtur, der har fået kritikere til at betegne Bordinggaard som en træner, der er utrolig god til at udvikle spillekoncepter – og utrolig dårlig til at vinde fodboldkampe.

Det kan lyde som en hård dom, men statistikken indikerer, at der er noget om snakken. Således viser tallene, at Bordinggaard i sine år som ansvarlig for ungdomslandsholdet kun formåede at vinde 15 ud af holdets 41 kampe, hvilket ikke kan imponere nogen.

Alligevel er han særdeles velanskrevet internt i det danske trænermiljø, hvor han får stor anerkendelse for – i fællesskab med FC Nordsjællands Kasper Hjulmand – at have udarbejdet DBU’s træningskoncept, Den røde tråd, som er en strategi for, hvordan man træner og udvikler børne- og ungdomsspillere. Principperne i Den røde tråd bruges af stort set alle danske topklubber i deres talentarbejde i dag og tilskrives en stor del af æren for, at vi har nogle meget stærke ungdomsårgange på vej op gennem systemet.

Man skal dog ikke forvente, at dette teoretiske grundarbejde fra Bordinggaards side udstyrer ham med megen kredit i Silkeborg; en klub der døjer med et begrænset lønbudget, og som åbner hver sæson med målsætningen om at overleve i Superligaen og drømmen om at komme op at snuse til de europæiske placeringer.

Eller som Canal 9’s kommentator, den tidligere OB-spiller Esben Hansen, over for Tipsbladet har beskrevet matchet mellem Bordinggaard og Silkeborg:

»Keld Bordinggaard (…) er en intelligent mand, der taler meget om processer, og det tror jeg, at de er skideligeglade med i Silkeborg. De vil gerne vinde om søndagen, og så er de ligeglade med processer. I og omkring klubben er der nogle mennesker, der er meget opsatte på at få nogle resultater på den korte bane, og jeg er ikke sikker på, Keld Bordinggard er den rette mand til det.«

En skæv skikkelse

En anden træner, der også er pisket til at levere på den korte bane, samtidig med at han udvikler sit mandskabs spilfilosofi, er AGF’s Peter Sørensen, der er i gang med den traditionelt vanskelige second season efter oprykningen med holdet fra Fredensvang.

Sørensen er en skæv skikkelse i den normalt forholdsvis anti-intellektuelle danske fodboldverden. Med et studie i eksistensfilosofi og en drøm om at blive seminarielærer i bagagen er han ikke en typisk fodboldtræner, men han blev under sit ophold i den norske klub Ham-Kam for nogle år siden inspireret af klubbens daværende træner, Ståle Solbakken, til også selv at gå trænervejen.

Siden sin ankomst til Århus har han forsøgt at inkorporere en intelligent og boldbesiddende spillestil i et mandskab, der tidligere har lidt under alt for megen tonserbold og taktisk naivitet. Og hans bestræbelser blev kronet med succes i sidste sæson, hvor holdet sluttede på en overraskende femteplads. I denne omgang er de hvide imidlertid kommet skævt ud af starthullerne, hvilket har fået det krævende publikum i den fodboldtossede by til at knurre ildevarslende og har resulteret i en offentlig fejde mellem Peter Sørensen og et af Århus’ fodboldikoner, holdets tidligere midtbanegeneral Stig Tøfting.

Især var Tøfting på krigsstien efter AGF’s dobbelte nederlag til georgiske FC Dila Gori i kvalifikationen til Europa League.

»Jeg er træt af at høre Peter Sørensen snakke. Og jeg er træt af at se AGF spille,« skrev han i sin klumme i Ekstra Bladet. »Var det Dila Gori, de hed? Jeg havde aldrig hørt navnet før og kommer aldrig til at høre det igen. Og dem taber AGF til? Ikke én gang, men to gange! Et – ja, undskyld sproget – lortehold fra Georgien slår AGF ud af Europa League med sammenlagt 5-2. Pinligt.«

Efterfølgende reddede Sørensen sig lidt pusterum, da hans hold slog Brøndby i sidste uges kamp på NRGi Park. Men de grundlæggende problemer på det hvidklædte mandskab eksisterer stadig: Holdets nøglespillere er for gamle, og GF skaber for lidt fremad banen. Og de udfordringer bliver eksistensfilosoffen på trænerbænken nødt til at tackle, hvis han vil have et langt liv i Fredensvang.

Er tredje gang lykkens gang?

I OB befinder der sig en træner, der kun alt for godt kender følelsen af at blive fyret. Ikke én, men to gange er Troels Bech blevet afskediget som træner for de strivede i Ådalen, men nu er det altså alle gode gange tre for fodboldteoretikeren med den akademiske tilgang til spillet og en bachelor i italiensk fra Aarhus Universitet i bagagen.

Troels Bech er blevet hentet tilbage til Odense for at genrejse den fynske fodboldstolthed, der sluttede sidste sæson på en skuffende tiendeplads. Og det vil han gøre ved at gennemtvinge et opgør med den fysisk betonede måde, som OB traditionelt spiller fodbold på. Bech vil have sit hold til at spille et mere teknisk og pasningsorienteret spil a la det, han praktiserede i Silkeborg, og til det formål har han hentet lovende navne som Lyngbys Emil Larsen og anføreren på Paris Saint Germains andethold, den 20-årige Mohammed Diarra, til klubben.

Om den spillemæssige omstilling lykkes, er dog langt fra givet, for den nyansatte træner er samtidig under hårdt pres for at skaffe resultater øjeblikkeligt til en klub, der tørster efter at komme tilbage i toppen af Superligaen, så han skal med sine egne ord »bygge vejen, mens han kører på den«.

Uanset om de får succes eller ej i deres respektive klubber, kan man dog fastslå, at Bech og hans to tidligere holdkammerater i Silkeborg er med til at tegne den trend, vi også oplever på internationalt plan med, at superteoretiske og veluddannede fodboldtænkere bryder igennem som trænere på topplan. Nu består deres udfordring i at kolportere deres spillemæssige ideer videre til spillerne, som mestendels er ganske unge mennesker med helt andre uddannelsesmæssige og intellektuelle forudsætninger end dem selv. Og hvis det ikke lykkes, kan al den fine uddannelse og de mange teoretiske betragtninger jo være lige meget. For kravet i fodbold er evigt og uforanderligt:

Der skal point på kontoen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu