Læsetid: 6 min.

En tid til at bygge op

Siden 1926 har Tidehverv prædiket negativ opbyggelighed og tordnet mod ethvert tilløb til fromhed. Men tiderne skifter. I ny bog om den forkætrede bevægelse udfolder sognepræst Henrik Bach, hvordan Tidehvervs tredje generation ikke vil nøjes med at pille ned. For dem er det igen blevet tid til at bygge op.
Den næste kamp. Stridighederne i Tidehverv er ikke nye. De har altid været en del af bevægelsens identitet. Det nye er skænderiernes indhold: Skal opbyggeligheden afløse kritikken?

Den næste kamp. Stridighederne i Tidehverv er ikke nye. De har altid været en del af bevægelsens identitet. Det nye er skænderiernes indhold: Skal opbyggeligheden afløse kritikken?

Lars Skaaning

11. august 2012

Når folkene i og omkring Tidehverv ikke skælder ud på blødsødne pladderhumanister og formørkede muslimer, skændes og diskuterer de med hinanden. Både til Tidehvervs årlige sommermøde og i tidsskriftet Tidehverv, der er udkommet siden 1926. Det er der ikke noget nyt i.

Det nye er skænderiets indhold og karakter. For når tidehvervsfolkene i disse år samles sidst i juni på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, handler diskussionerne ikke længere kun om at pille samtidens fromhed og forlorenhed fra hinanden.

Flere, især blandt Tidehvervs såkaldte tredje generation, taler nemlig i stigende grad om, at tidens areligiøsitet igen kalder på kristen opbyggelighed og forkyndelse. Det har affødt flere kraftige reaktioner, blandt andre fra Christian Langballe, som kalder den nye opbyggelighed for ’papisme’ og ’skolastik’ af værste skuffe. Striden er en væsentlig pointe i sognepræst Henrik Bachs bog om Tidehverv, som udkommer på Gyldendal næste år.

»Den aktuelle diskussion rammer lige ind i kernen af Tidehvervs anliggende. Handler det om at tale tiden imod og afdække kirkens løgn og samtidens ’toneangivende undermålere’, eller er det snarere i en tid uden retning at pege på et håb, et fundament i kristendommens evangelium?« siger Henrik Bach.

Generationsopgør

Den aktuelle strid er først og sidst et generationsopgør, påpeger han. På den ene side står de ældre tidehvervsfolk, som er kommet til sommermøderne og har abonneret på tidsskriftet i en menneskealder. De har fået den radikale negativitet og kulturkritikken ind med modermælken. Det er Tidehverv Classic med fortalere som Jesper og Christian Langballe.

Over for dem står en række hovedsageligt yngre kræfter med sognepræsten Claus Thomas Nielsen, Katrine Winkel Holm og Søren Holm i spidsen. De mener, at tiden er løbet fra den rene negativitet og citerer forbilledet C.S. Lewis for, at der er en tid, hvor jungler skal ryddes, og en tid, hvor ørkener skal opdyrkes.

»For tredje generation er tiden og dermed kampen simpelthen blevet en anden end tidligere. De hævder, at hvis vi hele tiden kun river ned, så står mennesket til sidst ikke med andet tilbage end sig selv og sin afmagt,« fortæller Henrik Bach.

Når den position kan give anledning til så voldsom debat, hænger det sammen med, at negativiteten og selvforståelsen som korrektiv til samtiden er en afgørende del af Tidehvervs dna.

Så afgørende at Wilhelm Krarup, Søren Krarups far og Katrine Winkel Holms farfar, i sin tid skrev, at Tidehverv kun eksisterer i det negative, og at den dag, der ikke er noget at rive ned, eksisterer Tidehverv heller ikke.

En nedrivning, som siden Tidehvervs grundlæggelse i 1920’erne har haft forskelligt sigte. Først gjaldt det et radikalt opgør med forloren kristendom, hvor de fromme i Studenterbevægelsen og Indre Mission fik læst og påskrevet i en grad, så de ikke rigtig er kommet sig siden.

Gudsforholdet

Siden rettedes skytset mod retsopgøret efter besættelsen, fra 1950’erne gik Tidehverv i krig først med kulturlivet og siden med det moderne velfærdssamfund. I dag gælder det islamkritik og kampen mod globalisering og politisk korrekthed, fortæller Henrik Bach.

Men det kulturkritiske udgangspunkt har med tredje generation fået en positiv overbygning, hvor den opbyggelige kristendom er kommet ind fra kulden. Det ses blandt andet i Katrine Winkel Holms skabelsesteologiske argumentation for ægteskabet mellem mand og kvinde, men også i Trykkefrihedsselskabet, hvor flere tidehvervsfolk argumenterer for en sammenhæng mellem kristendom og frihedsrettigheder.

Også metafysikken, som traditionelt har været et fyord i tidehvervskredse, trækkes nu frem af blandt andre Claus Thomas Nielsen. I Tidehverv-essayet Aftenlandet udfolder han en teologi, som i stedet for den tidehvervske husfader Luther tager afsæt i Aristoteles og den skolastiske middelalderfilosof Thomas Aquinas. I essayet fra 2007 hedder det:

»For snart 100 år siden blev det moderne at sige, at kristendommen ikke er nogen religion, hvorved man bl.a. understregede, at kristendommen var den store undtagelse. Måske er det i en nutidig kontekst mere relevant at fastslå, at kristendommen er den eneste religion. Dvs. det kun er kristendommen, som tilbyder mennesket et ståsted uden for verden, en meta fysis.«

Dybden og bredden

Det var blandt andet det essay, som fik Christian Langballe til at skrive om en nyskolastisk bølge i Tidehverv, hvor »Paven bliver dyrket som en superstar, så Luther, Kierkegaard og Olesen Larsen nu skiftes ud til fordel for Aristoteles, Thomas Aquinas – og ja, Joseph Ratzinger, alias Pave Benedictus den 16«.

For Henrik Bach skal en del af svaret på de nye strømninger i Tidehverv findes i en ny opfattelse af gudsforholdet. I den traditionelle tidehvervske religionskritik var det ikke unormalt at sætte gudsforholdet på spil, fortæller han. Som når F.L. Østrup i 1929 kort og godt formulerede det: »Vi kan intet, vi tror intet, vi ved intet.«

»I dag mener tredje generation ikke, at man i samme grad kan sætte gudsforholdet på spil. Dertil hviler kristendommen i deres øjne simpelthen på et for spinkelt grundlag i samtiden. Ifølge dem kalder tiden derfor på en mere positiv kristen forkyndelse,« siger Henrik Bach.

Om den ene eller den anden fløj har fat i den lange ende, vil Henrik Bach nødigt tage stilling til. Men helt generelt mener han, at striden er et sundhedstegn for Tidehverv.

»Når Tidehvervs kritikere anklager Tidehverv for ikke at være, hvad det har været, mener jeg, de rammer forbi. Den aktuelle debat viser netop Tidehvervs evne til at flytte opgøret. Ikke at følge med tiden, men at tale ind i tiden. Så kan man være enig eller uenig,« siger han.

Ifølge ham har det altid været Tidehvervs styrke og en af grundene til, at det fortsat er et af de væsentligste omdrejningspunkter i dansk teologi og kulturdebat, at man som læser eller tilhører aldrig er uanfægtet af debatten i Tidehverv.

»Når man læser i Tidehverv, sidder man aldrig og siger ’nåh’ og ’tja’, men derimod ’ja’ og ’nej’. Man bliver anfægtet, tager afstand eller tilslutter sig,« fortæller han.

Dét, som ifølge Henrik Bach kan blive Tidehvervs udfordring med det nye fokus på forkyndelse og opbyggelighed, er, at de altid har været bedre i dybden end i bredden. De har været bedre til den originale og fagligt velfunderede teologiske debat, end de har været til forførende folkelig forkyndelse.

Hans Hauge har tidligere påpeget, at Tidehverv har overtaget grundtvigianernes plads som den teologiske position, der mener det, den brede befolkning mener. Men de er samtidig ude af stand til at benytte sig af den position og ønsker det formentlig heller ikke, påpeger Henrik Bach.

Han fremhæver, at noget tilsvarende også gjorde sig gældende i Søren Krarup og Jesper Langballes politiske virke, hvor de ofte havde vanskeligt ved at trænge folkeligt igennem. Hvad de i nogen grad også selv har indrømmet. Begge viste de sig at være bedre i dybden end i bredden.

»Det dur simpelthen ikke, at Tidehverv bliver alment. De vil få det mere end vanskeligt som folkelig bevægelse,« siger han.

Betydningen af de senere års politiske tilknytning til Dansk Folkeparti skal heller ikke overvurderes, mener Henrik Bach. I hvert fald ikke hvad angår det snævert fagteologiske. Men det er sandsynligt, at den eksplicit højreideologiske argumentation har gjort det vanskeligere for folk med andre politiske sympatier at indgå i det tidehvervske holdningsfællesskab, som tilbage i 1960’erne har talt folk som Margrethe Auken og Henning Tjørnehøj.

Om Tidehverv på trods eller på grund af den nye aktivistiske og mere opbyggelige linje får en egentlig folkelig forankring, må fremtiden vise. Men under alle omstændigheder handler den aktuelle konflikt også om, hvem der skal tegne Tidehverv i de kommende årtier, når personer som Jesper Langballe og Søren Krarup, som fortsat er Tidehvervs redaktør trækker sig tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»For snart 100 år siden blev det moderne at sige, at kristendommen ikke er nogen religion, hvorved man bl.a. understregede, at kristendommen var den store undtagelse. Måske er det i en nutidig kontekst mere relevant at fastslå, at kristendommen er den eneste religion. Dvs. det kun er kristendommen, som tilbyder mennesket et ståsted uden for verden, en meta fysis.«

Lyder altså ikke særligt opbyggeligt, undskyld jeg siger det.

Hvis vi skal snakke teologi, og det skal vi vel, så gendriver ethvert eksluderende standpunkt sig selv. Altså man kan ikke gøre krav på en 'enhed's endegyldighed hvis den ikke er alt-inkluderende.

Mange andre ontologiske antagelser, hvis ikke alle, lider iøvrigt under samme strukturelle fejl...